EN POLYMORFT PERVERS KULTURBRAVADOS BEKENDELSER

Martin Hall-essay, Politiken (lørdag den 4. september 2010)

Dette er historien om, hvordan man bliver stjerne uden at have et publikum. Og om, hvorfor multikunstneren Martin hall, aktuel med romanen Kinoplex, stadig elsker selvdestruktionens vidunderlige miks af glamour og lidelse. Om hans bundløse gæld til Sex Pistols. Om hvorfor litteratur bør betragtes som opera. Om Herbert von Karajan, Marilyn Monroe og Osama Bin Laden. Kort fortalt, en fortælling om ursubstansen for hele vores populærkultur. The Ayatollah Rock’n’rolla reports!

Inde i lejligheden ved siden af tænder nogen for musikken. Popsangens incestuøst-potenserede perversioner banker pludselig gennem væggen: Baby, mama, girl. Manglen på tekstmæssig konsekvens distraherer dig, men du formår trods alt at bevare dit fokus på den oprindelige scene. Pigen foran dig trækker dig nedad og beder dig om at gøre noget særligt, sænker stemmen for at opnå en dramatisk effekt. En urovækkende, dyster vellyst strømmer fra hendes krop. Du føjer hende. Hun bliver spændt som en fjeder, begynder at dreje hovedet langsomt rundt som en mekanisk dukke. Hun fortæller dig, hvor dejligt, det føles, og du drister dig til at spørge, hvad hun hedder. Hun griner, selvom du ikke kan se det sjove i det.
(Kinoplex, side 181)
 

Jeg holder meget af opera. Af den totale iscenesættelse af et i sig selv måske nok så tarveligt drama. Af kærlighedsdeklarationernes overlæssede sprog og den prætentiøse opsætning. Af den overdrevent forenklede histories myriader af forgreninger.

Jeg holder kort fortalt meget af det rod, vi over en bred kam kalder moderne vestlig kultur, hvor man blindt lader sig rive med af tidens multiplotfortællinger og alverdens narrative narrefisse, fordi man alligevel er for adspredt til for alvor at koncentrere sig. Man føler sig sågar kreativ undervejs. Al den distraktion får én til at føle sig ung igen.
 

En britisk aldersforsker havde lavet en undersøgelse, hvor han havde spurgt en given mængde mennesker om, hvor vidt de følte sig unge. De fleste opfattede sig selv som unge til og med 49 og så først sig selv som gamle som 65-årige. Gennemsnitligt er vi altså kun voksne i 15 år.
(Kinoplex, side 58)
 

“Selv den dummest mulige kreative handling er stadig en kreativ handling.” Således talte den såkaldte internetguru Clay Shirky for nyligt i et interview. Manden er 46 år gammel og taler ud fra en overbevisning, som jeg kun kender alt for godt. Jeg er jævnaldrende med ham og vil for evigt have et blødt sted i mit hjerte for den generation, der rejste sig af punkens vulkankrater, en lille gruppe mennesker der var tilpas upraktisk anlagt til at føle sig særligt kunstnerisk begavet.

Der kom karrierer ud af det – dog sjældent med dem selv i hovedrollen. Det lod de andre om. Jeg formoder, at de fleste af dem følte sig for kunstnerisk troværdige til at nedlade sig til den slags. En af mine største helte dengang rådede eksempelvis over et enormt karisma (læs: evnen til at overbevise uden brugen af logik), men blev aldrig rigtig til noget. Måske var det også nok: det at leve med løftet et stykke tid. Manden var jo en sand poet. Han lavede ingenting. Han skrev ikke engang.

2010 Something Rotten!Jeg genlevede perioden, da jeg læste Something Rotten! her forleden, den første store bog om dansk punkkultur der udkom i mandags – en bog om den musik, litteratur og billedkunst perioden skabte. Om al den lim, der blev sniffet, og om al det had man følte, for sig selv, for hinanden og for sin omverden. Og læs den endelig – for Guds skyld, læs bogen! – for plottet har på den mest magiske facon ingen overordnet styring overhovedet. Snarere foregriber det derimod enhver af nutidens populære amerikanske tv-seriers vigtigste fortællegreb, det at der konstant skiftes perspektiv på en problemstilling for at skabe dramaturgisk fremdrift.

De interviewede husker forkert, er oppe at skændes og hader stadig hinanden her 30 år senere, så blodet springer, men som William S. Burroughs skrev om en af sine egne romankarakterer, for hvem det går fuldkommen galt, ”he might be a bit off track, but the spirit was great!”
 

Folk synger, brøler og knepper. Morer sig. Man gør det selv – interagerer med en masse klumpformede skikkelser. Der kan føres bevis for det. Man glemmer sig selv og lader sig rive med. Er det ikke sådan, man forklarer sit liv? Man diskuterer udfaldet af det hele med en masse mennesker, der kun hører halvt efter, taler sin sag med en forkrøblet fornemmelse for retfærdighed og affærdiger ethvert modargument med passioneret resignation. Når man betragter det i bakspejlet, er det imponerende, at man overhovedet kunne holde til det en time, for slet ikke at tale om et helt liv.
(Kinoplex, side 177)
 

Det er slående, hvad man frivilligt gik igennem dengang. Selvom jeg efterhånden har meget få fællestræk med det 18-årige selv, der taler i Something Rotten! , forekommer punktiden mig at være et enzym, der bliver ved med at arbejde videre. Mit blod er stadig fuld af skidtet. Æraen var et eksistentielt eksperimentarium, et seksuelt holocaust, et pure gammeltestamentligt opgør med alle antagne værdier. Det handlede ikke så meget om facit som om tilstand, så der var plads til alle i bussen, også selvom man måske ikke var den skarpeste kniv i skuffen.

Det, der ikke er værd at tale om, det er som bekendt det, man synger om, hvilket helt praktisk betød, at alle var med i et band dengang. Den tekniske perfektions sekundakategori blev løbet fuldkommen over ende af folks insisteren: Hellere være hadet som det, man er, end elsket som det, man ikke er, og selvom hykleriets sociale vaseline i løbet af få år atter skulle blive rigtig populært, så var der en kort overgang, hvor man med begge ben solidt plantet i luften rent faktisk formåede at afskaffe hverdagen, at gøre selv de rige børn bekymret for, hvor vidt det nu også var det bedste udgangspunkt at have, samt tage så mange stoffer, at selve konceptet med en såkaldt personlighedsspaltning var til grin:

En spaltning ville per definition kræve, at der var en helhed at tage udgangspunkt i. Det her projekt handlede om en opløsning af alle størrelser – psykologisk, moralsk og kunstnerisk.
 

En tjekkisk pornofilmsproducent forstod slet ikke det ramaskrig, der opstod, da han ville indspille en film baseret på temaet om tyske soldaters voldtægt af indsatte kvinder i koncentrationslejrene under Anden Verdenskrig. Investorerne trak sig på grund af den almene forargelse, der især møntede sig på det faktum, at man havde tænkt sig at bruge Theresienstadt som location. Bagmanden stod stadig komplet uforstående over for situationen – som han selv udtrykte det, så havde folk i Auschwitz, hvor han året inden havde indspillet en af sine andre film, været meget mere hjælpsomme.”
(Kinoplex, side 10)
 

Da jeg satte mig for at skrive min nye roman Kinoplex, var det egentlig for at sige farvel til alt dette – til hele den subkultur, jeg stadig føler mig lige dele beriget og forbandet af at have haft som formativ ursump i mine teenageår. 80’erne handlede om denne her evindelige grænseoverskridelse og individualisering, men se engang hvad der kom ud af:

Det der dengang var cutting edge performance-art udført af en masse uhygiejniske kunstnere, er nu om stunder opskriften på enhver gennemsnitlig succesrig reality-tv-serie. Datidens grænseoverskridende projekt hed at knalde hvem som helst, mens et firetimers videobånd rullede løs, og siden hen få optagelsen udstillet som videoinstallation på et eller andet nusset kunstgalleri. Udskift location med landsdækkende tv og du har det 21. århundredes mainstream-formel.

Op gennem 90’erne blev hjemmesex på video folkelighedens nye standard-performance. Rollespillet foran linsen frigjorde individet, og sex blev til noget, man udførte i tredjeperson-ental, som et andet landflygtigt jeg i en sang i en karaokebar: ”Se her alle sammen, jeg er nået op til femte røvkugle denne gang!”

Som børn der keder sig, ønsker vi at genfinde vores primitivitet i et ælte af konkurrerende psykopatier. I vores tørst efter større lidenskaber end de moralsk forsvarlige søger vi konstant tilbage til primaternes gamle, voldsomme verden af sex, vold og simuleret død. Hvad skal vi ellers lave? Den eneste valuta, vi kender, er grænseoverskridelsens tragiske seksualitet, den megalomane individualitets mangel på interaktion med sin omverden, jegets urørlighed.

Engang ville folk gerne være sig selv, men som tiden gik, nøjedes man mere moderat med blot at begære det at være nogen. Formlen blev fulgt, men pointen tilpasset den herskende tidsånd.
 

Salon SignatureVideokameraet begynder at optage. Det drejer sig om forestillingen om lejede værelser i fremmede byer. Om piger der vakler hen over ujævn jord i høje hæle, i korte nederdele der lige akkurat synliggør både hofteholder og strømpebånd. Om deres blanke stirren. Om en ryggesløs ødselhed. Om de tilgængelige materialers elasticitet. Om en kvinde på alle fire. Om at være gemt af vejen bag et videokamera og en mikrofon. Om idéen om helteskikkelsen, der intet har. Om at mase sig mod en andens krop for at mærke sin egen grænse – bredskuldret og med stovt lem i venefuldt skræv. Tics, vrængen, sammenknebne øjne; som et bilsammenstød frataget al lyd. Bagefter bliver pigen liggende i det udmattede lys. Rummets summetone bliver kraftigere, hendes øjenlåg flimrer. Gråden presser sig på, finder vej hen over skærmens stiplede linjer. Kameraet filmer videre. Ingen siger noget. Dernæst trusler og gensidige pagter. Al logik beviseligt brudt op og splintret, indfanget på film.
(Kinoplex, side 67)
 

Selvdestruktionen er ikke desto mindre forblevet en spændende praksis indenfor kunstverdenen. Og der er da også rigtig mange gode ting at sige om den – det er trods alt den hurtigste måde til at tilegne sig kontrol over éns skæbne! De fleste sunde, unge kunstnere er stadig åbenlyst fascineret af idéen om menneskeligt forfald, så længe forbindelsen til det forbliver af en strengt billedlig karakter.

Så er det godt, man har kulturlivet. Her kan man lancere sig selv i mere voldsomme, veltalende udgaver end virkeligheden måske tillader. Man flirter med voldtægten, som indenfor de seneste år er blevet et fuldkommen accepteret æstetisk fænomen. Bare se på dets visuelle trofæer: Mms-voldtægterne der dokumenteres med mobiltelefonkamera, anmelderen der udøver sin masturbatoriske praksis på sikker afstand af værket gennem monokommunikationens envejsfilter, talentkonkurrencerne der gør publikum medansvarlige i de overgreb, de bevidner. Det er et handy greb, der forener det bedste af alle verdener: primaternes manglende overjeg og den moderne billedkulturs manglende undertekster.

I løbet af de sidste 30 år er dekadencekulturens aristokratisk anlagte radikalisme degenereret til et spidsborgerligt tidsfordriv. Undergrundsscenen er blevet en standardiseret independent-skabelon (”vi vil gerne være unikke, men helst på samme måde som alle de andre”), og grænseoverskridelsens beklagelige tab af selv har fået sit eget lille kulturreservat, hvor den kreative klasse kan holde sine weekend-udflugter – nøjagtig som deres forældre tog dem med i Knuthenborg Dyrepark.

Det er stadig det dyriske, der kalder, men siden rockmusikkens fremmeste udøvere tog skridtet op ad den sociale rangstige fra arbejderklasse til middelklasse, skal den omtalte grænseoverskridelse jo helst være en tand mere hygiejnisk, end den oprindelige prototype foreskriver. Kunstnerisk opfindsomhed kræver en god nats søvn. Ingen grund til at spilde al krudtet på meningsløs hærgen. Vi ved alle, hvad der sker, når ting blive for autentiske.
 

2010 KINOPLEX COVERVi definerer vores overflod gennem spild. Sådan er systemet bygget op: Gennem spild markeres højkonjunkturen. Tilsvarende defineres vores forbrug gennem skrøbelighed – det at alting er dømt til forældelse. Vi har adopteret naturens “grande morte” i alle henseender, i vores produktion og i vores måde at tænke på. Intet bliver længere produceret med holdbarheden som noget egentligt mål, tværtimod, ting skabes for at gå til grunde, for at andet kan blive solgt igen og igen og igen. Bare tænk på moden, “det nyes evige genkomst” … det er jo ikke sådan, at den planmæssigt bevæger sig mod et endepunkt, at den lige så stille og roligt er på vej mod det endegyldigt perfekte klædestykke, vel? Nej, den væsentlige forskel ligger ikke længere mellem det fornemme og det gemene, men derimod udelukkende mellem det gamle og det nye.
(Kinoplex, side 94)
 

Man kan ikke løbe fra det: Alle intellektuelle er homoseksuelle – mennesker der er forelsket i deres eget køn. Individer der læser hinanden som prisskilte til akkompagnementet af en strygekvartet, mens de kigger over skuldre til dagens obligatorisk reception. Jeg er selv konstant omgivet af disse polymorft trivielle, veluddannede og renlige moderne mennesker, der alle sammen er uddannet på institutioner, hvis primære formål er at påpege, at intet er nogens fejl.

Mange af dem er sågar med til at bestemme, om jeg skal have penge det år eller ej – om jeg har været en god dreng, eller om jeg er blevet for dirty. Eller ligefrem – Gud forbyde det! – for populær siden sidst. Der føres regnskab. Disse mennesker er bogholdere. Tingene skal helst give mening, skabe et dynamisk status quo, så det hele forbliver alt sammen meget kulturelt i den forstand, at der ikke rigtig foregår noget. Faktisk er langt de fleste af disse individer slet ikke interesseret i kunst, de er derimod udelukkende interesseret i, hvad andre mennesker er interesseret i.

Så ja, til tider kan jeg da godt savne punken og dens arsenal af muterende identiteter, mennesker der for størstedelens vedkommende havde store problemer med at udtrykke sig selv, med mindre det involverede nærgående beskrivelser af deres egne eller andres kønsdele. Modkultur og opposition er efterhånden ikke andet end poetiske vendinger, man bruger, når man gerne vil pynte lidt på sit eget image som forbruger, ligesom floskler som ”undergrunden” og ”det alternative” ikke længere repræsenterer nogen som helst modsætning til forbrugerkulturen – det er derimod netop det såkaldte ”oprør”, der driver den, både økonomisk og udviklingsmæssigt.

Det er elementet af ”innovation”, der giver forbrugeren, oplevelsen af sig selv som værende trendy og med på beatet, men i forhold til vores tid og sted er der principielt kun én reel modkultur, én reel opposition: Al-Qaeda. Vil man for alvor være hardcore, jamen, så er det frem med Osama Bin Laden-T-shirten. Resten er i bund og grund bare mere af samme skuffe, dvs. flere følsomme middelklasse-troubadourers melankolske sange om fremmedgørelse og manglende nærvær.
 

I'm EvilHen imod slutningen af karrieren var Marilyn Monroe begyndt at gå nøgen omkring på de hoteller, hun opholdt sig på. Det var ikke det eneste eksempel på hendes psykiske uligevægt. Før et interview havde hun spurgt en journalist, om hun måtte børste sit hår, hvilket der blev svaret ja til. Da journalisten kiggede op, var Marilyn Monroe gået i gang med at børste sin kønsbehåring. Når jeg hører navnet nu, er det den historie, jeg husker om hende. Det omrids. Individet som en konstant bevægelig grænse – noget ueksakt. Ikke af tilfældige grunde, men i sin essens. I sin bliven.
(Kinoplex, side 40)
 

Efter tredive års praksis i dansk kulturliv er jeg nok blevet en anelse mere moderne, end godt er. Man må gå så grueligt meget igennem, før man lærer at springe over, hvor gærdet er lavest, som Simon Spies engang udtrykte det. Hvorfor f.eks. være sig selv, når man kan spille en anden? Og hvorfor stå i opposition, når den alligevel blot er et symptom på lediggang?

Da Herbert von Karajan engang blev spurgt, hvorfor han havde meldt sig ind i nazipartiet, svarede han, at det var for at sikre sig en kapelmesterstilling, som han ellers ville have begået mord for. Jeg erindrede mig historien, da jeg forrige efterår blev tilbudt at spille rollen som mig selv i en af tidens store tv-shows. Det virkede som en god løsning: På den måde kunne jeg blive berømt uden at skulle gennemgå al besværet med at skabe populær kunst – jeg behøvede kort sagt ikke kompromittere min kunst, blot min personlighed. Det var for så vidt billigt sluppet.

Siden da er det kun gået op ad bakke. Nu har jeg sågar fået mit eget, nye tv-show, denne gang godt nok på en lidt mindre kanal, men til gengæld fuldkommen på egne præmisser. Sådan er det med tv. Selvom jeg hen over en 30-årig kunstnerisk karriere gang på gang har bevist, at jeg ikke har noget publikum, er det mig, man vælger som vært og bestyrer for tidens løbske billedepidemi. Den hjemløse bliver gjort til konge over tidens nomadiske folkeslag, og sejrherren bliver jeget i sangen.

Alt det kan jeg kun takke Sex Pistols for. Ikke fordi jeg ikke selv ville have ført det til noget, men fordi de tog al balladen med samfundet og offentligheden og narkodødsfaldene og rockmytologiseringen; den slags ligger slet ikke til mig. Jeg er i bund og grund for doven til at være nihilist og for selvoptaget til at være socialt engageret.

Jeg er kort fortalt – og på trods af alle ønsker om det stik modsatte – legemliggørelsen af det moderne menneskes utopi om en radikal frisættelse.

 

Politiken-foto: Sara Galbiati