EN DANDY KVIKKER BESTANDIG

Martin Hall-essay om dandyen fra Det Kongelige Teaters katalog for forestillingen Bunbury (”The Importance of Being Earnest”) af Oscar Wilde, der havde premiere på Stærekassen fredag den 19. januar 2007.

Den franske digter og kritiker Charles Baudelaire (1821-1867) definerede engang dandyen som ”en, der ophøjer æstetikken til en levende religion”. Artens prototype kan vel også bedst beskrives som blasert, ekstravagant og ekstremt forfængelig – som en person, der afskyr hverdagen og det trivielle. I litteraturen formedes dandyen i begyndelsen af 1800-tallet af engelske og franske romantikere som Lord Byron og Stendahl, og senere gav både Baudelaire og Oscar Wilde skikkelsen dybde. Et poetisk sindelag og en vidtgående skepsis hvad angik det omkringværende samfund, gjorde dandyen til både rebel og toastmaster, selskabsstjerne og udstødt; han var kort sagt eksemplificeringen af den skikkelse, enhver sand artiste anno 2007 forsøger at være, lige fra Hollywood-stjernen John Malkovich (der har sit eget tøjmærke) til den syngende poet Antony Hegarty fra Antony and the Johnsons, på én og samme tid indercirklens darling såvel som dens opposition.

Den første ”rigtige” dandy er englænderen Beau Brummell (1778-1840), der insisterede på den enkle, men perfekte beklædning, hvorved han brød med aristokratiets pyntesyge og banede vejen for eftertidens mørke jakkesæt som maskulint beklædningsideal. Brummell fremtrådte altid upudret, vasket og barberet i en enkel mørkeblå skræddersyet jakke med tilhørende høj, stivet skjortekrave og perfekt bundet kravat. Efter sigende tog det ham fem timer at klæde sig på, og så mente han i øvrigt, at støvler skulle pudses med champagne. Touché, motherfucker! Han påbegyndte en militærkarriere, men forlod den, da han fandt ud af, at hans enhed skulle til Manchester, hvilket øjensynligt ikke var stedet at være. Hans deroute begyndte, efter at han havde lagt sig ud med prinsen af Wales (den senere George 4.), og hans famøse kommentar til Baron Alvanley omkring denne hjalp bestemt heller ikke på sagen (”Alvanley, who’s your fat friend?”). Brummell flygtede fra England i 1816 pga. sin store gæld til flere forretningsfolk (han betalte dog altid sin spillegæld, hvilket han anså som ”debts of honour”) og døde uden en krone på lommen, sindssyg af syfilis i Caen, Frankrig.

Det mest symptomatiske ved Brummell er dog, at han ikke efterlod sig noget som helst vidnesbyrd i form af skrevne kilder: Han var. Han udgav intet, han gjorde ikke andet end at fremtræde, hvilket han til gengæld gjorde så perfekt, at hans syn på mode og etikette i hans velmagtsdage herskede suverænt. Hans stil blev imiteret i både England og Frankrig, og den franske forfatter Jules Amédée Barbey d’Aurevilly (1808-1889) skrev f.eks. essayet Dandyismens anatomi, som primært fokuserede på Brummells ”karriere”, et liv og levned, der intet havde at gøre med kunst som sådan, men som i sit temperament – i sin gradbøjning af eksistensen – var kunstnerisk som noget.

Behøver vi at nævne arven? Marcel Proust, Quentin Crisp, Andy Warhol, skikkelser der på vidt forskellig vis – og med vidt forskelligt held – inkorporerede fascinationen af den rene stil i deres oeuvre. Der er også masser af sjove referencer i rockmusikkens verden, lige fra Marc Bolans sidste lp, Dandy in the Underworld (en opdateret udgave af Orfeus’ bedrifter i samme region med den for den moderne dandy så sigende skæring ”Soul of my Suit”), såvel som rockgruppen med det komiske navn The Dandy Warhols, der alene i kraft af deres selvdeklaration glimrende understreger slut-90’ernes fokus på stilgenbrug (vi lader singletitler som “Bohemian like You” og “Horny as a Dandy” stå ukommenteret hen).

Bohemen og dandyen er jo i øvrigt tit blevet slået i hartkorn, men faktisk er deres udgangspunkt vidt forskelligt. Bohemen er oftest den fattige kunstner, hvorimod dandyen er den velbeslåede arving, der satser alt på forfængelighedens forgængelighed. At dandyen dermed i samme åndedrag alt for tit ender med at realisere den ruinerede bohemes sans for selvdestruktion, det er så en helt anden historie, en potentiel erhvervsskade. For som Baudelaire skrev om sagen selv, måtte en aspirerende dandy ”ikke have nogen anden profession end elegance og ingen anden status end dyrkelsen af idéen om skønhed i førsteperson – dandyen må hige efter det sublime uden nogen form for afbrydelse; han må leve og sove foran et spejl”. 21st century boy, here we come.

Hvor nøjagtigt går så grænsen mellem stil og artisteri? Er sangeren David Bowie f.eks. en dandy? Absolutely not. Bowie spiller roller, men ejer ikke den hengivenhed for dekadencen, som både er dandyens storhed og fald. Dandyen insisterer, har kontinuitet, og risikerer gerne alt med sit projekt. Som Oscar Wilde formulerer det i netop det stykke, De nu sidder og venter på at se: ”I never travel without my diary. One should always have something sensational to read in the train”. Dandyen kræver på trods af sin forfængelighed en total dedikation til sit gøremål, og hvis denne kurs kræver sit offer, so be it. Der er ingen slinger i valsen, derimod en sand romantiker gemt i hvert eneste bankende dandy-hjerte, og selvom det måske handler nok så meget om masker og rollespil, så er der ingen rolleskift undervejs. Vi holder os til den oprindelige kurs og sparer pengene til returbilletten, eftersom ingen på holdet alligevel regner med at skulle samme vej hjem igen.

“Ikke på dit ansigt, men på din maske vil jeg kende dig”, siger Karen Blixen et sted i sine skrifter. Så sandt, så sandt. Viden og silke udgør ofte det samme vidunderlige stof, det samme uigennemtrængelige lag som sjælen gemmer sig bag. Man kommer ganske enkelt ikke tættere på dandyen end ”the soul of his suit”, eftersom rollen, han spiller, repræsenterer ånden, i hvilken han lever. I en mere metafysisk forstand er der ikke længere forskel på symbolet og den kraft, det repræsenterer – charmen og dødsforagten er ligesom i forelskelsen den energi, hvormed man bevæges, og som Algernon Moncrieff, a.k.a. Algy, formulerer det undervejs i Bunbury: ”If I am occasionally a little over-dressed, I make up for it by being always immensely over-educated”. Balancen holdes til det sidste, og når tæppefaldet endelig forekommer, sker det som bekendt med manér.

I anden sammenhæng har Oscar Wilde selv sagt, at ”verden er usædvanlig tolerant; den tilgiver alt, undtagen geni”. Som moderne menneske og selvbevidst art holder vi meget af at bilde os selv ind, at vi er fremadskuende og individuelle i vores perspektiv, hvilket dog sjældent er tilfældet, eftersom vi i bund og grund er biologisk udstyret med en hypersensitivitet for kritik, baseret på en oprindelig angst for social udstødelse. Bliver man først efterladt, står man uden for fødekæden. Wilde accepterede selv meget smukt sit sørgelige endeligt, men hvor mange af os kan i virkeligheden udholde tanken om at blive glemt? Én ting er døden, en helt anden glemslen …

I fransk tænkning betyder stilen lige så meget som indholdet. Det handler om måden, hvorpå ting gøres, ligesom det for dandyen handler om appearance. Nøjagtigt som ordet ”miljø” på fransk betyder både miljø og midte, repræsenterer dandyen både center og omrids, både instigator og tæge. Afhængigheden af omstændighederne er anerkendt, men ikke undertrykkende, og derved bliver samspillet et erotisk spil, noget der handler om alt andet end logiske linjer, derimod om brydningspunkter og flugtlinjer – om skønhed og altså om selve stilen som begrebernes bevægelse.

Som den franske filosof Gilles Deleuze udtrykker det: ”Det at tale er altid, selv når man taler om sig selv, at træde i en andens sted”. Glæd Dem derfor til en forhåbentlig forfriskende aften i ny og alligevel herligt velkendt samtale med Dem selv. En dandy kvikker som bekendt bestandig.