Samtale med Martin Hall omkring Ole Bornedals forestilling Gud Bevare Danmark i Østre Gasværk v/ dramaturg Simon Boberg, torsdag den 7. oktober 1999.

[hr_invisible]

Som musiker og komponist har du arbejdet inden for mange forskellige genrer, og musikken du har skabt til forestillingen bevæger sig også vidt omkring rent stilmæssigt. Hvordan vil du karakterisere musikken til Gud Bevare Danmark?

Når man bliver bedt om at lave musik til en forestilling, så skal man som komponist forstå, at man jo ikke skal lave solistiske storværker, så jeg startede med at “tune” mig ind på nogle idéer, der ville kunne arbejde for forestillingen. Meget tidligt blev jeg enig med Ole Bornedal om at arbejde frem mod noget Fellini-agtigt, en mere cirkusinspireret musik, for at understrege den naivitet, som præger forestillingen. Spredningen skyldes nok mest, at noget af musikken er elektronisk baseret og mere fungerer som lydtapet, og at den “reelle” musik, der bliver spillet af ensemblet på scenen, udgøres af piano, strygere og både harmonika og sav. I modsætning til andre projekter, jeg har været involveret i, hvor man starter et sted og producerer mere og mere hen ad vejen, så har det her forløb været lidt omvendt; altså, at jeg denne gang startede med en meget stor vifte af materiale, og at jeg så har skåret ned og ned, indtil jeg nåede frem til et udtryk, som er baseret på de få musikere, jeg har haft til rådighed – til en musik, der har denne her lidt mere cirkusagtige, næsten ubehjælpsomme karakter. Lidt ligesom nogle af karaktererne i stykket, Frk. Far og Junkien Ronnie, som famler sig vej gennem tilværelsen.

 
Ole Bornedals fortid inden for filmmediet viser sig i forestillingens dramaturgi med de korte scener, mange “klip” og den måde historien frit springer i tid og rum. Når du siger Fellini-agtigt kan jeg forstå, at det filmiske også har haft indflydelse på musikken.

Jo, det har det. Men teater er en levende ting, hvor der er en meget mindre margin end i filmens verden. Her ville man typisk arbejde med mere minutiøse detaljer, med færdige indspilninger, der kunne klippes perfekt til hver scene. Når Ole alligevel arbejder meget filmisk og stringent med forestillingen, så prøver jeg selvfølgelig at arbejde i samme retning, selvom vilkårene er helt anderledes; f.eks. er der flere steder i forestillingen, hvor musikken spiller effekterne – billyde, suspenseforløb og affaldslyde osv. – hvor det jo er kendetegnende for film, at man har en decideret effektlydside. Når vi så gør det på teatret, med levende instrumenter, så bliver det netop lidt mere “imiteret”, men på mange måder også mere charmerende og medrivende. Tingene får en slags forhutlet, lidt sigøjneragtig charme, som klæder stykket meget fint.

 
Har du haft nogle konkrete, musikalske inspirationskilder?

Nej, ikke musikalske inspirationskilder. Jeg har nok mere været inspireret af en slags “filmisk skrøbelighed”, følelsen man f. eks. finder i “La Strada”. Der er musik i billederne alene. Prøv at se en film uden lyd; som komponist hører man nærmest automatisk en musik til de forskellige scener. Til denne her forestilling har jeg selvfølgelig prøvet at tænke meget i “Danmark”, i danskheden som et tema, men valgte at anlægge en mere skæv vinkel til billederne, nemlig den mere tragikomiske vinkel. Det har givet nogle helt andre associationer til danskheden, til “Sorte Rudolf” og harmonikamusikken, til barndomssøndagene med cirkustelte og blå himmel og lirekasser i baggårdene. På et tidspunkt så jeg nærmest forestillingen som en stumfilm, hvilket gav mig idéen til den komposition, der slutter første akt af… det mere følelsesladede, hvor jeg kunne benytte mig af strygetrioens meget romantiske og “lyriske” udtryk. Så inspirationen er først og fremmest kommet fra mere overordnede referencer som Fellini, erindringen om barndommens cirkusoplevelser, stumfilmen, alt sammen ting, der forholder sig til stykkets grundnatur; det er en farce. Jeg er meget tilfreds med det lidt østeuropæiske, gøgleragtige præg, som musikken har fået. Det er et lille ensemble, jeg har arbejdet med, hvilket tvinger en til at fokusere på det intime.

 
Har du lavet teatermusik før?

Ja. Jeg har selv arbejdet med teater tilbage i firserne med mit eget ensemble The Art Ensemble of Copenhagen. Og med Billedstofteateret og Nyt Dansk Danseteater. Siden da har jeg mere koncentreret mig om film og videoproduktioner, udover at lave mine egne plader naturligvis. Men i år har faktisk været lidt af et teaterår for mig. Jeg har også lavet musikken til forestillingen Gilles’ Requiem, som var noget helt andet – et meget ambitiøst, musikdramatisk værk. Her blev musikken f. eks. lavet først, indspillet med Radioens Underholdningsorkester, hvorefter tog vi den ind i teatret, modsat Gud Bevare Danmark, hvor man mere går ind og “farver” et teaterstykke med musikken.

 
Hvordan har det været at skulle arbejde så procesorienteret, i forhold til den måde du som selvstændig musiker normalt arbejder?

Altså, Gud Bevare Danmark er en meget tiltalende og flot forestilling, men som komponist er teatermediet nok ikke mit foretrukne medie. Jeg er meget perfektionistisk anlagt og er vant til at arbejde i meget stramme rammer, så det her projekt sagde jeg også ja til for at prøve at arbejde på en anden måde, end jeg plejer at gøre. At arbejde med teater er at samarbejde, og som komponist kan det da selvfølgelig være lidt frustrerende at skulle give slip på nogle ting, som man rent musikalsk måske er blevet utrolig glad for, men som bare ikke “passer” ind i forestillingen. Naturligvis har jeg været indstillet på den procesorienterede arbejdsform fra starten af, og har som sagt også nydt at arbejde på en ny måde. Det er spændende og lærerigt, og jeg har fået afprøvet nogle idéer, som jeg ellers aldrig ville arbejde med, men det koster selvfølgelig “blod sved og tårer”. Det gør den slags jo.

[hr]

Gud Bevare Danmark. Østre Gasværk. Skrevet og instrueret af Ole Bornedal. Musik af Martin Hall. Scenografi af Steffen Aarfing. 21. oktober – 22. december 1999.

Torben Engberg (kapelmester og pianist), Carsten Konow (harmonika og sav), Tinne Albrectsen (violin), Jørgen Hansen (bratsch) og Dorthe Buch-Andersen (cello).

Medvirkende: Søren Sætter-Lassen, Iben Hjejle, Jens Jørn Spottag, Helle Dolleris, Gerda Gilboe, Solbjørg Højfeldt, Lars Brygmann, Thomas Bo Larsen, Dejan Cukic, Niels Anders Thorn, Gyrd Løfqvist, Morten Hauch-Fausbøll, Emilia Huusfeldt og Liv Stevns Petersen.