STADIG IKKE TIL SALG

Af Michel Henri, Information, 1. september 2003

25-års jubilaren Martin Hall indtager rollen som »grand old man«.

 
Dansk musiks absolutte ener fejrer 25års jubilæum i år. Normalt vil man hylde en sådan jubilar med udgivelsen af en greatest hits, men med Martin Hall er alt, som det plejer at være – nemlig udenfor normalen.

Selv den dag i dag bliver man mødt med en frygtindgydende stilhed, når man nævner hans navn i den folkekære del af musikbranchen og blandt pressens (mere blide) hyæner. Halls kompromisløse karriereforløb og hans ofte kyniske angreb på de kommercielle mekanismer har skabt et mediebillede af ham, som synes at være en blanding mellem en uligevægtig sortseende 80’er punker og en vis transsylvansk aristokrat.

Faktisk taler vi om en herre, som lige fra begyndelsen er blevet stemplet som en dyster og dental personage, som rygtet har det – i øvrigt overnatter i en dertil indrettet køleboks på Panum Instituttet.

Det er derfor stik imod al forventning, da jeg træder ind af den åbne dør på aftalte adresse, at jeg oplever Hall indtage fast kost i form af alt fra delikat marcipankage til blodige stykker kalvefilet. Og mere end det – han er oven i købet rolig og venlig.

Til spørgsmålet om hans offentlige image bryder Hall ganske enkelt ud i latter.
»Jeg vil selvfølgelig love at gøre alt tænkeligt for at bevare pressens absolutte vrangbillede af min person – og har naturligvis benyttet mig af muskelafslappende medikamenter inden fremmødet i håbet om, at ikke så meget som et enkelt smil måtte undslippe mig – men du skal være velkommen til at forsøge at nedbryde min teflon-auras uimodtagelighed,« indleder den 40årige multikunstner Martin Hall, hvorefter han slår ud med armene og tager for sig af retterne på det til lejligheden anrettede bord, som ikke er set mere overdådigt siden det romerske kejservælde. Her er undertegnede så troppet op for at interviewe manden, fordi han er aktuel med hele to udgivelser for blot at erfare, at han i dagene op til interviewet har været i studiet med et mindre kammerorkester for at indspille en tredje af slagsen. På trods af denne indlysende maniske produktivitet han lægger for dagen – virker Hall både nyvasket og udsovet. Ja, ligefrem humoristisk og helt anderledes forfriskende.

Martin Halls dobbeltudgivelse af Inskription og Music Hall har egentligt bare været en slags pause i et bogprojekt med selvbiografiske tråde, som han startede på et par år tilbage. »At skrive er som at gå i kloster – det er en sakral oplevelse,« udtaler Hall, som altså med dobbeltudgivelsen har følt det nødvendigt med lidt frisk luft til hovedet, inden han kaster sig over tasterne igen.

 
Aflivning af myten Martin Hall

»Egentlig er jeg træt af at leve i myten som Martin Hall – Martin Hall i tredje person. Jeg var jo kun en teenager da det hele startede … »Growing up in public« som man siger, hvilket resulterede i en usund selvbevidsthed for den uligevægtige teenager, som jeg var dengang,« forklarer Hall. Man kan sige at Hall i mere end en forstand faldt i gryden som lille – han ikke bare voksede op i offentligheden … han afslørede en næsten overmenneskelig produktivitet, som er udkommet i så mange forskellige formater og sammenhænge, at det ikke længere er til holde styr på. Han kunne have været popikon, men valgte i stedet en perifer rolle i forhold til populærmusikken og dens regelsæt.

»Jeg har nok svært ved at tage mig selv helt så alvorligt, som billedet gerne vil have det« indrømmer Hall og fortsætter: »På mange måder er jeg underdanig. Jeg besidder en næsten katolsk skamfølelse overfor generel selvdyrkelse. Men jeg tager Værket meget alvorligt. I sidste ende skal jeg ska’ jeg jo kunne leve med det. Det er måske også derfor at min »Jeg-fortælling« primært er flyttet fra musikken til bogformatet; hvad musikken angår, så vil jeg nok hellere skrive sange til kvindelige kunstnere.« Og netop det med at skrive sange til kvindelige kunstnere er, hvad han har gjort på sit aktuelle album Music Hall, der i sig selv rummer en del overraskelser. Både som person og kunstner har Hall en evig evne til at gå ud ad én dør og komme ind ad en anden. Og derved hele tiden bryde med de kasser man har en tendens til at blive kategoriseret i. Således breder hans oeuvre sig over alt lige fra klassisk til støj, fra punk til pop. Og på popalbummet Music Hall oplever man ligeledes stor varietet.

Netop dette brede oeuvre ville være oplagt at samle på et opsamlingalbum, så både de nye og ældre generationer kunne få lejlighed til at opleve hans værker i sin fulde bredde.

Hall_musichall_poster70x100_BFaktisk blev Martin Hall kontaktet af et pladeselskab, som ville udgive et opsamlingsalbum med hans gamle numre fortolket af forskellige kunstnere. Umiddelbart vil enhver anden artist blive smigret over tilbuddet og uden nogen betænkningstid takke ja, men selvom Hall selvfølgelig tog det som en kompliment, så var det ikke rigtigt i hans ånd.

»Det var selvfølgelig glædeligt, men samtidigt usmageligt … derfor fandt jeg på en anden idé.« Halls modsvar blev Music Hall – hans omskrivning af en opsamlingsplade.
»I stedet for at lade andre artister fortolke mine gamle numre valgte jeg at skrive primært helt nye sange som kunne udføres af tidens bedste sangerinder,« fortæller Hall og tilføjer: »Jeg har mistet lysten til at være »Jeg’et« i et sangdrama, derfor måtte der andre sangere til.« Som følge deraf valgte Hall at smide Liberace-kåben og i stedet sætte sig i producerstolen.

Music Hall kan man opleve alt fra sangerinder som Lise Westzynthius, Tanja Thulau, Billie Koppel, Mette Sand Hersoug over Andrea Pellegrini til Isa Holm kaste sig ud i Halls popkompositioner.

»Det var lidt intimiderende i starten for jeg vidste ikke om de havde et negativt forhold til »Hall«; om de overhovedet kendte til Ballet Mécanique eller om Boel-Hall-forbindelsen havde gjort det besværligt? Men alle kunstnerne tog imod udfordringen uden betænkningstid,« fortæller Martin Hall og indrømmer, at der trods alt var noget behageligt bekræftende ved sangerindernes medvirken på Music Hall.

»Jeg har et meget problematisk forhold til min egen fortid; der bliver nødt til også at komme noget denne vej igen,« erkender Hall og peger på sig selv, »Man kan ikke bare sidde alene i elfenbenstårnet – men jeg er og bliver en meget privatperson, som reagerer ad prompte og som er uhyre sårbar i processen.«

 
Elfenbenstårnet

»Jeg er ikke en der hverken gemmer eller graver i eget arkiv. Jeg har ikke engang mine egne gamle vinylplader! Faktisk er jeg drevet af en indre nødvendighed til at klippe strengene – at nulstille – hver gang jeg har lavet noget. Fokusset for mig ligger i selve processen frem for selve produktet.«

Alligevel udgiver Martin Hall sideløbende med Music Hall den tyve år gamle kultkoncert Inskription, som vakte stor furore da den blev opført.

»Fyrre minutters støj er i dag ikke særligt grænseoverskridende. Det var måske voldsom kost for det »middelalderlige publikum« tilbage i ’83, under Stats og Radiosymfoniens monopol. Det var jo den rene stenalder! Men (samtidig) – eftersom der jo ikke var andre alternativer – opstod der en nærmest mytisk opmærksomhed,« fortæller Hall om Inskription som for første gang står til udgivelse siden uropførelsen i ’83.

2003 Inskription»Det var egentligt under et besøg i Danmarks Radio, at Claus G. Berthelsen fandt den originale DR-optagelse indeholdende opførelsen af Inskription, hvilket er ret pudsigt når man tænker på hvor meget de har slettet i deres gamle båndarkiv. Det var en besynderlig oplevelse alene at høre introduktionen ved Ingolf Gabold: »Martin Hall er tyve år …«, men det var glædeligt at høre at der trods alt var en struktur og gode variationer i det fyrre minutter lange støjinferno.«

»Det er pudsigt, at netop et værk som Inskription har overlevet. Hvad er det, der får noget til at leve videre?« spørger Martin Hall.

Svaret på spørgsmålet er nok at finde i at den skandaleombruste Radiohuskoncert, der med sin voldsomhed fik stor betydning i sin egen tid og strøg lige ind i nichepublikummets hjerter, der således har overdraget stafetten til 90’ernes unge og frem til den seneste generation af laptop-musikere i nutidens eksperimenterende musikmiljøer.

Det fyrre minutter lange værk blev uropført den 5. september 1983 i Radiohusets Koncertsal i forbindelse med Statens Kunstfonds præsentation af årets nye, unge legatmodtagere indenfor den klassiske og elektro-akustiske musik. Dengang chokerede værket mildest talt, fordi den dengang kun 20-årige Hall udsatte sit intetanende publikum for det mest kompromisløse støjhelvede, de nogensinde havde oplevet.

»Jeg husker specielt anmeldelsen i Informations med overskriften »Lydspanking!« som et glimrende tidsbillede,« mindes Hall.

Siden hen har optagelsen opnået en næsten kultagtig status blandt unge eksperimenterende musikere og udgives altså nu for første gang på cd. I forbindelse med udgivelsen vil den århusianske duo Wäldchengarten – et af tidens interessante navne indenfor udforskningen af elektronik og støj – opfører en »coverversion« af Inskription på Musikcaféen i Århus den 11. september (datoen er tilfældig).

»Man overlever halvfemserne og bliver derefter tildelt rollen som »grand old man«,« griner Hall og tilføjer: »Spørgsmålstegnet i al kunst er vel, hvor lang tid man kan blive ved med at være lovende?«

 
»I dag er der ingen opposition – ikke engang i politik.«

Det er ikke kun i form af kollaborationer med yngre musikere og den aktuelle dobbeltudgivelse, at Hall møder generationerne efter 80’erne. I dag er han også blevet en yndet foredragsholder.

»Det er interessant, når fx gymnasieelever kommer hen til mig og virker næsten helt misundelige over at vi havde en generationskamp … De siger altid: vi mangler en revolution … vi mangler noget af kæmpe for/imod.« Og Hall kender vigtigheden af at stå i opposition til noget – både som individ og generation.”

»I dag er der ingen opposition – ikke engang i politik,« fastslår en hovedrystende Hall.

2003 Dengang i 80'erneDet er måske ikke helt tilfældigt, at 80’erne igen er blevet populære, hvilket kan opleves overalt i både musikken, moden, den igangværende retrobølge såvel som interessen for f.eks. Martin Kongstads og Henrik Vesterbergs bogudgivelse Dengang i 80’erne. Men hvad er det, der drager nye generationer mod de mørke fattigfirsere?

»Jeg tror det er 80’ernes grænseoverskridende kvaliteter der i høj grad stadig fascinerer folk i dag,« mener Hall.

Grænser blev der skam flyttet nok af i 90’erne, men det var grænser i den Eks-Jugoslaviske borgerkrig, det var murens fald i Berlin ved 80’ernes exit og EU-unionen. Hvor man tidligere havde oplevet generationernes evige opgør var 90’er-generationen tavs, konfliktsky og navlesøgende. Godt nok rejste de udover enhver grænse forklædt som backpackers, fik tatoveringer og blev piercet og dyrkede ekstremsporter som bungyjumping og skydiving – men opgøret udeblev.

»Det var 90’ernes absolutte tilladelse, der var så allergifremkaldende,« fremkalder Hall, »Genindfør censuren! Hvis noget er forbudt, så vil man pr. automatik gøre det.«

 
Bag fjendens linjer

»Punkbølgen kom i sluthalvfjerdserne og allerede i startfirserne var den modens indtægtskilde nummer et. Det er sådan mekanismen er,« fortæller Hall, »Popmusik er Se-og-Hør-mentalitetens alter. Mandag er det avantgarde, onsdag er det på børsen og fredag er det i 1 million amerikanske hjem. For mit vedkommende gælder det om klippe strengene. Det er ligesom med pasta … det gælder om at få pop-pastaen op inden den bliver udkogt … inden fælden klapper. Man skal vide hvornår man skal stoppe. Beat them at their own game!«

Det lyder som et ensomt spil, som måske forklarer hvorfor han er isoleret i periferien, men som han siger: »You’re never alone as a schizophrenic! Der er et opgør med mig selv. Jeg går ikke efter produktet, men processen og det symptomatiske. For mig drejer det sig om risikovillighed, noget som de andre »kulturleverandører« – i hvert fald i mine øjne – ikke helt besidder … i hvert fald ikke i samme grad.«

»Jeg har gudskelov aldrig fået nogen konstant eksponering. Min masse har aldrig fået lov til at størkne. Jeg reagerer meget kraftigt mod fornemmelsen af stilstand, mental størknen. Når udpegningen kommer, forsvinder jeg periodisk: Jeg ønsker ikke at have nogen eller nogets fingeraftryk siddende på mig og min sjæl. På en måde er jeg et meget centerløst menneske,« siger Hall der siden ’82 selv har ejet og haft råderetten over sin egen produktion og blankt indrømmer at han er besat af en sygelig uafhængighedstrang.

Men selv efter 25 år har Hall et behov for at bevise, at han ikke har solgt ud, at han stadig holder sit ord. »Jeg vil vise, at jeg stadig ikke er til salg og stadig ikke er korrumperet.«