FRA WUNDERKIND TIL UNIKUM

Kim Skotte, Politiken, 23. januar 2002.

[hr_invisible]

2002KameliadamenGladsaxeTeaterDer var ros over hele linjen til Martin Hall, da Gladsaxe Teater i søndags havde premiere på Kameliadamen.

Martin Hall har skrevet musikken til Flemming Enevolds forestilling. At Halls stemningsfulde og uortodokse soundtrack også kan stå på egne ben, demonstrerede cd’en Camille, der blev sendt på gaden samtidig.

Det var første gang, at den mest udprægede outsider i moderne dansk rytmisk musik prøvede kræfter med det traditionelle teater. Resultatet bekræftede, at der tilsyneladende ikke er nogen grænser for hans virkefelt.

Den 38-årige Hall har været en ener i dansk musik, siden han debuterede som 15-årig punkmusiker i gruppen R.A.F. og i 1981 blev udråbt til wunderkind med Ballet Mécaniques The Icecold Waters of the Egocentric Calculation. Men en mindreårig punker med en baggrund på musikkonservatorium skulle snart vise sig ikke at passe ind i nogle båse.

Martin Hall blev en myreflittig deltager i alle undergrundsmusikkens aspekter. Fra rocken i Ballet Mécanique og Under For udviklede Martin Hall sig til en alsidig tonekunstner, der uanset om han har beskæftiget sig med popmusik eller mere abstrakt musik, alligevel altid lød som sig selv. Alsidig, men altid inden for sit eget umiskendelige univers.

Skulle man definere Martin Hall som et materiale, måtte det nok blive glas. Hårdt og skrøbeligt. Skarpsleben og gennemsigtig. Som prisme kan glasset bryde det samme lys nok så mangfoldigt. I sin mere end 20-årige karriere som musiker, komponist, sanger og ikke mindst forfatter til en række bøger har Martin Hall ført sig frem med en kompromisløs selvforståelse. Han er kunstner med stort k, og det har ikke sjældent medført nogen skepsis i et land, hvor den afvæbnende (og afværgende) humor dyrkes som en slags nationalhelligdom.

Martin Hall er kunstner og boheme. En vandringsmand udi det spirituelle, der også kan lave popmusik med Hanne Boel. Det har ikke altid været lige nemt at skelne det selvhøjtidelige fra det dødsensalvorlige, når den selvproklamerede dandy har offentliggjort dagbogsværket Kommunikaze eller udgivelser med bombastiske og højtravende titler. At han på tomandshånd er et venligt menneske med en næsten fnisende humoristisk sans, ændrer ikke en tøddel ved projektets grundlæggende karakter.

At skabe kunsten er et livsprojekt og noget, man kompromisløst tager meget, meget alvorligt.