ET FILMISK CHOK

Politiken-interview v/ Henrik Palle, september 2007.

Livsværker: Maleriet, der åbnede øjet. Musikken, der vendte alting på hovedet. Ordene, der aldrig blev glemt. Forskellige kunstnere fortæller, hvilket værk der har inspireret dem mest. I dag musikeren, forfatteren og komponisten Martin Hall.

 
Martin Hall er et af de helt særlige dyr i den danske kunsts fauna. Han var musikalsk vidunderbarn og spillede klassisk klaver som barn. Som 17-årig var han med til at danne avantgarde-ensemblet Ballet Mécanique, og i tidens løb har han fungeret inden for stort set, dog mest som musiker, komponist og forfatter. Senest kom kæmperomanen Den sidste romantiker i 2005, og i næste måned er han aktuel med cd-boks med ikke færre end fem cd’er og en dvd. Titlen er Catalogue, og den rummer musik fra 1980 og frem til i dag. Hvis han skal pege på et kunstværk, der haft betydning, siger han:

”Hvis jeg skal se bort fra min egen boldgades litterære og musikalske impulser, så er jeg næsten tvunget til at fremhæve Pier Paolo Pasolinis Salò-film. Jeg så den første gang, da den havde dansk premiere i den gamle teaterbiograf Alexandra i København i august 1976, hvor jeg som 13-årig fik sneget mig ind og se den, selvom den var forbudt for børn under 16. Den blev i øvrigt taget af plakaten efter blot seks dage”.

Det var omtalen, der trak, fortæller Martin Hall:

”Der var en del skriveri i aviserne om den, den var jo en skandalefilm. På det tidspunkt havde nogle af mine største filmoplevelser været Bob Fosses Cabaret-film fra 1972 samt Fellinis Amarcord fra 1973, som jeg begge var inde og se sammen med min far som hhv. ni- og tiårig. Faktisk så vi Cabaret sammen fem-seks gange. Jeg var fuldkommen fortabt i den. Det var først mange år senere, at jeg læste den engelske forfatter Christopher Isherwoods oprindelige Berlin-bøger (Farvel til Berlin og Mr. Norris skifter tog) , der danner basis for filmens persongalleri … fantastisk litteratur!”

Den påvirkning, Martin Hall har fået fra filmen, er måske ikke direkte aflæselig i hans kunstneriske arbejde. Det er mere det, den repræsenterer, der har bidt sig fast:

”Filmen er jo ikke så meget en film, som den er et chok. Det er en grusomhedsudstilling. Filmen repræsenterer tilsidesættelsen af enhver form for moral, den er udfordringen og blotlæggelsen af ethvert tænkeligt tabu, den fuldkomne vanhelligelse og fornedrelse af al seksualitet. Den er en voldtægt af sanserne. Man kan næsten sige, at jeg gik ind i biografen som et barn og kom ud som voksen”.

Salò repræsenterer overskridelsen af alle tænkelige grænser. Den handler kort fortalt om fire magtfulde mænd, der i 1944 isolerer sig i et slot i Salò-republikken i Italien, hvor de udsætter 18 kidnappede unge mennesker for deres mest perverse lyster. Som grundfortælling kan man sige, at filmen er en skildring af fascismen i sin mest ekstreme og desperate form – den udspiller sig jo i 1944 – men den illustrerer det på en så ekstrem facon, at det er umuligt at bevare nogen som helst form for distance til fortællingen”.

”Jeg så væk under halvdelen af filmen dengang, ligesom jeg gjorde det, da jeg genså den i 2001. I mange henseender foregriber den ganske glimrende vores tid, misbrugskulturen, det obskøne overgreb på alting: naturen, hinanden, vores evige krav om afkast og udbytte. Pasolini var jo ærkekommunist, og bag nogle af de mest perverse scener ligger der en klar pointe: Scenerne hvor de kidnappede slaver f.eks. tvinges til at spise lort, er ifølge instruktøren selv en kommentar til USA’s junkfood-kultur, 70’ernes begyndende ”burgerficering” af Europa, ligesom det seksuelle misbrug der skildres i filmen, på mange måder kan ses som et varsel om det 21. århundredes pornokultur”.

”At Pasolini selv blev myrdet på den mest brutale facon af en trækkerdreng lige omkring premieren, lægger kun yderligere vægt til opfattelsen af filmen som den perfekte profeti om den forfaldskultur, den skildrer”, siger Martin Hall, som stadig ikke helt har forvundet chokket.

”Altså, det er en utålelig film at se. På den måde kan du vel godt sige, at den betyder lige så meget for mig, men jeg har f.eks. endnu ikke fået set den dvd-udgave, jeg købte for nogle måneder siden”.
”Jeg er dog stadig ret fascineret af filmens rent tekniske aspekter – det at den er efterdubbet, hvilket betyder, at filmens talespor nærmest konstant er ude af sync med billederne – det gør den faktisk kun endnu mere uhyggelig at se på”.

”Hvis Jean-Jacques Rousseau havde ret, da han definerede civilisationens fødsel som det tidspunkt, hvor mennesket begyndte at bygge hegn, så må Pasolinis Salò-film næsten betegnes som det sted, hvor det blev revet ned igen”, slutter han.