HALL OF FAME

Af Søren E. Jensen, Weekendavisen, 5. september 2003

Multikunstneren Martin Hall fejrer sit kunstneriske 25-års jubilæum med to cd-udgivelser. Han er rundet af 1980’ernes ”blå rum”, og åbner det ny århundrede med tilkæmpet modenhed.

Når man runder de 40, er man vel definitivt voksen. Og når man samtidig kan fejre sit kunstneriske 25-års jubilæum, bliver man almindeligvis betragtet som etableret, navnlig når værklisten for længst har passeret de 100. Ja, man kunne endda formode, at kunstneren så var i besiddelse af en vis erfaring.

Ingen af delene synes imidlertid at gøre sig gældende i den offentlige bedømmelse af Martin Hall. Til trods for at han i disse måneder er i stand til at præsentere et så sjældent CV, betragtes han stadig som opkomlingen fra sidelinien; en lovende begynder, der bestemt ikke er uden talent, men stadig mangler roens overblik. Kort sagt: en undergrundsfigur, som måske vil finde sin egen plads i den danske kunsthistorie, når og hvis han engang bliver voksen.

At bedømmelsen er uretfærdig vender vi tilbage til; at den er forståelig er der derimod flere grunde til. Først og fremmest skyldes det utvivlsomt Halls voldsomme og vidt forgrenede udgivelsesfrekvens, der har betydet, at pensum længe har været uoverskueligt for menigmand. De runde dage fejres således helt i den hallske tradition med to cd’er, der umiddelbart ikke har meget med hinanden at gøre, og selv for den trofaste skare kan det være svært at følge med: Man har dårligt nok sat sin første fedtfinger på den seneste Hall-cd, før en ny er undervejs, og så ser vi endda helt bort fra det forfatterskab og de kassettebånd og performances, der hele tiden har været en vigtig del af Halls produktion.

Men Martin Halls permanente undergrundsstatus skyldes også, at han har sin rod i de tidlige firsere (som ret beset er lig med de sene halvfjerdsere), og det er han som bekendt ikke ene om. En anden med debut i den tid – Søren Ulrik Thomsen – har sagt, at det ganske vist gav god presse at dukke op dengang; til gengæld har firseridentiteten på sigt betydet, at man til sin dødsdag er dømt til at bære konfirmationstøjet.

Det vil i Martin Halls tilfælde sige spejderuniformen, da han – født som han er i 1963 – ret beset var for ung til at være en del af firserscenen, i hvert fald når man var med lige fra begyndelsen.

Og det var Martin Hall, eller rettere sagt: han havde viljen til at være det, når og hvis vi stadfæster firsernes begyndelse til den 13. og 14. juli 1977. Her gav The Sex Pistols to koncerter i Daddy’s Dance Hall, og ligesom det er blevet sagt, at de få der købte The Velvet Undergrounds bananplade, da den udkom i 1967, alle siden dannede et rockband, således hedder det sig i dansk regi, at alle der overværede Sex Pistols-koncerterne hermed lagde grundstenen til en senere kunstnerisk karriere.

Helt løgn er det ikke: Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen var der, ligesom hele kvartetten af det dengang endnu ikke dannede punkband, The Sods (nu Sort Sol), mødte op i fuld krigsmaling. Det gjorde Martin Hall også, men han kom ikke ind, fordi en dørmand mente, at Hall med sine 14 år var for lille.

Alligevel kom han hurtigt til bogstavelig talt at stå helt fremme på firserscenen: Året efter danner Hall sit første punkband, R.A.F. – et navn der blandt andet blev valgt som en reaktion mod en Sods-sang, der var kritisk overfor den tyske terrorgruppe! Det sker i 1978 og er altså grunden til årets kunstneriske 25-års jubilæum, men ret beset må vi frem til november 1979, hvor Martin Hall medvirker ved en af de tidligste firsermanifestationer: maratonpunkgallaen, Concert of the Moment, som eftertiden stadig har mulighed for at høre uddrag fra, da den siden bliver udgivet på en tredobbelt-lp.

Men lad det være sagt straks: Pladen koster i dag en formue og er ikke pengene værd. Langt det meste er primitiv punk af en så ubehjælpsom karakter, at det ikke engang er charmerende. Kun Martin Halls bidrag skiller sig ud: ”Circus of Decay”, en lille eskatologisk sag på tre-fire tekstlinier, men det er det musikalske line-up, man lægger mærke til: bas, violin og tromme i modsætning til koncertens øvrige guitardominans, og skønt den unge trio endnu ikke helt behersker deres instrumenter – ”Man kunne åbne en burgerrestaurant, så mange bøffer lavede vi!” som Hall siden har udtrykt det – så mærker man dog en vilje hen imod noget andet og større end datidens tre-akkorders punk. Halls musikalske ambition var nemlig allerede her at forene rockmusikken med den nyere klassiske musik, som han også var opvokset med, altså groft sagt at kombinere Sex Pistols med Stravinskij. Den slags blev betragtet som et okay og helt naturligt projekt i punkens kølvand….

Trioen hedder ”Identity” men skifter hurtigt til Ballet Mécanique, og dette navn bliver et af den tidlige firserscenes helt centrale sammen med Sods. Det skyldes knap så meget trioens plader. Debut-lp’en fra 1981 – ”The Icecold Waters of the Egocentric Calculations” (et citat fra Det Kommunistiske Manifest, hvad datidens store og belæste venstrefløj ikke opfanger) – får ganske vist topkarakter af såvel Poul Borum i Ekstra Bladet som af Michael Strunge i tidsskriftet Sidegaden – sidstnævnte for resten i en helt exceptionel tidstypisk jargon: ”Ballet Mécanique er fri for hykleri, de skjuler ikke den eksistentielle følelsesmæssige isolation i dette senkapitalistiske samfund bag overfladeklynkeri om velfærdets luksusproblemer.”

Men det uhykleriske til trods sælger Ballet Mécaniques LP ikke i særlig store mængder, heller ikke ”hos deres egne”, som består af en mærkværdig blanding af alt fra udisciplinerede hardcore punks på Gammel Torv i København til de unge vilde fra Hein Heinsens skulpturskole på Frederiksholms Kanal. Foruden filmfolk, digtere og andet godtfolk in spe, altså hele firserscenens virvar som kun havde det tilfælles, at de enten var på SU eller sultecirkulære.

Det betød også, at budgettet under ingen omstændigheder var stort nok til at investere i noget så provinsielt som en dansk plade, der i bedste fald ikke var andet end epigoneri af det, der kom fra Berlin eller London, hvad der for øvrigt ikke kun var en fordom: Langt det meste af den danske nyrock var af en forbløffende ringe kvalitet, hvor de udenlandske forbilleder selv dengang kunne høres alt for tydeligt. I dag – hvor det kan være hårdt nok at høre på datidens forbilleder fra udlandet i sig selv – i dag er det direkte ynkværdigt at lytte til de flæbende danske efterlignere.

Lidt, meget lidt, tåler et genhør: de tidlige Sods-plader, århusianske Kliché og så en overraskende stor mængde af Martin Halls første produktioner, deriblandt omtalte debut-lp med Ballet Mécanique, som i og for sig klinger bedre nu, end da jeg som 16-årig en fredag eftermiddag i efteråret 1981 gik ned i Gry og købte den af nu afdøde Freddy Frank personligt formedelst 49:50.

Ikke at der ikke også her bliver hugget med hænder og fødder, men de musikalske forbilleder er så talrige, at den enkelte inspiration drukner i mængden, så det hele munder ud i en meget original helhed, hvor Martin Halls vokal sine steder rigtignok kan lyde som David Bowie eller Bryan Ferry, men andre steder snarere har karakter af operadiva, når han da ikke direkte – 17 år gammel – forsøger sig som gammelcrooner i den gustav wincklerske tradition. Læg dertil en instrumentering, der ikke skyer noget virkemiddel: flygel, cello, balalajka og violin foruden bas, guitar og tromme. Og endelig har Martin Hall allerede her godt fat i det, han har talent for som ingen andre: ”Båndmaterialet”, hvilket vil sige reallyde, som er manipuleret til et som regel meget ubehageligt resultat med genklang fra klodens mere dystre egne. På Ballet Mécaniques første plade gælder det – såvidt jeg kan høre – et godstog, der passerer Nørreport en sen søndag aften tilsat en førerløs lastbil i tomgang på en rasteplads tæt ved en forstadsbebyggelse, hvor en barneseng til moderens begrundede fortvivlelse står tom. Plus en del andet, der heller ikke er så rart.

Sådan en musik er ikke hitliste-egnet, og da selv stampublikum som sagt holdt sig tilbage, fik pladen ikke umiddelbart den store betydning i den brede offentlighed. Først senere er ”The Icecold Waters …” blevet fremhævet som et af firserscenens vigtigste værker, og den mytologiske status forstærkes naturligvis af at pladen i dag er umulig at få fat i.

Når det gjaldt koncerterne med Ballet Mécanique var der imidlertid tale om store begivenheder, også i samtiden. Det skyldes ikke kun, at deres koncerter bestod af andet og mere end en musikalsk optræden, men også indbefattede film, dansere og lysbilleder; det skyldes nok så meget, at koncerterne rent faktisk var billige at gå til, da bandet på bedste undergrundsmaner stod for det hele selv – plakattrykning- og opsætning, leje af Saltlageret for en billig penge og minimal annoncering for slet ikke at tale om ikke-eksisterende profit. Det betød at billetpriserne kunne holdes nede på et minimum, ofte kunne man få sig en totaloplevelse for en krøllet tyver.

Undergrundsideologien var i det hele taget kendetegnende for den unge Hall. Det kan man høre på den ene af de to aktuelle cd’er, støjcollagen ”Inskription”, som oprindeligt blev opført 5. september 1983 i Radiohusets lille studie 2 ved en koncert arrangeret af Udvalget for Tonekunsten. Her er der så sandelig tale om et firserklenodie; en meget præcis – men også ekstrem – musikalsk gengivelse af de tanker og følelser, der gjorde sig gældende dengang. Hvad Martin Hall for øvrigt må have været bevidst om, da han lavede stykket. I programteksten skrev han nemlig, at værket er ”en transcendental musik, der i sin collageform mere er et billede på tid og kultur end såkaldt kunst.”

Tiden er altså de tidlige firsere, men hvad var kulturen? Her er det interessant, at Hall hele to gange i den korte tekst bruger ordet ”industriel”, som i dag vel nærmest er ved at få en betydning som noget mekanisk, men dengang skulle forstås helt konkret: København var ligesom de større provinsbyer præget af industrialismens sidste krampetrækninger. Tæt på Havfruen sejlede en lille færge til og fra B & W med værftsarbejdere, på Vesterbro var Carlsberg-kedeldragterne endnu synlige og få kilometer fra Rådhuspladsen lå Soyakagefabrikken og lugtede. Men det var som sagt sidste kapitel, for mange steder i byen lå hele kvarterer øde hen med forladte fabriksbygninger: i Sydhavnen, på grænsen mellem Nørre- og Østerbro, pakhusene ved det yderste Langlinie, og det enorme område ude på Amager ved Helgoland Badeanstalt.

I dag er det meste enten forsvundet eller omdannet til dyre sommercafeer med loungemusik, så den magiske terrain vague-karakter helt elimineres, men dengang lå områderne særdeles synlige hen og kaldte på en fascinationskraft uden lige, som da også koldblodigt blev udnyttet af firserkunstnerne. Den fin de siecle-stemning som ruinerne fremkaldte er siden blevet forvekslet med angst for den kolde krig, men det er en efterrationalisering der ikke har noget på sig, for man må igen og igen huske på, at firserne var et æstetisk oprør og ikke andet; koldkrigen var for eksempel forbeholdt de venstreorienteredes fakkeloptog, hvor man hverken mødte poet eller punker, og helt typisk var firserkunstens under-gangsstemning da også båret af, at man nærmede sig et årstal, hvis symbolske betydning dag helt er glemt, nemlig George Orwells ”1984”.

Et andet aspekt var kropsfikseringen, som ikke (kun) var seksuel, men blev brugt som næsten politisk argument for et krav om hensynsløs vitalisme. ”Bodies” hed en sang med The Sex Pistols, ”I’m alive” vrængede nestoren Iggy Pop på live-lp’en ”TV Eye” fra 1977, så det på en gang lød som en bøn og en trussel, og på samme måde taler Martin Hall i programteksten til ”Inskription” om ”den tribale råhed, som denne kultur har vendt ryggen”, da ”stammeelementets fysiske bevidsthed er fornægtet fuldstændigt”, så det hele er endt ”i en slags kulturel krops-fornægtelse”. Værket er Martin Halls krav om at bringe ”legeme tilbage til tanke”.

Hvordan lyder denne blanding af hensygnende industri og tribal råhed, som gør sig gældende i ”Inskription”? Ja, ”orkestret” bestod af Martin Hall selv på vo-kal og violin plus hele tre båndoptagere med præ-indspillede men manipulerede reallyde, og så fik det hele ellers hele armen ved hjælp af en ekkomaskine, der kom til at stå sin prøve. ”Lydspanking” lød Informations anmelder Bo Rasmussens dom, og selvom man som cd-lytter heldigvis har muligheden for at skrue ned, fornemmer man alligevel publikums pinsel ved koncerten, hvor alle pedaler og volumenknapper var oppe i det røde felt: specielt den sidste fjerdedel af det ca. 40 minutters lange komposition er en barsk affære – hver gang man tænker, at nu kan det da ikke blive værre, så viser det sig, at det kan det sagtens, og så fremdeles, indtil man tigger og beder om, at det må holde inde. Det geniale (men også grusomme) er nemlig, at det ikke bare er ren larm, der stiger gradvis. Så ville man hurtigt kunne lukke af, men som den kølige terrorist den unge Martin Hall er, har han beregnet effekterne på en så udspekuleret måde, at man hele tiden på ny bliver tvunget til at forholde sig til værket, og derved opstår faktisk ”en tribal råhed”, der bringer legeme tilbage til tanke. Efter at have tvunget mig selv til at høre hele kompositionen fra ende til anden, kom jeg i hvert fald til at tænke på, at ”Inskription” kan stå som en ekstrem musikalsk pendant til det måske allermest berømte firserdokument, Søren Ulrik Thomsens digt ”Levende” (fra debutsamlingen City Slang, 1981), som munder ud i konstateringen: ”Jeg er leven-de/Græder/Levende”.

”Inskription” er ikke enestående i Martin Halls produktion, Ballet Mécaniques anden lp ”For” fra 1982 er ude i samme grænseegne, men skønt man her kan høre Halls egen autentiske gråd, så er vi alligevel med Inskription vidne til et værk, der er så ekstremt og kompromisløst, at der ikke er noget at sige til, at han snart søgte nye græsgange. Det blev så til lp’en ”Apparently All the Same” med gruppen Under For fra 1984, et fantastisk godt album – et af Halls allerbedste overhovedet – hvor melankoli og melodiøsitet mødes på bedste sørgmodige vis.

”As it was = as it is” hedder det i åbningsnummeret ”Imagine Focus”, og det er igen et ganske typisk statement på tiden: i en årrække havde man skældt alt og alle hæder og ære fra; Orwells år var indtruffet, og alligevel havde intet sådan set ændret sig. Sagt anderledes: selvransagelsens tid var inde, ikke kun for Martin Hall, men for hele firsergenerationen, der efterhånden næsten ikke var nogen generation længere.

Men først skulle der ryddes op, og det skete så i 1985, hvor der fandt en lang række afskedsreceptioner sted: Søren Ulrik Thomsen udgav poetikken ”Mit Lys Brænder” og gav dermed efter for reflektionen stik imod punk- og firserdogmet at kun praksis havde gyldighed; Kliché havde allerede smidt uniformerne men tog dem dog på en sidste gang ved den store Afrika-koncert i Idrætsparken, hvor også punkveteranerne Sort Sol blandede sig med den danske mainstream og få måneder senere udgav en plade med ”fire forsøg i den store popgenre”, og mest dramatisk kom firsernes ophør til udtryk, da Michael Strunge kastede sig ud af et vindue den 9. marts 1986, få måneder efter at det hele definitivt og uigenkaldeligt var forbi.

På det tidspunkt havde Martin Hall allerede foretaget sin egen exit. ”Martin-stop-en-Hall” hed en graffiti det år, og det gjorde han så: i efteråret 1985 indspillede han dobbelt-lp’en ”Cutting Through” med undertitlen ”The Final Recordings”, hvorpå han forærede alle sine instrumenter væk og trak sig tilbage. Skønt det dengang blev lanceret som en art vidunderbarnet-siger-farvel a la Rim-baud, så erkender Hall i dag, at retræten ganske enkelt havde sin simple årsag i kunstnerisk udbrændthed. Forståeligt nok: i løbet af fire år havde han udgivet fem lp’er, to bøger og et utal af maxi-singler og kassettebånd foruden alle koncerterne og teaterforestillingerne.

Søren Ulrik Thomsen har i sit tilbageskuende essay, ”Det blå rum”, skrevet om sammenbruddet i 1985, hvor han anfører, at det fra da af handlede om, ”at blive en mand på gaden som alle andre, og påny tage livtag med eksistentialerne, men nu løftet ud af den tidsånd, der både nødvendiggjorde og legitimerede de første faser af den kunstneriske udvikling.”

Denne erkendelse skulle det vise sig, at Martin Hall ville få det ekstremt svært med, for naturligvis kunne en mand med et så voldsomt output ikke holde sig i ro ret længe. Allerede i 1988 er han tilbage med ”the final comeback” i form af poppladen ”Presence”, der bliver en relativ stor kommerciel succes med hitliste-placering og det hele, men noget værk kan man ikke tale om, noget mesterværk slet ikke; dertil er produktionen alt for blank, og som Adorno har sagt: ”Hvor alt er hvidt, er det fækalierne, der hersker.”

Snart fortsætter Hall da også sin gamle praksis med obskure kassettebånd og halv- og hel-eksperimenterende plader, altså helt i de tidlige firseres ånd, for som T.S. Høeg siger i Martin Kongstad og Henrik Vesterbergs antologi, ”Dengang i 80’erne”: ”Man måtte ikke blive taget i at gøre det samme.”

Det kan man bestemt heller ikke anklage Martin Hall for i årene omkring 1990, men hvor man i firsernes første halvdel groft sagt kunne bevæge sig i hvilken som helst retning, fordi hele balladen i sidste ende blev legitimeret af tidsån-den, så er det sværere nu, hvor der ikke er nogen opposition at spille op imod, og værket derfor bliver bedømt på dets egne præmisser – om det ganske enkelt er godt eller dårligt.

Og det er det hele altså ikke i disse år, hvor der ganske vist sker spændende ting – Hall er således ved at få fat på den cabaret-tradition, som han i de senere år har fået rigtig godt styr på – men desværre drukner tiltagene i en masse ligegyldig popmusik med det resultat, at det hele bliver ”Imperfect”, som en plade fra 1990 hedder, og som typisk nok kun er halvgod.

Der er næppe tvivl om, at den kunstneriske famlen bunder i Martin Halls unge alder, som nu indhenter ham. Husk på at de fleste af firserkunstnerne er født i halvtredsernes sidste halvdel, mens Hall er en årgang ’63, så i modsætning til sine kollegaer mangler han ganske enkelt at blive modnet.

Men det er bad timing, for den offentlige bevågenhed er i disse år rettet mod, om de glade firserdrenge mon også kan klare sig selv, nu hvor de ikke har nogen generationsidentitet at gemme sig bag. Og så hjælper det forresten ikke, at Martin Halls udgivelsesfrekvens efterhånden bevæger sig op i det helt maniske, så selv den mest velvillige ikke har en chance for at følge med. Alene i 1990 bliver det til tre vidt forskellige lp’er plus det løse.

Alt det bevirker, at der faktisk er forbløffende få som opdager, at Martin Hall lige så stille finder sine egne ben i midten af halvfemserne. Det begynder med koncerten ”A Ceremony of Purification” i Helligkorskirken på Nørrebro i december 1994 med numre fra hele karrieren i nye og blide arrangementer, men det bliver alvor et lille halvt år efter, helt præcis i april 1995 i Radiohusets Koncertsal, da Martin Hall siddende på en taburet foran Den Danske Kvartet fremfører en række sine kompositioner, som Hans-Erik Philip nænsomt har bearbejdet og i bogstaveligste forstand gjort klassiske. Uddrag fra koncerten bliver senere udgivet på cd’en ”Performance” og glem alt om tidsånd – nu er vi uden for tid og sted.

Dén lørdag eftermiddag bliver Martin Hall voksen; omsider når han frem til den erkendelse, at man sagtens kan skabe kunstnerisk fornyelse samtidig med at man vedgår sig sin arv; man behøver ikke vende det forgangne ryggen så såre det er skabt, sådan som det ellers har været Halls hidtidige praksis, præcis ligesom man aldrig er mere avantgarde, end at man er det foreløbige sidste led i en lang tradition.

Martin Hall har ganske vist aldrig offentligt formuleret det sådan, men man hø-rer det overalt på de senere års produktioner: ”Random Hold” fra 1996, et værk som stort set har samme instrumentering som Ballet Mécanique, men tonen er unægtelig mere moden og melodiøs; den førnævnte ”Performance” med Den Danske Kvartet som udkommer i 1997; ”Adapter” fra 1999, der indeholder nogle af Halls mest storslående kompositioner og ”Metropolitan Suite” fra 2001, Halls seneste regu-lære soloplade, som både peger på den cabarettradition, der set i bakspejlet he-le tiden har haft indflydelse på hans musik, og samtidig understreger, at Martin Hall frem for alt må betegnes som en europæisk kunstner i ordets gammeldags ste-fan-zweigske betydning. Fællesnævneren må være, at det er galant musik, vi nu har med at gøre.

Sideløbende har Hall så lavet såvel teatermusik til Gladsaxe Teater, rendyrket pop med Hanne Boel som obskur ”undergrunds”-dødsstemninger med rædselssangerinden Irma Victoria, men til forskel fra tidligere er de enkelte stilarter nu kon-sekvent gennemført; forvirringen synes at være forduftet i takt med modningen. Hvis den havde fundet sted en fem-seks år tidligere, havde Martin Hall været en del af parnasset, nu må han i stedet nøjes med at være ”bohemen på kvisten”, som Hall udtrykker det i dagbogsoptegnelserne ”Kommunikaze” fra 2001.

Det synes dog ikke at have indflydelse på hans kunstneriske virke, tværtimod fejrer han, at også dåbsattesten nu beviser at han er voksen med cd’en ”Music Hall”, som indeholder ”Martin Hall songs performed by starlets, divas, chanteuses and comediennes”, hvilket vil sige et bredt spekter af dansker sangerinder lige fra diverse rocksangere til operadivaen Andrea Pellegrini, kun afbrudt af en række dekonstruktive ”documentaries” med realoptagelser.

Resultatet er blevet en popplade til det midaldrende segment, der er blevet for gammel til radikale eksperimenter, men for nysgerrig til gentagelser og stil-stand. For at sortere de umodne væk allerede ved indgangen åbnes der da også med en operaudgave af ”Another Her Laid Bare” – et af de store Martin Hall-numre, som også findes på både ”Random Hold” og ”Performance” – hvorefter mainstream’en kan slippes løs. Men vel at mærke ”mainstream” i en større forstand med lån fra hele den populære musiktradition. Et af højdepunkterne er således Europa-nummeret ”Doing the Continental” med cabaretsangerinden Isa Holm, som er ren ”Det-ville-glæde-mig-at-høre” anno 2003.

Nok så vigtigt er det imidlertid, at også denne Martin Hall-cd har krævet mange medvirkende: otte sangerinder plus orkester og producere, hvad der bringer beskæftigelsessedlen langt op over de 20. Og rent bortset fra, at Hall for længst har bevist sin kunstneriske berettigelse, så man ikke glemme, at der i mere end en forstand er arbejde i manden. Derfor ville det måske også være på tide, at give ham den livsvarige ydelse – det ville simpelthen være en billig måde at finansiere et permanent, kunstnerisk beskæftigelsesprojekt på.

At Martin Hall så har fortjent ydelsen er en anden sag …