Læserspørgsmål i ZOO Magazine, april 1999

[hr_invisible]

Q. Hvem er Martin Hall?
A. The pale rider. The great white hope. En parentes i verdenshistorien.
Q. Hvad ser du som din største bedrift?
A. Alt det, jeg har undgået at gøre.
Q. Er du religiøs?
A. Nej. Bare eftertænksom.

(Jens Pedersen, Odense)

[hr_invisible]

Q. Bruger du musikken til at tydeliggøre stemningen af de ord, som du har valgt at bruge?
A. Det er meget forskelligt. Oftest er det en følelse, tingene kredser om. Nogle gange opstår tekst og musik samtidig, mens det andre gange starter med ordene. På ”Images in Water” fra det nye album startede jeg med at skrive teksten, hvilket så førte det indledende pianotema med sig.
Q. Hvordan lytter du selv til den musik, du hører? Skal du mere end bare underholdes?
A. For det meste, ja. Men musik, der bare underholder, kan også være fin nok. Meget af den nye elektroniske musik er baseret på at underholde, men fungerer samtidig fint som et lydspor til ens liv. Så længe man bare slipper for at se på videoerne …
Q. Hvorfor er teksten anderledes til ”Performance/Like the Touch of Rain” på henholdsvis Random Hold og Performance?
A. Overraskende spørgsmål. Fordi nummeret udviklede sig over flere år, fra en helt konkret tekst til et mere abstrakt billede. Oftest er de numre, der ender på mine studieplader, nogle år gamle. Tidligere kunne jeg ikke få nye numre udgivet hurtigt nok; nu er det nærmest omvendt, at jeg helst vil lade dem ligge et stykke tid, inden jeg udgiver dem.

(Mirja Hansen, København)

[hr_invisible]

Q. Jeg forstår ikke rigtig, hvad det er, du vil med alt det, du laver, men jeg synes, at det er en meget fascinerende verden, du arbejder med. Hvad er dit egentlige kunstneriske mål?
A. At udvikle mig. At være fremkaldervæske for andres tanker og følelser. At skabe et bevidsthedsfelt, der både kan opleves i sin egen ret eller som et miljø for folks egne processer. For mig har god kunst altid været et sted, hvor man ikke følte sig helt så alene, som man ellers ville have gjort. Et helle. Et asyl. Et sted, hvor man kunne ånde frit.

(Inger Bæk, Hedehusene)

[hr_invisible]

Q. Hvad ville du pege på som den dårligste single nogensinde?
A. Bill Wyman’s ”(Si Si) Je Suis un Rock Star”.
Q. Og den bedste?
A. ”Hearts in Exile” med The Homosexuals.
Q. Hvad synes du om dansk litteratur?
A. Hvis jeg skal holde mig til min egen generation, så gør navne som Solvej Balle, Nicolaj Stochholm og Kirsten Hammann det til en fornøjelse at læse på dansk. Øverste Kirurgiske er den seneste nydelse.
Q. Man kan vel godt sige, at din bog Uden Titel fra efteråret 98 endelig blåstemplede dig som en ”rigtig” forfatter. Hvad betyder det for dig?
A. At jeg ikke længere bare er en musiker, der skriver bøger.

(Troels Carstensen, København)

[hr_invisible]

Q. Hvad tror du, at dine gamle fans siger til, at du nu skriver tekster til navne som Hanne Boel?
A. Det ved jeg ikke. Hvis de har et problem med det, tør jeg slet ikke tænke på, hvilke andre problemer de måtte have i deres liv.
Q. Du skulle engang have udtalt, at du anså dig selv som dansk rocks Jesus Kristus. Er det rigtigt?
A. Hvem ved. For nogle år siden var det Leonardo da Vinci, men i øjeblikket hælder jeg mest til Richard Burton. Når bølgerne går rigtig højt, så er det Enrico Caruso.

(Michael Ratnov, Århus)

[hr_invisible]

Q. Mange fans har stadig problemer med at skaffe de gamle MH-optagelser (de er umulige at opdrive). Har du stadig rettighederne til disse ting? Hvad ville du sige til, hvis nogle af dine fans organiserede at brænde og kopiere ”en komplet Martin Hall samling” og distribuerede den rundt blandt fans?
A. Jeg har selv rettighederne til størstedelen af mine udgivelser, og principielt ville jeg ikke have noget problem med, at der blev lavet et komplet CD-set til de interesserede … f. eks. Mind and Media-adresselisten (se Martin Halls hjemmeside www.martinhall.com, red.). Problemet er at samle det hele, hvilket forekommer mig at være et temmelig uoverskueligt arbejde. Men hvis nogen har en realistisk plan, hvordan man kan gennemføre projektet, skal de være velkomne til at kontakte os via hjemmesiden.

(Henrik Ask, Hamburg/Tyskland)

[hr_invisible]

Q. Foruden sig selv, hvad finder Martin Hall så mest interessant på kulturhistoriske verdenshimmel?
A. Uddrag af en evighed: Rainer Maria Rilke, Arvo Pärt, Catherine Deneuve, Georg Trakl, Gottfried Benn, Chet Baker, Charles Baudelaire, Liberace, Evelyn Waugh, Maria Callas, Albert Camus, Barry Manilow, Friedrich Nietzsche, Gavin Bryars, Albert Speer, Alain Delon, Vaughan Williams, Chögyam Trungpa, Fjodor Dostojevskij, Dean Martin, Arthur Rimbaud, Gabriel Fauré, Jorge Luis Borges, Aleister Crowley, Richard Jobson, Percy Bysshe Shelley, Orson Welles, Wim Mertens, Andrej Tarkovskij, Anton LaVey, William Blake, György Ligeti, Malcolm McLaren… Praise you all, mens listen fortsætter i det uendelige.

(Rune Rindel Hansen, København)

[hr_invisible]

Q. Jeg kunne godt tænke mig at vide lidt mere om manden bag værkerne. Hvad anser du som det mest betydningsfulde i dit liv?
A. Hmmm. Svært spørgsmål. Måske resterne af en sær, medtaget uskyld. Noget mine kritikere vel ville kalde en nærmest patetisk evne til at blive overvældet af selv de simpleste følelser. Jeg ved det ikke. På mange måder anser jeg mig selv som en meget beskyttet person. Svært at forklare på så lidt spalteplads som her.
Q. Hvilken indflydelse har det på din kunst?
A. Det er evnen til at lave den.

(Annette Bilsbro, København)

[hr_invisible]

Q. Nyder du at være Martin Hall?
A. Til tider er det meget underholdende. Tænker ikke så meget over det.
Q. Er du ikke bange for at ende som en kliché på dig selv?
A. Nej. Jeg er en arketype. A supreme being. Smilet på mine læber blænder al kritik (svag latter).
Q. Hvordan forholder du dig til årtusindeskiftet?
A. Født til disse tider.

(Pia Traneskov, København)

[hr_invisible]

Q. Hvordan ønsker du, at omverdenen skal opfatte dig rent kunstnerisk, og hvor mener du selv, du befinder dig bedst?
A. Egentlig har jeg ikke noget nærmere ønske om, at folk skal opfatte mig på en bestemt måde. Det ville være rart med en anelse mindre rygtedannelse og snik-snak, men igen, lige meget hvad jeg gør, vil idéen om ‘Martin Hall’ sikkert altid overskygge virkeligheden.
Q. Tiden i Ballet Mécanique: Hvordan føler du omkring hele den periode i dag?
A. Et befriende brud på den kulturelle dagsorden dengang. En del af mit liv. Som jeg har sagt i et andet aktuelt interview, er det bestemt ikke min karriere, der har skabt mit liv, men i høj grad den anden vej rundt. Jeg har været gennem mange voldsomme ting, taget mange rimelig radikale valg i mit liv, hvilket alt sammen har gjort mig til den person, jeg er. Jeg lever mit liv frem for at prøve at ’tilfredsstille et publikum’, og jeg kan kun håbe, at de folk, der følger det, jeg laver, er selvstændige nok til at kunne læse mellem linierne på de mange ting, jeg efter sigende skulle have sagt og gjort. Det bliver i hvert fald interessant at læse historien i sin fulde udstrækning på et tidspunkt. Glad for at jeg bliver fri for at læse de med garanti tophykleriske nekrologer.
Q. Hvorfor udkommer så mange af dine udgivelser i så begrænsede oplag?
A. Det ville nok være lige lovlig optimistisk at udsende Irma Victoria-pladerne i millionoplag. Mange af Mind And Media udgivelserne er udgivet specifikt med henblik på mailing-listen, på de mennesker, der er oprigtigt interesserede i de ting, jeg går og laver. Testcards 1989–1995-dobbelt-CD’en er f. eks. udelukkende udgivet med henblik på mere dedicerede lyttere; det er ikke en plade, der er ment til at skulle lyttes til uden forudgående kendskab til mine plader. Jeg kan godt lide idéen om at holde nogle ting lidt mere ‘private’ så at sige, at de ikke ligger rundt omkring og flyder de forkerte steder. Jeg har det selv meget fint med, at de gamle ting efterhånden er ved at være væk. Musik er brudstykker af den tid, de er lavet i. I mine øjne består den perfekte Hall-samling af Random Hold, Performance, Uden Titel’og Adapter. Det er i mine øjne essensen af mit arbejde. Foreløbig.

(Mikkel Groth, København)