NIGHTCLUBBING, WE’RE NIGHTCLUBBING

Af Martin Hall (KBH, marts 2009)

“Nightclubbing, we’re nightclubbing.” (Iggy Pop 1977)

Hvad sker der derude? I det københavnske natteliv? Vi var ved at tabe overblikket og bad venligst Martin Hall om at tage ud og undersøge sagen for os. Han hankede op i Das Beckwerk, og de to skulle igennem alt fra Britney Spears og Olafur Eliasson-lamper til garagerock og franskbrødsfrisurer, før de kunne gøre status med en appelsin. Forvirret? Læs med her.

Københavns natteliv 2009! Det gav et gib i mig. Hvilken by? Hvilket natteliv? Herman Bangs, Kim Schumachers, Kokainkokkens eller ham rapperens, der drikker den helt forkerte absint. Hvem i alverden kunne være forrykt nok til at sende mig ud i de moderne klubbers trykkogere som barometer for tidsåndens stil?

Måske skyldtes det omslaget på min nye plade, Hospital Cafeterias: En trist parkeret, nydeligt opredt sygeseng placeret i hjørnet af et uhygiejnisk og goldt udseende kælderlokale. Det var først nu, det slog mig, hvilken fin pendant billedet egentlig er til både kunstverdenens og klubbernes store, tomme, hvide lokaler her under de indledende stadier af finanskrisen.

Men okay. Vil man have foretaget en kulturel biopsi, så lad da endelig Dr. Hall komme til: Sav, klemmer, morfin og cocktails, vi har det hele. Enhver udøvende kirurg har dog brug for førsteklasses assistance, ligesom enhver sand artiste har brug for en sjælefrænde. Så hvem ville være det mest logiske bud, hvad angår en sådan ekspedition ind i mørkets hjerte?

Valget slog mig som befriende selvfølgeligt. Der kunne kun være tale om én person: Manden hvis korstemme lyder som et helt lille kuld af kastratsangere … manden hvis vid og ulastelige beklædning – nøjagtig som i mit eget tilfælde! – ikke bare tirrer jævnaldrende, mandlige litterater, men hele horder af livstrætte kulturkritikere fordelt over den ganske dagbladssektor.

Hvem anden end manden, der ikke længere hedder Claus Beck-Nielsen, den nuværende leder af Das Beckwerk, ville kunne leve op til en opgave som denne? Valget syntes perfekt.

Jeg fattede nyt håb. Men hvor i alverden kunne han tænkes at være nu om stunder? Sidst jeg så ham, var under indspilningerne af netop Hospital Cafeterias. På det tidspunkt var han dog på vej til Serbien. Hvor kunne han være nu? I Pakistan eller Nordkorea? Dubai måske?

Pludselig slog det mig, at jeg netop havde set hans ansigt på et banner for teaterforestillingen ”Det Ny Menneske” på facaden af det gamle Aveny Teater. Han havde set truende ud og haft en pistol i hånden. Jeg greb min paraply og fandt vej ud til Frederiksberg Allé, fik adgang til teaterets baglokaler og fandt her en afkræftet krop i færd med at gennemlæse et brev fra en advokat. En af Das Beckwerks egne romanfigurer var i gang med at lægge sag an mod ham. Fantastisk, tænkte jeg – fantastisk, min ven.

”Kom med mig,” lød det resolut fra mig, ”lad os sammen begive os ud det københavnske natteliv anno 2009 og se, hvad virkeligheden byder på”. Jeg tog forsigtigt hans hænder i mine for at varme dem. Sådan sad vi en kort stund. Så tog vi af sted.

 

1. Nimb

En halv time senere befandt vi os på Nimb Bar i Bernstorffsgade, det rette sted at begynde for et par arkaisk-europæiske herrer som os. Vi bestilte Earl Grey Imperial thé – en god begyndelse. Théen var måske en kende tynd, men i det mindste varm og smukt serveret.

Lederen af Das Beckwerk syntes sågar at være ved at få lidt kulør i ansigtet. Med de minimum 16 timer han i henhold til sin ansættelseskontrakt som leder af og forsøgsperson for Das Beckwerk er forpligtet til at arbejde om dagen, var der faktisk en reel chance for, at han ligefrem nød dette pust en smule. Jeg brød tavsheden:

”Beckwerk-menneske, hvordan går det?” Han så tænksomt op på mig.

DAS BECKWERK
Hvad skal jeg sige, Hall, jeg har ikke været ude i det københavnske natteliv siden 2001. Ifølge min ansættelseskontrakt må jeg ikke gå på café, klub, bar eller restaurant her i byen. Bestyrelsen er af den holdning, at hverken jeg eller virksomheden har noget ud af, at jeg bruger tid på det københavnske natteliv. Når jeg er i København, så arbejder jeg. Når jeg er på mission ude i verden derimod, så går jeg gerne ud om aftenen. I løbet af de sidste 5 år har jeg udforsket nattelivet i millionbyer som Bagdad, Teheran, Basra og Kabul i Afghanistan. Byer i en form for undtagelsestilstand er dejligt uforudsigelige, Hall. Den restaurant eller klub, du har sat sig for at opsøge, findes måske ikke mere, når du endelig når frem. Eller omvendt. Baren er der, men du er gået tabt undervejs. I Kabul er der klubber, hvor kun folk med udenlandsk pas har adgang. Ingen indfødte. Til gengæld har afghanerne lejlighed til at skyde til måls efter de udlændinge, der vover sig af sted trods udgangsforbuddet og advarslerne fra deres respektive ambassader. I Teheran er gaderne en endeløs flirt. Alle piger går med slør, men kun for at have noget at tabe. De iranske piger elsker at blotte deres skønhed et kort, farligt sekund, mens det religiøse politi vender ryggen til. I Teheran kan du få alt, hvad hjernen begærer, lige fra alkohol til ludere. Til gengæld ender man næsten altid natten til afhøring hos det hemmelige politi. Og her? Tja, foreløbig ligner det en velholdt soveby. Vi får se, Hall.

Vi drak théen og spiste det medfølgende stykke Summerbird-chokolade. Det var blevet tid til at besøge klubber.

 

2. Jolene

Vi fandt vej til Jolene på Flæsketorvet. Oprindelig lå stedet på Nørrebro, men måtte flytte pga. naboklager. Skiltet var dog heldigvis det samme. Grundlæggerne, de to islandske veninder Dóra og Dóra, havde efter sigende, på en mørk og stormfuld nat i Reykjavik for et par år siden, drukket sig fulde til Dolly Parton-nummeret af samme navn, mens de i fællesskab sad og drømte sig væk fra klippeøen. Sådan kan det gå.

Stedet mindede mig voldsomt om Berlin og 80’erne. Omvendt minder stort set alt mig efterhånden om Berlin og 80’erne. Beckwerket forsvandt øjeblikkeligt ud på toilettet, mens jeg stod og beundrede et bontempi-orgel viklet ind i en lang, lysende julelyskæde lige uden for. Han blev derude meget længe. Da jeg langt om længe fulgte efter for at se til ham, sad han blot og stirrede ned i et af lokummerne. Et meget ensomt syn – som havde han netop indledt en barok flirt med stedets hvide dame.

DAS BECKWERK
Jeg har fundet ud af, hvorfor det her ombyggede toilet, hvad var det du kaldte hende, Jolene!, er absolute in. Det er fordi lamperne her – i modsætning til stort set alle andre steder i byen og verden – ikke er designet af Olafur Eliasson. Efterhånden kan du ikke gå ind på et offentligt lokum eller operahus eller sætte dig op på en cykel og tænde lygten, uden at den er designet af Olafur Eliasson. Men så vidt jeg kan se, skyldes den unikke stemning her på Jolene en autentisk 60 watts pære. Nå, der røg den. Let’s go!

 

3. Karriere Bar

”Contemporary art & social life” skulle efter sigende være undertitlen på den 600 kvadratmeter store galleri/café/bar/klub-ting, der lå klos op og ned af Jolene. ”Karriere Bar” stod der i neon. På AOK’s hjemmeside kunne man læse, at stedets atmosfære var ”trendy”. Der var stort set ingen mennesker, da vi kom.

For at få lov til at tage billeder, skulle vi spørge om lov. Stedets floor manager blev tilkaldt. Det tog en rum tid, inden hun dukkede op – til gengæld fik vi herefter gratis drinks, en herligt sprudlende cocktail jeg øjeblikkeligt glemte navnet på.

”Hvad synes du, Beckwerker?”

DAS BECKWERK
Jeg tænker på damens titel. ”Floor manager”. ”Hende der ordner gulvet”. Det må vel være det, man på dansk kalder rengøringskonen? Men, Hall, hvad skal de med en ”floor manager”, her er jo stort set ingen mennesker? Bortset fra Eliasson-lamperne, så består det københavnske Karriereliv så vidt jeg kan se stort set ikke af andet end gulv. Det er til gengæld flot, det må man sgu lade hende rengøringskonen. Men man savner noget liv, Hall, en blankpudset curling-sten, for eksempel, og så et hold veltrænede piger med koste til at feje stenen hen over gulvet.

 

4. Bar 7

Vi måtte videre. Natten var ung, men ikke længe endnu. Udenfor holdt der en taxa. Jeg spurgte chaufføren, hvor han syntes, vi skulle tage hen. Bar 7 i Studiestræde, sagde han.

Stedet var mere end almindeligt forstemmende. Der blev spillet Britney Spears. Højt. To mellemledertyper dansede i en mellemgang, mens de grinede til hinanden.

DAS BECKWERK
Jeg har det dårligt, Hall, det her ligner jo til forveksling hotelbaren på et hvilken som helst Scandic Hotel i provinsen. Lad os komme ud i kulden!

 

5. Dunkel

Vi søgte op mod Vester Voldgade, hvor Dunkel ligger. Beværtningen levede fint op til sit navn: Sort lokale med en slags semi-punk-tag-electronica-sfære. Jeg spurgte bartenderen, hvilke cocktails de serverede. ”Hvad?” Hvilke cocktails? ”Hvad kunne du tænke dig?” Armoden begyndte atter at sprede sig. ”Kan du lave en champagnecocktail af en eller anden slags?” ”Det kommer nok til at knibe”. Sådan fortsatte det lidt endnu. Jeg endte med at få en gin og tonic.

En pige med en kasket genkendte mig og syntes, det var for vildt, at jeg var der: Martin Hall! ”Vildt!” blev hun ved med at sige, ”vildt!” Jeg introducerede hende for Beckwerkeren, der dog var langt mere optaget af et enormt cognacglas længere henne ad bardisken, en hel lille balje fuld af æggepunch. Vi ville begge rigtig gerne smage noget af den, men den tilhørte et privat fødselsdagsselskab.

Depressionen lurede.

 

6. Faust

Vi flygtede hastigt videre til goth-klubben Faust, der ligger nede i Magstræde. Her var der heller ikke videre mange mennesker. Finanskrisen var virkelig begyndt at spille med musklerne – selv stedets skelet (med violin!) var blevet stjålet.

Et kuld goth-teenagers dansede i tørisen, alt imens en tysk sanger skreg og råbte hen over nummerets tærskebeat. Beckwerkeren faldt i snak med en ung pige med afbleget hår. På Faust serverede de i det mindste russisk champagne, så jeg kiggede blot fraværende på, mens jeg nippede til glasset.

 

7. Nadsat

Køen var uendelig lang uden for Nadsat nede i Hyskenstræde, hvilket passede os begge fint – ingen af os orkede flere besøg på flere fremmede steder anyway. Vi gad ikke engang flashe med vores kort og kameraer, lederen af Das Beckwerk frøs, og det var ved at blive sent. Vi flygtede ind på Studenterhuset i Købmagergade, et sted der for så vidt lå uden for enhver forestilling om det hotte og trendy.

 

8. Club Mau Mau

Heldigvis viste det sig at huse sæsonens uden tvivl bedste club: Club Mau Mau. Min Werk-ven livede gevaldigt op og begyndte at foredrage om stedets totale mangel på prætentioner – det kunne han godt lide.

DAS BECKWERK
Det gælder om at begå de rigtige fejltrin, Hall, og det her er et af dem. Det ligner jo ikke noget, ikke engang en sølle Eliasson-lampe har de. Til gengæld er her masser af liv og, ikke, mindst, de kønneste piger jeg har set på denne isørkenvandring. Her kunne jeg godt tilbringe resten af natten, fire, fem, ja, måske hele ti minutter!

Normalt holder Club Mau Mau til på Isola Rockklub, hvor man så på udvalgte lørdage udelukkende spiller original R&B, 60’s beat og garagerock. Absolutely fucking swell! Desværre var vi alt for sent på den. Aftenens main sensation, svenske The Vanjas, havde for længst forladt scenen, til gengæld fløj det om ørerne på én med både Dick Dale og The Rascals. Vi skulle helt hen til en fuldkommen hysterisk udgave af ”In The Midnight Hour”, før jeg måtte op og købe earplugs oppe i baren. Primært fordi en noget bedugget, finsk fotograf havde genkendt mig og nu var begyndt at råbe mig i ind hovedet … eller rettere sagt troede, at han havde genkendt mig, for det var åbenbart L.O.C., han indledningsvist havde forvekslet mig med. I hans øjne gjorde det dog ikke det store: ”Vi var vi jo alle sammen i den samme branche”. Kreativ fyr.

Earplugsene kostede 10 kr. Man kunne også købe et beercard til 300 kr. Omvendt var det gratis bare at stå og glane ud over dansegulvet og betragte alle disse vidunderlige kjoler og stive skjorter bakse løs. Vi snakker piger med franskbrødsfrisurer og pomadiserede drenge i sixty suits og så smerteligt spidse sko, at det må have haft ondt i testiklerne flere dage efter. Sideskilninger der fik mit tilbagestrøgne hår til at ligne en høbunke.

Det var lige før, vi begyndte at danse, Werkführeren og mig.

 

9. Library Bar

Dernæst var der kun ét punkt tilbage på agendaen. Taxachaufføren blev instrueret i at køre os til Plaza Library Bar.

The Library Bar blev engang kåret af Forbes Magazine som en af de fem bedste barer i verden; det var det eneste rigtige sted at slutte en aften som denne af på. Desværre var der lukket.

DAS BECKWERK
Sludder Hall, det her er helt ideelt! Ingen mennesker, ikke et øje, ikke engang en solarieforbrændt ”floor manager”! Så er der heller ingen til at ødelægge forestillingen om den ideelle natklub, det ideelle klientel, de smukkeste mennesker. Det her er Utopia, Hall, lad os trænge ind!

Han nikkede til natportieren og satte sig i bevægelse. Med Beckwerkeren som fortrop trængte vi ind i Utopia. Han stjal en appelsin fra en udsmykning og lagde sig til at spise den i lædersofaen ovre i stedets fjerneste hjørne. Jeg reciterede passager fra ”Gensyn med Brideshead”:

”Hvor småligt fraskriver vi os ikke senere i livet vor ungdoms prægtige sindsstemninger og lever lange tilbageskuende sommerdage i tankeløs udsvævelse – Dresdenerfigurer af landlig idyl.”

Min ledsager anerkendte udsagnets eviggyldige sandhed. Han hengav sig til minderne fra sine missioner til verdens brændpunkter:

DAS BECKWERK
Det minder mig om Downtown Cleveland. Da byen gik bankeråt i 90’erne, flygtede alle borgerne ud til forstæderne. Kun de hjemløse og de mest overvægtige eller benløse Irak-krigsskadede negre er tilbage mellem de tømte skyskrabere med deres knuste ruder. Inderst inde i mørket er der nogle få nigger-barer med live-blues og hårde stoffer. Men for at komme derind skal du fra forstæderne gennem kilometervis af mørkeliggende gader patruljeret af teenagere i rustvogne. Hvis du så meget som holder for rødt, er du død. Se det kalder jeg sgu natteliv, Hall! Måske er det det, der skal til for at redde København: Ikke bare en økonomisk krise og en tømt Karriere Bar, men den totale bankeråt. En vidunderlig tanke, Hall! Herfra kan det kun gå opad!

And the rest is silence.

Der var ikke behov for flere ord. Vi rejste os og gik ud ad døren, ud i den bidende vinterkulde, hvor vi gav hinanden hånden og gik hver til sit.

Foto: Michael Tonsberg