DET SMUKT SVUNGNE SKRÅPLAN

Euroman-feature af Martin Kongstad (januar 2008)

Dette er en beretning om kunsten at feste; om maskeballer for de få udvalgte, om at overdosere på lyserød champagne og kokain, om fantastiske kostumer med glaskapper og gorillahår, om sadomasochistiske skakspil, om Berlin, Paris, Capri og København og om retten til at tisse på hinanden. Ikke et ord om opskrevne andelskroner og udendørskøkkener – Martin Kongstad fortæller fra skråplanet, da han gik til fest med kunstneren Martin Hall, queer-performeren Miss Fish og Marquis Marcel de Sade.

 

”… det vanvittige øjeblik efter hvilket vi stræber af alle kræfter, og som vi samtidig afskyr af alle kræfter.”

(George Bataille, 1897–1962)

Invitationen til festen var lavet af kraftigt, cremefarvet papir med et emblem af royalt tilsnit, gesvejsninger og ørne, og under det en overskrift: ”Bal des Artistes”. En kursiveret sætning tilføjede: ”Saluting the Fruit of the Original Sin”. Værterne var kunstneren Martin Hall og designeren Dorrit Shoshan, og at dømme efter det annoncerede program havde festen vidtrækkende ambitioner. Dresscode: ”Sublim, ekstravagant, over the top … make yourself beautiful, goddamnit!”

Aftenens program var annonceret på indbydelsen. Performance af Miss Fish, mavedans af She Walked Nameless among Men, opera fra Andrea Pellegrini. Og som dj’s Sons of Jobriath og Carlos de Beistegui … for udenforstående mærkværdige navne, men tydelige referencer for indviede: Jobriath var en amerikansk glamrocksanger og bøsse, der døde af aids i 1983, og Carlos de Beistegui var en rigmand, som i 1951 afholdt et uovertruffent kostumebal i Venedigs Palazzo Labia for 1.200 gæster. Prinsesse Chavchavadze var udklædt som Katarina af Rusland, maleren Leonor Fini som en sort engel iklædt et enormt slør, Pierre Balmain som Louis XV, Christian Dior som biskop og Lady Diana Cooper som en 1800-tals udgave af Kleopatra. Kun Orson Welles kom som sig selv.

Det var afgjort ingen tilfældighed, at netop de referencer var at finde på invitationen, ej heller at aftenens password var ”Ung må verden endnu være”, titlen på Nordahl Griegs roman fra 1938. Noget på én gang ultramoderne og overordentlig traditionsbevidst. Og selvfølgelig skulle ballet foregå på et sted ved navn Faust.

 

Der var kø ned ad trappen til Faust, og jeg noterede mig, at min påklædning var gangbar, om end i den mere anonyme ende af skalaen. Midnatsblå smoking fra Pierre Cardin, sorte laksko og en butterfly i blå velour. Smoking, kjole og hvidt og balkjoler var pænt repræsenteret, men langt fra normen. Mange af gæsterne havde taget aftenens dresscode for pålydende. Over the top. En pirat med lilla hår, en omvandrende kopi af Alex og de andre bandemedlemmer fra A Clockwork Orange, en perfekt imitation af den franske dronning Marie Antoinette.

Jeg fremsagde passwordet til en brysk udseende dørmand og blev sluset ned ad en lang gang. Ved indgangen stod en klarøjet herre i kilt og høj, stivet skjortekrave med perfekt bundet kravat og bød velkommen. Aftenens Master of Ceremonies. Jeg trådte indenfor. To tjenere med venetianske masker stod parat med velkomstdrinken: champagne med absint.

Jeg fandt et hjørne og gav mig til at nyde synet. Omkring 200 mennesker var forsamlet, og det var et fantastisk menageri. Overdådige kjoler, voldsom sminke, flamboyante herrer og så alle de eventyrligt urovækkende figurer: En to meter høj isbjørn i samtale med en tilsvarende stor hvid kanin, The Lady of Justice med vægte og et sort blindfold over øjnene, et hold sømænd klædt i knæbukser. En meget venlig ung mand i kjole og hvidt – The Assistant præsenterede han sig som – henvendte sig for at høre, om alt forløb tilfredsstillende.

”Vi ser jo gerne, at vores gæster aldrig mere ønsker at vende hjem til dagligdagen”, klukkede han venligt og udleverede mig et smukt designet, lille stykke pap, hvorpå et uddrag af netop Nordahl Griegs Ung må verden endnu være var trykt:

Med et brøl kastede Fauske sig over Andersen, bordet væltede, glas knustes, digteren lå på gulvet og var ved at kvæle sin ven, ikke i mange år havde man set magen til åndsliv. Fauske blev hurtigt ført væk af resolutte tjenere. Andersen var helt ude af sig selv af begejstring, han styrtede ud i garderoben for at standse Fauske. Han var der ikke.

Så lød et kald fra The Master of Ceremonies, og alle bevægede sig mod koncertsalen. Væggene derinde var prydet af fire væghøje gengivelser af den hollandske maler Hieronymus Boschs helvedesportrætter. Ovre i det ene hjørne af lokalet oplyste nogle få spots en enkelt dekoreret scene. En mand iført tophat, hvide handsker, hvidt tørklæde samt kjole og hvidt stod foran to piger i latex-tøj. De sad med et lille bord mellem sig. På bordet stod et skakbræt. Den ene pige var bagbundet, og den anden var tydeligvis hendes dominatrix.

Manden begyndte at læse op af en tekst, og det fremgik nu, at trioen var ved at genopføre en af verdenshistoriens mest berømte skakspil: duellen mellem Paul Morphy og Count Isouard fra Paris, 1858. Åbningen består af det såkaldte Philidors Forsvar, og spillet består af kun 17 træk.

Herskerinden med det flammende røde hår foretog alle træk, da den bagbundne pige af gode grunde ikke kunne foretage sig andet end passivt at se til. Seancen sluttede med, at de to piger tungekyssede hinanden. Til publikums store fornøjelse.

 

Vilde fester og dekadence har deres eget stamtræ, og en fest som Bal des Artistes hviler på et udsøgt fundament af skråplaner. Der er skrevet klassiske bøger om fester og forfald. Man kan tage med Christopher Isherwood til Weimar-republikkens Berlin, med Thorkild Hansen til Paris og hans djævlepagt med den franske baron, til Capri med forfatteren Norman Douglas og svælge i hans beskrivelser af festlighederne hos Baron Fersen med stegt flamingo, champagne, opium og orgier i grotterne, og til The Factorys hyperkreative amfetamin-blitz i 1960’ernes New York.

Med til stamtræet hører også Istvan Szabos film Mefisto (baseret på Klaus Manns roman fra 1936) med Klaus Maria Brandauer som skuespilleren, der sælger sin samvittighed for succes, og ikke mindst Party of the Century, bogen om Truman Capotes legendariske ”Black & White Ball” på the Plaza Hotel i New York, november 1966. Han brugte festen til at fejre sin egen succes med doku-romanen In Cold Blood, men en anden agenda var måske vigtigere, nemlig at pinpointe hvem der var noget, og særligt hvem der ikke var, i New Yorks society. Han inviterede 500 udvalgte fra showbusiness, kunst, finans og politik, og de 15.000 der ikke blev inviteret, kunne han så skrive på den allerede godt overtegnede liste over fjender. Festen havde den lille finesse, at alle skulle bære maske; og lige netop i denne sammenhæng var tilsløring af ansigtet yderst effektfuld, al den stund gæsterne i overvejende grad var meget kendte. De inviterede mødte frem med alle tænkelige afarter af masker, undtagen Andy Warhol, der ikke bar nogen. ”Ikke på dit ansigt, men på din maske vil jeg kende dig,” som Karen Blixen formulerede det engang.

 

The Master of Ceremonies kaldte til samling igen. Han præsenterede nu queer-performeren Miss Fish. Med ét var scenen indhyllet i røg og ud af dette dukkede en slank skikkelse i spadseredragt og slør op. Han begyndte at synge, ”Only beauty can keep us alive.”

Musikken var sugende; minimal, elektronisk punk. Han var voldsomt sminket. Øjnene knaldsorte og med fem centimeter lange og meget tykke øjenvipper. Undervejs i settet røg klædestykkerne et for et, indtil han eller hun stod tilbage i hvidt, sexet undertøj. Omkring scenen drak folk stadig champagne af tynde glas. Man vuggede i takt til musikken. Festen var begyndt at virke.

En uge efter festen mødtes jeg med Miss Fish ved Asserbo Slotsruin. Vi gik i ring om de sørgelige rester, mens Miss Fish talte og forklarede. Han var målrettet; sikker i sit ordvalg, klar over sin mission, opløftet i gestikken:

”I påsken 1997 var jeg i Berlin. Jeg havnede til en privat fest og endte med at blive forført af værten, en psykiater; halvt østtysk, halvt slovakisk, og nogen tid efter flyttede jeg ind hos ham i hans store herskabslejlighed bag Rigsdagen. I det gamle Østberlin. Den del af byen var i en vakuumagtig tilstand. Det var kun otte år siden muren var faldet, og det østlige Berlin var ved at blive genoprejst, men var stadig fuld af reminiscenser fra fortiden. Vores lejlighed var et godt eksempel. Den ene del bestod af 180 kvadratmeter med fornemme stuer og fire meter til loftet. Den anden del hang i laser, og der var skudhuller i murene.

Min kæreste var, hvad man forstår som excentrisk. Han var meget interesseret i kunst, og han elskede at omgive sig med mennesker fra den verden. Vores lejlighed var altid fuld af gæster. Malere, installationskunstnere, skuespillere, balletdansere, operasangere. Folk fra det gamle Østberlin, fra Ungarn, fra New York og Paris. Det var karismatiske og udadvendte personer, og dagsordenen var klar: Det handlede om at stå ved, hvem man var og gøre sit bedste for at udtrykke det, samt om at rumme hinanden. Og for mig var det ideelt. Netop den atmosfære havde jeg søgt efter, og jeg faldt derfor rigtig godt til i den. Som jeg husker det, var der altid folk på træk hos os. De sivede ud og ind ad vores privatsfære, og vi var gode til at have besøg. Gode værter. Alle vidste, at der var mad nok, når vi inviterede. At vi havde gjort os umage. Alle vores venner og bekendte gjorde gengæld til min fødselsdag. Jeg vidste ikke, at der var arrangeret noget særligt for mig, men da jeg kom hjem, blev jeg mødt af en god veninde. Hun gav mig en orange silkekjole på og førte mig ind i stuen. Der var lavet en lille forhøjning, og på den var anbragt en stol. Dér skulle jeg sidde, sagde hun. Rundt om stolen havde de lagt mere silke, og som en dronning skulle jeg så sidde deroppe, mens gæsterne begyndte at ankomme. De defilerede forbi og lagde gaver foran mig.

I begyndelsen var det lidt mærkeligt for mig. Jeg måtte vænne mig til den status, man havde givet mig. Jeg har altid været skeptisk over for diva-figuren, og nu var jeg selv blevet tildelt rollen. Men jeg fandt min måde at udfylde den på, og jeg blev siddende ret længe, mens gæsterne sørgede for mig og bragte mig mad. Jeg fortæller det her, fordi det i al stilfærdighed satte nogle ting i relief. Fordi det indeholder en måde at omgås på, som jeg sætter pris på i mit liv. Jeg har altid holdt af, at folk kunne sætte hinanden stævne på en original måde; ud fra en kærlig indsigt og med et ønske om at føre hinanden nye steder hen.”

I 1999 flyttede Miss Fish til København.

”Jeg fandt hurtigt ud af, at der gjaldt helt andre regler end i Berlin. Alle de farverige og kreative mennesker, jeg kendte i København, var marginaliserede. Transerne, cross-dresserne, de sjove kunstnere; de var gjort til outsidere. Excentrikeren er dårligt stillet i Danmark. Normerne fylder så meget. Selv til gallafester i Bøssehuset på Christiania, hvor alt i princippet er tilladt, lignede de forskellige dragqueens en bestemt slags kvinder. Og for at gøre op med alle de normer, besluttede jeg sammen med nogle ligesindede at gøre en dyd ud af vores marginalisering. Vi dannede Dunst.”

I 2001 mødtes fire mennesker: Ulle Dulle, Mixen, Ramona Macho og Miss Fish. De ville stifte en forening, hvis formål det skulle være at skabe et forum for seksuelt marginaliserede, ja, for alle, der ikke følte sig hjemme i de etablerede miljøer; herunder også de homoseksuelle. Hver især havde de tænkt over et passende navn. Forslag som TransMission, Mongrel og Hysteria kom på bordet. ”Det er alt for højtideligt,” sagde Ramona Macho. ”Hvorfor kalder vi os ikke bare for Dunst?”

De begyndte at afholde filmaftener for hinanden og fik lyst til at manifestere sig ved at holde fester. En af de første blev afholdt i Ungdomshuset, et af de få steder i byen, som var villige til at huse Dunst.

”Vi kaldte festen Le Freak, og vi var inspireret af de gamle amerikanske freakshows. Fra begyndelsen stod det klart, at vores fester skulle bryde grænserne for, hvad man normalt kunne tillade. Vi ville bryde med alle de vante kønsspecifikke vaner og skabe en helt ny måde at omgås på. Vi skræmte hurtigt alle dem væk, som ikke kunne tåle mosten, og slog ring om de tilbageblivende.”

På flyeren reklamerede Dunst med adskillige optrædende: The singing asshole. The giant duck woman. The wandering pussy. Og Miss Fish – half woman/half man/half fish.

”En af de optrædener, folk virkelig husker, er, da Johnny Warehouse sang en sang, mens Puta tissede på ham. Festen i Ungdomshuset var virkelig opløftende. Det lykkedes at forene speedfreaks, bankmænd i latex, autonome, dragkings, queens og alle mulige andre, og de fik lov at være nøjagtig, som de inderst inde havde lyst til. Det var råt for usødet. 100% ærligt. Folk kunne være nøgne, de kunne bolle i hjørnerne, tisse på hinanden. Men det bedste af det hele var, at hele dette grænseløse sceneri var gennemstrømmet af en ekstrem respekt folk imellem. Vi havde egentlig regnet med, at publikum til den slags fest var begrænset til vores egen kreds, men der endte med at komme 800 mennesker, og taxaerne holdt i kø ned ad Nørrebrogade.”

Bal des Artistes-festen var gået ind i anden akt. En drag med sort hofteholder, halsspænde og korset hvirvlede forbi på høje stilethæle efterfulgt af en ligbleg pige med afrofrisure og håndvifte. Og så annoncerede Master of Ceremonies, at tiden var kommet til at hylde det mørke øl. Alle blev forsynet med et glas dunkel øl og skålede. Og nu trådte mezzosopranen Andrea Pellegrini op på scenen for at fremføre en hymne til det mørke øl, sangen ”Das Mechanische Klavier”, et uendeligt mørkt og tyngende nummer. Teksten rungede i lokalet:

”Bier … Das mechanische Klavier … Alle trinken dunkles Bier …”

Langsomt forsvandt lydene, nummerets elektroniske gisp og klagen, og sangerinden takkede nejende, hvorefter den ene af aftenens to værter dukkede op. Det var Martin Hall i et diskret og velsiddende jakkesæt i brune, lilla og lyserøde skotsktern, og nu gik han til mikrofonen for at byde velkommen på egne og sin medværts vegne. Han virkede veloplagt og kastede sig ud i en afsindig talestrøm. Referencerne føg, og på få minutter var han omkring forfatteren Herman Melville, politikeren og countrysangeren Kinky Friedman og pop-ikonet Prince; sidstnævnte via et citat dedikeret til aftenens fødselar, Dorrit Shoshan:
“I might be small, but so is dynamite”.

Rundt omkring mig skålede folk i absint og champagne. Martin Hall hævede stemmen og annoncerede aftenens grande suprise: Marquis Marcel de Sade, den herostratisk berømte falske markis, som via sin spektakulære levevis vendte op og ned på Danmark i 50’erne og start-60’erne og blev den første moderne celebrity herhjemme. Marcel de Sade levede et luksusliv, indtil han en dag blev dømt for underslæb og idømt en straf på fire års ubetinget fængsel. Men nu stod han dér på scenen i et overjordisk kostume og tog mod publikums hyldest. Da klapsalverne endelig lagde sig, talte han med pondus og klar diktion: ”I er med sikkerhed det mest lydhøre publikum, jeg har haft, siden Nyborg Statsfængsel.”

Derpå satte han sig bag det lille klaver, lettede elegant på lædermasken for at se tangenterne og begyndte så at spille. Et imponerende væld af noder strømmede ud mod os: Chopins berømte pianostykke ”Polonaise” (op. 53 i As-dur), et af de mest vanskelige klaverstykker i musikhistorien. Da han var færdig, blev han mødt af lange klapsalver, og festen rev sig løs og fløj af sted. Det hele endte rasende syndigt.

Et par dage efter festen mødtes jeg med Martin Hall.

Kan du huske, hvornår du holdt din første, rigtige fest?

”Ja, det var ugen efter, jeg havde fået egen lejlighed. Det var april 1982, kort inden jeg fyldte 19 år. Jeg formåede at få 60-70 mennesker stuvet ind på de 53 kvadratmeter, fordelt over 2 værelser, et køkken og et toilet. Jeg kaldte festen The Art of Parties og inviterede folk via fotokopierede breve med et billede af en død person, hvis åbne øjnes intense tomhed på en eller anden måde meget godt fangede periodens zeitgeist. Titlen på festen var taget fra et Japan-nummer. Jeg fandt gruppen ekstremt syntetisk, men syntes rigtig godt om teksten: ”Once I was smart/Once I was young/Now I’m living on the edge of my nerves/Things we said weren’t quite so tough/When we were young”. I begyndelsen hørte jeg det dog som ”when we were you”, hvilket forekom mig langt federe: When we were you! Det indrammede tidsånden perfekt. Det handlede om fascinationen, den totale mangel på tilstedeværelse; det at være okkuperet af den anden. Periodens alt-registrerende kvasi-selv udtrykte sig ikke længere kollektivt, men derimod skizofrent individuelt. Det var meget in at være skizofren. I det hele taget var den psykologiske dobbeltbinding ganske udpræget dengang. Jeg oplevede, at der var noget meget master and servant-agtigt over de fleste af periodens kærlighedsforhold. Man var underkastet eller underkastende. Man eksisterede kun i kraft af sit selskab, den anden, spejlbilledet.

At begge min nye lejligheds to en suite-rum yderligere lå på første sal direkte ud til et lyskryds, gjorde stedet til det perfekte udstillingsvindue for tidens dekadence. Det omkringværende samfund blev gjort til voyeurer, og vi, festens deltagere, var omdrejningspunktet, altings sorte hul, dette frygtelige, dragende vakuum der intet bad om, men forlangte alting. Alt var tilladt, og egentlig håbede jeg vel nok lidt på en politianmeldelse. Anyway, stedet blev selvfølgelig fuldkommen hærget, og næste morgen da jeg vågnede, lå jeg med en fremmed fyr og en veninde i sengen. Hoveddøren stod åben, og det meste af tapetet i gangen var revet af. Det var ikke meget, jeg kunne erindre af nattens excesser, men mine plader var der i det mindste endnu, det var ligesom det vigtigste på det tidspunkt.”

Hvor gik du ud og festede dengang?

”Festen flyttede rundt. Man var festen. Channel One, Pan, Madame Arthur, Bonaparte, Tannhäuser, you name it. Dørene var kun lukkede for idioter. Og så var der privatfesterne på kunstgallerierne, i kollektiverne og backstage-rummene, til ferniseringerne med de livstruede alkoholiske malere og i midnatstimerne på Dan Turèll.

Jeg arrangerede selv en del events, de fleste navnløse, men også fester med koncerter som Sexual Rhythm Party og The Pain and The Pantomime. Noget af det bedste, der kunne ske, var, når nogen besvimede. Der var altid én, der gik ud, altid nogen der lå og flød et sted, hvis ikke i løbet af aftenen, så i al fald sidst på natten, når man skulle hjem. Det hørte sig ligesom til. Besvimede folk var en del af sceneriet, en del af stylingen. Det ville have føltes helt forkert uden.

Det var et generationsfænomen: Man trænede ihærdigt til undergangen. Livsførelsen i det miljø, jeg hang ud i, var nærmest et dagligt paradenummer af alle gældende reglers sammenbrud. Bedøvelsen gjorde os alle sammen til patienter under lokalbedøvelse, lægestuderende der rodede rundt med hver vores hobbybetonede og åbenlyst eksperimentelle kirurgiske indgreb på os selv og hinanden. Amfetaminkulturens gadebål af hjerneskader handlede om symbolværdi, realværdien var fuldkommen i bund. Rusen skabte et eksistentielt eksil, og festerne var et diplomatisk ingenmandsland, hvor alt var tilladt. Det var de ubemidledes orgie i rendestenen. Alt sammen meget kreativt, om ikke videre anbefalelsesværdigt set med modenhedens mere kedelige briller.

Kan du huske én bestemt fest, der var særligt exceptionel?

”Jeg har svært ved at prioritere én fest frem for en anden, når jeg tænker tilbage. Tidsånden producerede en dynamik, der bandt alting sammen. Dér kom man med hovedet fuld af Kierkegaard, Rimbaud- eller Kafka-sentenser, og så befandt man sig pludselig sammen med tre-fire vidt fremmede, storsmilende new wave-typer på et toilet i færd med at inhalere motorvejsbrede lines, medikamenter der principielt kunne have været hvad som helst. Ren russisk roulette. Den slags binder virkelig mennesker sammen! (skinger latter). For et kontrolmenneske som mig handlede det at tage dope udelukkende om tabet af kontrol. Det var en befriende oplevelse ikke længere at ane, hvad man lavede, eller hvor man var, eller hvem man for den sags skyld var. Tager man nok coke eller speed eller hvad som helst andet, kortslutter ens personlighed fuldstændig, og ud springer mareridtet, drømmen, hvad der nu end måtte gemme sig på bunden af Pandoras æske. Meget forfriskende. Man anede aldrig, hvad det næste øjeblik ville indebære.

Omvendt erindrer jeg nu bedst de mere uskyldige situationer som f.eks. engang, jeg var blevet inviteret med til en 30-årsfødselsdag i en lille lejlighed på Amager. Der var omkring syv mennesker og et tilsvarende antal uåbnede whiskyflasker, men der var selvfølgelig intet tilbage, da vi forlod stedet mange timer senere. Jeg faldt i snak med en ganske korpulent folkeskolelærer, en grim mand med skovsneglelæber og store hænder. Han var dog meget underholdende og kaldte den musik, han havde hørt af min, for ”psykedelisk”. Det havde jeg aldrig hørt før. Efter en pæn portion genstande følte han sig åbenbart langt om længe fortrolig nok med mig til, ganske langsomt og lige så diskret, at åbne sin jakke og vise mig et lille emblem, han havde siddende på indersiden. Det var et NSDAP-emblem fra 1946. 1946! Helt ærligt, så taler man altså om sand dedikation. Og så var han i øvrigt buddhist. Bizart. Kort efter begyndte han at smide glas ud af tredjesalsvinduet, hvorefter jeg fandt en anden at tale med.

Jeg har nok altid haft en fascination for ”de vidunderlige tabere”. For den slags mennesker om hvem man bare med det samme ved, at om de så begynder at løbe i den stik modsatte retning af deres egen kurs, vil det stadig være lige så forkert. Eftersom jeg nærmest er vokset op omgivet af drags og sindslidende, er det jo ikke ligefrem nogen videre vanvittig oplevelse for mig at befinde mig i et rum, hvor to piger og en hund er i gang med at udforske de anatomiske muligheder for en threesome – jeg finder det langt mere underholdende, når en eller anden man lige har været sammen med, pludselig rejser sig op fra sengen og spørger, om vi ikke skal klippe vores kønshår af og ryge dem. Det er da innovativt!”

Marcel de Sade tog imod mig i døråbningen til den gigantiske lejlighed på Frederiksberg Allé. Smilende og rank.

”Champagne?”

Klokken var 11 om formiddagen. Han lignede en, der havde været oppe klokken syv og lave armbøjninger.

”Må jeg kigge mig lidt rundt?” spurgte jeg. Marcel de Sades hjem er på alle måder overdådigt. Kolossale stuer, guldbemalet stuk, malerier, et væld af figurer og møbler af en anden verden. Et stort antal fotos på væggene vidner om et familiemenneske. Dér hang slægten i sort-hvid, og dér var han med sine børn, stolt smilende.

”Jeg er vokset op med fester. Vi var altid 24 til middag. Min overbo var pianist. En dag kom hun ned til os og henvendte sig til min mor: ’Vil De ikke nok holde op med at spille Tjajkovskijs klaverkoncert i dur? Den er faktisk i mol.’ ’Det er ikke mig, der spiller,’ svarede min mor. ’Det er min lille søn.’ ’Nå, er det dét? Så må han hellere komme op og spille på mit flygel.’”

Markisen er umulig at holde fast. Snart er han på vej ind gennem markederne i Marokko iklædt silke og brillanter, snart er han i sluthalvtredsernes Paris og sidder i en skinnede Rolls Royce med grevinde Rothschild. Han har altid sat en ære i at have 22 kufferter med på sine rejser. Ingen invitation måtte komme bag på ham.

”Jeg tror, det betyder meget at holde sig åben. Min bedstemor sagde altid, at jeg skulle vente med at hvile mig. ’Du har hele evigheden til at sove.’ Min mor tog mig til lægen, da jeg var barn. ’Han kan ikke sove,’ sagde hun. ’Han ligger og kaster sig rundt i sengen om natten.’ ’Men kan han stå op om morgenen?’ spurgte lægen. ’Ork ja, han er oppe før os andre.’ Jeg har altid været som en and; jeg er rolig på overfladen, men under vandet kører fødderne.”

I Marcel de Sades soveværelse står en telefon med særskilt nummer. Han fik den installeret, dengang han arbejdede på plejehjem og havde tilkaldevagter.

”Jeg var meget knyttet til min tante. Hun var pianist og uddannet under den legendariske Arthur Schnabel (verdensberømt, østrigsk pianist (1882-1951), hvis fortolkninger af Beethoven er uden sidestykke), men som ældre blev hun blind, og en dag blev hun kørt over og fik 82 benbrud. Hun endte i De Gamles By på Nørrebro. Der lå hun så, og jeg besøgte hende ustandselig og talte musik. Vi kunne tale fortolkninger i timevis. Hun var en stædig dame, og hun ville ikke have noget at gøre med drop og kateder. En dag, da jeg kom op til hende, havde de bundet hendes hænder for at få hende til at makke ret. ’Meget kan De gøre,’ sagde jeg, ’men De må ikke binde hendes hænder. Hun ligger jo og spiller klaverkoncerter på dynen.’ Den stedlige pastor havde lagt mærke til, at jeg, uden at tænke over det, altid forsøgte at sørge for alle, der lå på hendes stue, og han opfordrede mig til at søge job på stedet. ’Tag dog en uddannelse som plejehjemsassistent,’ sagde han, og jeg gik derfor op til forstanderinden og ansøgte. Alle mine papirer var strålende, men da hun hørte mit navn, lukkede hun i. Jeg var jo kendt i hele Danmark. Men så tog pastoren affære. Det viste sig, at syv ud af otte afdelinger i De Gamles By gerne ville have mig ansat. Siden hen fik jeg mange jobs i plejehjemssektoren. Jeg havde altid mindst to fuldtidsstillinger, ofte tre.”

Men sideløbende med sit arbejde på plejehjem, fortsatte Marcel de Sade sit opløftede, sociale liv. Han holdt faste soiréer på Frederiksberg Allé, og da Jørgen Sømod åbnede Tannhäuser Bar i Holbergsgade, var det blot et spørgsmål om tid, før Marcel de Sade fandt lokationen. Det skete ved en tilfældighed. Baren var kendt for sin særegne indretning; absintgrønne vægge og dybrøde rokokostole, og så selvfølgelig for udelukkende at spille Wagner over musikanlægget.

”Jeg havde været til Det Hvide Bal på Madame Arthur (Arthur udtalt på fransk, ’-tyrr’) den aften, og jeg var blevet sulten. Jeg var ret udfordrende klædt i en gennemsigtig, hvid sultandragt. Klokken var halv fem om morgenen, og jeg gik ind gennem byen for at finde noget at spise. Jeg havde to slaver med i lænker. Endelig fandt jeg et sted, der var rede til at servere mig et par spejlæg med rugbrød til. Det var så Tannhäuser. Og efter det begyndte jeg at komme der en del. Stedet var kendt for en drink ved navn Ugly Bugly. Den smagte rædsomt; det var noget med en masse sprut blandet sammen og en stor del peber og tabasco. Mens man drak den, fik man tre piskeslag i den bare ende, hvorpå der blev sat et kanonslag fast, hvor balderne mødes. Og alle, der bestilte den drink, fik et certifikat. Det blev populært at få mig til at underskrive det.”

Marcel de Sade var stamgæst på Tannhäuser, men Jørgen Sømod fik strenge instrukser om aldrig at servere ham drinks med alkohol i. Han skulle kunne køre hjem på motorcykel; altid BMW, de største modeller.

”Jeg lagde navn til flere drinks på Tannhäuser: Marquisen, Lili Marleen og Hans Onde Nåde, som var så alkoholholdig, at den øjeblikkelig slog benene væk under folk. Hændte det, at jeg var havnet i ulideligt selskab, bestilte jeg altid en omgang af den, og kunne så i ro og mag køre hjem tyve minutter senere i sikker forvisning om, at alle plageånder lå og sov trygt under bordet.”

 

Sin ydre fremtoning er Marcel de Sade altid gået højt op i, og når han fortæller historier indgår hans påklædning altid som et væsentligt element. Når han taler om sit talent for fægtning, nævner han også den hvide heldragt i læder, som Jean Voigt designede til formålet, og når han fortæller om dengang, han havnede til gudstjeneste med General de Gaulle i L’Eglise de St-Louis-des-Invalides og måtte rejse sig før tid, fordi han skulle nå en modeopvisning, nævner han den lange kappe, han bar den dag. Marcel de Sade vil have brændt alle sine kostumer og dragter, når han dør. Ingen andre skal bære dem.

“Mit show bygger på udseende. Udseende, sprogbegavelse, musikalsk kunnen og ordentlig opdragelse.”

“Må jeg se nogle af dine kostumer?” spurgte jeg.

Ved Bal des Artistes var Marcel de Sade i et af sine signaturkostumer; dramatisk og sort.

“Det blev oprindelig syet til Den Bestøvlede Kats Fest. Selve dragten består af sort og meget kropsnært læder, og indsatsen foran er af abehår fra en gorilla, som blev skudt i 1928. Abehåret går igen på læderhalsbåndet, på kanterne af de lange, sorte handsker, på den store, sorte krave, og på de kamme, som sættes i mit hår. Til dragten hører også en sølvmaske, og uden på den bærer jeg endnu en maske lavet af sorte fjer. Til Bal des Artistes var det første gang i 25 år, jeg bar dragten. Jeg var nødt til at tage handskerne af, da jeg skulle spille.”

En række udvalgte dragter hænger i skabet inde i den bageste stue, og oven på skabet er en stabel kasser med flere kostumer; omhyggeligt lagt sammen. Marcel de Sade begyndte at kigge i dem.

“Nå, der har vi jo Stormuftien fra Bagdad. Man ved aldrig, hvornår man får brug for det kostume igen. Og hvis jeg pludselig skulle blive inviteret til Shakespeare-fest har jeg denne her liggende.”

Marcel de Sade tog en grøn balletdragt op.

“Erik Bruhn (1928-1986, verdenskendt dansk danser og koreograf, som en overgang var kæreste med Nureyev) dansede Romeo og Julie i den. Hans navn står, så vidt jeg husker et eller andet sted … her!”

Vi var på jagt efter en helt særlig dragt; nemlig den som designeren Keld Rex Holm skabte til Marcel de Sade, da Tannhäuser Bar fejrede, at absinten var blevet frigivet, og at de havde fået eneret på at sælge den.

“Jeg skulle åbne absintfesten, og jeg bad derfor Keld om at sy mig en absintdragt. Det blev til denne her; en tætsiddende, grøn dragt, grønne musketerstøvler til og en kappe af et særligt glasstof i gule og hvide, transparente striber. Stoffet er uhyre brandfarligt, og jeg skulle holde mig langt fra levende ild. Det ville smelte omgående. Ja, og så fik jeg selvfølgelig også lavet denne her til min lille, nyfødte datter, som skulle med på armen derind.”

Han tog en lille sparkedragt i grøn velour op af kassen. Hen over ryggen var Tannhäusers logo broderet.

Kan man ønske sig mere af en mandag i oktober end at sidde i en rokokostol med rosa velourbetræk og være vidne til en serie helt usædvanlige problemstillinger. Jeg var ved at være færdig med interviewet til min artikel, og den ledsagende fotosession blev afholdt i Marcel de Sades lejlighed. Det myldrede med stylister, makeupartister, hangarounds og et større fotografhold; komplet med flere assistenter og en særlig interieur-stylist.

Bobby var nervøs ved de mange mennesker. Bobby er Marcel de Sades skødehund, og Markisen havde egentlig ønsket sig, at Bobby blev foreviget med ham på fotografierne, men han vægtede hundens velbefindende højere end den æstetiske gevinst. “Jeg kan ikke byde Bobby det her,” sagde han. “Bobby må over i nordfløjen, mens vi fotograferer. Men det går nok. Jeg har fire damer siddende derovre til at passe ham.”

Miss Fish kom styrtende ind ad døren med et mindre følge efter sig. Han så forrygende ud i et business-suit fra Jill Sander. På den kronragede isse var påklistret en mosaik af sorte perler.

“Undskyld jeg kommer for sent,” sagde han. “Vores lim var størknet.”

Martin Hall sad roligt og ventede i sit elegante, skotskternede jakkesæt. Marcel de Sade var i en gennemsigtig, hvid skjorte med store hvide hjerter på.

“Keld (Rex Holm, hans faste designer) syntes det skulle være denne juleskjorte, fordi bladet efter alt at dømme udkommer op til jul. Og jeg måtte bøje mig.”

Der var naturligvis champagne til alle, og når flaskerne var tomme, blev nye båret ind. Fotograferingen begyndte. De tre mænd poserede scenevant. Fotografen rettede til. Marcel de Sades elfenbenstelefon blev rykket lidt, så den kom med på billedet.

Epilog af Martin Hall:

Det gik nok først op for mig, efter vi havde afholdt Bal des Artistes, hvor langt den slags fest egentlig lå fra normen. I dagene efter væltede det ind med meldinger om, hvor dekadent det havde været, hvor vildt det forekom folk. For de fleste af gæsterne var festen ganske givet en påmindelse om, hvor kulørløst det moderne selskabsliv er blevet – også selvom vi konstant prætenderer, at vi er så og så grænseoverskridende i vores vestlige partykultur. For de yngste af gæsterne var det samtidig en first time at vandre rundt i en økologi af drags og sex-nonner samt at se et show med queer-performere, opera, lesbiske skakspilsudøvere og mavedans, for de ældre blot en kær påmindelse om, hvor langt man egentlig gik over stregen i både 60’erne, 70’erne og 80’erne.

I det 21. århundredes kulturkalender er selv orgierne blevet røvkedelige. Folk poserer foran nogle strippere på en bar og sender et snapshot via mobilen til deres venner for at signalere, hvor vildt de lever livet. I swingerklubberne stiller man sig pænt i kø for at vente på sin tur, og når en tantelibertiner som Jørgen Leth så disker op med en lille sømandshistorie fra de varme lande, flipper alle totalt ud. Herregud, en gammel mand med kløe, what’s the big deal? Det var da f.eks. langt værre, da han under TV2’s dækning af Tour de France i 2003 live kommenterede en cykelrytters fald og efterfølgende aggressive deponering af sin ramponerede cykel på et billad med ordene ”se hvordan han kaster den op på ladet, som var det en kvinde, der havde fortjent det”.

I det hele taget er det meget interessant at se, hvordan forholdet mellem sex og politik har ændret sig fuldkommen hen over de sidste 25 år. Hvor det i tidligere tider altid var det borgerlige segment, der var ude med den moralske rive, når det drejede sig om den seksuelle frigørelse, er det nu en tordnende venstrefløjsmoralisme, der præger debatten. De borgerlige ser jo faktisk ganske positivt på prostitution; de ser det som et job på lige fod med alle andre, og snart sender regeringen vel de ledige ud på massageklinikkerne, ligesom de for nylig tvang folk uden arbejde ud for at feje gaderne. Jeg mener, for nogle år siden gik uddelingen af Årets Laks (en pris som Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske hvert år uddeler til en person for en modig indsats for homo- og biseksuelles rettigheder, red.) til Anders Fogh ved den årlige Copenhagen Pride. Hvem skulle have troet det, dengang han var skatteminister i 1987.

I modsætning til den borgerlige regering repræsenterer både Socialdemokratiet og SF i øjeblikket en ekstrem moralsk puritanisme, der på trods af en masse noble og velmente motiver er tæt på at få folk som Søren Krarup og Jesper Langballe til at fremstå som langt mere trendy og progressive. På venstrefløjen hersker der nærmest konsensus om, at det er kapitalismen, der står bag det menneskelige begær – at det er noget, magthaverne har opfundet for at føre folket i fordærv. Wow! Lad mig lige minde om en af de danske pornokongers vise ord, den salige Willy Strauss fra Blue Movie på Vesterbrogade, der engang udtrykte det så såre subtilt: ”Rig eller fattig, høj eller lav – alle har kløe!”

Det ligger i menneskets udviklingshistorie konstant at overskride nye grænser – det værende de seksuelle, de videnskabelige, de kunstneriske … the lot! Idéen om det grænseoverskridende er at udfordre det bestående. Både 60’erne, 70’erne og 80’erne kredsede om at bryde tabuet, at bryde hemmeligheden, at nå ind bag alle lag og svinkeærinder til det inderste, det inderste begær, den indre sandhed, whatever. Festerne blev i den forbindelse en festival, en udstrakt søgen efter ekstasen, og orgiet afløste massegudstjenesten. Kroppen var blevet den nye wild frontier, og man ville have kontant afregning, effekt! Mennesket havde udskiftet sin længsel efter Gud med en længsel efter at finde sin indre funkknap, det der turnede én on, og nu kunne det ikke gå hurtigt nok med at få afprøvet mulighederne.

”Jeg er så bange for at komme til at kede mig”, som den franske dronning Marie Antoinette med slående præcision beskrev sin egen party-natur, og det opsummerer vel bedre end noget andet nutidens stille desperation. ”For hvad gør man efter orgiet?”, som den franske filosof Jean Baudrillard engang spurgte. Nu om stunder virker alle behov mere eller mindre tilfredsstillet – alle har fået deres biler og deres samtalekøkkener og deres snusfornuftige opsparingsaftale. Seksualiteten er blevet privatiseret, det er noget, der foregår hjemme bag computerne, og selvom der siden 90’erne godt nok aldrig før har været så megen synlig sex i medierne og i gadebilledet, er den reelle praksis dog blevet mere og mere domesticeret.

Maskeballet står derfor i mine øjne over for et stort comeback, idet det tillader rollespillet, tillader det forbudte at udøve sig selv uden at afsløre sin identitet. Det er seksualiteten fritstillet fra identiteten, og det er dynamit: Gør hvad du lyster uden at stå til regnskab for det! En af de mest brutale voldtægter i København i 80’erne foregik meget sigende under et af byens første karnevaler, så skal vi ikke lige lade den ærværdige Oscar Wilde komme til orde her på falderebet: ”Give a man a mask, and he will tell the truth”.

Vi har brug for det forbudte, tabuet, zonen ingen andre tør betræde. Det er det sidste sted, eventyret findes – i det forbudte. Vi leder konstant efter, med den franske forfatter George Batailles ord ”det vanvittige øjeblik efter hvilket vi stræber af alle kræfter, og som vi samtidig afskyr af alle kræfter.” Det er det, stofferne repræsenterer, den grænseoverskridende sex, ødselheden. Kun ved at lege Gud kan vi vise vores omnipotens, og kun festen, orgiet, maskeballet giver os spillerummet for at ophæve alle regler i denne vilde søgen efter tilværelsens inderste fiber.

Party on dude!

Fotos: Territorium. Layout: Kenneth Schultz.