FEM SPØGELSESSTEDER FRA HALLS FORTID

Af Martin Hall (Where2go februar 2009)

Musikeren, forfatteren og tv-dommeren Martin Hall har heldigvis en dunkel fortid. Læs her om de dejlige barer, han frekventerede, dengang verden endnu var normal, mænd gik med makeup, og man kunne få sig en stille drink, som involverede at få et romerlys i røven.

Tannhäuser

Gemt godt af vejen bag Det Kongelige Teater lå natklubben Tannhäuser, et sted der var udsmykket med plysmøbler og grønne vægge og bl.a. kendt for det ikke uvæsentlige faktum, at de serverede en egenproduceret absint med en alkoholstyrke på 68 %. Klubbens ejer Jørgen Sømod introducerede ligeledes drinken Ugly Bugly, en frygtelig sag der bestod af bl.a. Rød Aalborg akvavit, æggelikør, blå Bols og tabasco. Drinken skulle nedsvælges i et hug, og Ugly Bugly-prøven var først bestået, når man med bukserne trukket ned og et romerlys i røven fik antændt samme fyrværkeri til tonerne af ”Gladiatorernes Indtogsmarch” (ellers blev der kun spillet Wagner på stedet). Til sidst fik man så tre rap i den bare med en ridepisk. Et gavekort til dette ritual bliver en yndet hadegave. Inden sædelighedspolitiet greb ind, nåede Sømod ifølge rygtet at udskænke 620 stk. Ugly Bugly.

Channel One

New wave/new romantic-inspireret diskotek der lå i Farvergade. Klubben tiltrak folk fra både punkbevægelsen og bøssekulturen, men af en eller anden grund husker jeg bedst stedet for den fabelagtigt store mængde frisører, der hang ud derinde. Pga. stedets trendy status samt det noget mere jordnære faktum, at der ikke eksisterede andre klubber af den slags i København på det tidspunkt, valgte medlemmer fra bands som både Duran Duran og The Clash at hænge ud der efter deres koncerter i byen. Jeg gik heldigvis glip af Simon Le Bon, men Joe Strummer blev efter sigende ved med at råbe ”I can’t hear you”, lige meget hvad nogen sagde til ham – det var umuligt at afgøre, om fyren var stordopet eller høreskadet. Rockstjerner og klubber, same old story. Efter ejeren af Channel One havde set mig spille support til Iggy Pop i Odd Fellow Palæet med Ballet Mécanique, gik det heldigvis noget lettere med at komme ind, mange tak. Inden da stod man altid og frøs ude i køen.

Rockmaskinen

Rockmaskinen lå i Fredens Ark ude på Christiania og var vel nok det nærmeste, man kom et hjem dengang. Hver lørdag var der koncert med fire-fem nye bands. Det var helt utroligt, hvor de alle sammen kom fra: Mad Gustav Band, Who Me, Pubescent Hysteria, Kronisk Krampe (mit favoritnavn). Entréen var altid den samme, 20 kroner. Om vinteren var det rigtig koldt derude, da der kun var en enkelt brændeovn. Franz De Zaster, sangeren fra det oprindelige Brats, var altid fuld og skæv og havde det med at jage folk ned fra scenen, hvis han ikke kunne lide dem, der spillede. Lidt vel primitivt, men omvendt meget forfriskende oven på en gennemsnitlig frisøraften på Channel One.

Madame Arthur

Noget mere glam’et var der så på det oprindelige Madame Arthur inde i Lavendelstræde. Jeg tror, det var her, jeg så mit første dragshow – jeg kan ikke have været mere end 14-15 år, og det var en fantastisk oplevelse … som at træde ind i Alice i Eventyrland. Under diskokuglen sprang de mest farvestrålende typer rundt, karakterer jeg indtil da kun havde set skygger af i Fellinis film. Som punk var det i øvrigt også et af de få steder, hvor man ikke fik bank. Og så var der masser at lære for både novicerne og de videbegærlige: Poppers, amfetamin og sex ude på toiletterne, what a wonderful world! Mest af alt blev der dog bare danset og skejet ud i et sorgløst univers, hvor alle var velkomne, og hvor alt syntes tilladt. Så kom aidsen.

Bonaparte

I den mere almindelige ende af skalaen var der også Bonaparte-diskoteket i Gothersgade, hvor new wave-folket især begyndte at dukke op på, da Channel One lukkede. Klubben lå på anden sal, og jeg har altid undret mig over, at der ikke var nogen, der faldt og ned brækkede halsen på den åbne trappe, man skulle op ad for at komme ind på stedet. Come to think about it, det var da vist også!? Anyway, der var altid proppet, og jeg var altid stenet, så jeg husker bedst hjørnet lige ved indgangen ved dj’en, hvor man kunne stå og se på det hele uden at involvere sig. Musikken var lige dele New Orders ”Blue Monday” og Kim Wildes ”View from a Bridge”. Sidstnævnte sang var vel meget sigende for tidsånden: Et internationalt top 10-hit der handlede om en pige, som ville slå sig selv ihjel ved at kaste sig ud fra en bro.