SKRIV SELV

En forbrugerguide til Inskription skrevet af Steffen Baunbæk Pedersen, Geiger.

 

Den eksperimenterende postpunk-scene, der her i landet specielt manifesterede sig i de tidlige 80’eres København, fremstår på mange måder som én af de mest produktive og alsidige perioder i den danske rockhistorie. Da først den oprindelige punks radikaliserede three chords and the truth-æstetik havde udtømt sig selv, syntes der ingen grænser at være for de udtryksformer, der efterfølgende kunne – og skulle – afprøves. Og så alligevel: Selvom der rent formelt blev åbnet op for en musikalsk anarkisme af dimensioner, havde den nihilisme, der rent ideologisk gennemsyrede scenen, ofte den effekt på scenens orkestre, at de blev låst fast i et påtaget gotisk udtryk. Af samme årsag er det i dag relativt få af scenens frembringelser, der både virker så tidløse, originale og ærlige, at man kan gennemlytte dem uden at le på ophavsmændenes bekostning – og kun tre af tidens navne formåede på dette tidspunkt for alvor at oparbejde udgivelsesrækker, man stadig kan udforske med et lige så stort udbytte nu som dengang: Sort Sol, Kliché og Martin Hall.

Hvor Sort Sols og Klichés produktioner i denne periode imidlertid er blevet genudgivet i flere omgange, er mange af Martin Halls udgivelser mellem det tidspunkt, hvor han gjorde sin entré på scenen med den rudimentære punkgruppe R.A.F., og det punkt, hvor han sagde farvel til den med dobbeltalbummet Cutting Through – The Final Recordings (1986), blevet til obskure samlerobjekter, der skifter hænder for pæne summer. Hvorfor? Fordi Hall ikke er den type kunstner, der dvæler ved fortiden. Den tilstedeværelse i nuet, der giver hans værker deres styrke, præger også hans udgivelsesstrategi. Gjort er gjort – what´s next? Netop derfor er hans mange projekter i årene 1978 – 1986 – fra de monumentale Ballet Mécanique og Under For-udgivelser over bidragene til SS Say, Pesteg Dred, Front and Fantasy og Before til solo-udgivelserne Ritual (1983), Relief (1985) og det omtalte afsluttende dobbeltalbum – kun blevet genudgivet i ringe eller ingen grad. Det samme har indtil nu været tilfældet med værket Inskription – en solo-koncert for violin, stemme og præfabrikerede bånd, der blev opført d. 5/9 1983 i Radiohuset, foreviget af Danmarks Radio og udsendt på kassettebånd i 1984 som et tillæg til tidsskriftet Kong. Hvilket både har været synd og skam: Netop dette værk rager nemlig ikke blot op som ét af højdepunkterne i denne fase af Halls produktion – det er også en hidtil ret overset periode-klassiker.

Rent formmæssigt er Inskription dels en kulmination på en række tendenser, der gennemstrømmede det eksperimenterende postpunk-miljø som helhed, dels en række interne udviklinger i Halls produktion indtil dette tidspunkt. På mange måder er værket et stykke regulært industrial, eftersom det bygger videre på den støjende, ekstreme collageæstetik, britiske grupper som Throbbing Gristle og Cabaret Voltaire – med henvisning til cut-up mesteren William S. Burroughs – skabte i denne genres barndom. Ikke mindst de mange præfabrikerede bånd, der indgår i Inskription, peger i denne retning. Ligesom disse to grupper opererede Hall med en slags tidlig samplerteknologi – båndsløjfer, fundne lydbidder etc. – der rent metodisk foregreb sen-80’ernes house-eksplosion. Men han gjorde det med en chok-æstetisk tilgang, der mere viste tilbage til industrial-genrens barndom end dette senere boom – hvilket bl.a. demonstreres af de optagelser af seksuelle akter og skrigende dyr, der indgår i værket. Også manifestets fremhævelse af det tribale, kropslige og absolut subjektive peger dels tilbage på Throbbing Gristles ny-primitivistiske filosofi, dels Burroughs’ tese om, at man ved at nedbryde de tegnsystemer, som præger den gængse bevidsthed – de tegnsystemer, der hos ham anses for at være udefra kommende kontrolredskaber, som fastlåser den menneskelige bevidsthed i en dualistisk nedtælling til dommedag – gennem strategiske cut-ups kan trænge ind til en oprindelig humanitet. Også selvom Hall, der i denne sammenhæng er mindre radikal, taler om at skabe en ”eksistens-syntese af given industrialitet og latent stammeidentitet” gennem sit collage-arbejde frem for at forkaste – eller nedbryde – den aktuelle virkelighed fuldstændigt.

En anden oplagt musikhistorisk kilde til Inskription er den minimal-musik fra 60’erne, der også i høj grad fandt et nyt publikum på postpunk-scenen. De mange repetitive passager i værket kunne – næppe helt tilfældigt – få lytteren til at tænke på amerikanske komponister som Philip Glass og i særdeleshed Steve Reich, der bevidst arbejdede med gentagelsen som et middel til at trænge ind til en rå, primal væren af en nærmest transcendental art. Specielt Reich arbejdede – efter nøje at have studeret den balinesiske gamelan-musiks tranceskabende praksis – bevidst med at skabe en partiturmusik, der kunne forene tilværelsens repetitive og generative planer i én form. Dette gjorde han bl.a. ved at lade en musiker spille det samme motiv i en mindre evighed, samtidig med at hver eneste runde blev nedfældet på bånd. Efterhånden ophobede hver eneste ”bøf” sig så i lydbilledet på en måde, der signalerede udvikling via fejl i monotonien. En fundamentalistisk tilgang, der ganske vist ikke gentog sig på Inskription – men som alligevel afspejlede sig i den balance mellem gentagelsen og metamorfosen, der præger dette værk.

Endelig markerede Inskription et foreløbigt højdepunkt på det bevidste arbejde med at forene rockens dynamik og den klassiske traditions rum, der har været ét af de centrale musikalske temaer i Martin Halls arbejde til dato. En intention, der allerede viste sig, da Morten Versner begyndte at spille violin hen over Identitys tunge punk sidst i 70’erne – hør f.eks. nummeret ”Circus of Decay” fra den tredobbelte live-lp Concert of the Moment (1980), der er det tidligste dokumenterede eksempel på denne udvikling – men som nåede nye højdepunkter i starten af 80’erne. Såvel Ballet Mécaniques to lp’er, The Icecold Waters of the Egocentric Calculation (1981) og For (1982), som Halls solobånd fra denne periode – det uudgivne Et år som nygifte i Paris’ kloaker (1979) samt 1st – 18th (1980), Den triumferende Amor (1981) og Uden Titel (1981) – var i høj grad små eksperimentarier, der udforskede denne grundintention fra skiftende vinkler. Endda ofte – som det sker på Inskription – i forbindelse med eksplorationer af cut-up metoden og minimalmusikken. Hvor mange af disse tidlige eksperimenter dog hovedsageligt fungerede på rockens præmisser, lykkedes det for Hall at opløse barrieren mellem de to musikformer i det på én gang voldsomt dynamiske og uhyre omfangsrige rum, man møder på Inskription. Af paralleller i hans samtidige produktion finder man kun maxien Ritual, der endda – af kunstneriske og filosofiske grunde – var mere opsplittet. Faktisk skal man helt frem til de seneste år for at finde udgivelser, der i helt samme omfang opløser grænserne mellem partitur- og rockmusikken – som det f.eks. sker på Metropolitan Suite (2001) og Camille (2002).

Man hvad er det så, Martin Hall vil med Inskription, når man trænger om bag det akademiske, teoretiske ”pis”, program-tillægget – efter ophavsmandens egen mening – byder på? Tja – egentlig er svaret på spørgsmålet vel temmelig enkelt, når det kommer til stykket: Han vil alt og intet på samme tid. Gennem sine optagelser og sin musiceren, der meget passende kun er dokumenteret i real time uden efterfølgende overdubs, indfanger han et udstrakt øjeblik i de tidlige 80’eres virkelighed, der – efter en række på forhånd fastlagte spilleregler – både bredt indfanger nuets essens og sætter det i forbindelse med evigheden. Man skal og kan ikke se bort fra, at værket – i dets på én gang repetitive og dynamiske grundstruktur – er en tilværelsesmodel, der til alle tider har været gyldig. Man skal heller ikke se bort fra, at Hall – med både trancen, chokket og collageformens bratte overgange som virkemidler – maner værkets modtager til et både kropsligt og mentalt nærvær. Endelig understreger værket – ved at arbejde med støjen, bruddet og en strategisk forskruet tonalitet – både industrisamfundets og komponistens egen understrøm af smerte og frustration. Men nærmere kan man heller ikke komme værkets intention: Dets fortolkning – og det er det fine ved Inskription – er ellers lagt ud til modtagerens fysiske og mentale subjektivitetet. Føler du smerte eller ekstase ved at høre værket? Det står for din regning. Hører du et billede af paradis eller helvede? Det står sådan set også for din regning – selvom de fleste nok kan blive enige om, at værkets blotte fremtoning mere er infernalsk end himmelsk. Blot du er til – og både har kroppen og tanken med inde i dine associationer – har Inskription fuldført sin opgave: At ridse både dit og Halls navn ind i nuet – og dermed også evigheden.

Da værket oprindelig blev indspillet – og senere udsendt – blev det i høj grad sat i forbindelse med postpunk-scenens udprægede nihilisme. Set i bakspejlet var Inskription dog nærmere et forsøg på at undslippe denne selvdestruktive situation og sætte et oprindeligt humant selv, der ikke var omfattet af tidens mentale dårligdomme, ind i stedet. Gennem denne søgen syntes værket at foregribe de metafysiske studier, Hall helligede sig sidst i 80’erne. Det er dog en helt anden historie – og i virkeligheden er ethvert ord, der bliver skrevet om den musikalske, sociologiske, filosofiske og biografiske baggrund for Inskription, ét ord for meget. Værket skal opleves som det er – og som man er. Derfor ikke mere akademisk, teoretisk pis herfra. Kun min egen inskription:

Steffen Baunbæk Pedersen, Geiger (2003).