POLITIKEN-INTERVIEW

Kim Skotte, Politiken, søndag den 25. marts 2001.

Martin Hall dropper poppen og udgiver tre års dagbogsnotater om bl.a. Boel/Hall-projektet.

»Hvad laver en poetisk sjæl blandt kræmmersjæle og voldtægtsforbrydere«. »Får sværere og sværere ved at tage det udadvendthedens cirkus, der går i gang omkring udgivelsen af en plade«. »Jeg er snart 37 år gammel, foragter det selv samme kulturelle regi, jeg næres ved … «

Ovenstående citater stammer fra Kommunikaze med undertitlen ”1000 dage i cockpittet”. 300 siders dagbogsnotater fra Martin Hall. Men nu sidder han her altså ikke desto mindre igen, Martin Hall. Alene i spotlyset i manegen i udadvendthedens cirkus. Men denne gang er formålet ikke at promovere en potentiel kommerciel sværvægter som samarbejdet med Hanne Boel. Denne gang er det helt igennem et personligt anliggende. Så hvis Martin Hall føler sig blottet her og nu, er det ikke, fordi hans poetiske sjæl igen skal klemmes og kvases af kræmmersjælene. Kræmmersjæle hidlokkes ikke i stort tal af et eksklusivt værk som Halls nye album Metropolitan Suite. En højstemt europæisk sangcyklus som får det rockkritiske øre til at sammenligne med Scott Walker, men som ifølge Hall snarere tager afsæt i en sammenklipning af elementer fra Schubert og Debussy.

Men Hall har tidligere udgivet ”svære” plader i lange baner. Føler han sig blottet nu, hedder årsagen snarere Kommunikaze. Kommunikation og kamikaze. Bekendelser fra en skrivende selvmordspilot. 300 sider Martin Hall uden – særlig meget – filter. Helt godt har han da heller ikke sovet de sidste tre måneder, indrømmer han.

»Man vil sikkert kunne finde folk, der vil more sig over denne her bog. Den er sindssygt let at kaste sig over og flå fra hinanden«, indrømmer Hall beredvilligt.

I 1983 udgav han kun 19 år gammel en bog med titlen Genopbyggelsen er større end selve skabelsen. Starten på en selvransagende dannelsesproces, der aldrig siden er ophørt, og på en måde kulminerer i Kommunikaze. »Min selvoptagethed er en pest, der lægger jorden øde«. »Hvert øjeblik af mit liv skriger på formål«. Igen to citater fra Kommunikaze, der indrammer Hall som kunstner og menneske. Søgende og selvransagende. At udgive sin dagbog er på en måde den ultimative selvoptagethed. Sådan ved han godt, det vil blive opfattet af nogle. Selv håber Hall, at han med projektet vil kunne komme et skridt videre i sin udvikling. Er selvopdagelsen større end selvoptagelsen? Sådan kunne spørgsmålet til ”nervemennesket” Hall lyde.

Et anderledes portræt

Martin Hall havde aldrig skrevet dagbog før, da han nytårsaften 1997 besluttede sig for at gøre det. Hans motivation var den gængse: at få styr på tankerne og få fokuseret selviagttagelsen for at lære sig selv bedre at kende. At oplyse sig selv med skriftens strålekast. Men typisk for Hall fik projektet med det samme en struktur. Der skulle skrives dagbog i tre år. Hverken mere eller mindre. At der måske oven i købet kunne ligge en rigtig bog, et litterært selvportræt, gemt i dagbogsnotaterne, var først noget, han begyndte at overveje på halvvejen. At det kunne tegne et anderledes portræt af den notorisk blege artist, der på en gang er blevet en egenrådig legende i sin egen tid og samtidig er forblevet en perifer figur i, hvad der meget af tiden har lignet splendid isolation.

»Jeg tror vitterlig ikke, der eksisterer et eneste familieportræt af mig. Jeg har selvfølgelig heller ikke nogen familie, så det giver sig selv«, siger Hall, der i bogen gør en del ud af baggrunden for sin mors selvmord. På en måde er kunsten blevet hans familie.

2001Kommunikaze_cover»Mine selvportrætter er meget mediebaserede«, konstaterer Martin Hall, der, inden han fyldte 20 år, allerede var en slags veteran på undergrundens musikscene. Årene, der er gået, siden Hall i 1977 som 14-årig dukkede op i punkgruppen R.A.F., markeres i Halls egen erindring ved hjælp af den stadige strøm af kunstprodukter, han har stået bag.

»Det gik op for mig, hvor lidt jeg i mit liv egentlig havde skrevet bare for min egen skyld. Når man starter i så ung en alder, bliver det en mindre erhvervsskade, at man hele tiden skriver med henblik på noget«.

Et knust hjerte og et mindre nervesammenbrud er blandt de ting, der overgår Martin Hall i løbet af dagbogens tre år. Begivenheder han bevidst slører og gemmer af vejen i privaten. Det er ikke sådan, at der er blevet taget en gigantisk privat sektor ud, understreger han. Han er, siger han, gået så langt, som han kan gå som menneske. Hvilket f.eks. indebærer, at han kan nøjes med at konstatere: »mit privatliv er i drastisk opløsning«. Når en publiceret dagbog står i centrum, må ærlighed nødvendigvis blive et tema.

Der er redigeret i dagbogen, men selv om han i nogle situationer selv synes, han fremstår både aggressiv og hoverende, har Hall ladet disse voldsomme humørsvingninger blive stående. Redigering er ikke det samme som smukkesering. Men ærligheden kan have mange roller. Ærlighed kan også være et naivt krav til rockmusikeren fra rockanmeldere, der ser netop ærlighed som rockmusikkens arvesølv. Men ærlighed er basalt en forudsætning for menneskers mulighed for at kunne mødes i tillid. Uden ærlighed finder et rigtigt møde ikke sted. Den ærlighed er ikke altid let at finde i rockbranchen, er Martin Halls erfaring.

»Det generer mig meget, når folk i musikbranchen den ene dag har travlt med at stå og deklarere visioner og allerede den næste dag har mistet interessen«, som han siger.

Syg af succes

Kommunikaze bliver ikke mindst en fortælling om outsideren Martin Halls møde med den tunge del af den kommercielle pladeindustri i Danmark. Samarbejdet med Hanne Boel og EMI-Medley resulterede i en guldplade og noget, der lignede bred popularitet for den sky og selvbevidste Hall. Projektet Boel/Hall bliver på en måde bogens plot. Dens definerende drama. Han har stor respekt for Hanne Boel, men på andre måder blev det en grim oplevelse, han ser tilbage på nu, hvor han »har smidt madbilletterne væk«.

2000Boel&Hall»Jeg – vi – fik lov til at lave den stort anlagte pop plade. Med alt hvad det indebærer af forventninger og dertilhørende lancering. Det var på mange måder en brugbar oplevelse for mig. Det blev en succes, men til sidst blev jeg faktisk syg af det og måtte melde mig ud af klubben«, siger Hall, der stadig skutter sig ved tanken om det massive pressebombardement, da han en overgang modnede til mainstream og skyndte sig at umodne igen.

»Men det var ikke, fordi jeg bare skyndte mig ned i mit musehul igen«, understreger han.

»Det var det massive skyl af dårligt selskab i musikbranchen, der gjorde det. Jeg ville simpelt hen ikke kunne holde ud at omgive mig med den slags mennesker i resten af mit liv. Hykleriet er massivt. Man prætenderer, at det handler om kultur, men produkterne signalerer efterhånden alt andet«, siger Martin Hall, der stærkt understreger, at det bestemt ikke er Hanne Boel, han sigter til. Problemet er menageriet og mentaliteten, der i Halls øjne omgiver den etablerede pladebranches rockmiljø. Hvilket han finder så grotesk, at det får Holberg til at ligne en ren skolestil i sammenligning.

»Branchen avler en uopmærksomhed, der er rystende, og avler en jargon og en væremåde, der er fordummende. Og den gør en masse ting ved folk, som i mine øjne er skadelige. Kort sagt fungerer jeg ikke som menneske i det regi«, konstaterer Martin Hall, der bortset fra et allerede afsluttet samarbejde med Caroline Henderson har tænkt sig at dukke om bag kulisserne i længere tid.

Henderson-pladen vil komme til efteråret, men Caroline H. skal ikke bekymre sig om at dele rampelys med Hall. Efter eventyret med Hanne Boel og blotlæggelsen af dagbogsmennesket Martin Hall planlægger han en lav profil. Blandt meget andet ligger drømmen om den store dannelsesroman og rumsterer.

»Jeg er en svamp«

Metropolitan Suite vil næppe vælte næste års Danish Music Awards, men værket, som Hall har skabt sammen med Christian Skeel, er helstøbt og udgjorde et konstant, personligt pulsslag i dagbogsperioden, hvor Hall ellers var optaget af Boel/Hall, musikken til Ole Bornedals Gud bevare Danmark og andre projekter.

»Wienerkredsens musik«, kalder Hall selvironisk byggestenene i Metropolitan Suite. Konstant er Hall involveret i kunstneriske projekter. Antallet af plader, bøger, kassettebånd og performances er uoverskueligt. Kommunikaze er en dagbog skrevet af et skabende menneske, men er nok så meget notater fra en kulturforbruger i døgndrift. Titler på værker og navne på kunstnere fra alle tider og genrer svirrer tættere end tordenfluer en lummer sommerkvæld.

Album cover (2001)»Jeg er en svamp. Jeg elsker at suge til mig og tvære mig selv ud over århundrederne. Den kulturelle dagsorden, jeg refererer til, er enten meget nutidig eller nærmest klassisk. Jeg synes, man mangler bredden og alsidigheden i den vifte, dannelse tidligere udgjorde. Bildung. Mental furniture. Jeg synes, vi burde orientere os bredere. Jeg ved godt, jeg refererer enormt meget i bogen. Men det handler også om, at jeg, selv om det er min sjette rigtige bog, stadig tøver med at kalde mig selv forfatter. Jeg ser mig selv i skrivende forstand som en novice. Da jeg læste dagbogen igennem igen, var det bestemt ikke alt, jeg syntes var lige fedt. Jeg har om ikke andet et ydmygt forhold til to ting i mit liv: kærligheden og skrivekunsten«, siger Martin Hall med et lille smil, der næsten leger med tanken om at blive forfremmet til et fnis. For midt i den megen alvor og al den udanske højtidelighed er der også en selvironisk humor, som nok vil komme bag på mange, der kun genkender Hall fra et image så selvalvorligt, at det placerer ham i andet geled efter et mellemeuropæisk mausoleum. Den samme selvironi, der i dagbogen får ham til at notere: »Men måske er jeg bare inde i en negativ fase; foreløbig har den så varet i 36 år«.

»Jeg er vel på godt og ondt en dandy«, konstaterer Martin Hall.

»Jeg tror, der er mange mennesker herhjemme, der ikke helt ved, om de tør invitere mig hjem til kaffe. For på trods af at jeg har virkelig gode manerer, så ser man mig oftest i de situationer, hvor jeg harcelerer eller eksploderer. Mit sjæleliv er meget i furore«, indrømmer Hall, der elsker stabiliteten og den blå luft i Danmark, men samtidig oplever en træghed og en reaktionsløshed, der som et lag plasticfilm gør det svært for ham at ånde. At udgive en dagbog på et »niveau der ikke er chikanerende« og samtidig levere »noget kulturel fernis«, er en handling, dandyen håber vil være med til at gøre det lidt højere til loftet i det danske rum. Hvad andet kan man gøre, når man har valgt at kalde sit nye foredrag for Det 21. århundredes renæssancekunstner? Kunne Martin Hall overhovedet forestille sig et liv, hvor han ikke var kunstner? Han har da trods alt både haft bil og lever nu i et velfungerende parforhold.

»Med hånden på hjertet: Nej. Men jeg ville nok have det bedre med mig selv, hvis jeg var nødhjælpsarbejder i Afrika«.