30 MINUTTER – FØR, EFTER OG NU

I forbindelse med cd-udgivelsen 30 Minutes bragte Klub Gaffa i maj 2011 følgende essay skrevet af Martin Hall:

På 30-årsdagen for den danske postpunkgruppe Befores supportkoncert for New Order i Saltlageret den 17. maj 1981 udgives optagelsen på cd. Martin Hall skriver her om aftenen, tiden og genhøret.

Måske meget sigende for både perioden, min egen daværende sindstilstand og menneskets biologiske tilbøjelighed til at huske peaks frem for gennemsnitsoplevelser erindrer jeg kun min første og sidste koncert med Before. Gruppen blev dannet af Fritz Bonfils og en 17-årig Hall i efteråret 1980 sammen med Michael Rasmussen fra det senere The Sandmen og bassist Flemming Andersen (Art in Disorder). Vi spillede vores første koncert i Rockmaskinen på Christiania i november samme år, og min sidste optræden med gruppen var som support for det engelske band New Order i Saltlageret i maj 1981. Herefter gik jeg ud for at hellige mig arbejdet med Ballet Mécanique.

Jeg var stødt på Fritz i den for længst lukkede pladebutik Haase, hvor han til ekspedienternes store skræk altid stod og lyttede til plader med en intensitet, der fik spyttet til at stå ham om munden. Can, Buzzcocks, Pere Ubu, Talking Heads – alle fremkaldte disse bands voldsomme fysiske reaktioner hos ham, og hvis han ikke skræmte kunderne væk med sin gestik, kunne synet af ham til tider være nok. Da jeg f.eks. mødte ham første gang, var han netop ankommet fra Aalborg og havde dagen inden været involveret i et slagsmål, hvilket betød, at en voldsomt hævet næseryg dannede et slags djævlehorn i panden på ham. Han lignede noget, man havde fisket op uden for Kofoeds Skole.

Fritz var manisk, men i modsætning til det 21. århundredes forkærlighed for at diagnosticere alting, blev et sådant sindelag blot opfattet som engagement og bon esprit dengang. Tag Iggy Pop og put ham i en blender med Captain Beefheart, Meat Loaf, Eik Skaløe og en patient på den lukkede, så er vi ved at være der. Han var lige dele shaman og showmaster, åndemaner og årelader, freak og furore, men kunne også være hjerteligheden selv – det man fra klichéernes losseplads trækker frem og kalder ”en nøgen sjæl”.

Under Befores koncerter stod munden aldrig stille på Fritz, og hans karakteristiske ”Danglish”, de engelske talestrømme mellem numrene, var som at lytte til et stetoskop sat direkte på nuets brystkasse. Op i røven med korrekt udtale og grammatik, hvem gik op i den slags ligegyldigheder?, her handlede det om åbenbaringer! Fritz var sit eget lille rockteater uden hverken instruktør eller manuskript.

 
Det oprindelige Before var et langt mere brutalt lydende Before end det, der fulgte efter min exit. Der var mere Chrome og Stooges i musikken på det tidspunkt, end der var Doors og Iron Butterfly. Vi spillede en musik, der primært handlede om at forløse den energi, som Fritz var drevet af. Inden vores første koncert i Rockmaskinen var han forudsigeligt nok komplet ustyrlig; hvileløst vandrede han rundt i det trange backstage-lokale omme bag scenen med et glasagtigt blik, og da det blev tid til at gå på scenen, blev han ved med at sige, at vi andre bare skulle gå ind og begynde: ”Jeg kommer, når I er startet.”

Ved en fejl var mixerpultfaderen til mit guitarspor blevet skruet helt i bund, hvilket resulterede i, at åbningsriffet til det første nummer, ”Metal Dreams”, var ved at sprænge publikums trommehinder. Folk nærmest kastede sig bagud, og i kaoset kom Fritz så pludselig flyvende hen over trommesættet, ind over scenen og videre ud blandt tilskuerne. Så snart han havde fået fat i mikrofonen, fulgte ordene: ”This is where all colours break down … this is where the blind have nothing to see”.

Fritz’ tekster var centrale for gruppen. Han var en slags vagabondernes poet. Han skriblede konstant ting ned på servietter og reklametryksager, hvad som helst der var i nærheden, og rendte altid rundt med en fedtet plastikpose fuld af krøllede tekstark. Jeg glemmer aldrig synet af hans kollegieværelse i Fredericiagade, da jeg første gang besøgte ham, det siger næsten det hele – en nøgen madras på gulvet, et stereoanlæg, en stak hærgede plader og så ellers håndskrevne A4-ark med tekster spredt overalt i rummet. Intet andet syntes relevant.

 
Nogle grupper svækkes af medlemmernes forskelligartethed, andre styrkes. Nu kan jeg af gode grunde ikke forholde mig videre objektivt til Before, eftersom jeg selv var en del af kollektivet, men jeg oplevede altid gruppen som befriende original i sin sammensætning. Først og fremmest var der Fritz, der som en anden dansende dervish altid hvirvlede rundt på scenen med nøgen overkrop og skinnende øjne, dernæst Michael som med sin stoiske ro i mange henseender dannede rygraden i bandet, herefter den tavse bassist Flemming i sin fars hvide skjorte og så mig i mine knickers og knæstrømper.

Senere kom Tolle med på bas, en padrone-agtig elegantier. Han boede i det samme besatte hus som Michael, et baghus i Sankt Peders Stræde hvor vi hen ad vejen også kom til at øve. Tolle var ældre end os andre, lyttede til Elvis Costello og havde altid en eller anden fotomodel som kæreste. Han dealede også lidt coke engang imellem, no big deal, men vigtigst af alt lå han rytmisk ondskabsfuldt sikkert. Det klædte bandet at blive strammet op på den måde.

Der var selvfølgelig en del sammenstød og irritationer undervejs, men i bund og grund var det Ballet Mécaniques hastige udvikling, der forårsagede, at jeg valgte at gå ud af gruppen, inden den skulle i gang med indspilningen af A Wish of Life. Så kunne medlemmerne skabe en ny start her. Det var det mest rigtige at gøre. Vi nåede dog at indspille nogle demoer en søndag eftermiddag i et studie i en villakælder kort tid inden New Order-koncerten. Jeg kan huske, at jeg var ekstremt deprimeret den dag, og at Fritz allerede under det første nummer, til teknikerens rædsel, begyndte at smide rundt med mikrofonen, som var han på scenen. Jeg tror i øvrigt aldrig, at studiet fik deres penge. De måtte nøjes med at få ødelagt deres mikrofoner.

 
New Orders koncert den 17. maj var den engelske gruppes første koncert på dansk jord, og som om det i sig selv ikke var mytologisk nok, fandt begivenheden oven i købet sted aftenen inden 1-årsdagen for Ian Curtis’ selvmord (gruppens tidligere sanger, mens de stadig hed Joy Division). På trods af den enorme agtelse, vi alle følte over for det engelske band, var der sært nok ingen af os, der var nervøse for at skulle spille opvarmning for dem. Det forekom os at være et fuldkommen logisk valg.

Allerede under lydprøven fattede Peter Hook, gruppens bassist, interesse for os; han lyttede med gennem hele forløbet. Senere, under selve koncerten, endte han sågar med at assistere vores lydmand, Jan Ørslev. Imens skreg, råbte og chantede Fritz sig gennem sin egen mediumistiske messe oppe på scenen, med lommerne hængende ud af bukserne og det hvide vendt ud af øjnene. Han endte vist med at skære sig selv til blods med et stykke metal, jeg husker det ikke helt tydeligt – af en eller anden grund gjorde synet af det sæt arbejdshandsker, der stak ud af Tolles ene baglomme, langt større indtryk på mig ved den lejlighed. Alt det med blodet og kaoset var man ligesom vant til i den periode, men arbejdshandsker?

Det var først for nylig, at jeg fik mulighed for at høre koncertoptagelsen med Before fra den aften. Flygtige 30 minutter, 30 år senere – en lyd der vælder én i hovedet, nærmest som indbegrebet af tiden, periodens romantiske brutalitet og dens skrig på forløsning. Jeg er ikke videre nostalgisk anlagt, snarere allergisk hvad angår min egen fortid, men båndets kondenserede udbrud af håb, afmagt og vildskab rummer på en eller anden måde lyden af en hel epoke … en epoke der kortvarigt blussede op og overbelyste sine omgivelser fuldstændigt.

Mere end noget andet er det dog lyden af håb, jeg hører, når jeg lytter til koncerten nu. Tiden stilner måske nok alle skrig, men efterlader i det mindste et ekko – et glimt af det lys, der kortvarigt skar sig gennem startfirsernes dunkle, sorthvide verden.

 

Martin Hall (foråret 2011)

Fotos: Søren Svendsen (Saltlageret, 17. maj 1981)