MAN ER VEL ET BARN AF 1880’ERNE

Martin Hall, Politiken (lørdag den 7. november 2009)

I 1982 stak Martin Hall hovedet i en gasovn, og hvis det ikke var fordi, han ikke havde betalt sin gasregning, ville han ikke være her i dag – og give sin første københavnerkoncert i tre år i morgen. I dette essay kaster han et tilbageblik på 30 år som sort, følsom selvmordsaspirant, eksperimenterende lydkunstner med ufrivillig popstjernestatus og aparte tv-dommer.

 

1979

1979 var et fantastisk år. Sådan rent musikalsk set. Joy Division udgav Unknown Pleasures, Wire kom med 154, The Pop Group udsendte mesterværket Y, og Throbbing Gristle leverede 20 Jazz Funk Greats. For slet ikke at tale om The Falls Dragnet og This Heats debut-lp. Listen synes nærmest uendelig.

Jeg var 16 det år og led både svært og tungt under teenagerens dødelige doser armod, mismod og vemod. Men musikken, what a feast of plenty! Så da den legendariske (og desværre for længst afdøde) Brats-trommeslager og fanzine-redaktør Eddie Haircut spurgte, om jeg ikke ville spille til hans forestående punkfestival-extravaganza, Concert of the Moment, i Saltlageret i november, sagde jeg øjeblikkelig ja. Også selvom jeg ikke havde noget band på det tidspunkt.

 

1980

Ian Curtis, Joy Divisions sanger, begik selvmord det forår, men det forhindrede nu ikke den lokale scene i at vrimle med digtere, lømler, speedfreaks og småpsykopater. Perioden var ligesom en kærlighedshistorie – de elskende er nærmest ligegyldige hver for sig, men sammen skaber de noget enormt.

Jeg indspillede min første single med Ballet Mécanique som 16-årig og blev en slags lokal star i artrock-miljøet. Den slags gav dog kun en samvittighedskvaler dengang – det at ”være noget” var en kende problematisk på det tidspunkt.

Strunge udgav Skrigerne, og Rugsted/Kreutzfeldt hittede med “Kom tilfældigvis forbi”. Hver lørdag kunne man for en krøllet tyver opleve fem bands i Rockmaskinen ude på Christiania. Der spillede en masse grupper, hvoraf de fleste havde ganske opfindsomme navne. Mit favoritbandnavn var Kronisk Krampe.

 

1981

Before spillede opvarmning til New Order, Ballet Mécanique spillede opvarmning til Iggy Pop, og så var der et mordforsøg på paven på Peterspladsen. Gik konstant i byen, på klubber som Channel One og Pan. Førstnævnte var et new romantics-inspireret diskotek, der lå i Farvergade, og eftersom det var det eneste af sin slags i København på det tidspunkt, valgte både Duran Duran og The Clash at hænge ud dér efter deres koncerter i byen. Jeg gik heldigvis glip af Simon Le Bon, da han var der.

Det blev noget lettere at komme ind rundt omkring, efter jeg var blevet semi-rockstjerne. Inden da stod man altid og pissefrøs ude i køen. Måske var det derfor, vi alle sammen tog så meget amfetamin dengang – så holdt man både varmen og mistede alle hæmninger på én og samme tid.

 

1982

Flere fester på flere gallerier. The Associates udgav deres maniodepressive popklassiker Sulk og Jean-Francois Lyotards Viden og det postmoderne samfund kom på dansk. Nedturene blev bare værre og værre. Vågnede sågar op en kold novembermorgen med hamrende tømmermænd og hovedet inde i min gasovn. Jeg var gået ud af druk under et selvmordsforsøg aftenen før og er udelukkende i live i dag, fordi jeg ikke havde min betalt el-, gas- og vandregning den måned.

 

1983

1983 Hall Blonde (Ken Rivad)Udgiver min første bog, den herostratisk uforståelige Genopbyggelsen er større end selve skabelsen. Kan huske, at jeg undrede mig lidt over, at den ikke solgte nogenlunde det samme som Ballet Mécaniques pladeudgivelser, indtil en venlig reklamemand forklarede mig lidt om de to kunstformers væsensforskellige natur: ”Musik er et passivt medium, hvorimod bøger kræver en lidt mere aktiv indsats”. Jeg stirrede tænksomt rundt gennem Saltlagerets hashtåger, mens jeg reflekterede over udsagnet.

Slutter året af med at kvittere for et arbejdslegat fra Statens Kunstfond ved en koncert i Radiohuset, der består af 40 minutters infernalsk høj lydterror for elektrisk violin, loops og båndoptagere. Inden da havde aftenen budt på en hyrdesang for soloobo og en petit klaverkvintet fra de andre prismodtagere. Information anmeldte koncerten under overskriften ”Lydspanking”, men som den vittige journalist rapporterede, så kunne man jo blot have fulgt eksemplet med den ældre dame foran ham, der efter 30 sekunder slukkede for høreapparatet og dernæst gav sig til at løse sin medbragte krydsogtværs.

Der skulle gå rigtig mange år, før jeg atter blev inviteret indenfor i disse gemakker.

 

1984

Fantastisk forår. Fyldte 21 i april og var radioaktivt forelsket til lyden af pragtfuldt skrattende 12”-singler som New Orders ”Thieves Like Us” og Echo & The Bunnymens ”Silver”. Hvilken vidunderlig verden at befinde sig i!

Deltog i den store Gud & Grammatik udstilling på Charlottenborg i begyndelsen af maj, samme måned som Under For udsender lp’en Apparently All The Same, et af de mere sammenhængende af mine album fra 80’erne. Optages på Københavns Kunstakademis billedkunstlinje. Selv Van Halens “Jump”-single fra samme år rimede på periodens brus: ”I get up/And nothing gets me down”.

Hen over sommeren ændrer tingene sig dog noget. Michel Foucault dør, mens jeg ligger syg i Cairo, og i september begår min mor selvmord. I december skærer jeg mig selv til blods, mens jeg dyrker oralsex med en mandlig medskuespiller i forestillingen Parade, og nytårsaften kollapser jeg under et trip i H.C. Ørstedsparken.

 

1985

1985HallStrungeTrier(RobinSkjoldborg)80’erne slutter. Digterne skændtes højlydt med hinanden, Sort Sol spillede pludselig sammen med alle popgrupperne til Afrika-koncerten, og det begyndte at flyde med junkkanyler ude på Floss’ lokum. I april lød Ekstra Bladets forside, at “800.000 vil dø af AIDS”. Festligt. Især i betragtning af det indavlsbunkepul, som hele postpunkmiljøet var. Samme år to selvmord og to overdoser i den nærmeste vennekreds.

Af de bedre ting det år? At Jean Baudrilliards Forførelse udkom på dansk. Og at mit første soloalbum Relief udkommer både herhjemme og i Tyskland. Takker nej til en Europa-turné og begynder at dyrke kundalini-yoga i stedet for. Sidder og chanter mantraer med hvidklædte sikher nytårsaften, hvorefter der bliver drukket chai-thé og spist hvedekiks. Ingen kender Martin Hall her. Befriende.

 

1986

Fortsætter turen rundt i de esoteriske samfund. Spiller min famøse ”final concert” i Saga i april. På min 22-årsfødselsdag indtræffer kernekraftsulykken på Tjernobyl-værket. Heldigt at vinden blæste den anden retning den dag.

 

1987

Vandrer rundt navnløs blandt mænd. Afholder dunkle møder i diverse medborgerhuse og bliver truet med knive.

Eneste kunstneriske erindring fra det år er Jana Sterbaks kødkjole Vanitas – Flesh Dress for an Albino Anorectic.

 

1988 Presence Promo (Skjoldborg)1988

Vågner op til dåd igen. Indspiller Presence-albummet, hvorfra singlen ”Beat of the Drum” bliver det mest spillede danske nummer på radiostationen The Voice det år (jeg ender sågar med at ligge højere placeret end Thomas Helmig ved årets læserafstemninger i MM, alt sammen en noget traumatisk oplevelse).

Flere selvmord. Martin Krogh som jeg udgav pladen Treatment med, hænger sig efter begge hans nyrer er stået af pga. års speedmisbrug. En tidligere kæreste vælger samme løsning, ikke pga. mig, men efter sigende fordi hendes bror netop havde taget sit liv.

Gilles Deleuze sætter eventen eller begivenheden – l’événement – på dagsordenen i værket Le Pli. Rays and hails.

 

1989

Immer weiter, drevet af længsel og den autodidaktes evige usikkerhed, over mure og store fortællinger og direkte i armene på en østtysk pige med skarpskårne træk og afbleget hår, med hvem jeg undrede mig over avisernes forsider fredag den 10. november. Hvem skulle nu have troet det.

Spiller en sjælden koncert med bandet And Then Again, hvor jeg inden en optræden i Århus giver et telefoninterview til en jysk avis. Lang snak afsluttes med reporterens konstaterende spørgsmål ”men I levede jo også vildt dengang i start-80’erne, gjorde I ikke?” Jeg mumler ja og lægger på. Næste dag lyder forsidehistorien ”Rock, død og narko styrede mit liv”.

 

1990

Man skulle ikke langt ind i 90’erne, før man blev godt og grundigt træt af kynismens kujonagtige overlegenhed. Så overtog ironien desværre, den formelle stilisering af det generelle hykleri.

Ville gerne af med popstjernestatusen, så jeg besluttede mig for at lave en plade med Irma Victoria, en på det tidspunkt 67-årig kontorfunktionær i Arbejdsmarkedsstyrelsen.

 

1991

Irma Victoria Phantasma 1994Irma Victoria grammy-nomineres i kategorien ”årets sangerinde”. Der er kun tre om budet det år: Hende, Hanne Boel og Annisette. Ifølge rygterne ændrede IFPI året efter reglerne om specialjuryernes beføjelser, så den slags ikke kunne ske igen.

Ellers lidt af et ”tv-moment” da storskærmsvideoerne for de nominerede ruller hen over scenen; først Boel med ”I Wanna Make Love to You”-nummerets læderbuksklædte guitarsoli-positurer, dernæst Annisette og Savage Rose med harmonikaer, gadebål og masser af løse hunde og så til sidst Irma Victoria med drop i armen i en sygeseng i færd med at forkynde nummeret ”Animal Culture, Animal Death”. Stemningen faldt med adskillige kabinetryk.

Den eneste der efterfølgende kommer hen for at lykønske os med nomineringen, er C.V. Jørgensen.

 

1992

Et mærkeligt år, præget af nej’et og en fodboldkamp. Befandt mig på bunden af min karriere, både økonomisk og artistisk. Bider tingene i mig og lægger en strategi efter endnu en billedkunstners harme over, at jeg i det mindste gerne ville have dækket mine udgifter i forbindelse med at lave musikken til hans udstilling.

”Jeg troede, det handlede om kunst det hér”. Ja-ja.

 

1993

The Ayatollah Rock’n’Rolla strikes back! Stort radiohit med ”Strange delight”, men hvad var det nu egentlig, jeg oprindeligt var i gang med?

 

1994

Første og eneste Danmarksturné nogensinde det forår. Efterfølgende ganske skidt tilpas. Angrer mine popsynder med masser af åndelig flagellantvirksomhed og indleder den nye tidsregning med den selvransagende midnatskoncert ”Ceremony of Purification” i Hellig Kors Kirken i december. Og nej, det var ikke ironisk ment! Man er vel et 80’er-barn. Et 1880’er-barn.

 

1995

Tingene vender, vandrer mod lyset. Samarbejder bl.a. med strygekvartetten Den Danske Kvartet og modtager Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat som komponist det år. Investerer førsteårsraten i indspilningerne af Random Hold, et af mine uden tvivl mest helstøbte album, eftersom mit daværende label Sony ”ikke kunne høre singlen, Martin”.

 

1996

2009RandomHold300dpiRandom Hold modtages af en enig presse som mit måske fineste værk og ender efterfølgende på Politikens Rockleksikons liste over dansk rocks 50 vigtigste plader. Ikke at det betyder alverden, hvad anmelderne mener, men ser man bort fra et par populære events i Nürnberg i 30’erne, er der jo trods alt en vis sandhed at hente i altings kollektive instinkt en gang i mellem.

Og så er det ellers tid til at ødelægge idyllen igen, da Hanne Boels producer, Ole Hansen, spørger mig, om jeg har lyst til at skrive tekster til hende. Sure!, why not?, bring on the dancing horses! Skriver halvdelen af teksterne til Silent Violence-pladen, der går platin i flere lande, og får dermed endelig kørt mig den obligatoriske tur i en hvid limousine, mens jeg bæller champagne.

 

1997

Det kommer helt bag på mig, hvor mange penge, man tjener på at lave popmusik. Så dem får jeg hurtigt brugt igen.

Helt bortset fra det er Boel rigtig behagelig at omgås. Det fede ved mennesker, der har haft så meget succes som dem, er, at de ikke har en masse at skulle bevise.

Hænger også en del ud i Conflicto og drikker Skull Beer, omgivet af udstoppede dyr og kister.

 

1998

Skriver og udsender Uden titel, der fremhæves som mit litterære gennembrud – med et dertilhørende forsvindende lille salgstal.

Af udlandsprojekter indspiller jeg et par numre med det tyske industrial-band Trauma til deres kommende cd og deltager bl.a. også i International Symposium of Electronic Art i Liverpool.

 

1999

1999BurningSugarAGrammy-nomineres som sangskriver i kategorien årets hit for sangen “Salt Of Your Skin”, som jeg havde skrevet til Boel. Efterfølgende bliver min egen single ”Burning Sugar” Ugens Uundgåelige på P3. Bekymrende meget succes.

Herefter følger kompositionsarbejdet til Operanords Gilles’ Requiem og Ole Bornedals Østre Gasværk-forestilling Gud Bevare Danmark. Ind i mellem deltager jeg også i The Liverpool Biennial of Contemporary Art, men af de mindre, mere hjertevarmende ting hører det at deltage i den danske antologi Kortprosa 1999 med teksten ”Noter i vilkårlig rækkefølge”. Vi citerer: ”Mennesker med ordenssans elsker kunstnere, der begår selvmord. Mennesker uden ordenssans elsker kunstnere, der dør af en tilfældig overdosis.”

Kollapser efterfølgende endnu en gang og tilbringer omkring et halvt år i sygesengen.

 

2000

Får min første (og med sikkerhed eneste) guldplade for Boel & Hall-albummet, som jeg erindrer at slæbe med mig fra et pladeselskabsmøde i en brugt Føtex-pose. Rock’n’roll! Ud over pladens to hitsingler er det bedste ved den nok videofilmen, der inkluderes på cd’en, sådan en rigtig ”scrambled art”-tingest om indspilningerne, der fokuserer mere på isbjørne og snedækkede motorveje end artisterne.

Under PR-opholdet for pladen i Stockholm indskriver portieren på Hotel Lydmar mig fejlagtigt som Martin Hell. Nogle ting ændrer sig aldrig.

 

2001

Helt som det sig hør og bør ender årene som succesfuld popsangskriver med en voldsomt allergisk reaktion mod selv samme metier. Nåede ellers lige at skrive international publishing-kontrakt med EMI Tyskland, Europas største sangskriverforlag, men da de som noget af det første sendte mig en liste med de ti af tidens sange, de gerne vil have kopieret til nogle lokale artister (bl.a. Ronan Keatings store hit ”Life is a Rollercoaster” samt et Melanie C-ditto), kvitterede jeg ved at sende dem et par arier indsunget af en mezzosopran. Fik af samme grund aldrig noget internationalt hit.

Til gengæld udgav jeg Metropolitan Suite-pladen i samarbejde med billedkunstneren Christian Skeel, en plade bestående af 25 klassiske vignetter med farverige titler som ”Unzipping the Abstact” og ”The Mephisto Effect”. Tror vi nåede helt op omkring 765 solgte kopier.

 

2002KameliadamenGladsaxeTeater2002

Fortsætter i samme spor med at skrive og indspille hhv. lydsporet til Gladsaxe Teaters store satsning det år, Kameliadamen, montagen Audiofile: Helena 64 til Kulturbro-biennalen på Ystads Konstmuseum samt minioperaen Keine Hinterwelt til P2.

Uh, hvor blodet atter begynder at rulle i ens depraverede legeme!

 

2003

Optages i Kraks Blå Bog hvilket jo synes ganske foreneligt med blodfarven, der pibler ud af stikhullerne. Well, måske ikke helt – efterhånden er de stærkeste indtagelser morgenthéen og en enkelt tilbagevendende flaske tung tysk øl.

Hvad laver jeg ellers det år? Udsender endnu flere plader, mens jeg skriver som en vanvittig. Den store generationsroman er i støbeskeen, men sådan en koster penge at skrive, i hvert fald når man er sådan en som mig, der ikke er vant til at skrive 700-800 siders bøger.

 

2004

Skriver stadig løs. Begyndte med de første notater i 1999, så nu er der gået fem år. Adskillige mennesker i min omgangskreds begynder at betvivle min dømmekraft. ”Er han blevet vanvittig?” ”Igen?” Det er tungt, når man først én gang er blevet belemret med en sanatorieprotokol.

Imens udkommer Das Mechanische Klavier, et af mine værkmæssigt lysere øjeblikke. Den tyske litterat Herbert Zeichner læser op, mens mezzosopranen Andrea Pellegrini synger, så selv stjernerne må bløde.

Og så får jeg pludselig en række legater i forbindelse med manuskriptskrivningen. Odysseus er på vej hjem.

 

2005

2005 DSR KAMPAGNEUdgiver nogle flere plader, deltager i Dannelseskaravanen på Christiansborg og spiller min første koncert i seks år på et slot.

Og så kommer den endelig, dobbeltdækkerromanen Den sidste romantiker der i mellemtiden er blevet skåret ned fra sine oprindelige 1.200 sider til sølle 700. Udgivelsen skiller øjeblikkeligt vandene. Det særeste er dog, at jeg resten af året ikke bestiller andet end at løbe ind i mennesker, der er fuldkommen overbevist om, at det er dem, jeg minutiøst beskriver i dette monstrum af et stykke autofiktion. Come on, så stort indtryk gjorde I altså heller ikke …

 

2006

Godmorgen mine blanke støvler! Samarbejder med Efterklang det år, en gruppe hvis medlemmer jeg teknisk set kunne være far til alle sammen. I samme moment er det lige pludselig 25 år siden, at The Icecold Waters of the Egocentric Calculation udkom, så den bliver genudgivet som cd. Der må have været noget i speeden dengang – dem der ikke er døde af overforbruget, holder sig nemlig alle bemærkelsesværdigt godt.

Skriver også musikken til en racerbilsudstilling på Aros, der sætter ny publikumsrekord, og får sågar lov til at spille i Glyptoteket mellem alle stenfaraoerne og kongesønnerne.

 

2007

Da jeg var lille, flyttede min familie en del rundt, hvilket betød, at jeg nåede at skifte skole fire-fem gange inden 4. klasse. Det kan vel forklare en og anden ting, men pointen er, at da min mor endelig kom tilbage til Danmark efter et års ophold i Spanien med en dertilhørende skilsmisse og fik indlogeret os i en lejlighed på Frederiksberg, undrede jeg mig tit og ofte over, hvem dette gespenst var, der i tide og utide svævede op og ned ad Frederiksberg Allé iført kappe og silkebukser.

Gespenstet var ingen mindre end den notoriske flanør Marquis de Sade. I 2007 blev jeg langt om længe formelt introduceret til herren, hvilket udmøntede sig i indspilningen ”Tout le Monde”, som han akkompagnerede mig på samme år. Cecilie Frøkjær præsenterede endda det nye celebrity-par i morgen-tv, og dagen efter var mailbakken fuld af homofobiske trusler.

 

2008

pressefoto_2008_02_300dpiOg så var der jo lige det her tv-program!

Sad ellers ganske pænt og reserveret og skrev på en ny roman, hvorefter telefonen ringer, og nogen spørger mig, om jeg ikke har lyst til at være med i DR’s nye primetime-blockbusterprogram. Jo, måske, hvorfor ikke?, men lad mig lige ringe til min forlagsredaktør først og høre ham, om han ikke vil udgive en dagbog om sådan et kultursammenstød – hvilket han da hjertens gerne ville – så jeg stiger om bord i karavanen og bliver landskendt som ham den diplomatiske dommer, der citerer Karen Blixen og Ludwig Wittgenstein og konsekvent stemmer drags videre.

Inden da når jeg forresten også at blive skudt som depraveret nazist i Flammen og Citronen, min første spillefilmsrolle.

 

2009

Jeg lagde honoraret fra min tv-optræden i indspilningerne til albummet Hospital Cafeterias, der udkom tidligere på året, og herfra gik det så ellers lykkeligt hjemad for den bortvendte søn i selskab med Das Beckwerk, Else Marie Pade og Knud Odde.

Nu skal jeg så atter ud i DR-byen. Jeg er godt nok blevet flyttet fra fredagens primetime til søndagens mere panderynkende sendeflade, men det går nok alt sammen – man kan som bekendt ikke både blæse på det hele og sniffe hovedet af led på én og samme tid. Alting sin tid, Martin. Nærmere bestemt 30 år inden for 24 timer her søndag.

Tænk engang. Er det virkelig en følelse af taknemmelighed, der er begyndt at melde sig? Den slags skal man jo passe på med i min profession.

 

Martin Hall spiller i forbindelse med sit 30-årsjubilæum som debuterende scenekunstner i DR-byens studie 2 søndag aften kl. 20.00 – hans første koncert i København i tre år.