CAMILLE – EN KOMPONISTS ASSOCIATIONSVERDEN

Martin Halls programbeskrivelse fra Kameliadamen, Gladsaxe Teater 2002.

Da Flemming Enevold i foråret 2001 henvendte sig til mig for at høre, om jeg var interesseret i at skrive musikken til Alexandre Dumas d.y.’s Kameliadamen, vidste jeg ærligt talt ikke helt, hvad jeg skulle svare. På den ene side var jeg øjeblikkeligt draget af idéen og af fortællingens periode og persongalleri – især af demimonden og hendes (dobbelt)livsførelse – men samtidig en anelse låst i min egen opfattelse af teaterstykket. Jeg elskede de billeder og den associationsverden, projektet gav mig, men frygtede lidt de måske tyngende traditioner. Flemming Enevold og jeg holdt et møde, hvor det hurtigt gik op for mig, at det ikke kun var mig, der gerne ville lave noget nyt, så langt, så godt. Det eneste, jeg udbad mig, var frie hænder, hvad angik lydsiden til forestillingen. Hvilket jeg fik. Jeg sagde ja.

Det stod mig klart, at min opgave mere end noget andet ville komme til at handle om at skrive en “associativ” musik, snarere end bare at gå i gang med at kolorere nogle givne felter. Jeg følte, at udfordringen nærmest lå i at “afdramatisere” værket, i at nedbryde den sædvanlige underlægningsmusiks “trompe d’oreille”, simpelt hen for at gøre plads til stykkets essens. Jeg ville hellere undergrave end underbygge romantikken i forestillingen, hellere skabe et anstrøg af fremmedgørelse, der forhåbentlig kunne gøre forløbet lige så knugende, som det var inderligt – altså skabe et felt der indfangede både ængstelsen og hengivelsen i den kærlighed, som stykket handler om. Kameliadamen skulle være en produktion, der forenede mit kompositionsarbejde med min erfaring som producer, altså et møde mellem den klassiske tradition og den moderne minimalmusik: Ved at gøre musikken lige dele klassisk instrumenteret og elektronisk, mente jeg at være i stand til at ramme den “frostglød”, som jeg forbandt med stykkets sjæl.

Det første, jeg lavede, var en række klaverindspilninger. Jeg fandt dog de indledende skitser både for lette og for naive. Der var for så vidt nogle gode temaer, men måden jeg spillede dem på – “lyden” af dem – var helt forkert. Ved at eksperimentere mere med indspilningsteknikken nåede jeg endelig frem til en klang, der tilførte kompositionerne den kølige inderlighed, jeg havde ledt efter. Ved at indspille mine temaer med en kondensatormikrofon og en meget kraftig kompressor kunne jeg bagefter tune dem ned elektronisk uden at miste “kanten” i lyden, sænke dem adskillige halvtoner ved at sample dem og genindsætte dem som elektroniske filer i værket, hvilket gav temaerne denne støvede, mere forsigtige karakter, jeg havde ledt efter. Jeg begyndte at opbygge en verden af klang og følelse, holdt ethvert tema så minimalt som muligt, og nærmede mig efterhånden den lyddefinition, jeg i begyndelsen havde savnet. Nu manglede jeg kun orkesteret … og det mentale rum!

Jeg genlæste på dette tidspunkt den franske filosof Jean Baudrillards bog ‘Forførelse’, et essay om begær og spil, om skin og simulation, og fandt begejstret en ny indfaldsvinkel til Kameliadamen selv, Marguerite Gautier, denne demimonde og forførerske for hvem følelser og seksualitet i begyndelsen af historien er én og samme ting. I al seksuel og følelsesmæssig tiltrækning er det lige så meget fascinationen af objektet, det handler om, som personens fysiske tilstedeværelse alene: Det handler i lige så høj grad om indre rum, om hemmeligheder og utilgængelige zoner. Baudrillard siger et sted i sit essay, at “magtens kilde består i beherskelsen af et simuleret rum”, hvilket i sin essens er, hvad al erotisk fascination spiller på, nemlig magten over modpartens forestillingsverden. Al længsel anspores af det ukendte: Nydelsen i forførelsen ligger i at overgive sig til tingenes muligheder, til det endnu ikke definerede, til de hvide pletter på vores følelsesmæssige landkort. Længslen eksponerer en bevægende horisont, en drøm. Vi ønsker at blive væk i vores elskedes “evighed”, forsvinde i deres “endeløshed”. Vi ønsker rum …

Det var derfor først og fremmest dette “rum”, jeg ønskede at indkredse i min musik. Jeg ønskede ikke at prioritere hverken passionen eller hudløsheden i kærlighedshistorien, men rummet – tomrummet kunne man næsten sige, hvis det ikke var fordi, at dette begreb i vores kultur har en uheldig klang af mangel. Når jeg siger tomrum, mener jeg mulighed – en tilstand, der blot venter på at “ske”. På soundtrackets første komposition Camille er det derfor melankolien, jeg fokuserer på, grobunden for længslen der til sidst bryder ud. Rumfornemmelsen går igen på de fleste af pladens numre: “Slow Code” dirrer og sitrer, “Frostpowder” forstøver langsomt og bliver til “Lucid”, og “The Music Room” glider stilfærdigt over i “Texture”. Titlerne er beskrivelser af de billeder, som handlingen iklædte sig i min bevidsthed, i mit indre rum. Kun meget få steder lader jeg lidenskaben få frit spil, primært på meta arien “48/40”, hvor lyset for alvor bryder igennem og funkler så smukt i den dansk italienske mezzosopran Andrea Pellegrinis mørke glød. På numrene “A Darkness of Our Own Making” og “Demimonde” trækkes vi derimod ned i en underverden af uopfyldelig længsel, en sump af beruselse og begær, inden vi forløses i “Gloria” og endelig skylles rene i sensommerregnen af “Late August”, pladens afsluttende nummer sunget af græsk svenske Katja Andersson.

Hvad kurtisanen gør med sin krop, er det alle vi andre gør med vores sjæl: Hun tilbyder den til sin omverden for en slik. I en verden uden hemmeligheder er kærligheden nærmest blevet hjemløs, og mennesket ligner mere og mere en flygtning i sit eget hjertes vildnis. Det 21. århundredes eksplicitte seksualitet er blevet en hyperrealitet, et lufttomt rum hvori vores sjæle har svært ved at ånde. Vi savner dybde. Efterhånden er det kun i forførelsen, at vi oplever en udvidelse af os selv, det er kun i denne tilstand, at vi bliver tildelt et spillerum og en frihed til at handle – selvom det måske kun drejer sig om at valget af nye forbrugerprodukter eller midlertidige sanseindtryk. Vi har brug for at omgive os med muligheder, med valg og med følelsen af rum. Vores oplevelse af dybde i alting er et rumforhold. For igen at citere Baudrillard: “Forførelsen repræsenterer bemestringen af det symbolske univers, hvorimod magten blot repræsenterer bemestringen af det reelle univers”. Forførelse handler om drømme og om længsler, og hvis historien i Kameliadamen kan tilbyde vores instant culture noget som helst, må det være i kraft af dens betingelsesløse hengivelse til den kærlighed, der åbenbart forekommer langt de fleste af os alt for omkostningsfuld, når det kommer til stykket.

I en kultur, der kender prisen på alting, men værdien af meget lidt, er det op til hver enkelt af os at vælge mellem simulation og ægthed – at vælge mellem et indre fængsel og et åbent rum. Kærligheden giver ingen garantier, den viser os kun muligheder: Den er en overgang, en tilstand … et valg mellem det, der er, og det, der kan ske. Den enkeltes eget valg – lige meget hvilket årstal vi så end befinder os i. Og det er dette for så vidt meget ensomme valg, jeg har valgt at fokusere på i musikken til Kameliadamen.

Martin Hall, november 2001.