AT HAMLE OP MED STILHEDEN

Information-interview med Martin Hall og Else Marie Pade af Ralf Christensen (9. november 2007)

44-årige Martin Hall og 82-årige Else Marie Pade. For første gang forenet på plade. To kamplystne gemytter forenet om kunstens ild, fængslets kreativitet og svæklingens disposition for at kunne hamle op med stilheden.

 

Umiddelbart er det noget af et umage par. En 44-årig mand med afsæt i sen-70’ernes punkscene og en 82-årig dame med rødder i sen-40’ernes og 50’ernes avantgarde. Men dér står de. Poserende for Informations fotograf. Martin Hall og Else Marie Pade. På Halls opfordring har vi valgt Ordrupgaards møde mellem gammel og ny arkitektur som et passende interview- og fotosted. Planen var, at fotografen skulle fange dem foran arkitekturen, hvor den glider fra gammelt til nyt. Men vi drages alle mod irakiske Zaha Hadids tilbygning alene. Ligesom begge dagens hovedpersoner er blevet draget mod musikhistoriske udbrud.

»Jeg læste på et tidspunkt en definition af kunst, som virkelig slog mig og rørte mig meget dybt,« siger Martin Hall. »Det var, at kunst i sin basale forstand skal forstås som en transmission af energi. Og det kunne jeg virkelig relatere til. I punkdagene med det at ændre verden. I et følelsesmæssigt dybere leje med det at blive rørt og på den måde blive bevæget til at gøre noget storslået eller noget anderledes med sit liv.«

Det kender Hall og Pade til. Avantgardister i hver deres tempo. Pade inspireret af franske Pierre Schaeffers konkretmusik og tyske Karlheinz Stockhausens ’elektronische musik’’ – udmøntet i eksperimenter med dyrt isenkram i DR’s studier. Hall inspireret af punkens do it yourself-ånd og den modernistiske rock fra britiske bands som Joy Division, Throbbing Gristle og Cabaret Voltaire. Dermed var han en radikal tilstedeværelse på den københavnske undergrundsscene. Og der kan synes langt mellem deres inspirationskilder og miljøer, men de er begge udtryk for en modernistisk søgen efter mening i de-territoriale og frodige felter uden for gældende æstetiske indhegninger.

 

Trods generationer

I mandags udkom det retrospektive bokssæt Catalogue, der præsenterer forskellige tværsnit gennem Martin Halls karriere fra 1980 til nu: F.eks. det popmusikalske, det skelsættende/eksperimenterende og det fortolkede. I sidstnævnte kommer Else Marie Pade ind i billedet. I samarbejde med den unge Thomas Knak har hun lavet sit livs første remix – af Hall-nummeret »Finale«, nu omdøbt til »Illustration«. Og mens remixing som regel opdaterer forlægget, så forlener Pades fortolkning Halls nummer med et sug fra svundne tider; hendes afsæt i den eventyrlige ’elektronische musik’ skaber ærværdige hvælvinger over og strømninger under kompositionen.

»Hvad er det, der binder os sammen på trods af generationer, på trods af det ene og det andet?« Martin Hall spørger sig selv i museets nybyggede cafe, hvor en lille stereomikrofon går på omgang. »Dels det elektroniske eksperiment helt konkret med mediet, med båndene, med modulatorerne, som var noget, Else Marie var pioner inden for. Som var noget, jeg pickede op på via den senere tradition. Men nok mere end noget andet – og det tænkte jeg lang tid over på vej herud – alvoren.

At der er en alvor, som jeg fornemmede i Else Maries projekt, som er fjernt fra tidens alfarvej. Det er en ting, jeg altid er blevet klandret for; at jeg tog mig selv alvorligt, at jeg tog kunsten for alvorligt. Og jeg har altid set det som et kompliment. Så jeg tror, at det, jeg genkendte i meget dyb grad i Else Maries projekt, var alvoren.

Men selvom jeg kom fra de barske 80’ere, så er jeg jo født med en sølvske i munden, født med nogle midler, med en tradition, man kunne relatere til med et punkoprør. Hvor Else Marie jo stod i en helt anden situation, helt sociologisk som kvinde med et avantgarde-projekt, der var utænkeligt – og som hun alligevel formåede at få gennemført.«

 

Alvoren til fælles

2007Catalogue300dpiMikrofonen vandrer til Else Marie Pade: »Jeg må sige, at det kommer lidt bag på mig. Men det er rigtigt nok. For er der noget, jeg har respekt for, så er det de ting, man får givet. Og får lov til at udtrykke på en anden måde, end ordene kan gøre det. For ordene slår ikke til. Ens indre vil sige noget andet, og hvordan skal man få det sagt? Når man finder det, så gør man det, koste hvad det koste vil. Og det var det, jeg genkendte hos Martin. Men jeg vidste ikke, at det hed alvor. Hehe«.

Hall: »Jeg tænkte også meget over, om det var det rette ord.«

Pade: »Jamen, jeg er så glad for det, for du har jo ret. Der skal alvor til at sige, nu går jeg ind i det, og jeg ved, det bliver ubehageligt. For det vidste jeg sandelig godt.«

Hall: »Det må du have vidst.«

Pade: »Ja, ork ja, hehe. For jeg kendte jo mine nærmeste, min egen familie og min svigerfamilie og ude omkring: Jetsettet i Klampenborg. Hvor jeg blev vist frem som klovn nærmest. Til de store selskaber sagde de: ’Else Marie, spil noget af din musik for os.’ Og det gjorde jeg troskyldigt. De var helt væk af grin, men det opdagede jeg aldrig.«

Alvoren er ét fælles tema, et andet er modstand. I Else Marie Pades tilfælde af en meget bastant variant. Under Anden Verdenskrig fik hun indrulleret sig i modstandsbevægelsen, og i 1944 blev hun fængslet af Gestapo.

Martin Hall: »Hvor fattige slut-70’erne og 80’erne, var, så var det jo stadig en periode, der målt mod Anden Verdenskrigs rædsler er en noget lettere genre.«

Pade fik »læsterlige tæsk«, som hun selv kalder det, under afhøringerne, men hun sidder ikke længe i Århus Arrest, før hun får en helt afgørende åbenbaring. »Cellen blev fyldt med lys. Der var stjernen, der blev stor, og der var engle, der var dæmoner, der var det hele. Og så hørte jeg den dér musik.«

Under en anden form for fangenskab opnåede hun også musikalsk erkendelse, nemlig under sine lange perioder i sygesengen i sine første 13 år, grundet nyrebækkenbetændelse, hvor hun lyttede til virkelighedens lyde udenfor som musik. Og her løber Else Marie Pades og Martin Halls historier sammen igen.

»Vi har begge to været nogle svæklinge. Jeg var også syg hele min barndom,« siger Hall.

»Var du,« spørger Pade.

»Ja. Mere eller mindre konstant syg. Også i min teenagetid. Og da jeg endelig begyndte at finde ud af, at der var noget, der hed vitaminpiller og leve nogenlunde sundt, så overtog søvnløsheden. Så jeg har sådan set været plaget i alle tider. Først af min barndom og ungdoms feberanfald og allergier og mononukleose mm., siden hen af søvnløsheden.«

 

Har altid været fange

Oplevede du så også perioder med isolation som Else Marie Pade gjorde?

»Ja, i høj grad. Så sent som i ’99 havde jeg et totalt sammenbrud, hvor jeg lå i sengen et halvt år, fordi jeg konstant var svimmel. Men jeg ser det nu ikke som en entydig dårlig ting; for mig har alle sygdomsperioderne bragt noget meget fundamentalt med sig. Sagen er, at sygdommen skaber pausen, at du er tvunget til at holde dig i ro, at betragte. Og så mener jeg, at jo svagere en krop er, jo stærkere bliver indtrykkene. Et slag på en syg forvolder langt større skade end et slag på en rask. På samme måde med sanseindtryk. En lille pendant er, at på kinesisk består tegnet for krise af to tegn, tegnet for fare og tegnet for mulighed. Så når kineserne ser ordet krise, så ser de to ting, der kæmper: På den ene side muligheden og på den anden faren. Det er en reel fare at være i en krise. Men det åbner for en mulighed.«

Else Marie Pade: »Det har beskæftiget mig i den sidste tid. Meget. Fordi jeg mere og mere er blevet klar over, at alle de år, jeg fik i ensomhed i min seng, det gjorde dét, som næsten er umuligt i vor tid: At tænke nogle tanker færdige og få lov til at gå videre med et indtryk, som man begyndte på den foregående dag. Dér, hvor jeg boede i ejendommen, var der nogle naboer med børn, og de måtte aldrig komme ind til mig, for min mor var bange for, at de smittede. Selv når jeg var rask. Min søn mødte den ene for nogle år siden i Århus, og han sagde: ’Nej, var det din mor, der var derinde? Vi kaldte hende fangen.’ Somme tider tænker jeg, at jeg har været fanget tre gange. Første gang af sygdom, anden gang af tyskerne og tredje gang af dansk musikliv.«

Det startede ellers smukt, efter krigen, midt i 50’erne, da Pade for alvor kom ind i dansk musikliv og fik lov at starte sine højteknologiske eksperimenter med teknikere i Radiohuset. Men hun blev stadig mere marginaliseret derinde, lige som modviljen ude i kulturlivet eskalerede. Støtten til de økonomisk krævende eksperimenter tørrede ud, og hun opgav til sidst at lave elektronisk musik.

 

En guddommelig instans

Martin Hall oplevede også kollisioner netop på DR. Her vakte han en del fjendtlighed og demonstrativ kedsomhed med sin opførsel af sit værk Inskription under en torsdagskoncert i Radiohuset i ’83. »Lydspanking,« lød overskriften her i nærværende avis, og det var ikke fordi anmelderen var vild med s/m. Det var i øvrigt samme aften, at Hall for første gang hørte Pades navn – da en DR-lydtekniker sammenlignede hans musik – positivt – med hendes.

2003 Inskription»Jeg tror, at kunst er modeller, virkelig, livsmodeller,« siger Pade. »Og at vi er beviset for, at der er en guddommelig instans. Kald den, hvad I vil. Den er der, fordi der vitterlig står, at vi er skabt i Guds billede. Så er det da klart, at vi kan modtage. Men hvordan behandler vi det, vi modtager? Det er spørgsmålet.«

»Ja, det er jo rigtigt,« siger Hall. Og hun fortsætter: »Og der sidder så den modsatte i den anden ende af snoren og prøver at forhindre os og vælte os af pinden alt det, det skal være. Igennem mennesker, igennem begivenheder, igennem ulykker. Men jeg tænker, at det alligevel ikke er så slemt det hele, så længe man bare kan finde nogen. Og jeg synes, det er ved at pible frem.«

»Ja, i høj grad, jeg skal ikke beklage mig over tiderne overhovedet,« tilføjer Martin Hall. »Der vil altid være en undergrund, der arbejder hen mod forståelse, individer der ønsker at forstå verden og forstå kulturen. Og den vil sådan set kun blive forstærket af en mediekultur, der generelt er så bastant og entydig som vores. Jeg oplevede som foredragsholder noget meget positivt efter 11. september 2001, hvor der virkelig kom en alvor tilbage i ungdommens øjne, en alvor der simpelthen er blevet der.«

Det er jo også en anden situation nu herhjemme. Med nedrivningen af Ungdomshuset og normaliseringen af Christiania.

»Ja, når du fjerner ting, skaber du et modtryk. Du producerer simpelthen et vakuum, der kun kan gå hen og blive generativt for andre ting.«

 

Livet trænger sig aldrig på

Else Marie Pade tager over: »Jeg tror, det, der har været i vejen i mange år siden Anden Verdenskrig, er, at vi har tabt respekten for livet, for hinanden. Og det er et hovmod uden lige. Der er ingen ydmyghed mere.«

Hvad gør det ved os, at vi har mistet ydmygheden?

»Det gør det, at livet trænger sig tilbage. Livet trænger sig aldrig på,« siger Pade.

»Det er en god måde at sige det på,« siger Hall.

»Det er ganske logisk,« siger Pade.

Når livet ikke trænger sig på, så er man overladt til sit ego. Og det er jo ubærligt?

»Ja, det er jo frygteligt,« siger Pade.

»Jeg hørte engang et statement: ’Der findes ingen store mænd eller kvinder, der findes store omstændigheder’,« siger Hall.

Else Marie Pade in DR's studioMen der er vel også en reel udfordring i at kæmpe for en kulturs overlevelse. Der er jo nogen, der sammenligner kultur med drømme. Altså at kulturen har den funktion for et samfund, som drømme har for mennesket. Uden drømmen bliver mennesket sindssygt, og uden kulturen bliver samfundet sindssygt.

»Marguerite Duras har så en sideløbende kommentar til det,« siger Hall. »Hun sagde, at hun var glad for, at sindssygehospitalerne var fulde, for det gav hende ret i pointen om, at verden var et ubærligt sted at være. Det er en lidt mere negativ måde at sige det på.«

»Tænk på Shakespeare,« lyder det fra Else Marie Pade. »der siger: ’Vi er skabt af samme stof, som drømme dannes af’. Det er en gammel historie, men den er evigt ny.«

Martin Hall: »Walt Whitman har et digt, der er fantastisk, fordi han i digtet spørger læseren: ’Hvad er klokken, hvor du er nu? Er natbordslampen ved siden af dig tændt?’ Og man kigger op, for lige pludselig er Walt Whitman for 100 år siden til stede i rummet. Og det synes jeg, er den fantastiske ting ved kunst, den her omnipotens.« Og han fortsætter: »Der er en relevans på spil, som er mere end en selv som kunstner. For kunstens problem er ofte at den bliver så personfikseret. Jeg giver faklen videre,« siger Hall og ler.

 

Som kunstner må man overgive sig

Pade tager over: »Pierre Boulez siger i en af sine forelæsninger i Darmstadt: ’Al nytænkning, hvad enten det gælder musik eller hvad som helst andet, er strømme, der går over hele verden med seklers mellemrum, og de rammer alle mennesker, hvad enten de er sig det bevidst eller ej. Og dem, der benægter det, er vanvittige’.«

Udenfor taber træerne håret, og solen er på vej fra arbejde. Indenfor i cafeen brænder forsvaret for kunsten. Og Rainer Maria Rilke bliver mobiliseret, da Martin Hall tager over:

»Nu kan det godt være, jeg ikke kan huske det helt nøjagtigt, men han taler om menneskesjælen, menneskets anstrengelser: ’Af alle stort forsøgte eksistenser, hvis leves da med mere glød, med mere dristigt sind – end mennesket? Vi står og stemmer os mod vore grænser og trækker det ukendelige ind.« Og det, synes jeg simpelthen, er et af de smukkeste citater, jeg nogensinde har læst. Det er en utrolig sårbar situation, en utrolig mærkelig situation, der meget ofte kan give en mindreværdskomplekser, når man skal formulere sig. Men som kunstner bliver man nødt til at overgive sig til det fundamentale, at man er dette endnu udefinerede land.«

Og så mobiliserer Martin Hall en estisk mesterkomponist: »Arvo Pärt blev på et tidspunkt spurgt, hvornår han fandt et værk relevant, hvornår han besluttede sig for, at det var noget, der kunne gøres til et værk. Svaret var noget i stil med: ’Når det kan hamle op med stilheden’.«

Der er snart ikke mere bånd tilbage. Informations udsendte og siden hjemvendte journalist kan lade fingrene hvile efter en langdistance udskrivning af bånd. De sidste minutter af den to timer lange samtale mellem Martin Hall og Else Marie Pade rundes af med pyntelig small talk. Stilheden nærmer sig. Båndet løber ud. Vi kaster anker for natten.

Blå bog: Else Marie Pade

Født 4. december 1924 i Århus. 1941-44 medlem af kvindelig modstandsgruppe og blev i september ’44 arresteret af Gestapo og indsat i Århus Arrest. Fra oktober ’44 til maj ’45 interneret i Frøslevlejren. Var i 50’erne dansk pioner inden for den franske konkretmusik (brugen af lyde fra virkeligheden som musikalske byggesten) og den tyske elektronische musik (brugen af syntetisk fremstillede klange) – stærkt inspireret af pionererne Pierre Schaeffer og Karlheinz Stockhausen. Hun var den første dansker, der havde urpremierer på værker inden for begge genrer. I løbet af 50’erne foregik de bekostelige lydeksperimenter i Radiohuset. Op gennem 60’erne begyndte den økonomiske støtte at aftage og umuliggjorde til sidst yderligere eksperimenter. Og Pade stoppede for en stund som musiker og trak sig også tilbage fra arbejdsmarkedet i ’76 pga. KZ-syndrom. I ’86 begyndte hun at komponere igen. Men først i begyndelsen af det 21. århundrede bliver hun bredt genopdaget af fagkundskab og medier, og først i 2001 bliver hendes optagelser for første gang udgivet.

 
Blå bog: Martin Hall

Født 26. april 1963 i København. Var fra de tidlige 80’ere en af spydspidserne i udforskningen af punkens do-it-yourself-ethos og af modernistisk rock og elektronisk avantgarde. Trak sig officielt tilbage fra musikken i ’86 med albummet Cutting Through og to afskedskoncerter. Vendte tilbage i ’88 med albummet Presence, som blev opfattet som et forræderi af dele af undergrundsscenen grundet sin mere poppede karakter. Har siden været hyperaktiv som både forfatter og som musikalsk udforsker af både pop, electronica, kompositionsmusik, teater og avantgardisme. Og trods flere pop-eksperimenter – især tre samarbejder med Hanne Boel – gerne og ofte på sammenstødskurs med konsensus og konformitet takket være hans vekslen mellem tilgængelighed og eksperiment samt ikke mindst med dagbogsudgivelsen Kommunikaze – 1000 dage i cockpittet fra 2001. Det var det første som Else Marie Pade læste af Hall, og om udgivelsen siger han: “Det er jo en bog, der virkelig er i opposition, og en bog der kostede venskaber og kontrakter”.

Foto: Søren Hartvig.