GIV FOLKET BRØD, VI SPISER KAGE

Arbejdsmanuskript til teaterforestillingen Giv Folket Brød, Vi Spiser Kage opført på Åben Scene, april 1982

Manus, mise en scéne, koreografi, musik, film og dias: The Art Ensemble of Copenhagen v/ Jørgen Fog, Martin Hall og Ken Rivad.

Scene 1: ‘Engleansigt’
Scene 2: ‘Grød’
Scene 3: ‘Fed og Dum Hund’
Scene 4: ‘Pikpral’
Scene 5: ‘Ægskæg’
Scene 6: ‘Osteskæreren’
Scene 7: ‘Posering’
Scene 8: ‘Break’
Scene 9: ‘Komplottet’
Scene 10: ‘Bar Bar’
Scene 11: ‘Elsker, Elsker, Elsker’

1. Engleansigt

Stemme på bånd indleder, når musik begynder tændes lys. Meget tung musik. De tre aktører danner kæde, bevæger sig i takt til musik. Nøgne, indfedtede kroppe med lændeklæder, der dækker underliv. Sminkede individuelt med forskellig betoning, dog ens udstråling. Fiskesnører bundet stramt på bare kroppe (som rifter uden blod). Stirrer vantro på hinanden; dernæst voldsomme mod hinanden.

Helt hvidt lys tændes.

Stemme på bånd indleder aftenen: ”Mine damer og herrer, The Art Ensemble of Copenhagen”. Derefter massiv langsom rock’n’roll, ”Angel Face”-singlen med The Glitter Band afspillet på 33 1/3 omdrejninger med Art Ensemble dubs oven på.

2. Grød

De tre aktører bliver på scenen, mens minimalistisk klassisk-elektronisk musik spiller. Personerne tager hver især forskellige brød op, der ligger på scenen, og giver sig til at gennemtygge det grundigt. Derefter spytter de det gennemtyggede brød ud i hinandens hænder, hvorefter de spiser hinandens allerede gennemtyggede mad. Gentages i alt tre gange, således at alle har tygget på alles. Tre personer, tre omgange. To smører til sidst brødgrøden ud over den tredje.

Det hvide lys reduceret til spots på de enkelte. Musikken, en LFO-synthesizer i ekko med stemmer i baggrunden, op- og nedgående tonekurver inden for en oktav.

Film overtager, de tre aktører går ud. Diverse klip med autentisk materiale, forskellige smalfilm fra ensemblets enkeltmedlemmers barndom. Glade børneansigter, fester med kager og smilende familiemedlemmer. Optaget i 60’erne, grønne træer, glade dage etc.

3. Fed og Dum Hund

En aktør, psykotisk, går med levende hund bundet til sig, med en gigantisk stortromme på maven. Hamrer manisk på denne, mens han trækker hunden bag sig. Efter denne procession kravler de to andre aktører ind på scenen, tydeligvis udsultede, og begynder lidende at forfølge personen med hunden. Trommeslageren går ud af scenen, og de kravlende kravler efter. Kort tid efter kommer han ind igen, denne gang udelukkende med kødstykker hængende i hundesnoren.

Scenen er indhyllet i et tæt, rødt lys. Båndet, der kører, er lyden af vand, der drypper (i en kold rumklang).

4. Pikpral

Trommeslageren fra scene 3 går ud, mens en anden aktør kommer ind på scenen fra den modsatte side. En medister hænger ud af hans gylp, og personen blærer sig kraftigt med størrelsen af sit lem. Den tredje aktør kommer nu ind på scenen, bærende på en kolossal havesaks, med hvilken han klipper lemmet af. Idet det klippes af, skifter lyset fra hvidt til blåt. Den blærende karakter falder lidende sammen, og en serie burleske optøjer finder sted, inden parret forsvinder fra scenen.

Lys som beskrevet. Musikken udgøres af kaos-rock, terror, med et voldsomt skrig på det sted, hvor guillotineringen foregår.

5. Ægskæg

Mens de to aktører fra scene 4 går ud, kommer den tredje ind på scenen igen, hvor han sætter sig på hug og giver sig til at pille næse på det kraftigste. De to andre kommer nu ind igen. Den ene af disse fører en hånd ned til den andens skridt, og tager et æg frem (gemt under lændeklædet). Han knuser ægget i hånden, mens ‘offeret’ bryder sammen af smerte. Den sejrrige går hen til en tændt mikrofon og grynter hoverende i denne, mens han slikker ægget af sin arm. Den lidende går ned blandt publikum og tilbyder en tilfældig gæst et æble, hvorefter han trækker en kniv mod denne. Alle aktørerne samler sig derefter på scenen.

Lyset, der indhyller scenen er en klæg gul farve; hvidt lys på det sted, hvor æblet tilbydes til en fra publikum. Musikken til scenen er gregoriansk kirkesang.

6. Osteskæreren

Et pigtrådshegn har permanent stået på scenen under hele forestillingen; dette oplyses nu af en spot. De tre aktører har samlet sig på scenen, hvor de nu klumper sammen som rotter, og spastisk gør deres vej hen til pigtråden. Langsomt presser de deres munde mod det udspændte hegn, hvorefter blod sprøjter og spyttes ud af dem (ampuller båret under forrige scene).

Det gule lys er gledet over i et koldt blåt undervejs mod pigtråden. Lyden under vandringen er et ekko-signal, der bliver mere og mere skingert indtil det til sidst kulminerer i totalstøj.

7. Posering

Film begynder igen, denne gang med to fremvisere, to barndomsfilm, hvilket tillægger billederne en ekstra dimension af parallelle forløb.

Under dette påbegynder de tre kraftigt blødende aktører en æstetisk kropsposering: den ene danser en slags cirkelballet, drejer omkring sig selv på et ben, en anden går på stedet, smilende, mens den tredje laver bevægelser mod himlen, en sort fane. Dette udvikler sig langsomt til en serie ind i hinanden gribende, groteske mønstre, indtil alle tre forlader scenen, mens filmene fortsætter.

Lyset er svag grøn (pga. film). Musikken er en meget smuk guitar, rolig og harmonisk.

8. Break

Film stopper, da de tre aktører kommer ind igen. De stiller sig på en række, den ene af dem tydeligvis usikker (denne person er blind og bærer blindebriller). Han står med to liter vand i flasker, som han drikker i løbet af de næste par minutter. De to andre virker meget selvsikre; de står og ryger enorme cigarer, og har en kraftig bagedej liggende på skuldrene. En lyd forekommer hver 20. sekund. For hver gang lyden forekommer, omvendes situationen. En grotesk mimik understreger denne udvikling. Tilsidst er det således den vanddrikkende, der overtager styrkeforholdet. Tilsidst tager han en række strikkepinde frem og borer dem triumferende i de cigarrygendes skuldre, i takt med lydene. Dette udspilles som en slagtning i stil med en tyrefægtning. Til sidst kravler de to slagne aktører ud, mens sejrherren begynder at bygge sandslotte.

Lyset er et almindeligt hvidt lys; ved hvert stik en rød eksplosion. Lydfladen udgøres som sagt af en meget kraftig lyd hver 20. sekund.

9. Komplottet

Mens den blinde aktør sidder og bygger sandslotte på scenen, hører man en række udflydende stemmer på bånd, neurotisk rolige, strandminder fra en barndom langt væk. Pludselig kommer der en jøde løbende ind over scenen med en nazist efter ham, løbende ind over scenen fra publikumsenden, dvs. ude fra teatersalen. Han forfølger ham med en hammer. Jøden bærer en jødestjerne på et gult armbind, nazisten bærer swastika og kasket (ellers stadig udelukkende iklædt lændeklæder). Da disse to løber ind over scenen, bruser der en meget monoton rock op over stemmerne. Løber i stumsfilmsstil, latterligt etc. De løber henover den blindes sandslotte. Dette sker gentagende omkring tre gange: hver gang kommer de løbende bagom publikum, og forsvinder ud bag bagscenen (dvs. de hver gang løber ud af teatret og ind gennem forhallen). Her gang skifter situationen, så det er jøden, der forfølger nazisten anden gang etc.

Da den blinde til sidst går ud (opgiver forsættet med sandslottene, da de hver gang bliver trampet ned), begynder filmene at køre igen, denne gang med en tredie dimension i form af lyseksplosioner fra en tredje fremviser.

Lyset er grønt, hvidt spot følger parret, hver gang de løber gennem lokalet. Lyden er som sagt stemmer, undtagen ‘forfølgelsen’, hvor der afspilles komisk rock’n’roll.

10. Bar Bar

Fil stopper. De tre aktører kommer ind. De bærer alle netstrømper over hovederne. Stiller sig foran mikrofonen og synger en barbershop-harmoni (det eneste sted hvor de optrædende benytter deres stemmer andet end de isolerede grynt under scene 5). Synger sangen, mens de ‘leger’ med publikum, opfordrer dem til at synge med, alt i alt en total åbenhed kontra stykkets generelle fremtoning. Pludselig skærer en hård guitar-heavyrock igennem, hvilket efterlader de syngende aktører målløse i nogle sekunder; dernæst river de netstrømperne af, rager nogle vodkaflasker der står på scenen til sig, og begynder at drikke vildt og hæmningsløst. Da de begynder at drikke, begynder farverne at skifte, projektørerne skifter konstant. Mens farverne hvirvler rundt, forsvinder de tre bag bagsceneforhænget.

Lyset er rødt under barbershop, ved drukscenen som beskrevet skiftende. Lydfladen ligeledes beskrevet i detaljer.

11. Elsker, Elsker, Elsker

Mens heavyrocken fortsætter efter de tre aktører er forsvundet bag scenetæppet, tændes der pludselig kraftige lamper bag dette, således at man nu ser de optrædendes silhuetter meget tydeligt. De har nu taget støvler på og står med boldtræ, som de voldsomt banker løs med på en uformelig klump, der hænger ned fra loftet (stadig bag scenetæppet). Farverne fra projektørerne foran forsvinder, så der nu kun er silhuetter. Pludselig trækkes forhænget fra, og viser nu i al tydelighed de tre personer, der stadig hamrer løs på klumpen, der viser sig at være et dødt kadaver hængt op i en krog (et afhugget tyrehoved med en stor del af nakkeregionen i behold; skåret af og har derved en række sener og vener hængende som konfetti ud af sig).

Projektørerne udefra tændes igen. Bånd overtager heavyrocken, et lydtapet af skrig, mens dyret hamres til ødelæggelse. Til sidst falder de optrædende udmattede sammen, kravler fremad på scenen, hvor de til sidst rejser sig, da finale-nummeret går i gang, en tung og forvrænget udgave af Gary Glitters ”I Love, You Love, Me Love”, der ligesom i åbningsscenen er afspillet for langsomt og tilført ensemblets egne overdub. Mod baggrunden af det gennemtærskede døde dyr, står de tre aktører nu med armene over hinandens skuldre (stadig udelukkende iført lændeklæder og kraftige læderstøvler) og danser cancan.
Hvide spots indkredser dem under denne dans, og scenen afsluttes med at aktørerne med lykketårer løbende ned ad kinderne kaster penge (mønter) ud til publikum.

Lys og lyd som beskrevet, indtil alt går i sort ved musikkens slutning, og en stemme takker af for aftenen.

Senere note (1996):

Ud af de i alt tre opførelser blev især den sidste aften mindeværdig, idet beboerne omkring Åben Scene i Hannovergade havde klaget til politiet pga. lydstyrken, som forestillingen spillede med. Under finalescenen, på netop det tidspunkt hvor aktørerne var på vej ud af scenen, trådte tre politibetjente således ind ad bagdøren for at undersøge sagen. Da ordensmagtens håndhævere var tvunget til at krydse scenen for at kunne få fat på de medvirkende, stod politimændene dermed pludselig fanget midt i projektørlyset, hvor publikums varme klapsalver og hujende tilråb øjeblikkeligt fossede ind over repræsentanterne for ordensmagten.

The Art Ensemble of Copenhagen slap med en påtale, om end det lemlæstede tyrehoved indledningsvist havde pådraget sig flere af betjentenes opmærksomhed.

Alle fotos er taget af Kurt Rodahl i december 1984 ved den senere The Art Ensemble of Copenhagen-forestilling “Parade”, der blev opført i Saltlageret 1984. De er gengivet her pga. de to forestillingers visuelle ligheder (udklædning og lyssætning). Hvor “Giv Folket Brød, Vi Spiser Kage” var præget af en stor portion humor, var “Parade” kendetegnet af en total mangel på samme element. Sidstnævnte forestilling var skrevet og instrueret af Martin Hall, og her var den bærende samarbejdspartner Henrik Möll. Du kan læse mere om “Parade”-forestillingen her.