JEG FORSTÅR MIG IKKE PÅ POPMUSIK MERE

GAFFA-interview med Martin Hall (af Ole Rosenstand Svidt, 2. februar 2009)

Oven på sit folkelige gennembrud i efteråret er Martin Hall tilbage i sin vante rolle som eksperimenterende musiker. GAFFA har mødt den alsidige kunstner.

 

Efter nærmest at have fået sit folkelige gennembrud i efteråret som dommer i DR1’s talentshow Talent 2008 er sangeren, sangskriveren, komponisten, forfatteren med mere Martin Hall tilbage i sin vante rolle som eksperimenterende kunstner. Han er aktuel med det nye studiealbum ’Hospital Cafeterias’ og genudgivelserne af to ældre album, ’Apparently All The Same’ og ’Random Hold’, oprindelig udgivet i henholdsvis 1984 og 1996, men nu remastereret og forsynet med bonusnumre.

GAFFA har fået en snak med multikunstneren.

 

Dit nye album ’Hospital Cafeterias’ må betegnes som både smalt og eksperimenterende. Oven på din rolle som Talent 2008-dommer og din deraf følgende nærmest folkelige succes havde nogle nok regnet med, at du ville benytte lejligheden til at få solgt nogle plader og derfor gå i en mere kommerciel retning rent musikalsk. Hvorfor har du ikke gjort det?

Fordi det ikke er det, der er mit mål. Jeg stillede jo ikke op som kunstner i Talent 2008, derimod som kommentator, og jagtede for så vidt ikke noget folkeligt gennembrud på den konto. Min egentlige agenda med tv-projektet var at skrive bogen Vægtløs Mand Under Truende sky om processen, og selvom jeg rigtigt nok blev landskendt undervejs, så er den slags berømmelse i sig selv aldeles substansløs. I øjeblikket kender de fleste mit navn, ja, men det er stadig kun et nichepublikum, der ved, hvad det er, jeg egentlig laver. Jeg har ingen intentioner om at blive popstjerne. Jeg forstår mig ikke på den slags musik mere. Den nye plade ’Hospital Cafeterias’, derimod, det er sådan et projekt, jeg lever for at lave.

 

Dit nye album byder på mange forskellige genrer og gæster – spoken word/digtoplæsning, opera, klassiske instrumentalpassager med mere – og mange korte kompositioner. Det kunne jo faktisk minde lidt om et Talent 2008-show. Hvad synes du om den sammenligning?

At den er decideret obskøn!

 

Du spiller en ret tilbagetrukket rolle på dit nye album og synger kun lead-vokal på seks ud af 18 numre. Hvorfor har du i så høj grad ladet en lang række gæstesolister kommet frem i lyset?

Jeg holder meget af mangefacetterede værker. Det trætter mig at høre på mig selv hele tiden, og jeg synes rigtig godt om variationen på det nye album. Jeg ville gerne lave en plade, hvor det ikke så meget var artisten, der stod i fokus, som det var projektet. Eftersom ord altid har vejet lige så tungt som musik for mig, så føles den nye plades mere poetiske tilgang til tingene også meget logisk – det at benytte recitationer og båndoptagerstemmer på lige fod med sangere.

 

2009 Hall Das BeckwerkHvordan er disse gæstesolister egentlig valgt ud? En del af dem har du tidligere arbejdet sammen med, mens andre er nye ansigter…?

En af de nye samarbejdspartnere på pladen er den navnløse sanger i Claus Beck-Nielsen Memorial. Vi har fulgt hinandens arbejder i mange år, men blev først formelt introduceret her sidste år. Hans korarrangementer er blændende, ligesom han som lyriker og sanger har sin egen særegne stil. Andre navne som for eksempel mezzosopranen Andrea Pellegrini har jeg arbejdet med flere gange tidligere. På samme måde som ’Facsimile’ fra 2006 kunne ses som en slags opsummering af min karriere som solist, kan ‘Hospital Cafeterias’ måske siges at være en slags opsummering af de virkemidler, jeg gennem det sidste tiår har arbejdet med som producer.

 

I det hele taget er albummet præget af samarbejder. Er det et udtryk for, at du er blevet mere samarbejdsorienteret og måske også kompromis-søgende i forhold til dine unge år, hvor du ofte arbejdede med langt færre musikere og ofte spillede det meste selv?

Som jeg var inde på før, så kan man som kunstner i det lange løb godt blive lidt træt af sit eget selskab. Jeg holder utrolig meget af alsidigheden på den nye plade. Hvis noget giver kunstnerisk mening, kan der aldrig være tale om et kompromis, snarere om en sublimeringsproces, hvor man videreudvikler sine idéer i samarbejde med andre.

 

Moderne salonplade

Som sagt byder albummet på lidt af hvert rent musikalsk. Synes du selv, at der er en rød tråd gennem albummet – og hvad består den i givet fald af?

Det både svære og fantastiske ved at få noget til at blive en organisk helhed, når man arbejder med så mange forskellige enkeltelementer, som tilfældet er på den nye plade, er at finde et tematisk fællestræk, som alle kan relatere til. Idéen med ‘Hospital Cafeterias’ var at skabe en slags moderne salonplade, et værk, hvor lyd, musik, tekst og stemmer var forskellige udtryk for den ventesalstilstand, albummet helt overordnet repræsenterer. Det første musikalske nummer på pladen, ”40 Versions Of The Time Before”, beskriver for eksempel en halvsovende mands tanker og billedverden om bord på et fly, mens det sidste er en øjebliksskildring på en telefonsvarer. Alle numrene er ganske korte, ligesom instrumenteringen udelukkende benytter sig af henholdsvis et kammerensemble og elektroniske virkemidler. Jeg ville gerne opbygge en lydkulisse, der var både romantisk og moderne, hvilket også forklarer den vekslende brug af for eksempel samplede stemmer og klassiske sangere. ‘Hospital Cafeterias’ er en salonplade, en lydkulisse, der er lige dele Wien anno 1900 og højteknologisk storby.

 

Albummets afslutningsnummer indeholder noget, som kunne lyde som en telefonsvarerbesked fra en ekskæreste eller måske ligefrem en stalker. Kan du løfte lidt af sløret for, hvad der historien bag den mystiske kvindestemme – og hvorfor er den kommet med på pladen?

Jeg har gennem tiderne modtaget rigtig mange besynderlige opkald, men for nogle år siden dukkede der en treminutters besked op på min mobiltelefon, indtalt i nattens løb af en ukendt person. Allerede dengang slog indspilningen mig som værende et både sært og meget rørende lille stykke poesi. Der er noget forunderligt tidløst over monologen, en fornemmelse af at befinde sig i en mærkværdig, Karen Blixen’sk parallelverden. Jeg synes ikke, at den bryder kontinuiteten med sit danske sprog efter det engelske, tværtimod oplever jeg et løft ved netop at bruge denne sekvens som finale. Det er et stykke autentisk dokumentarmateriale, så det har nogle givne rammer. Det er kun fint, at det danske sprog dermed også bliver repræsenteret.

 

 

Du har tidligere brugt tysksproget spoken word/digtoplæsning på albummet ’Das Mechanische Klavier’, og nu gør du det igen. Hvad er det ved det tyske sprog, der fascinerer dig så meget, at det skal med på et ellers primært
engelsksproget album?

Vi lever i en monokultur, hvor det – i øvrigt vidunderlige – engelske sprog fylder stort set alt. For mig har den tyske kultur dog altid fyldt lige så meget som den engelske, og jeg synes, at det er helt naturligt at arbejde med dette sprog … især i de narrative sekvenser, hvor tysk tilfører oplæsningen en helt anden dramatik end engelsk ville gøre. På ’Camille’-pladen fra 2002 benyttede jeg mig også af italiensk, og på ’Facsimile’ fra 2006 indspillede jeg det fransksprogede nummer ”Tu Es Mon Image” sammen med Efterklang. Jeg ser det som en meget naturlig ting at arbejde med andre sprog i det omfang, det giver kunstnerisk mening.

 

‘Hospital Cafeterias’ er en lidt speciel titel til et album. Hvorfor lige den titel?

Et hospitalscafeteria er per definition et sted, hvor man opholder sig på grund af tvingende omstændigheder. Det er for de færreste menneskers vedkommende et sted, man tager hen til som et alternativ til en af byens mange caféer. Det er et smukt, trist, sterilt billede på den skæbnefortælling, vi alle sammen er tvunget til at fortælle gennem vores liv. På ventesalens patologi. Et billede på både ængstelse og rekonvalescens.

 

For første gang i mange år har du ikke ladet teksterne til albummet trykke på coveret, men henviser til din hjemmeside. Hvorfor det?

På ‘Hospital Cafeterias’ vil jeg gerne have, at lytteren forholder sig til lydbilledet frem for det tekstlige koncentrat på egen hånd. Teksterne er ikke det centrale på den nye plade, det er derimod den sammenhængende tilstand, som pladens musikalske salon byder på. Jeg er blevet temmelig allergisk, hvad angår en teksts isolerede mening.

 

Savner ikke hitlisterne

Nu til noget helt andet, som vi berørte i begyndelsen af interviewet: Du har ligget på hitlisterne og fået radio-airplay med Hanne Boel og Caroline Henderson og fået god airplay med egne sange som ”Beat Of The Drum”, ”Strange Delight” og ”Burning Sugar”, men det var tilbage i 80’erne, 90’erne og begyndelsen af årtusindet. Længes du ikke efter at komme tilbage på hitlisterne og i radiobølgerne?

Nej. Som jeg sagde tidligere, så laver jeg ikke rigtig den slags musik længere. Jeg synes, det var forfriskende at samarbejde med Marybell Katastrophy på ”Delirous”-singlen, der var det eneste nye nummer på opsamlings-cd’en ’Catalyst’ fra sidste år, men det var jo ikke videre hitliste-mindet, det var det alligevel lidt for kantet til. Jeg tror, at der skal byde sig en hel ny, uventet vinkel, før jeg eventuelt roder mig ud i at lave popmusik igen.

 

2009RandomHold300dpiSamtidig med ‘Hospital Cafeterias’ har du genudgivet dine to gamle album ‘Apparently All The Same’ og ‘Random Hold’ fra henholdsvis 1984 og 1996. Hvorfor er det lige blevet disse to album fra dit omfattende bagkatalog? Og er der mere af samme slags i vente?

Ud over Ballet Mécaniques ’The Icecold Waters Of The Egocentric Calculation’ er ‘Apparently All The Same’ uden tvivl mit mest væsentlige album fra 80’erne, mens ‘Random Hold’ står som mit centrale album i 90’erne. Førstnævnte har aldrig været ude som cd før, og sidstnævnte har været udgået i årevis, så det virkede meget logisk at udgive begge disse titler nu. De komplementerer også hinanden udmærket og danner i øvrigt et fint triptykon med den nye cd. Der er stadig mange, der gerne vil have ’Relief’ (fra 1985, red.) genudgivet, men nu må vi se.

 

Du er ikke kendt for at ligge på den lade side. Hvad bliver dit næste projekt?

Der er forskellige ting oppe at vende, men jeg tror, at det bliver nødvendigt med en lille pause oven på de sidste 12 måneder, hvor jeg sammenlagt har udgivet seks plader og to bøger samt medvirket i både en storfilm (’Flammen & Citronen’, red.) og tre måneders konstant tv.

 

Du har tidligere været ret afvisende for tanken om at lave et dansksproget album med henvisning til, at din stemme ikke passer så godt til det danske sprog. Gælder det stadig? Du har jo i sagens natur arbejdet meget med det danske sprog i dine efterhånden talrige bogudgivelser, og nu har der jo også sneget sig lidt dansk ind på dit nye album…

For så vidt spekulationerne går på, at jeg selv skulle til at synge på dansk, finder jeg stadig tanken meget urealistisk. Jeg har skrevet og reciteret én tekst på dansk i musikalsk sammenhæng – på Ballet Mécaniques andet og sidste album For tilbage i 1982 – hvor teksten i sin fulde ordlyd lød: “Ikke altid vidste jeg, hvorfor det blev, som det blev / Sov blot roligt, alle hader alle.” Efter det syntes yderligere ord på dansk unødvendige.

 

‘Hospital Cafeterias’ og genudgivelserne af ‘Apparently All The Same’ og ‘Random Hold’ er netop udkommet.

Halls aktuelle Top 5

1.
Øverst på listen ligger endnu en nattelæsning af den tysksprogede digter Rainer Maria Rilkes eminente (og eneste) prosabedrift ’Malte Laurids Brigges Optegnelser’. Det er tredje gang, jeg læser den – et værk, der ligesom Marcel Prousts skrifter kan læses med nyt udbytte, hver gang man fordyber sig i det. Dunkelt, sælsomt og sitrende. En seismografisk fintfølende sjæls strøm af lysende ord, der trodser al tyngdekraft, og som i deres fald mod stjernerne lyser verden omkring én op.

2.
Næste led i kæden må være cd’en ’Futurlieder’ med Franco Casavola, komponist og skribent inden for den italienske futuristbevægelse. Pladen indeholder 28 originale værker skrevet af ham mellem 1922 og 1927, indspillet af Daniele Lombardi (flygel) and Susanna Rigacci (sopran) mellem 1994 og 2004. Indeholder bl.a. ”Tango Viola Da Cabaret Epilettico”. Mere end almindelig anbefalelsesværdig. Og så vil coveret til pladen ganske givet minde visse brugere om en helt anden udgivelse …

3.
For at tingene nu ikke skal gå hen og blive alt for tungsindige, så lad mig lige inkorporere en flaske Westmalle Tripel på 9,5%. Har man periodisk fået absint nok, så er denne trappist-øl en gave fra himlen – beroligende og ren. Drikker ukristeligt lidt, men når det skal være, så er det så absolut mit foretrukne mærke.

4.
Har netop modtaget den lille Robert Wyatt-boks ’EP’s’, en vidunderlig miniature-samling bestående af fem discs, smukt designet af hans partner Alfreda Benge. Min favoritplade med Wyatt er ’Shleep’, hvorfra ’EP’s’ bl.a. indeholder et remix af ”Free Will And Testament”. Kan nu bedre lide originalen, men Robert Wyatts stemme er og bliver gudesendt.

5.
Er faktisk endnu ikke begyndt på den, men glæder mig allerede så meget til at komme i gang med Thomas Bernhards ’Undergængeren’, at den alene pga. sin tilstedeværelse i rummet øjeblikkeligt ryger med på min aktuelle Top 5. Plot: Tre pianister møder efter sigende hinanden til undervisning hos virtuosen Horowitz; den ene af dem er Glenn Gould. Ifølge rygtet en uhyre giftig sag.