En samtale mellem Lars Muhl og Martin Hall, december 2006

 
Martin Hall hører til en af landets mest produktive og favnende kunstnere. For nylig udkom 25-års-jubilæumsudgaven af Ballet Mécaniques første album, samtidig med at Gyldendal udsendte billigbogsudgaven af hans kontroversielle og meget roste portræt af en tid, en branche og en generation, romanen “Den sidste romantiker”. Samtidig udkom Martins måske reneste album til dato, mesterværket “Facsimile”, som har høstet anmelderroser overalt, i Danmark som i udlandet. Og som om dette ikke var nok, udkom forleden hans musik til ”Racing Cars – The Art Dimension” på cd, i anledning af udstillingen af samme navn på kunstmuseet ARoS i Århus.

 
LM: Gennem tiden har man forsøgt at indkredse mennesket og kunstneren Martin Hall. Du er blandt andet blevet kaldt multikunstner, punk-geni og post-modernistisk vidunderbarn, men igen af disse betegnelser synes jeg er dækkende. I stedet ser jeg dig mere som et renæssance-menneske. Hvad er det for arketyper, der har præget dig og dit arbejde?

MH: Jeg hørte engang en formulering, som er meget rammende for holdningen til alsidighed herhjemme: ”En multikunstner er en, der ikke rigtig er god til noget af det, han eller hun laver”. Når du siger renæssance-menneske, så får det mig til at sidde og nikke lidt med et lille smil på læben, dels over klangen, men også over de gram af sandhed, der er i det – forstået på den måde, at der i renæssancen var en voldsom tørst efter viden og oplysning, en længsel efter skønhed, sammenhæng og mening. Det var en meget smuk periode, en oplysningsperiode. Og renæssance-mennesket er om noget en arketype. Så selvom det måske klinger en anelse selvhøjtideligt, finder jeg altså en langt større genkendelse i den arketype end i den bås, som mange ofte stadig forbinder mig med, nemlig 80’er-punken. Det er ret pudsigt, at selvom folk intet kender til mit arbejde, så har de fleste alligevel dannet sig en meget fast mening om, hvem jeg er, og den er som regel enten meget positiv eller meget negativ.

 

LM: Ja, det er lidt af et åg. Man kan synes, hvad man vil om din kunst, din musik og dine bøger, men for mig at se er der noget andet på spil, noget dybere, der ikke lader sig forklare med overfladiske floskler. Du må undskylde, jeg siger det, men jeg ser faktisk lidt din kunst som by-products af den virkelige vare. Selve ”kunsten”, om du vil, ligger et andet sted. Det er noget, som udspringer af en nødvendighed, men essensen er er andet sted, og det er den, det handler om.

MH: Helt klart. Eksistensen er projektet, livet er råstoffet. Alting har mange udtryk, men kun en baggrund. Hvor selvstændig man end er, bliver man altid påvirket af sin tid. Du må huske på, at jeg var helt ung teenager op gennem 70’erne, en meget politiseret periode. Så det var vel ikke så mærkeligt endda, at en person med stærk hang til drømme og frihed gør oprør mod periodens ekstremt dogmatiske verdensbillede. Men projektet har hele tiden været eksistensen. Forskellen på mig og generationen inden var, at min generation tog fat i den sorte ende, slammet og snavset – konsekvenserne, kunne man sige, af den forliste drøm.

 

LM: Skyggesiden af 60’ernes ensidige kærlighedsbudskab?

MH: Skyggesiden ja, den forurenede underbevidsthed, de tomme løfter. Kunst vil altid være et biprodukt af bevægelsen, af længslen, af behovet for at frigøre en indre stemme. Kunst er en videreformidling af energi. Hvis det ikke er den slags drivkraft, der styrer, er det i mine øjne ikke kunst længere, så er det ornamentik, i bedste fald æstetik. Det kan også forklare mange ting om min arbejdsmodus, det at mit arbejde er præget af en ganske stor risikovillighed. Jeg opererer via en trial by error-proces, noget der tillader både fejl og mutationer. Det er vigtigt ikke at lade sig indfange af sin seneste succes, men i stedet hele tiden søge nye veje og måder. Jeg er ikke bange for at tage chancer, selvom det måske betyder, at man midlertidigt taber bolden på gulvet. For mig drejer det sig om at have et større projekt for øje end kunsten alene.

Til gengæld indeholder denne type proces også et beskyttende element. Hvis jeg undervejs tillod mig selv at blive slået ud af den kritik, der måtte komme i kølvandet på de enkeltstående værker, så havde jeg været færdig. Men man må som sagt have et større mål end enkeltsagerne. Ens visioner må være større end ens forfængelighed så at sige. Nu er jeg 43 og oplever faktisk, med hånden på hjertet, den måske bedste periode i mit liv og min karriere. Det tror jeg selv, skyldes den konstante nulstilling, jeg udøver – det, at jeg aldrig tillader mig at læne mig op af mine resultater. Der er jo alligevel ikke noget at læne sig op ad. ”En fisker er ikke bedre en sin sidste fangst” etc. I samme øjeblik bevægelsen stopper, dør kunsten.

 

 

Jeg bliver ofte anklaget for at være arrogant og selvhøjtidelig, hvilket jeg sådan set sagtens kan forstå. Jeg har altid haft tæft for at udtrykke mig i rimelig radikale vendinger og kan godt lide at bruge udtryk, som kalder til årvågenhed eller fremmer en reaktion. Men oftest glemmer man, at det ikke så meget er mig selv, jeg tager alvorligt, som den ”sag”, jeg involverer mig i. Jeg har altid hadet hykleri, pamperi og intellektualisme for intellektualismens skyld – det var punkens grundpræmisser at bryde med denne slags selvtilstrækkelighed, et krigsråb der ikke er blevet mindre relevant her i den tid, vi lever i. Jeg kunne f.eks. ikke lade være med at more mig lidt over, at der for nyligt blev lavet en plade med protestsange, men i stedet for at den udøvende generation på pladen skrev sine egne sange, genindspillede de så en række protestsange fra 70’erne. Man må jo nødvendigvis spørge sig selv, hvor deres egne holdninger er blevet af.

Hvis jeg skulle opsummere det, jeg er inde på i en mere kortfattet form, må det blive med Augustins ord: “Håbet har to vidunderlige døtre. Deres navne er vrede og mod; vrede rettet mod den måde, tingene er på, og modet til at gøre op med disse forhold.” Det synes jeg, er en meget fin formulering. En formulering, der også kan bruges i forhold til punk-generationens motiver – en generation som jo i manges øjne var ekstremt sortsynet og selvfokuseret. Augustins ord beskriver meget præcist periodens hyper-kreative outlet, men jeg må så i samme åndedrag bebrejde min egen generation, at modet og energien nok løb ud lige lovlig hurtigt, hvilket efterlod en gold vrede uden sin kreative tvillingesøsters beskyttelse. Og i vreden lurer bitterheden. Og bitterheden har for mig altid repræsenteret den menneskelige sjæls farligste biprodukt overhovedet. Jeg er i bund og grund ganske paranoidt anlagt og har en temmelig dramatisk familiebaggrund i kraft af min mors selvmord og flere andre ting, så jeg kunne med god grund sætte mig nede og have ondt af mig selv. Men så sidder man dér, låst fast i sit hjørne, hvilket ikke hjælper noget som helst. Uanset hvor man er i livet, er der kun ét spørgsmål at stille sig selv: Hvad kan jeg gøre med det her? It ain’t over till the fat lady sings, som klichéen lyder, og indtil da kæmper man videre. Modet har altid været det helt centrale element i min oplevelse af verden. At jeg så tit har favnet om mere, end jeg har kunnet gribe, det er noget helt andet – noget der må tilskrives ungdommens trodsige incitament til at ville alting. Men forestil dig lige en verden uden den slags fremdrift, det ville være et fattigt sted.

 

LM: Hvilke arketyper i skikkelse af forbilleder har præget dig?

MH: Jeg føler en vis stolthed over, at Danmark har fostret en Karen Blixen. Selvom hun til tider godt kunne være lige lovlig über-aristokratisk i sin formidling af ting, besad hun ikke desto mindre et udsyn og en menneskelighed, der er beundringsværdig. Jeg har ved flere lejligheder fremhævet et citat, der gjorde stort indtryk på mig, et citat fra dengang hun blev interviewet til en avis i forbindelse med udgivelsen af Vintereventyr, der kom i 1942: Hun blev spurgt, om hun kunne nævne én god ting, som krigen havde gjort, hvortil hun svarede ”ja, det har fremmet modet i det danske folk”. I forlængelse af det kommer så den helt centrale sætning, nemlig at ”mod er menneskets svar på livets vilkår”. Og her er vi så atter inde og berøre det allerinderste fiber i alting – at lige meget hvor svært det er, lige meget hvor meget man må gå igennem, er det på en eller anden måde modet til at tage det næste skridt, der er så altafgørende. Det er det, jeg generelt elsker ved helteskikkelsen, det at du kan have den mest ubetydelige, lille person ude i siden af billedet, der så pludselig, when the shit hits the fan, træder i karakter som historiens sande helt eller heltinde. Det er ofte den, man fuldkommen har overset, der rejser sig, når det virkelig gælder.

 

LM: Nu må man jo sige, at Karen Blixen også i den grad inkarnerede en arketype.

MH: Ja, det skal jeg da lige love for.

 

LM: Men hvad var det for en heltetype, der påvirkede den helt unge Martin Hall?

MH: Jeg havde en lidt problematisk opvækst. Jeg klarede mig fint i skolen, men jeg var et noget tynget barn, og første gang jeg oplevede en dyb fornemmelse af genkendelse i forhold til de følelser, jeg gik rundt og kæmpede med, det var via musikken. I forhold til tiden var jeg rimelig tidligt ude. Min familie flyttede til Spanien, hvilket pga. flere faktorer var en ret traumatisk oplevelse for mig. Vi boede der et år, og da jeg kom tilbage begyndte jeg for alvor at lytte til popmusik. Da var jeg ni år.

 

LM: Hvad lyttede du til?

MH: Til at starte med var det glamrock. Det var så outreret. Jeg kan huske disse her skæggede mænd i dameundertøj. Jeg tænkte, ”det her, det er sgu’ sært – der må være et eller andet her”. (Latter). Det var nu ikke så meget helte, snarere interessante henvisninger, hvilket lynhurtigt ledte videre til Sparks, Cockney Rebel, Bowie og Roxy Music. Senere endnu var det f.eks. Patti Smith, der introducerede mig til franske poeter som Baudelaire og Rimbaud, fordi hendes pladenoter altid var fulde af citater og henvisninger til disse mennesker … det var en helt fantastisk øjenåbner. Det var også heromkring, jeg begyndte at komme ind i punk-miljøet. Og det var et sted midt imellem alle disse indflydelser, at den omtalte ”helteskikkelse” for alvor begyndte at etablere sig –digteren, seeren, den person der formidler adgangen til nye verdener. Dvs. ham eller hende, der på trods af al seksualpolitisk eller kulturel modstand stadig tør udstille de skrøbeligste sider af sig selv i forsøget på at kommunikere til andre, at der eksisterer sjælefrænder derude – mennesker der deler den samme følelse af at være udskudt og malplaceret. Kunsten var en dør, der åbnede sig, og stemmen der bød én velkommen, fortalte én, at man ikke var alene. Det var en fantastisk åbning.

 

LM: Men egentlig vil jeg gerne endnu længere tilbage, inden du bliver bevidst om, hvad det er, der driver dig.

MH: Som lille var det vel ridderen. Idéen om denne ene person, der kæmper mod overmagten. Et helt igennem romantisk ideal … hvilket som sagt hurtigt udviklede sig til denne her lidt mere aparte skikkelse, du ved, Christopher Isherwood-typen, den blege engelske skribent, der søger tilflugt ikke fra, men i stormen ved at bosætte sig i Berlin fra 1929 til 1933. Helten blev den slags randeksistenser, nervesvækkede og udstødte mennesker der finder deres styrke gennem deres dedikation. Det var jo Isherwoods bøger, der dannede baggrunden for Cabaret-filmen, som jeg fik min far til at snige mig med ind til premieren på, eftersom den var forbudt for børn. Vi var inde og se den seks gange. Jeg var fuldstændig solgt, jeg kunne ikke se den nok gange. Den havde det hele – afvigende seksualitet, sminkede mænd, ludere i stramme korsetter og boheme-skikkelser en masse … alt sammen så vidunderligt udansk. Jeg har som sagt kun været omkring 10 år gammel, så den gjorde virkelig stort indtryk.

 

LM: Har du nogensinde tænkt på, at når sådan nogle arketyper præger én på den måde – selvom du selvfølgelig dengang ikke var i stand til at reflektere og sætte ord på – hvordan det åbner nogle døre for dig, som er så voldsomme, og når man som barn netop ikke har redskaberne til reflektion, at det næsten kan blive et chok.

MH: Det var et chok, men et vidunderligt chok. Det var og blev en befrielse fra den omkringværende verdens normalitet og begrænsninger. Senere kom så Fellini og Pasolini-filmene.

 

LM: Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at du er sat ind i en inkarnation med en dramatisk opvækst … har du tænkt over, hvad den dybere mening kunne være i et større perspektiv?

MH: Ethvert følende menneske må nødvendigvis spørge sig selv, hvad meningen er, når det lider overlast. Jeg overmandes da ofte af følelsen af, at tingene er for meget, eller at det er synd for mig, at jeg skal gå rundt og have det sådan og sådan, når nu størstedelen af den vestlige verden ser ud til at have det så fortrinligt med alle deres devices og forsikringsordninger. Det er en helt almindelig menneskelig reaktion.

 

LM: Alligevel føles det som om, at du har forladt offerrollen?

MH: Så meget det nu en gang er muligt, ja. Det er ligesom noget, der skal gøres op med hver eneste dag. Det vigtige er, at man overkommer det og så tager den derfra. Det er spild af tid at dvæle ved overvejelser, der ingen relevans har. Det hænder en gang imellem, at nogen spørger mig om, hvad jeg ville gøre, hvis det og det skete, men ”hvis” eksisterer ikke længere i min ordbog. Jeg forholder mig til konkrete situationer.
Men jeg er sikker på, at man som barn intuitivt er klar over, hvor tingene bærer hen. Børn er intuitive, ligesom intelligens er noget meget intuitivt. ”Intelligens er det, du bruger, når du ikke ved, hvad du skal gøre”, som Tom Wolfe engang udtrykte det. Mange taler med slørede øjne om en skæbne. Jeg er meget påpasselig med det begreb, men hvis jeg bliver tvunget til at formulere det, bliver det som følgende: Skæbne er en længsel. Det er noget du har i dig, som drager dig mod ting, du måske ikke helt kan forklare endnu, men som til gengæld giver masser af mening hen ad vejen. Ikke at du nogensinde ”ankommer”, det er en on-going journey, en balanceakt. Modstanden, du møder undervejs, er med til at støbe dig som menneske.

Jeg fik lagt mit horoskop meget tidligt. Det interessante ved det var, at tegningen bestod af én stor firkant – vel at mærke med masser af modstande og opposition involveret. Og som astrologen meget overrasket kunne konstatere, mens hun så venligt på mig: ”Nå, så du er i live endnu?” (Latter) Du ved, det er en pæn måde at sige på, at ens horoskop måske ikke er verdens letteste. Denne her firkant gav mig ikke desto mindre fornemmelsen af, at jeg havde brug for en boks til at kunne håndtere livet med. Og det har været meget sigende for hele min udvikling – det at jeg hele tiden forsøger at sætte ting i kontekst, i kasser og sammenhænge, for at orientere mig og forstå, hvad det er der sker. Ting føles langt mere voldsomme, når de forekommer en meningsløse. Ikke at man skal pådutte hændelser en mening, de ikke har, man skal bare være i stand til at suge en lære fra dem, hvor brutale de end må forekomme én.

Det er jo Nietzsches ord om igen, at det, der ikke slår én ihjel, det gør én stærkere. Men jeg skal da gerne være den første til at indrømme, at jeg til tider har tænkt, ”undskyld, er der ikke nogen, der har overdoceret det her lidt?” (Latter). For der har da været perioder, hvor det har været temmelig tæt på grænsen. Men så er det nødvendigt at se det som bog eller en film, at det er en fase, man skal igennem – dels for at få bugt med visse sider i én selv, dels for at lære lidt almen ydmyghed. Jeg er enebarn, så jeg har på godt og ondt nydt stor opmærksomhed, hvilket helt klart er både godt og skidt, eftersom enebørn på den ene side har det med at blive ensomme og isolerede og samtidig fuldkommen megalomane på den anden.

 

(Pause)

 

LM: Da Ballet Mécanique’s plade udkom for 25 år siden, fik hele den intellektuelle elite – Borum og de folk der – pludselig travlt med at forklare, hvad det var for noget, som om det ikke var noget, der havde værdi i sig selv, eller kunne høres på sine egne præmisser. Jeg har lagt mærke til, at det ofte har fulgt dine udgivelser, hvilket jeg oplever som en stor begrænsning i forhold til hele projektet Martin Hall. Man ser det, man er i stand til at se, men taler i virkeligheden om noget, man i grunden slet ikke har forstået. Og så opstår der pludselig en masse snærende rammer.

MH: Der har altid været og vil sikkert altid være en vis ambivalens mellem kritikeren og kunstneren, eftersom kritikeren gør sig til talsmand for alt det, som kunstneren prøver at udtrykke. Oftest er det desværre kritikeren, der får den længste karriere ud af det. Tag f.eks. vores aktuelle medievirkeligheds ph.d.-overbygning af alting: Vi er til tider ude i en teoretisk kurs, der er så langt fra det levede liv, man overhovedet kan komme. Der er en hel horde af mennesker, der tjener deres daglige brød via en kunstformidling, som er så akademisk og teoretisk, at den er uden realitetssans – mennesker der er langt mere interesserede i deres egne, helt personlige teorier end om det, de oprindeligt begyndte med at skrive om. Det er en verden, der holder sig selv i live med tilskud fra folk i de tilstødende lokaler. Som regel oftest på kunstens bekostning.

 

LM: Det er kunstens præmis?

MH: Sådan har det vel altid været, i større eller mindre grad. Men altså, en del af livskunstnerens projekt er jo også at overleve sin egen tid. Og i den henseende skal man virkelig have is i maven … samt turde stille sig op og lave nogle ting, der på stedet vil modtage en rimelig hård kritik, velvidende at helheden kun lader sig se i det lange løb.

 

LM: Vi skal også tale lidt om din seneste skive, Facsimile. Tillykke med den og de fantastiske anmeldelser. Den er allerede blevet døbt et mesterværk, men jeg vil tillade mig den påstand, at sådan et prædikat i sig selv er en begrænsning, fordi et mesterværk næsten altid bliver opfattet som et punktum, noget uoverkommeligt. Det er et enestående værk.

MH: Jeg er meget, meget glad for den plade. Jeg havde selv oplevelsen af, at med det jeg nu en gang er i stand til at lave – den stemmekapacitet jeg har, og den slags ord og musik, jeg er i stand til at videreformidle – der følte jeg vitterlig, at jeg for måske første gang nogensinde, langt om længe, stod i et 1-til-1-forhold til mit eget talent. Det var på mange måder koncentratet af Martin Hall. Men der var egentlig ikke noget nyt i pladen.

 

LM: Den virker utrolig konsekvent, meget moden, og ren på en måde. Et smukt resultat af 43 års levet liv.

MH: Ja, renere penselstrøg. Alle de forstyrrende elementer er væk. Og det var en stor overraskelse at høre den, også for mig, for jeg havde i mange år været aldeles blokeret mht. at skrive sange til mig selv. Der skete så mange ting i den periode. Jeg var netop blevet færdig med at skrive min bog Den Sidste Romantiker, og måske netop fordi jeg lige havde fået afsluttet bogen og dermed fået formuleret den generationskritik, der ellers havde okkuperet mit system i så lang tid, var jeg efterladt med spørgsmålet om, hvor jeg egentlig selv var. Bogen havde ligesom taget en masse slagger med sig. Efter den var der blevet gjort rent og skabt plads til noget mere enkelt.

Pladen blev i øvrigt indspillet på ganske kort tid. Jeg havde nogle skitser og nogle idéer, og hver gang der var noget, der ikke fungerede, fjernede jeg det bare. Jeg blev ved med at skrælle af. Der var tale om en slags forædlingsproces, en renselse – det var et spørgsmål om at fjerne al unødvendig staffage. Der var en enkelhed og en spontanitet forbundet med processen, som jeg ikke havde oplevet i mange år. Groft sagt lærte jeg ikke at være bange for tomheden. Jeg kunne formidle noget essentielt uden al mulig fikumdik. Jeg var ikke grebet af trangen til absolut at skulle producere en plade, men befandt mig fint i processen alene. Det tror jeg, kan høres. Og der kommer muligvis til at gå mange år, inden jeg laver en plade igen, og måske vil man til den tid pege tilbage på Facsimile og sige, at ”det var det sidste rigtige album, han lavede”, hvem ved.

LM: Og hvis det så skulle være tilfældet, er det jo også et vidunderligt og unikt punkt.
[hr_invisible]
 

 
[hr_invisible]

Farvefoto af Martin Hall: Poul Erik Veigaard