KATOLIKKEN, KOMMUNISTEN, POLAKKEN OG POETEN

Følgende essay er skrevet af forfatteren og journalisten Søren E. Jensen i forbindelse med udgivelsen af spoken word-albummet Efterladt, et værk baseret på digteren Janina Katz’ sidste oplæsninger. Teksterne er efterfølgende blevet musikalsk iscenesat af Martin Hall. Pladen udkom i januar 2015.

2015 EFTERLADT KATZ COVERDet er blevet sagt, at når to polakker taler sammen, kan man være sikker på at være vidne til tre standpunkter

Janina Katz behøvede end ikke en samtalepartner for at bekræfte tesens rigtighed. Hun havde en formidabel evne til at hævde et synspunkt med indædt intensitet, og når man så kom med en indvending, skiftede hun straks holdning og fremførte den stik modsatte argumentation med lige så stor autoritet.

Jeg oplevede hendes sammensatte væsen allerede første gang jeg ringede til hende i slutningen af halvfemserne, fordi jeg gerne ville have hende til at medvirke i et radioprogram på DR’s P1. Udsendelsen skulle handle om den polske antisemitisme, som angiveligt har hersket både før, under og efter 2. verdenskrig. Men Janina Katz ville ikke være med, skønt hun netop havde udgivet en roman om emnet; det der skulle blive hendes længste og bedste prosaværk, Putska.

”Min historie er for kompliceret til, at jeg kan sige noget entydigt om polakkerne og antisemitismen,” fortalte hun i telefonen, hvorefter hun velvilligt videregav en række numre på andre polske eksiljøder – hvoraf ikke så få efter Katz’ mening forresten var de værste idioter.

Men Janina Katz selv ville altså ikke være med, og det kan man sådan set godt forstå, når man nærstuderer hendes biografi, som er helt ufattelig og rummer hele den nyere, polske historie i en og samme person.

Biografien kommer skidt fra start, da Janina Katz i den grad blev født det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Fødestedet var Krakow, datoen den 2. marts 1939, altså umiddelbart ”før vores liv blev så totalt smadret,” som Katz skriver i Mit liv som barbar.

For at gøre en grusom fortælling kort: Hele slægten på både mødrene og fædrene side blev udslettet, kun moderen og Janina Katz selv overlevede, hvad der i begge tilfælde er ikke så lidt af et mirakel.

Når Janina Katz slap gennem 2. verdenskrig med livet i behold, skyldtes det en modig, polsk familie, der med livet som indsats holdt hende skjult, efter at hun var blevet smuglet ud af en arbejdslejr i landsbyen Biezanów i 1943, hvad der betød, at Katz efter eget udsagn blev ”krigens tykkeste jødiske barn; en lille buttet kejser, en tyk smilende pølse, racens pryd.” Det var i øvrigt årsagen til, at Janina Katz ikke ville medvirke i udsendelsen om den polske antisemitisme, for ”når jeg kan takke polakkerne for, at jeg overhovedet er i live, så kan jeg ikke tillade mig at bebrejde dem for antisemitismen; det er ikke entydigt,” som hun sagde.

Moderens skæbne er endnu mere mirakuløs. Hun overlevede både Auschwitz og Bergen-Belsen, til trods for at moderen på et tidspunkt sagde Josef Mengele stik imod. Flere steder i sit forfatterskab antyder Janina Katz, at moderens stædige overlevelse alene skyldtes kærlighed til datteren, og det kan måske være årsagen til det uhyre komplicerede forhold, som Katz fik til sin mor, og som hun i sine bøger vender tilbage til igen og igen, hvor moderen beskrives med skiftevis had, kærlighed, bebrejdelse og tilgivelse. Det livslange traume kan muligvis skyldes, at Janina Katz var udsat for en kærlighed, som hun umuligt kunne gengælde. Selv nægtede Katz, at det forholdt sig sådan, da jeg engang tog mod til mig og spurgte hende direkte om det ømtålelige emne.

Sikkert er det, at allerede gensynet mellem mor og datter efter krigen ikke var hjerteligt, da den lille smilende pølse ikke ville kendes ved den forhutlede koncentrationslejrfange, som folk fortalte var hendes mor.

I de næste mange år gik det hedt for sig. Mor og datter boede under trange vilkår i en lille lejlighed midt i Krakow, hvor de skændtes bravt, for allerede tidligt var Katz en mester i at provokere – et talent hun bevarede lige til sin dødsdag. Først lagde hun afstand til sin jødiske baggrund ved at blive from katolik, dernæst vendte hun såvel jødedommen som katolicismen ryggen ved at optræde som glødende kommunist, men det er i 1956, at Janina Katz finder sin egentlige identitet.

Det er i dette år, at det såkaldte polske forår opstår, da Adam Wazyks ”Digt for voksne” kommer i omløb, sådan at alle pludselig kan læse det, der har været forbudt at sige – men ikke tænke – under stalinismens hårde år:

 

De kom løbende, og råbte:
en kommunist kan ikke dø.
Det er endnu ikke sket, at nogen ikke er død.

 

Janina Katz (Piotr Topperzer)Digtet medførte en af Polens utallige opstande, men nok så vigtigt måtte styret svare igen ved at lempe på den kunstneriske censur, og da den nu 17-årige Janina Katz studerede litteraturvidenskab på Krakows universitet, befandt hun sig midt i det hele.

Det gjorde hun også, da kunst og politik i 1968 på ny stødte sammen. Anledningen var styrets censur af et teaterstykke af den polske nationaldigter, Adam Mickiewicz. Censuren medførte studenterdemonstrationer, og Janina Katz gik i første række, men denne gang havde de kommunistiske ledere et kløgtigt modtræk, som var blevet fostret helt tilbage til Stalins dage

Få var som Stalin nemlig klar over, at Polen ville blive det vanskeligste land at gøre kommunistisk. ”Det svarer til at sadle en ko,” lød hans vurdering.

Men Stalin havde et es i ærmet, og det var igen den latente, polske antisemitisme. Det var årsagen til, at mange af de få overlevende jøder efter krigen kunne gøre kometkarriere i det nye kommunistiske regime, og de blev vel at mærke – og helt bevidst – sat på helt synlige poster, sådan at de i det daglige kom til at tegne styrets ansigt udadtil. Det udspekulerede, langsigtede træk bestod i, at den dag folkehadet mod kommunismen opstod, kunne man henvise til, at den grimme del af styret alene var jødernes værk; det var jo dem, der sad på cafeerne i skumle frakker og aflyttede samtaler eller bankede på døren en sen aften for at afhente en lidt for åbenmundet ægtemand.

Det hele var med andre ord sat i scene for på et tidspunkt at sætte en antisemitisk kampagne i gang, der kunne vinde sympati for det kommunistiske styre, som i virkeligheden stod bag det hele, og det var i den grad, hvad lederen Gomulka gjorde i sluttressernes Polen, hvor retorikken ikke lader nazisternes meget efter.

I første omgang troede Janina Katz ikke på kampagnen – ”Gomulka var for pokker jødisk gift, det hele var latterligt,” som hun senere sagde – og som en privat protest begyndte hun at gå rundt i Krakows gader iført det gule armbånd med jødestjerne. Men i løbet af kort tid viste det sig, at styret virkelig havde held med sit snedige træk med det resultat, at det pludselig var lige så vanskeligt at være jøde i Polen, som det i dag er farefuldt at være homoseksuel i Rusland.

Resultatet var, at Janina Katz i 1969 måtte forlade sit elskede Krakow til fordel for Danmark med ”et mareridt af et sprog. En ondsindet lingvists hikkende drøm,” som hun skriver i Den glade jødinde og andre fortællinger.

Bortset fra sproget – som hun nok på skrift, men aldrig i tale blev helt fortrolig med – klarede Katz sig nu udmærket i København. Moderen var flygtet til München, så i stedet skændtes Janina Katz nu med forskellige kærester, sideløbende med at hun ernærede sig som bibliotekar på Det kongelige Bibliotek.

Selv skrev hun imidlertid ikke noget – ikke officielt i hvert fald – indtil hun i 1991 som 52-årig debuterede med en digtsamling, der havde en titel, som for så vidt kunne være overskriften på hele hendes forfatterskab. Min mors datter hed den.

Herefter gik det stærkt. Essays, noveller, oversættelser og digte udkom i en lind strøm; ofte var der tale om flere værker om året, og ikke desto mindre var det hele fremragende, hvad kritikerne da også altid var gavmilde nok til at nævne.

Alligevel troede Janina Katz ikke på sine egne evner. Hun tvivlede på sine fortællinger, og hun tvivlede på sin beherskelse af det danske sprog. Selv da hun i 2002 modtog den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond, var Janina Katz ikke imponeret.

”Den pris giver de mig kun, fordi de ved, at jeg snart skal dø,” fortalte hun mig med sin sprøde stemme, der både var præget af hendes cigaretforbrug og af hendes opvækst i det forurenede Krakow.

Den dødsdom troede jeg ikke et sekund på. Janina Katz var ganske vist en skrøbelig kvinde, men hun var samtidig en vilter dame, og vi havde masser af planer sammen. En af dem var, at jeg skulle skrive hendes biografi, så vi bagefter kunne score kassen ved at tage ud på optrædener sammen – også fordi Katz var alt for nervøs til at optræde alene, medmindre hun havde spist et væsentligt antal nervepiller.

Den plan blev så i bogstaveligste forstand lagt i graven, da Janina Katz døde 18. oktober 2013.

Det gjorde den anden idé til gengæld ikke, også selvom Janina Katz ikke selv skulle få lov til at opleve realiseringen af den. Her var planen, at hun skulle indlæse en række digte, som efterfølgende skulle lyd- og musikmonteres. Janina Katz gjorde sin del af arbejdet, da hun en steghed eftermiddag bevægede fra sin lejlighed i Haraldsgade og hen til Den2radios studie i Teglværksgade med en række digte under armen.

Så var resten op til mig, men det hastede ikke; Janina Katz var jo udødelig.

Da det den triste efterårsdag i oktober 2013 viste sig, at det var hun så ikke alligevel, fik materialet med et helt ny karakter: Fra at have været stemmen af en ofte barsk samtalepartner, hørte jeg pludselig lyden af vemod fra det mest smertefulde kapitel af det 20. århundredes europæiske historie, ja muligvis fra hele den samlede verdenshistorie.

Det er denne dystre stemning, Martin Hall på nænsom vis har opfanget i sin bearbejdning af digtene.

Det gør ondt, det gør sine steder rigtigt ondt, specielt når man kendte Janina Katz så godt, at man stadig ikke kan få sig til at slette hendes telefonnummer fra mobilen, skønt det er lige så meningsløst, som tilværelsen i det hele taget er i Janina Katz’ lyrik.

Heldigvis afspejler Martin Halls arrangementer alle de ting, som Janina Katz også rummede: Humor, cabaret, længsel og forfængelighed foruden alt det, som ikke kan siges, men som mødet mellem Katz’ poesi og Halls musik ikke desto mindre klart og tydeligt fortæller.

 

Søren E. Jensen, juli 2014.