HALL CRONHAMMAR INDEX

Format: DB-LP m/ bog og bestik
Udgivet: Oktober 2017
Selskab: Nordsø

Kunstner: Martin Hall
Tekst og musik: Martin Hall
Producer: Martin Hall
Design: Christina Carlsen
Fotos: Maiken Kildegaard

INDEX

Side 1: Elia 23:14
Side 2: Racing Cars 24:35
Side 3: H 24:00
Side 4: Design 19:47

TEKSTER
H

En linje deler huden
Natten svøbt i tysthed
Blikket føles tungt som bly

En hvisken og en tøven
Gemt et sted i mørket
Som et hjertes fjerne slag

En sagte stemmes glød
Det stille morgenrøde
Et lys der falder blegt
Som skyggers sølv

VIDEO

ANMELDELSER

Om “Elia”:

“En Wagner til danskerne: Martin Halls stemningstætte, dramatiske messe.”
Information (7. december 2001)

Om “Racing Cars”:

“En biludstilling i særklasse pakket effektfuldt ind i meget dekorative og kunstneriske rammer ledsaget af nykomponeret musik af komponisten Martin Hall.”
Jyllands-Posten – Kay Rasmussen (12. oktober 2006)

“I cirkulære indklip kører filmklip fra racerkørselens historie – både Formel 1 og Le Mans – i sort-hvid og næsten helt afblegede farvefilm. Det hele med underlægning af Martin Halls fabelagtige lydspor, en medley over motorbrølene, rytmer, romantisk, salonagtig musik fra århundredets begyndelse: drømmeland til drømmebiler.”
Kristeligt Dagblad – Carsten Bach-Nielsen (14. oktober 2006)

“Det er en blændende oplevelse at træde ind i udstillingssalene, hvor tyve Formel 1 og Le Mans racerbiler fra 1936 til i dag – i en sær kontrast til deres væsen – står bomstille på ophøjede podier. Cronhammars scenografi kobler rite med teknologisk hårdhed. Med de oliesorte vægge, cool aluminiumsgulve, kolossale søjler og kæmpemæssige stempelringe, der som glorier kaster lys ned over racerbilerne, føler man sig hensat til det indre af en velsmurt motor. Luften er tyk af Martin Halls stemningsfulde lydtapet, der i et mix af fræsende reallyd og overjordiske vokaler understøtter den totale fetichering af udstillingens objekter … Det er kompromisløst på den politisk ukorrekte måde. Selve den æstetiske iscenesættelse er til gengæld i top.”
Information – Merete Sanderhoff (14. oktober 2006)

“En smuk, poetisk, til tider højstemt, svulstig-romantisk korledsaget stemningsmusik … vi har med kunst at gøre.”
Weekendavisen – Mette Sandbye (3. november 2006)

“Avantgarde, die es dem Hörer leicht macht. Man muss sich nur fallen lassen.”
( 8/10 )
Grenzwellen – Ecki Stieg (15. november 2006)

Om “H”:

”Det er en højt udviklet billedhuggerkunst, som formgiver med uhåndgribelige og flygtige størrelser som lys og vand. Og som med lyd omdanner Cisternerne til en underjordisk, oversvømmet katedral, en søjlehal omstrålet af himmelhullernes hvide luminans, et fossende lysvælde.”
Information – Rune Gade (3. marts 2015)

”Der er ingen tvivl. Det er nåden, der strømmer ned i de mørke, fugtige underjordiske rum under Søndermarken. Nåden skildret i et dobbeltgreb, idet søjler af på en gang lys og vand åbenbarer sig ovenfra og ned, så selv en forbenet ateist som mig mærker impulsen til at knæle og råbe tak! … rummene fyldes ikke kun af lys og vand, men også af lyd, idet Martin Hall har skabt et musikalsk spor, der veksler mellem en messende drengesang over en simpel skala og nogle mere eksperimenterende ambiente lyde. Lyden afspilles i forrummet, og den komplekse akustik i den hvælvede arkitektur bidrager med to ting: For det første er rumklangen så voldsom, at musikken mudres til og blander sig med vandets brusen, så man ikke får et klart indtryk af detaljerne. For det andet kastes lyden rundt på uigennemskuelige måder, spredes og samler sig, bliver fjern og pludselig nær. Begge dele giver en oplevelse af, at musikken bare er til stede i rummet; at det er rummet selv, der synger sin rungende bøn.“
( * * * * * * )
Politiken – Torben Sangild (6. marts 2015)

“Mageløs installation appellerer i Frederiksbergs underverden: Man går ned i dybet og kulden og dødsriget og mødes af meget smuk musik skrevet af Martin Hall. Og så kigger man frem og ser, at der er faktisk et lille lys i mørket. Der er – måske – håb et sted forude. Men det er samtidig skræmmende, for som så meget andet af det, Cronhammar har udtænkt gennem tiderne, er kernen af værket – de mørke rum med musikken er prologen – på samme tid præcist og skarpt og foruroligende.”
( * * * * * * )
Berlingske – Torben Weirup (3. marts 2015)

”Det er overjordisk magi, når Ingvar Cronhammar sender vandet tilbage i det underjordiske reservoir, og Martin Hall tilfører lyden af en katedral.”
( * * * * * * )
Fyens Stiftstidende (5. marts 2015)

Om “Hall Cronhammar Index”:

”Monsterlækker vinyludgivelse: Fremragende … Det er måske den mest imponerende, danske vinyludgivelse nogensinde.”
( * * * * * * )
Herning Folkeblad – Henrik Øster-Jørgensen (21. september 2017)

”To kunstnere, to vinyler, et bestik, en tryksag, et kunstværk … et mesterværk.”
Udkom – Janne Høgshøj (1. september 2018)

BESTIL BOKS

Nordsø Records (phono shop): Nordsø Records.


Musikere

Martin Hall (flygel, klaviaturer, elektronik, reallyde, båndmateriale og strengeinstrumenter)
The Vista Dome Ensemble (orkester)
Lydenskab (ensemble)
Konsort (kor)
Michael Morelli (kontratenor på ”Racing Cars”)
Daniel Ostersen (drengestemme på ”H”)
Maiken Kildegaard (”H”-pigestemme på ”H”)
Christian Skeel (keyboards på ”Design”)

Indspillet i Regent House, The Music Room, Herning Kirke, Cisternerne samt mobilt på en række vilkårlige locations. Mixet af Martin Hall. Mastering ved Johnny Stage.

Info

Tirsdag den 10. oktober udkom bog- og lp-bokssættet Hall Cronhammar Index i 300 nummererede og signerede eksemplarer på Nordsø Records. Bokssættet indeholder to vinylplader, der har en samlet spilletid på lidt over halvanden times musik, samt en 48-siders bog i lp-format. Bogen indeholder ud over et omfattende billedmateriale også et længere essay om de to kunstneres mangeårige samarbejde.

Pladerne og bogen er omsluttet af en massiv hardback-lærredsramme, der ligger i en separat boks, som yderligere indeholder et sæt af Ingvar Cronhammars nydesignede spisebestik ”Hansha” i metal med kunstnernes navne indgraveret (bestikket har aldrig været i detailhandlen og kunne således kun erhverves som del af bokssættet). Denne udgave bærer de fortløbende numre fra #001 til #300 og havde en vejledende udsalgspris på 1.499 kr.

Herudover udkom også en standardudgave, der “kun” indeholder de to vinylplader samt bogen i hardback-lærredsrammen. Denne version bærer de fortløbende numre fra #301 til #491 og havde en vejledende udsalgspris på 600 kr.

Hver pladeside indeholder en 2017-editeret udgave af musikken til de i alt fire bærende samarbejder, Hall har haft med Cronhammar i perioden 2001–2017.

Første gang de to kunstnere arbejdede sammen, var i forbindelse med indvielsen af Elia-stålkuplen uden for Herning i 2001. Anden gang foregik det i forbindelse med ARoS-udstillingen Racing Cars i 2006. I 2015 nåede deres samarbejde sin foreløbige kulmination med den underjordiske installation H i Cisternerne, en bedrift der blev set af næsten 100.000 mennesker og modtog stor ros fra både anmeldere og publikum.

Det var i forbindelse med den retrospektive udstilling Ingvar Cronhammar Design, der åbnede fredag den 8. september 2017 på HEART (Herning Museum of Contemporary Art), at Martin Hall skrev og indspillede det fjerde og sidste stykke musik på bokssættet. Formelt set blev bokssættet allerede her gjort tilgængelig i et begrænset antal eksemplarer, der blev stillet til rådighed for udstillingens gæster, men de resterende sæt blev dog først produceret, signeret og pakket, så de var klar til udgivelse den 10. oktober. Albummet blev gjort digitalt tilgængeligt tirsdag den 31. oktober.

Du kan læse Jan Poulsens omfattende essay om de to kunstneres mangeårige samarbejde her: Et umage par?

Fotomontage fra mandag den 9. oktober 2017, den endelige dag for produktionen, da bokssættet blev samlet, signeret og pakket på Grafisk Bind, Risskov (Aarhus).

Foreningen for Dansk Boghåndværk (The Danish Book Craft Society) hædrede i øvrigt udgivelsen som ”Årets Bedste Bogarbejde 2018”, i hvilken forbindelse værket blev udstillet på Det Kongelige Bibliotek (Den Sorte Diamant) fra juni 2018 og året ud.