DEN INDRAMMEDE KUNSTNER: 33 1/3 SPØRGSMÅL TIL MARTIN HALL

Geiger-interview af Anders Bøtter (november 2007)

Til trods for at dansk musikhistories æstetiske antihelt nr. 1, avantgarde-kamæleonen Martin Hall aldrig har sat sig fast på et klart definerbart kunstnerisk udtryk, vælger han nu at bløde en streg i sandet, sætte et punktum og genudgive dele af sine største værker. På mammut-bokssættet Catalogue (Martin Hall 1980-2007), som har udgivelsesdato d. 5. november, samler Martin Hall brudstykkerne fra en bizar karriere op og reflekterer over en næsten 30 år lang romantiker-rejse igennem avantgardens mangfoldige muligheder.

Og det er ikke småting lytteren udsættes for i de 5 cd’ers spilletid. Fra det skizofrene debut-mesterværk The Icecold Waters of the Egocentric Calculation med avantgarde-gruppen Ballet Mécanique i 1981 og helt op til sidste års store triumf, albummet Facsimile, løber der en rød tråd igennem Halls musikalske virke; en ætsende nerve af intenst nærvær, som nægter at lefle for nogen form for behagesyge eller samtidig trend-hysteri.

Bevares, der har vitterligt været både kommercielle og kunstneriske nedture (de går for MH’s vedkommende sjældent hånd i hånd), som var til at tage og føle på, samt personlige kriser så dybt funderet, at de har taget årevis at komme igennem. Dertil kommer en gennemgående tvivl, om det koncentrat kunstens vingesus er bygget af: romantikerens nostalgiske stræben efter fremtidens vidder. Tvivlen på sig selv som kunstner, som menneske; som ”jeg” og en kontinuerlig stræben efter de drømme der er større end selve livet.

Denne stræben og denne tvivl har været og er stadig drivkraften i den bemærkelsesværdige og meget mærkelige karriere, som nu kulminerer på Catalogue. Her har Martin Hall for en gangs skyld formået at komme tættere på en definition af hvor den røde tråd i hans virke løber. I modsætning til en traditionel Greatest Hits december-udgivelse så fungerer Catalogue som en smuk ramme omkring den musik, der i årevis har betydet så utrolig meget for så forholdsvis få mennesker. Men Catalogue er samtidig også et dybere indblik ind i kunstnerens ”selv”. Som den uartige voyeur får lytteren lov til at åbne døren på klem og kigge ind i Halls indre. Derved bliver musikken ikke nostalgisk eller statisk, men tværtimod meget vedkommende. Derfor er den største bedrift med denne udgivelse, at Martin Hall har formået at sætte en ramme om sin musik og sig selv. For det er ikke blot et spørgsmål om en håndfuld sange udgivet i nogle bestemte årtier, som her bliver præsenteret i en flot nyindpakket sammenhæng – nej, det er en indramning af selve kunstneren Martin Hall. En solid, men samtidig skælvende skrøbelig ramme, gjort med patina-panserglas. Efter denne udgivelse, den udførlige medfølgende booklet og (endnu) et muligt farvel til sit pop/rock-virke, så burde der ikke være flere spørgsmål at stille.

Men ak, enhver som lader sig hylde, enhver som lader sig indramme, enhver som søger at udødeliggøre sig selv og sine værker, vil altid blive mødt med undren fra omverdenen og dens almindelige dødelige. Derfor er det også med mindet om, at der aldrig er blevet rejst en statue til ære for en kritiker, at jeg modigt indvilliger i at forsøge at bryde rammen og glasset og kradse lidt i billedets ædelrust for at se, hvad der ligger under kunstnerens indre skal.

Som en hyldest til Thomas Edison og en af hverdagens små runde mirakler (fundamentet for enhver indspillende musikerens virke), er vi kommet til enighed om at Martin Hall bør svare på 33 1/3 spørgsmål. Spørgsmål der handler om Catalogue, privatliv, ramme og glas.

1. Det er interessant, at en kunster, som vælger kun at anbefale en brøkdel af sine værker, ikke blot udgiver en opsamling, men et helt bokssæt. Hvorfor det og hvorfor nu?

Det virker, som om Hall-publikummet lever fint op til artistens egen natur ved at udvise et ganske skizofrent interessegrundlag for det, jeg laver. Hermed mener jeg, at der er dem, der stadig holder uendelig meget af ældre materiale, og så findes der en hel ny enklave, der primært har orienteret sig via mine plader i det 21. århundrede. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg selv ville foretrække de nyere udgivelser, men eftersom vi på Hall-hjemmesiden i årevis har fået henvendelser vedr. forespørgsler på de gamle indspilninger (hvoraf mange aldrig har været ude på cd eller som download før, red.), og da mange af de nye lyttere nu også er begyndt at spørge til det ældre materiale, virker det som et logisk tidspunkt at udgive boksen.

Pga. de mange nyindspillede og ellers uudgivne numre, som udgivelsen også indeholder, er der i mange henseender lige så meget tale om en ny udgivelse som om en opsamling. For så vidt kunne man kalde Catalogue-boksen et slags kontrapunkt mellem fortid og nutid. Jeg føler, at jeg står ved et skæringspunkt i øjeblikket, så udgivelsen af bokssættet er en god måde at trække en streg i sandet på.

 

2. Hvem er mest tilfreds med denne udgivelse: Kunstneren Martin Hall eller privatpersonen Martin Hall?

Hvorfor skelne? Jeg er et udpræget ordensmenneske. Jeg holder meget af kasser og arkiver, rum der indeholder udstillingsgenstande og ting. Det er en måde at stykke et billede sammen på, skabe en montage; man kan jo aldrig tale om et endeligt bud på en sammenhæng, historien er og bliver en undvigende faktor. Hvem ser hvad, hvornår og hvordan? I en kunstnerisk sammenhæng må man ty til Rimbauds berømte ord: ”Je est un autre”. Tertium non datur? Okay, jeg er allerede ved at komme på afveje … I rest my case.

 

Relief Video3. Du har tidligere ved forskellige lejligheder udtalt dig påfaldende negativt om nogle af dine tidligere værker. Ved gennemgangen af materialet og de overvejelser, der fulgte med, var der da materiale, der fik dig til at krumme tæer?

Jeg krummer ikke tæer over noget længere, jeg springer det blot over. Ingen grund til at dvæle ved lidet attråværdige sager. Det er sandt, at der er plader, jeg har et meget anstrengt forhold til, men det betyder jo ikke, at jeg ikke anerkender dem. Relief-pladen er f.eks. indspillet under personligt ganske frygtelige forhold, ikke desto mindre er det et album, mange bliver ved med at fremhæve, så selvfølgelig skal det repræsenteres i bokssammenhæng.

Vedr. selve udvælgelsen benytter jeg udelukkelsesmetoden. Som kunstner kan man jo ikke bedømme sig selv objektivt. Omvendt hjælper det at have en vis afstand til sig selv som artiste. Jeg har f.eks. altid omtalt ”Martin Hall” i tredjeperson; begrebet er jo med tiden blevet en slags selvstændig størrelse – et simulakrum. Jeg ved ikke, hvorfor der skal så lidt til at hidse folk op i Danmark. Måske skyldes det noget med blodsukkeret … trægheden i nationens kød og ånd.

 

4. Er frasorteret materiale et udtryk for kunstnerisk forfængelighed, eller er valget mere personligt og styret af private følelser og oplevelser?

For mig vælger ting sig selv fra i kraft af manglende relevans. I Catalogue-sammenhængen har vi ledt efter den røde tråd i Hall-produktionen, hvilket måske er tydeligst på dvd’en, hvor der er en undertone af inderlig alvor i alle klippene. Fra pure hvid støj på Under For’s ”Untitled” fra 1984 til DR’s optagelser fra Glyptotek-koncerten i 2006 løber der en nærmest romantisk åre gennem materialet, en sært fjernt blik der for så vidt er lige så altmodisch som moderne i sin natur.

Og jo, forfængelighed er et væsentligt element i enhver bare nogenlunde æstetisk anstændig karriere, men dermed ikke sagt at det styrer slaget. Kodeordet forbliver relevans – hvad giver mening nu og her, oplevelsesmæssigt såvel som historisk. At samle en boks som den aktuelle er et puslespil, og spørgsmålet drejer sig om at udvælge de brikker, der i den aktuelle sammenhæng giver det tydeligste billede af perioderne, udviklingen og kunstnerens grundnatur.

 

5. Nogle vil måske hævde, at det er synd at tage visse numre ud af albumkontekst – hvorfor ikke bare genudgive album for album? Det gik jo strålende med Ballet Mécanique’s “The Icecold Waters of the Egocentric Calculation”.

Apparently All The Same (Original LP Cover 1984)Dels fordi masterbåndene til mange af pladerne er forsvundet, dels fordi der ikke er råd til det. I mine øjne ligger en stor del af de tidligere udgivelsers værdi i øvrigt lige så meget i den tidslomme de blev udgivet i, i formatet, i fetichen af selve udgivelsen, dvs. båndet med dets dertilhørende hæfte eller den dobbelte vinylsingle. Idéen om at genudgive en samlet Hall-katalog er en vanvittig tanke, dels pga. omfanget (Hall værende den statistisk set mest produktive musiker nogensinde herhjemme, red.), men også pga. min arbejdsform, hvor jeg i perioder har udgivet nærmest alt, f.eks. skitser til bøger og kassettebånd med demoer i oplag på 40-50 nummererede eksemplarer.

Jeg så dog gerne Random Hold og Apparently All The Same remastered og genudgivet på cd med et dertilhørende bonus-materiale, men nu må vi se. Hvis ikke andet vil et udvalg af de ældre titler i al fald blive gjort tilgængelige som downloads i løbet af 2008.

 

6. Først kom “Den sidste romantiker”, som også er tilbageskuende, og nu et bokssæt. Er du kommet til et (vende)punkt i dit liv, hvor der er behov for at få samlet op, vejet, vurderet, arkiveret og (ikke mindst) smidt ud?

Jeg mener, at det er en naturlig proces at tage ting op til revision, at genfortælle historien så at sige – at lave et destillat, et koncentrat. Man oplever, registrerer, modnes og lærer at se ting i en ny sammenhæng. Bogen Den sidste romantiker var en improvisation over et stof, der på et senere tidspunkt måske fortjener en mere reel, selvbiografisk genbehandling, idet romanen først og fremmest er fiktion. Et egentligt dokumentarisk vidnesbyrd om perioden ville kræve en helt anden tilgangsvinkel, en mere objektiv og konstaterende stil.

Mht. boksen, så er det som sagt en måde at imødekomme et stort antal menneskers ønske om at få gjort visse numre tilgængelige i digital form, ligesom det er en måde at præsentere nye lyttere uden noget større kendskab til det tidlige Hall-katalog på. Idet jeg har arbejdet med så mange forskellige genrer i løbet af årene, bliver man nødt til at vælge en måde at præsentere materialet på, og det har vi så gjort ved at lade perioderne udspille sig gennem de fem forskellige cd’ers optik – bl.a. via et single-perspektiv, et klassisk instrumenteret vue og en remix-del.

 

7. Du har ofte bebudet musikalsk pause på ubestemt tid eller mere direkte udtalt, at du aldrig ville lave en plade igen. Er boksen en(dnu en) afskedssalut?

Min Goodbye to Berlin? Hvem ved. Nu skal man jo som bekendt aldrig sige aldrig, slet ikke når man hedder M. Hall, men jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig lave flere rocknumre som den nye single ”World on a String”. Det er et nummer, jeg skrev for en del år siden, der bare passede godt ind som afslutning på Airplay-cd’en, både pga. sangens popkvaliteter såvel som tekstens lettere ”My Way”-agtige karakter. Jeg ser ganske enkelt ikke særligt godt ud med en elektrisk guitar hængende nede langs knæene længere, og så larmer et trommesæt så forfærdeligt … Bring mig i stedet min pudderkvast!

Encore-cd’en, som er den sidste af de fem audio-cd’er, er nok den del af boksen, der giver det bedste øjebliksbillede af mig sådan rent musikalsk. Jeg har jo før samarbejdet med kammerensembler og større orkestre, men kombinationen af den klassiske instrumentering og afdelingens elektroniske produktion fungerer ret optimalt, synes jeg.

 

8. Er det i længden ikke trættende at være så god til det, man laver?

Jo. (latter) Sikke en kompliment. ”You know why they hate me, don’t you?”, som sangeren sang.

Jeg vil helt klart gøre mig meget bedre død end levende i dansk kulturhistorie; man tilgiver døde kunstnere så meget mere end de levende.

 

9. 30 års produktion. Flere bøger på dansk. Ikke en eneste sang på dansk (med undtagelse af ”Itsi-Bitsi”, dit og Irma Victorias tribute-nummer til Steppeulvene). Kommer du nogensinde til at synge et heltekvad eller en kærlighedsarie på dansk?

Nej. Det fungerer simpelt hen ikke at synge på dansk for mig, længere er den ikke. Måske skyldes det traumatiseringen, chokket ved at skulle vokse op til lyden af 80’ernes danske popmusik og den dertilhørende æterbårne lyrik, jeg ved det ikke.

Men jeg har faktisk både skrevet og indspillet et nummer på dansk, ”Den Ødeste” med Ballet Mécanique, en titel der findes på vores anden og sidste lp, For. I sin helhed lyder teksten: ”Ikke altid vidste jeg, hvorfor det blev, som det blev/Sov blot roligt, alle hader alle”. Det var vores trommeslager Michael Karshøj, der sang lead-vokalen på nummeret, jeg nøjedes med at bidrage med andenstemmen. Begge vokaler er dog temmelig svære at høre, da produktionen er et eksperiment i at generere sonisk antimaterie.

 

The Hall of Mirrors 198910. Dine værker emmer ofte af passion og undersøgende, til tider smertelig kærlighed. Et romantisk drive. Er du nogensinde blevet drevet frem til et kunstnerisk værk af decideret had til nogen eller noget?

Ja da, var det ikke sådan, det hele startede? Med punken og utilpassetheden, en både social og kulturel indignation? Udgangspunktet var en konstruktiv utilfredshed og et had til det beståendes hykleri. Som mottoet dengang lød: ”Først pisser de på os, og så beskylder de os for at lugte”.

Sagen er bare, at det klæder en teenager så meget bedre at være vred end en mand i min alder. Man bliver nødt til at styre sig. Hate is a wonderful driving force, but a terrible master. Det er så uelegant at se gamle mennesker flippe ud. Omvendt er en sang som ”Song for Someone” fra 1989 et glimrende bud på et nummer, der i sit udgangspunkt er drevet af en meget direkte afsky for et andet menneske, men som ikke desto mindre formår at rejse sig fra slaggerne og ende som en ganske opbyggelig lille sag. Hvad enten vi taler om had eller kærlighed, handler det om at kultivere essenser. Man kan slippe af sted med rigtig meget, hvis man har stil.

 

11. Der er lagt stor fokus på de instrumentale værker, og det virker også, som om at det oftest er disse, du selv er gladest for. Ydermere udtaler du ofte, at du hader din egen stemme. Hvorfor ikke bare kun lave instrumentalmusik? Er selvopofrelse en del af dit kunstneriske greb?

I perioder volder det mig visse problemer at lytte til min egen stemme, ja. Oplevelsen producerer en mærkelig form for selvbevidsthed: ”Dér står mit jeg og synger” etc. Man skal dog ikke forholde sig alt for analytisk til sin egen stemme, man må acceptere, hvad man har at gøre godt med og så ellers tage den derfra. Mange af de sangere, der helt personligt rører mig at lytte til, er jo heller ikke vokalister i den prisvindende kategori. Oftest er det skrøbeligheden, der er det tiltrækkende element ved de stemmer, jeg sætter pris på.

Ud over det holder jeg bare forfærdelig meget af instrumentalmusik – det er næsten den eneste musikform, jeg lytter til efterhånden. Jeg er blevet frygtelig allergisk over for sangere med stentavlebudskaber og masser af løsthængende følelsestingeltangel klimprende omkring dem. En kastratsanger, okay, men hverken tidens kernesunde danske middelklasse-protestsangere eller de mange anal-retentive RNB sangere, for hvem hver eneste musikalske krølle synes at være den rene plage at komme af med, rører mig synderligt meget.

 

12. Efter 30 års heftig musikalsk produktivitet kan man så stadig gå i fred på gaden?

Icecold Waters Poster 1981Fordelen ved at være Martin Hall er, at han allerede i levende live er mere mytisk end virkelig for de langt de fleste menneskers vedkommende. Det kan sammenlignes lidt med en sygdoms latinske navn – alle kender symptomerne, når man forklarer dem, men ingen aner, hvad man taler om, hvis du bare nævner navnet. Det eneste folk med sikkerhed ved, er at der er tale om noget alvorligt.

Som jeg allerede har været lidt inde på, så lever Hall-begrebet i sit helt eget koordinatsystem. Ved den Ballet Mécanique-aften som klubben The Black Cat og Apparatet afholdt i september sidste år i anledning af genudgivelsen af The Icecold Waters of the Egocentric Calculation, stod jeg på et tidspunkt ved siden af to unge piger, der var meget optaget af at finde ud af, om Martin Hall var tilstede. Jeg havde en frygtelig influenza den aften, så jeg undlod at bryde ind i samtalen, da det ganske givet ville have skuffet dem gevaldigt at se mig i min sygdomsplagede form. Til gengæld var det vældig interessant at høre dem udveksle hypoteser om min mere end almindeligt afvigende seksualitet. Jeg lød til at være et ekstremt spændende menneske.

 

13. Set ude fra er der igennem de senere år blevet mindre mystik om ”den mærkelige kunstner Martin Hall”, og der tegnes generelt et mere helt billede af mennesket Hall – både privat og som offentlig person. Skyldes dette, at du selv er blevet bedre til at navigere i mediernes søgelys, eller har pressen og de folk, der repræsenterer den, ændret sig?

Sikkert begge dele. Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at jeg til tider har sagt ting, der var mere opsigtsvækkende end intelligente, men hey!, så længe enden er god, ikke sandt? Et menneske er i mange henseender skærmet af deres grunde til at gøre, hvad de gør, og så længe bevægelsen fører én til det overordnede mål, man har sat sig, så er alting vel okay.

Det i sandhed bizarre er dog det lille aber dabei, at man i takt med ens modning som menneske og ens tiltagende evne til at gøre sig bedre forståelig opdager, at man undervejs rent faktisk er blevet mere ”sær” end nogensinde – man bliver bare bedre og bedre til at holde det skjult. Det gælder ethvert menneske. Satte man kameraer op rundt omkring i de små hjem, ville man stå med de mest barokke små documentaries … især hvis man tilsatte lidt kinky musik.

Har du set filmen Natportieren, hvor Dirk Bogarde spiller den ene af de to hovedrollerne (den anden spilles af Charlotte Rampling, red.)? Pheew! Hvilken facade af diplomatisk korrekthed i forhold til historiens egentlige underverden. Ikke at jeg er hverken pervers eller politisk inklineret som den herres rolle i filmen, det er mere fornemmelsen af underspillethed, jeg elsker ved Bogarde generelt og altså især i denne film.

Men generelt skal man afholde sig fra at forsøge at forklare sig selv for meget. Det er der simpelt hen ingen grund til – man roder sig bare ud i ballade.

 

14. I numrene ”Showdown” og ”Crush” fra 1986 finder man den ultimative hybrid mellem den tidligere så avantgarde-punkede Martin Hall og den senere ganske poppede Martin Hall. Til trods for at begge titler er numre, som stod i den musikalske tilbagetræknings tegn (stammer fra “Cutting Through”-pladen, MH lavede lige inden han trak sig tilbage fra musikscenen i nogle år, red.), fornemmer jeg en fornyet inspiration i disse indspilninger. Hvad inspirerede dig lige op til ”det store farvel”, og hvad siger disse numre dig i dag?

Martin Hall SAGA 1986Jeg kan huske en tysk anmeldelse af Cutting Through, hvor konklusionen lød, at ”Martin Hall er Danmarks svar på Trevor Horn!” Tingene kunne bare ikke blive store nok dengang: Alle lilletrommer lød, som om de var blevet indspillet i en forladt hangar, og alle refræner blev sunget, som havde solisten netop nået toppen af Mount Everest. Alting var meget storslået, også tidens depressioner.

Når jeg lytter til numrene nu, er det primært denne lettere skizofrene tidsånd, jeg lægger mærke til, det voluminøst romantiske kontra periodens teknologiske fokus. Der er noget lettere isnende over blandingen, noget næsten kirurgisk over det sindelag, der producerede materialet … sådan avantgarde-doktorens sadistiske tilbøjelighed til at banke løs på sit offer, alt imens popsangeren beskrev vuet fra bjergtoppen. Smerte og storhed gik hånd i hånd. Meget gennemført.

Det jeg retrospekt bedst kan lide ved produktionen, er ”Showdown”s hysterisk forvrængede versvokaler, hvilket er den første kontakt lytteren får med solisten på det oprindelige album. Så er stemningen ligesom slået an: ”Here comes Johnny!” Jeg kan huske, at Ivan Pedersen fra Laban var i studiet samtidig med mig dengang (i Custom Sound, København, red.), de indspillede om dagen, og jeg indspillede om aftenen, og han havde så åbenbart glemt et eller andet, for pludselig stod han inde i kontrolrummet, mens vi forsøgte at få vokalindspilningerne til at feede så meget som overhovedet muligt over studiets enorme monitorhøjttalere. Han var fuldkommen chokeret. Jeg var himmellykkelig.

 

15. Jeg synes, at der er tale om nogle meget kraftfulde præstationer i den periode. Du var også i Cairo i det tidsrum, hvor du skrev både ”Resonance” og ”Synthesis”. Især teksten fra sidstnævnte gjorde stort indtryk på mig: ”To my love/Wherever you may be/I’m with you/United in spirit/My life lies in your hands”. Når man hører disse linjer, er der et isnende nærvær af dyb, dyb smerte i kærlighedens forbandelse. For de uindviede; Hvem er/var denne ”love”? Hvad skete der egentlig dengang i 1985-1986?

Hvis vi skal helt op i de olympiske højder, så har kærligheden for mig altid været noget universelt, noget hvis essens lå hinsides de enkelte faktorer. Selvfølgelig – og gudskelov for det! – er den også helt konkret, i forhold til et andet menneske, men dens fundamentale væsen er at række ud over sig selv, at stræbe efter denne idé om en syntese hvor alt bliver ét … finde dette ene punkt hvori alt mødes. Kald mig prætentiøs og teatralsk, men sådan har det altid været for mig. Mødet med den anden person er mødet med sig selv, og af samme grund har jeg det meget svært med mennesker, der opfører sig patetisk i parforholdssammenhæng – mennesker der ikke kan sige fra til trods for, at de måske bliver behandlet aldeles uacceptabelt. Kærligheden kræver det største offer, idet vi både rækker ud efter den anden, men samtidig er tvunget til at bevare balancen. Det er en kraftpræstation, der kræves, ikke et spørgsmål om lidt middelmådig sofasex mellem de to tv-transmitterede lørdagsfodboldhalvlege. Selv i faldet handler det om integritet, om det at kunne rejse sig igen. Kærligheden er en fantastisk ting, en fantastisk udfordring.

Anyway, folk vil altid gerne vide, hvem der er hvem i tidens diverse dramaer, du ved, om Martin Hall vitterlig gik i seng med Morti Vizki dengang i 80’erne, eller om det er rigtigt, at han havde sex med en dominatrix til fetich-showet i Alexandra i 1996. Hvem handler den og den sang om, og hvem er den og den figur i Den sidste romantiker etc. Hvilket for så vidt alt sammen er meget menneskeligt, men måske ikke helt så relevant som det, det egentlig handler om, nemlig hvad selve værket eller teksten prøver at udtrykke … slet ikke når det drejer sig om mellemværendet mellem to personer i et kærlighedsforhold, hvilket i mine øjne altid er et langt større psykologisk drama end et seksuelt. Jeg kan huske, at den franske filosof Roland Barthes engang skrev “at skrive om kærligheden er at konfrontere sig selv med sprogets kaos: det panikramte område, hvor sproget er både for meget og for lidt”. Det synes jeg er meget smukt formuleret. Det at skrive om kærligheden forbliver per definition en umulig opgave.

Ikke desto mindre er jeg stadig meget glad for især ”Resonance”-nummeret, der, som du selv er inde på, er skrevet i Cairo. Opholdet var ganske frygteligt, præget af lige dele udmattelse, sygdom og savn; jeg havde bl.a. den meget sære oplevelse at se min egen figur forsvinde i spejlbilledet, sådan pist væk, Herr Hall verschwunden! Jeg var meget optaget af meditation og studiet af de okkulte videnskaber dengang, så det er klart, at var en oplevelse, der satte spor. Hvad der så skyldes underernæring og misbrug, det forbliver en hel anden snak.

Når alt kommer til alt, ligger der noget helt igennem storslået i traditionen med at skrive kærlighedssange til ens elskede – på afstand. Fraværet danner en ganske filmisk ramme, og længslen producerer den ultimative stereofoniske effekt, adskillelsens ubærlige afstand, et storslået panorama hvori kimen til genforeningen næres og vokser. Kærlighedens sande tragedie forbliver dog, at man aldrig kan elske noget højere end det, man savner.

 

16. Er du i virkeligheden verdens rareste og mest behagelige kyniker?

Jeg sad lige og tænkte på noget tilsvarende. Alt er jo et spørgsmål om vinkler og zooms. Geiger bragte for nylig et citat af Brian Eno, hvor han taler om, hvordan han i selskab med klassiske musikere har en tendens til at tage de rytmiske musikeres parti, og hvordan han i selskab med rytmiske musikere omvendt har en tendens til at tage de klassiskes. Det genkender jeg meget tydeligt. Også i forholdet mellem en romantisk og en mere klassisk verdensopfattelse, mellem en poetisk og en mere videnskabelig tilgang til tilværelsen. Mange af vores allerstærkeste følelser ses jo kun, når de bliver fremprovokeret – af et angreb eller når en situation kommer bag på os. Så længe man er i ventetilstand, er det let nok at forholde sig analytisk til verden, men det ophører som regel i samme øjeblik, man helt konkret udfordres.

Kynisme betragtes ofte som noget koldt og kalkulerende, men helt fundamentalt set handler det jo blot om at kunne afsløre noget falsk, om at se gennem maskespillet. Har man et skarpt intellekt, må man selvfølgelig prøve at styre sig frem for at lade sig henføre fuldkommen af sin egne evner som skarpretter. En brødkniv er jo som udgangspunkt heller ikke noget mordvåben.

 

17. Opfatter du, eller andre, dig som værende et ensomt menneske?

Jeg prøver at undgå den slags termer. Livet har sine præmisser.

 

18. Alle mennesker skal opfinde deres egen historie, privat såvel som professionelt. Men hvor mange mennesker finder stor styrke og støtte i den naturlige rygrad, som familie og meget nære relationer giver, virker det, som om du konstruerer en kreds af mennesker omkring dig, der er meget professionelt og praktisk orienteret. Din omgangskreds kan ligesom din offentlige person udadtil virke iscenesat. Savner du følelsen af ”familie” i dit liv?

Jeg har altid været et meget privat menneske. Poseuren Martin Hall er en del af den æstetiske konstruktion, en del af tredjepersonsbilledet. Man kan sige, at det delvis er en rolle, delvis et æstetisk behov. Jeg siger dette, fordi jeg meget tidligt i min karriere opdagede, hvor stor skade det kan forvolde at omgive sig med mennesker, der muligvis mener det vel, men som måske ikke helt forstår, hvad det er, man vil. Når en pr-agent skriver en pressemeddelelse for én, er det ikke denne person, der hænger på udtalelsen, men derimod artisten, der beskrives – i dette tilfælde mig. Alt falder tilbage på den person i hvis navn, der handles. Venskaber og professionelle samarbejder udelukker på ingen måde hinanden, men det er meget vigtigt, at de involverede personer i en proces for hver ny omgang forsøger at opdatere deres forståelse af sammenhængen snarere end blot at læne sig op af en måske forældet forestilling om den person, de arbejder med.

Det er selvfølgelig næsten uundgåeligt, at man bliver ”familiære” med hinanden, når man går op og ned ad hinanden i en længerevarende proces, men en meget væsentlig del af et fortsat kunstnerisk samarbejde er jo netop, at man formår at bevare sit fokus på projektets udvikling. Jeg forventer f.eks. aldrig at få den samme chance to gange, ligesom en del af mine daglige ”call-overs” er at minde mig selv om altings kortvarighed. Jeg er et temmelig fokuseret menneske. Det er ikke noget, jeg siger med nogen som helst form for underliggende selvglæde, det er en konstatering, som jeg er sikker på, at alle du måtte spørge, der har eller har haft noget med mig at gøre, vil give mig ret i. Det værste jeg ved, er at spilde min tid. Jeg er et typisk enebarn, dvs. hvis noget ikke fungerer, melder jeg mig gerne hurtigt ud af den pågældende sammenhæng for dernæst at gå et andet sted hen og få tingene ordnet.

Noget af det, der har såret mig allermest, gennem årene, både professionelt og privat, er når folk tager ting for givet. Historien kort fortalt: På dag 1 spørger person A, om person B kan give dem et lift til deres arbejde. Det kan person B godt, og person A er både lykkelig og taknemmelig. På dag 2 står person A allerede og venter på bilen, som var det en selvfølge, at han skulle køre med, og på dag 3 flipper person A så fuldkommen ud over, at person B ikke er der på klokkeslættet. Fordi jeg som udgangspunkt er et ganske høfligt menneske, forsøger jeg altid at imødekomme andres behov i både private og arbejdsmæssige sammenhænge, jeg strækker mig ofte ganske langt, men vupti, lige pludselig dukker den hersens danske mentalparasit op, en særlig uhyggelig hjernesygdom der har det med at forveksle generøsitet med svaghed, og så ser man ellers pludselig folks bredrøvede sjæleliv mase sig ned i sofaen, mens de forventer dit og dat og noget helt tredje. Det er et særligt dansk sindelag, der ikke bare kommer til udtryk gennem mange menneskers ofte ganske slatne approach til tilværelsen, men også i vores kulturliv – det at man falder i søvn, i samme øjeblik ens røv hviler på et blødt underlag.

Det jeg forsøger at komme frem til, er, i al sin enkelhed, at man som kunstner i lange perioder er tvunget til at forholde sig aldeles upersonligt til det, man laver. Ikke nødvendigvis undervejs i den skabende del af processen, men i den senere anskuelse af arbejdet og videreudviklingen af det. Man bliver nødt til at omgive sig med kritiske hoveder, ikke nødvendigvis venner, men med folk der er i stand til at give en konstruktive refleksioner, når der er brug for det, snarere end skulderklap. At have det ”hyggeligt” sammen i en kunstnerisk proces er en sekundær ting.

Jeg kan heller ikke holde ud at befinde mig i en proces uden nogen konkret grund. Jeg er ikke typen, der ”hænger ud”, som det kaldes, jeg ”hænger ind”, hvis vi skal blive i den jargon. ”Lad ikke tiden gå, byd den indenfor”, som Walter Benjamin skriver i Passageværket. Af samme grund foretrækker jeg at arbejde i sammenhænge, der er fokuseret på projekter frem for sociale sammenkomster. Tiden er knap, og mit stofskifte tillader mig ikke den luksus, det er aften efter aften at sidde og drikke mig beruset i selskab med et hold kæderygende kunstnere, der føler sig misforstået. Det giver mig både hovedpine og åndenød.

 

19. Aha. Interessant. Men De svarede ikke på mit spørgsmål …

My-my! I get carried away. Min omgangskreds kan virke iscenesat? Savner jeg følelsen af ”familie” i mit liv? Ja-da, selvfølgelig … så længe det bare ikke er The Manson Family, vi taler om. I det private er jeg gudskelov så heldigt stillet, at jeg har fundet ”hjem” så at sige, men jeg formoder også, at dit spørgsmål mere kredser omkring næste led, omgangskreden, miljøet omkring mig.

2007 Martin Hall Marcel de SadeDet er meget muligt, at der på afstand kan være et vist ”iscenesat” skær over det Hall’ske persongalleri, forstået på den måde at kendisser, youngsters og branchefolk i ét væk flimrer rundt omkring mig, men det skyldes jo så igen den arbejdssammenhæng, situationen ofte er et udtryk for. Er det privat, hører man jo bare ikke om det … medmindre jeg selvfølgelig, henslængt i en sofa på Café Paludan eller lignende, nyder en kop kaffe med en ung poet, så kan personen jo nærmest være sikker på at være udnævnt til at være min nye kæreste. I øjeblikket er det vist den danske Marquis Marcel de Sade, der skulle være mit seneste sexoffer. Lidt af en bedrift, ikke sandt?

De sammenhænge, man som menneske indgår i, er med til at cementere eller videreudvikle én. Nye sammenhænge fremkalder nye sider af én selv. Grunden til at jeg muligvis ikke kan give dig et entydigt svar på det, du spørger om, er vel at mit omgangsvalg af mennesker netop er et udtryk for en intuitiv og konstant længsel efter at komme videre, efter at opleve sider af sig selv man endnu ikke har fået fremkaldt.

 

20. I relation til samme spørgsmål kan man til tider undres over, hvad der er inde bag ved manden Martin Hall. Hvor ligger den inderste kerne i dit væsen, og hvem får lov til at komme derind – hvis nogen?

Jeg er allergiker, hvilket jeg har været fra barnsben, både helt konkret og i overført betydning. Denne patologi har gjort mig påpasselig med, hvilke omgivelser jeg bevæger mig ind i. Jeg føler, at jeg meget tidligt blev invaderet af mennesker, der ikke anede, hvad de havde med at gøre, og det gør én forsigtig. Så ja, jeg åbner ikke op for hvem som helst … hvilket jeg i øvrigt ikke tror, at særlig mange mennesker gør.

Helt bortset fra det kom jeg lige i tanke om dette her fantastiske åbningsvers i en gammel Roxy Music-sang: ”Now this is such a sad affair/I’ve opened up my heart oh so many times/But now it’s closed”. Bom. Sådan kan det vel også siges. (latter)

 

21. Er der forskel på iscenesættelse og overfladiskhed?

Ja. Det ene er en tilladelse, en omstændighed der tilfører handlingen den aura, der giver den dens usagte kvaliteter, det andet et følelsesmæssigt handicap.

 

22. Med hensyn til boksen, så har jeg lyttet meget til “Soundtracks”-cd’en, den del af sættet der består af instrumentale værker. Allerede tidligt i din karriere lavede du meget eksperimenterende instrumentalmusik. Overvejede du nogensinde at forsætte med at lave instrumental musik, og hvorfor begyndte du i det hele taget at synge? Var det ikke et sidespor?

Nej. Jeg har altid holdt meget af instrumentalmusik, idet den tillader lytteren langt større eget spillerum end det, et tekstmæssigt dekret måske giver. Men som helt ung handlede musik for mig primært om at ændre verden, dvs. om at videregive følelse og forståelse. Som en ung ”poet in spe” var det nok især det, der tiltrak mig ved rockmusik, det at indholdet af en sang kunne påvirke masser af andre liv, der lyttede til den.

Jeg har, som du måske ved, aldrig betragtet mig selv som sanger og begyndte udelukkende at synge for at spare tid – jeg kunne selv gøre det lige så godt som den sanger, vi havde i mit første punkband, så hvorfor ikke bare skippe det led og komme videre. Hele grundidéen i punken var jo et ”do it yourself”-princip; det handlede ikke om teknisk kunnen, men derimod om indhold og perspektiv. Om formidlingen af idéer.

 

2006RacingCars23. På samme cd, “Soundtracks”-cd’en, har du skrevet musik til en P2-udsendelse om toge samt til kunstinstallationen “Racing Cars”. Er det et tilfælde, eller har du en fetich omkring transportmidler?

Jeg holder meget af toge. Det er noget meget romantisk over toge, især nattoge. Nogle af mine lykkeligste øjeblikke har jeg haft i nattoge. Det er en sublim tilstand at ligge dér i mørket i en køjeseng og lytte til den ensformige lyd af togets vej hen over skinnerne – fornemmelsen af en massiv tyngde i bevægelse. Man er på vej og ligger alligevel stille. Bevægelse møder stilstand. Vidunderligt. Men at gå så vidt til at kalde det for en fetich, det mener jeg ikke, man kan sige.

 

24. Både “Airplay” og “Hallmark”-cd’erne i boksen indeholder meget personlige anekdoter og udtalelser om fortid, samtid & fremtid. Det gør “Soundtracks” ikke. Hvorfor ikke?

Måske af de samme grunde jeg var inde på før, nemlig at instrumentalmusikken eksisterer på sine egne præmisser. Ikke at den er mindre personlig, men måske mere transparent. Sangtekster er per definition følelseskapitalens storbank, dér hvor man har deponeret sin formue, mens instrumentalmusikken mere er en sfære. Det kunne man selvfølgelig have skrevet en masse om, men helt praktisk er der også tale om et forløb i bookletten, en sammenhæng hvor pladsen var begrænset.

 

25. Når der indspilles demoer og lignende, hvilke instrumenter spiller du da selv?

Oftest det hele. Tidligere helt konkret, dvs. alle instrumenter, nu via computer eller en klaverstemme.

 

26. Hvordan starter et nyt nummer – finder tekst eller melodi dig først?

Nice way of putting it. Jeg sidder dér i biblioteket, og himlen sender mig sine kodede budskaber.

Well, det er meget forskelligt. Nogle gange via et tekstfragment, andre gange via en melodilinje … nogle gange blot i kraft en idé, en formodning. Musik er jo i mange henseender befriende ikke-intellektuelt at arbejde med, fornemmelse og intuition værende de primære redskaber.

 

27. Du får ofte andre kunstnere til at synge på dine projekter og har også med stor succes ladet andre kunstnere lave nye udgaver af dine numre på bokssættets remix-cd, “Remakes”. Hvis du selv skulle lave et ”remake” af en anden kunstners musik, hvem skulle det så være?

Det har jeg aldrig tænkt over. Måske fordi den slags som regel handler om henvendelser. Men som tankeeksperiment kunne det da være spændende at få lov til at arbejde med f.eks. nogle af Maria Callas’ arier … eventuelt “Ecco: respiro appena” af Cilea eller “In quelle trine morbide” fra Puccinis Manon Lescaut. Nok især sidstnævnte.

 

28. Hvis du kunne vælge et helt Martin Hall-album, som udelukkende skulle bestå af ”remakes” af dine numre lavet af andre kunstnere, hvilket skulle det da være og hvem skulle lave disse remakes?

Uha. Jeg tror, jeg vil udskyde afgørelsen indtil det tidspunkt, hvor jeg bliver opsøgt af et ivrigt selskab omkring idéen.

 

29. Både på “Hindsgavl Slot” cd-udgivelsen og igen på boksættets “Encore”-del vælger du at skære snakken imellem numrene væk. Du er jo en vidunderlig sprechstallmeister, så hvorfor må vi ikke underholdes imellem stykkerne?

Jeg kan ikke selv at holde ud at høre på snakken bagefter. Jeg synes, det hører situationen til. I øvrigt er numrene på Encore-delen jo for en stor del af materialets vedkommende først indspillet efter Glyptotek-koncerten, hvor de blev uropført. Men hvis jeg selv var publikum, ville jeg nok også have foretrukket at have haft snakken fra koncerterne med. Jeg er vel bare endnu ikke klar til at springe ud som fuldblodsentertainer.

 

30. Vedr. den sidste del af bokssættet, dvd’en “Visuals”, så har du lavet påfaldende lidt videomateriale set i forhold til din gigantiske musikalske produktion. Er du bange for kameraer?

Njet. Men noget af forklaringen skal nok findes i noget så simpelt som aldersforskellen på os. Hvor din generation er vokset op med multimediet som en naturlig del af udtryksmulighederne – f.eks. videooptagelsens selvfølgelighed – så var et kamera jo nærmest at sammenligne med en guldbarre i start-80’erne, dvs. noget man sjældent stødte på. Det var et meget dyrt at arbejde med film eller video dengang. Mulighederne for at få dokumenteret sit virke visuelt var ganske enkelt langt mere begrænset.

De to klip fra 1984, der er med på dvd’en, er fra Claus Bohm-filmen Totem. De næste er fotografen Robin Skjoldborgs videoer til to Random Hold–numre fra 1996. Der er et stort spring her.

 

 

31. Ja, og netop perioden i slut-80’erne, der ellers er dokumenteret meget udmærket på din tidligere VHS-udgivelse “Audio-Visual” fra 1990, den er der ikke inkluderet noget materiale fra. Hvorfor ikke?

Masterbåndene var blevet væk. Og i øvrigt var de reelle videoer fra perioden ganske kitchede. Ud over det ville det nok være en anelse over the top at inkludere de fem eksperimentalvideoer til Point Of No Return-lydsporet.

 

32. Hvem skal spille til din begravelse?

I have no idea whatsoever.

 

33. Tror du, at du bliver et smukt lig.

Det er jeg ganske sikker på.

 

33 1/3. Jeg tænkte på …

Tror du ikke, at det er på tide at slukke båndoptageren nu?