MARTIN HALL, MARQUISEN OG DEN GRØNNE FE

CITADEL-artikel af Sune Troelstrup (februar 2009)

Hvorfor kun forklare i ord, når man også kan vise? Da Citadel bad Martin Hall om hans definition på, hvad det vil sige at være dekadent, inviterede han os til salon hos Danmarks eneste Marquis i en herskabslejlighed på Frederiksberg. Her fejrede vi som det eneste medie i Danmark Halls nye plade med absint, champagne og et publikum med en udtalt lyst til eksperimenter.

 

Martin Hall tager imod i entreen, sirligt klædt i et brunt jakkesæt, og viser sig med det samme som en udsøgt vært. Jeg får fremstammet at mine sorte sko gik i stykker på vej ud ad døren, men han forsikrer mig om at mine udbombede Chucks er helt fine. En lodret løgn, men afleveret med en ægte gentlemans oprigtige hjertevarme. Martin Hall har fået lov til at holde ‘salon’ for sin nye plade Hospital Cafeterias i en kæmpestor tredjesalslejlighed på Frederiksberg Allé tilhørende Danmarks eneste (og ganske selvbestaltede) marquis, og jeg har aldrig følt mig mere underdressed.

Hospital Cafeterias er en plade, der vel bedst kan beskrives som et rum, et bevidsthedsfelt, en tidslomme der på én og samme tid er lige så Stefan Zweig’sk, som den er futuristisk,” forklarer Martin Hall senere. ”Og jeg ville gerne være sikker på at omstændighederne ved præsentationen var med til at indskrive pladen i sin rette sammenhæng. Jeg har været her en del gange efterhånden, og jeg elsker at være her. Det er som at træde ind i et andet bevidsthedsrum, en perfekt palet af gammelt og nyt, af tacky og smagfuldt, af noget både dekadent og finessefyldt. Disse rum repræsenterer en tilstand, der er lige så tilbageskuende og nostalgisk, som den er drømmerisk og eviggyldig. Det interessante ved nostalgien er jo, at den som fænomen mest af alt kredser om længslen efter noget, der aldrig har eksisteret, frem for længslen efter det tabte. Man savner ikke så meget det tabte selv, som man savner tabet af drømmen.”

 

Oehlenschlägers dødsbo

Fra entreen bevæger vi os ind i den første stue, en højloftet overdådighed af forgyldte basunengle, ægte tæpper og rokokomøbler. Væggene er udsmykket med malerier og en større mængde indrammede fotografier af folk som Marlene Dietrich og balletdanseren Rudolf Nureyev, dramatisk belyst så hans kønsdele fremstår grotesk forvoksede i trikotet. Vi fortsætter ind i hjørnestuen, hvor en ligbleg og meget smuk kvinde fra Dansk Absint Selskab betjener en sindrig anordning, der lader isvand dryppe gennem en sukkerknald og videre ned i de glas med grønligt tåget absint, hun byder rundt. En nydelig mand kommer trippende iført høj hat og korset, mens han passiarer med en kvinde i lakbukser og corsage. Jeg skyller et par glas mousserende vin ned for at få hovedet skruet rigtigt på og smugkigger gennem de tunge, draperede gardiner ind i den næste stue, der bugner af endnu flere værdifulde antikviteter, heriblandt et klaver der efter sigende stammer fra Adam Oehlenschlägers dødsbo. I midten af lokalet står Marquis Marcel de Sade.

 

Marquisen

Han er et sted i halvfjerdserne, klædt i højhælede støvler, blanke, ferskenfarvede silkebukser og en ubeskrivelig kjolelignende dragt med kappe, gennemsigtig og stribet i orange og sart rosa. Det lange, hvide hår er sat højt op med en lille fletning i nakken à la Grev Dracula i Francis Ford Coppolas filmatisering. Det kan godt være, at Marcel De Sade ikke er født som marquis, at han oprindelig hed Jørgen Larsen, at han i tresserne blev idømt fire et halvt års fængsel for bedrageri og underslæb, og at han efter at have afsonet dommen i Nyborg Statsfængsel har ernæret sig som plejeassistent i tredive år. Men det betyder ikke noget i den parallelle virkelighed vi befinder os i her i hans hæmningsløst overlæssede lejlighed. Herinde er han Marquis Marcel De Sade, en kultiveret og intelligent aristokrat, hvis selvfølgelige autoritet aftvinger total underkastelse. Jeg er faldet i snak med en forretningskvinde i trediverne, da marquisen pludselig står foran os.

”Det var da et yndigt stof,” siger han og griber fat i hendes skjortebluse. ”Det er næsten synd med den jakke, hvad?”

Få sekunder senere står kvinden i skjorteærmer. Hun ser lettere forvirret ud.

”Vi lægger den ind på min seng, så er der ingen der render med den” siger marquisen, men bliver i det samme afledt af nogle andre gæster og vender ryggen til. Kvinden følger tøvende efter med jakken rakt frem som en offergave.

 

Gestikulationens mester

Marquisen medvirker som pianist på Hospital Cafeterias, men Martin Halls fascination af ham går helt tilbage til barndommen.

”Jeg så ham ofte på min skolevej, dengang jeg som dreng gik på Rahbeks skole. Han gik ofte i fuld uniform, læderstøvler, to-tre hunde i et kobbel, og til tider endda en tjener, der bar hans kappe. Jeg noterede mig øjeblikkelig denne skikkelse og var ret fascineret af ham, uden dengang at have nogen kontakt til ham. Han gav mig kort sagt håb om at der var plads til det aparte. Derfra gik min tur gennem punken og gennem bøsseklubberne og hvad ved jeg, og jeg bliver så endelig formelt introduceret til ham her for nogle år siden. Og det var fantastisk at indspille et nummer med ham til mit nye bokssæt.”

Fascinationen er ikke svær at forstå, men for en omhyggelig æstet og selviscenesætter som Martin Hall er marquisen meget mere end en aparte og festlig excentriker.

”Jeg synes han er gestikulationens mester. Du ved ikke hvor sandheden slutter og fiktionen begynder. Du kigger på hans tøj, og du aner ikke om det er hentet på et loppemarked, eller det virkelig er en russisk zars tøj. Du er ikke klar over hvor møblerne stammer fra, om historierne om dem er sande. Men han formår på en eller anden måde at nedbryde alle grænser mellem fiktionen og realiteterne, og du er ikke engang interesseret i at få facit på historien. Det synes jeg er en stor kvalitet i en tid, der er så statistisk og kalkuleret som vores, at der er plads til de her resonansrum for mytedannelse. Han er inkarnationen af det dekadente, og som foregangsmand for den her blaserte levevis er det klart at han har været en stor inspiration for sådan en som mig.”

 

I dekadencens tegn

Netop dekadencen ligner det princip, der skal binde aftenen sammen – fra den bizart overdådige kulisse over absinten og champagnen til marquisens person og gæsternes påklædning og stil. Og som det meste andet her er det ikke tilfældigt.

Hospital Cafeterias er en æstetisk fuldbyrdelse af nogle ting, jeg har arbejdet med de sidste ti år. Det mere orkestrale, klassiske musikverden, om end i dens mere depraverede, dekadente form. Den dekadente er jo en romantiker uden håb. Hvor romantikeren i en vis udstrækning er kendetegnet ved at være en fantast, et menneske med store håb og utopier, så er den dekadente snarere en nydelsessyg realist. Han eller hun koncentrerer sig om at få presset en sidste sensation ud af stoffets efterladte egenskaber. Dekadencens truende aura signalerer moralnedbrud, men derved også muligheden for rekonstruktion – der er plads til eksperimenter, frit rum til at mutere. Konsekvenserne af en handling kommer oftest i anden række, det primære fokus hviler derimod på at bevæge sig ind i opløsningens randområder, dér hvor kulturelle etiketter demonteres, og nye kan opstå. Det handler om genkomsten af et mere frit navigerende selv, om den ucensurerede tankegangs enorme potentiale for nyskabelse. Dekadencen repræsenterer de mere dunkle, umættede behovs evige tæring på civilisationsstandarderne. Det er derfor, dette “rum” er relevant – som forsøgslaboratorium. Den kliniske analyse må komme bagefter. At en del “praktiserende” meget belejligt hopper dette punkt over, det er så en anden sag.”

 

Rastløshedens bog

Hall indleder salonens koncertprogram med en veloplagt tale om dekadencens væsen og læser en passage fra Rastløshedens bog af Fernando Pessoa højt. En tilsyneladende uskolet herre synger på tysk en kærlighedserklæring til Østpreussen, inden sopranen Sara Fiil synger to Martin Hall-numre akkompagneret af guitaristen Volkmar Zimmermann. Det lyder både smukt og særpræget, men intet kan forberede nogen på aftenens tredje optrædende, Marquis Marcel de Sade i egen høje person. Han fremfører ved flygelet Chopins Polonaise opus 3 i As-dur, berygtet som et af klavermusikkens mest krævende værker. Det viser sig også at være temmelig langt udenfor Marquis’ens rækkevidde rent teknisk, men han kaster sig ud i stykket med en dødsforagt, der må have fået Chopin til at fare sammen i sin grav. Foran mig svømmer en blonderet mand med tung eyeliner hen til musikken. Han har en læderklædt kvinde på skødet og tapper henført takten på hendes ene lår. Som Martin Hall forklarer mig, ”Marquis’en går til sådan et stykke musik, som om han teknisk behersker det fuldkomment. Og han behersker det i sin ånd”. Som alle andre i lokalet klapper jeg, til mine hænder er gloende.

Senere sidder jeg og nyder min beruselse i en stol, da det går op for mig at manden med høj hat og korset danser sensuelt foran mig. Han er ved at knappe korsettet op, og jeg når lige at tænke: hvorfor ikke? Alt føles dejligt grænseløst og udflydende, men før jeg bliver helt klar over, om det er til ære for mig, danser han videre gennem lokalet, tilsyneladende i en let trance.

Et spontant stripshow annonceres og aflyses inden aftenens vært smider os ud på den mest udsøgt høflige og formfuldendte vis, og det sidste jeg bemærker er Bruce Springsteen-plakaten på toilettet i entreen. Bruce er på vej ind på scenen iført hvid t-shirt, slidte jeans og el-guitar, og så har marquis’en ved hjælp af collage-teknik udstyret idolet med et par skinnende blanke ridestøvler. Det kunne vi fandme lære noget af alle sammen, tænker jeg, mens jeg cykler hjem gennem støvregnen som en anden Askepot. Selv tømmermændene næste dag føles ganske opløftende.

Uddrag af Fernando Pessoas Rastløshedens bog, citeret af Martin Hall i forbindelse med aftenens åbningstale:

’… Da jeg altså ikke så mig i stand til at tro på Gud, og heller ikke kunne tro på en flok dyr, forholdt jeg mig som andre udenforstående til alt dette med en distance man plejer at benævne dekadence. Dekadence er det totale afkald på ubevidsthed; for ubevidsthed er selve livsgrundlaget. Hvis hjertet begyndte at tænke, ville det holde op med at slå.

Hvad er der at stille op for mig og mine få ligemænd, der lever uden at have forstand på at leve, hvad andet har vi at gribe til end forsagelse af princip og iagttagelse som skæbne? Da vi ikke kan leve religiøst og heller ikke vil komme til det, fordi man ikke kan tro med sin fornuft og heller ikke ville ane, hvordan man skulle bære sig ad, er der, som en indrømmelse til sjælen, kun det ene tilbage at betragte livet æstetisk. Og således, fremmede for alverdens højtidelighed, ligegyldige over for det guddommelige og foragtelige over for alt menneskeligt, hengiver vi os, med en forfinet epikuræisme der passer sig til vores cerebrale nerver, til dyrkningen af vores ørkesløse fornemmelser.’

Foto: Shootloot / Rolf Jørgensen