HVAD LÆSER DU?

Information-interview med Martin Hall v/ Emil Eggert Scherrebeck (11. oktober 2014)


Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

– Lige meget hvilken ende af det politiske spektrum, man sympatiserer med, bør enhver litteraturinteresseret læse Célines Rejse til nattens ende. Især her i 100-året for Første Verdenskrigs udbrud. Det er portrætkunst og civilisationskritik i smukkeste forening. Mit dilemma er dog, at jeg samtidig ikke kan sidde Flannery O’Connors Voldsmænd river det til sig overhørig, en sydstatsroman fra 1960, som jeg først fik læst, da den udkom på dansk i 2011. Den er så blændende skrevet, at jeg groft sagt ikke selv var i stand skrive prosa i tre år efter at have læst den.

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

– Jeg var 21 år, da min mor tog sit eget liv, og en af de bøger, hun efterlod sig, var Sylvia Plaths Glasklokken. Grundet omstændighederne gik der lidt tid, inden jeg fik læst romanen, men da det skete, var jeg forbløffet over, hvor opløftende og direkte kommunikerende den forekom mig. Den rette bog på det rette tidspunkt. For nogle år siden læste jeg omvendt Sándor Márais Dagbøger 1984-1989, og her var jeg lige dele overvældet og dybt rørt. Forskellige bøger taler til én i forskellige perioder. Ved sin udgivelse i midt-90’erne gav Albert Camus’ posthumt udgivne Det første menneske mig f.eks. kærligheden til romanformen tilbage.

Hvad er den værste bog, du har læst?

Jeg er udmærket klar over, at rollen som hånlig, arrogant og kynisk klæder mig, jeg kan bare ikke holde rutinen ud længere, så lad os hurtigt springe spørgsmålet over, inden fristelsen til at gå amok i en litterær blodrus bliver for stor.

Hvilken type læser er du?

– Den langsommelige. Intet bedre end at læse de første par sider af en ny 800-siders klods og mærke en frydefuld forventning gribe én. Herfra handler det bare om at få fordelt siderne over så lang tid som overhovedet muligt.

Hvornår læser du?

– Hvis jeg ikke er fagligt forpligtet til at skulle læse noget pga. en deadline, så er det typisk aften og nat. At lide af søvnløshed har kun én fordel – ekstra læsetid.