DEN GODE & DEN ONDE MØDER MARTIN HALL

Q&A af Sune og Eske Troelstrup (Citadel, oktober 2008)

Han har lavet avantgardistisk kompositionsmusik og popplader med Hanne Boel og Caroline Henderson, han har lavet videokunst og installationskunst, medvirket i Flammen og citronen og skrevet bøger som Den sidste romantiker fra 2005. Han har skåret sig selv til blods og haft sex med mænd på scenen, men mener selv, at rollen som dommer i ’Talent 2008’ er hans mest grænseoverskridende performance nogensinde.

Den Gode & Den Onde har mødt multikunstneren Martin Hall til en snak om freakshows, nervemedicin og evig ungdom.

Den Onde: Hvad får en mand med din baggrund til at stille op til sådan noget skod-tv som ’Talent 2008’? Er du virkelig så desperat efter opmærksomhed?

Nej, tværtimod. Jeg har jo selv refereret til showet som et freakshow, og i det ligger også, at man selv er en del af det. At dommeren i lige så stor stil bliver udstillet, eksponeret og skævvredet, som de mennesker, han sidder og ser på. Det handler om at kaste et element ind i en helt anden verden, end det per definition tilhører, og så se, hvad der sker. Jeg har fra starten valgt at se det som et socialt eksperiment.

 
Den Onde: Aha. Og du er så selvoptaget, at du har det fint med at inddrage hele nationen i dit personlige navlepillerprojekt?

Korrekt. Lad mig citere en af mine helte, Muhammed Ali: ”Det er svært at være ydmyg med et ansigt som mit”.

 
Den Gode: Hvorfor tror du, folk har lyst til at komme ind som deltagere?

I have absolutely no idea.

 
Den Onde: Hvordan bærer du dig ad med at være så positiv over for de medvirkende? Er du på Fontex?

Talent 2008 POLITIKENJeg har helt klart benyttet mig af et par beroligende midler hist og pist under programmet. Det er vi jo mange, der gør i nutidens Danmark, og det tror jeg for så vidt kun sikrer publikum en mere hjertevarm oplevelse. Men jeg synes, det væsentlige er, at man prøver at se tingene på deres egne præmisser, vel vidende at der vil være meget, meget langt mellem, at nogen trykker på min helt personlige funk-knap.

 
Den Onde: Ok, men hvordan bærer du dig så ad med at holde ud at høre på de andre dommeres sludder?

Jeg tænker på Gud, dronning og fædreland.

 
Den Gode: Du har jo altid været en kendt person i visse kredse, men hvordan føles det pludselig at være blevet allemandseje?

Allemands-leasing. Jamen, det er meget grænseoverskridende. Jeg har altid været et meget indadvendt og lukket menneske, som ikke begås særligt meget socialt. Det startede helt tilbage som femtenårig punk, hvor vi fik tæsk, tæsk og flere læsterlige tæsk, når vi kom fra koncerterne. Men det gode ved denne her type underholdning er jo, at det er på forsiden af alle medierne i dag, men glemt to uger efter. Jeg skal bare holde ud så længe, og jeg har lommerne fulde af præparater, så jeg er godt kørende.

 
Den Gode: Hvis vi nu ser lidt i bakspejlet, så har du beskæftiget dig med alle mulige kunstneriske udtryksformer. Har du haft svært ved at begrænse dig?

Mit udgangspunkt var helt konkret, at kunst er en transmission af energi. Musik og litteratur var det, der som helt ung teenager ramte mig med en knytnæve, noget der sagde: ’Du er ikke alene’. Da jeg stødte på musik og litteratur, var det som at komme hjem. Jeg var så nødt til at prøve kræfter med det hele, for at finde ud af, hvad jeg var bedst til. Og jeg har fundet ud af, at der hvor jeg føler mig mest hjemme, det er i musikkens og litteraturens verden.

 
Den Onde: Alt det handler jo bare om teenage-angst. De fleste mennesker bliver vel voksne på et tidspunkt?

Ja, og…? Det blev jo sagt om Søren Kierkegaard at han aldrig helt kom sig over puberteten, det vil sige med dens store selvoptagethed, men også med den store håb og visioner. Skulle det siges om mig også, så tager jeg det som en kompliment. Jeg synes, at ungdommens største talent er det at kræve verden tilbage, at kræve mere end der bliver stillet på fadet foran én, allerede doseret af de forrige generationer. Jeg ser det som menneskets greb ind i fremtiden for at påkræve sig retten til sin fortsatte storhed.

 
Den Gode: Du er altid sprunget frem og tilbage mellem det meget sub-sub-kulturelle og så den helt brede mainstream. Hvordan hænger det sammen?

Man kan sige, at jeg har taget et meget langt tilløb til ’Talent 2008’. Men der er ikke ret langt fra at have ligget der i 1984 som undergrundskunstner og skåret sig til blods og haft sex med mænd på scenen, til det jeg gør nu. Det handler om konstant at udvide smerten.

 
Irma Victoria 1994Den Gode: Ud af hele din produktion, er der så én bedrift, som du selv er mest stolt af?

Noget af det, der har rykket flest grænser, er at det lykkedes mig at få Irma Victoria Grammy-nomineret i 1991. En fuldkommen talentløs sangerinde på halvfjerds år, som jeg satte til at lave en plade udelukkende baseret på tekster om død og undergang. På grund af IFPI’s specialkategori dengang nåede hun at blive stemt ind i kategorien ’Årets sangerinde’. Og det var et fantastisk øjeblik, da man præsenterede kandidaterne, og storskærmen viste Hanne Boel i læderbukser og guitar, Anisette med hunde og harmonika, og så direkte over til Irma Victoria i en sygeseng med drop, mens hun sang en sang der hed “Animal Culture”, hvor den samlede tekst lød ”Animal Culture/Animal Death”. Stemningen faldt, som var det beton. Det var det lykkeligste øjeblik i min popkarriere.

 
Den Onde: Ifølge biografien på din hjemmeside isolerede du dig i to år fra 1986 ’for at hellige dig et metafysisk studie’. Det vil sige at du sumpede lidt på dagpenge, eller hvad?

Nej nej, jeg har aldrig fået en krone af staten i den forstand. Jeg er en renhjertet anarkist, jeg kæmper mig til overlevelsen på egne vilkår. Men ja, det var i foråret ’86, at jeg havde min grand sortie, mit store farvel til det at være popmusiker. Jeg fandt det foragteligt. Så jeg valgte i de der to et halvt år at rode rundt i de esoteriske miljøer med delvis lykkelige og delvis katastrofale konsekvenser. Og var blandt andet nytårsaften nede hos sikherne, de her indiske religiøse mennesker som går med turban – der sad jeg og chantede kærlighedssange og spiste figenbrød. Jeg var bestemt ikke i balance, men det var det rigtige at gøre på det tidspunkt for at komme et helt andet sted hen.

 
Den Gode: Og hvor kom du så hen?

Det vil jeg gerne afholde mig fra at besvare, med – som Lord Buddha ville have gjort – nobel stilhed.

 
Den Onde: Er du i virkeligheden lidt for sart til denne verden?

Ja, i nogle henseender, klart. Der er jo en grund til at man ikke ser mig meget ude i det pulserende liv. Det er knusende for mig. Man får en kommentar en aften, og det tager en uge at komme sig over. Omvendt kan Ekstra Bladet skrive hvad de vil, det rører mig ikke. Så det er sådan et underligt blandingsforhold. Nogle dage er jeg fuldstændigt umulig at skyde igennem. Andre dage står jeg med løkken og pistolen og flasken og kan ikke finde ud af, hvad for en af dem, det skal være. Så vi snakker om den her klassiske kunstner, der befinder sig i et evigt delirium, kan man sige.

 
2008PolitikenZapperHallDen Gode: Vi laver jo et fan-nummer. Hvad betyder de mennesker, du ser op til, for dig?

Mine typiske forbilleder er nok folk, der falder lidt udenfor hitlisternes fangarme. Jeg ser kunstens grænseløse projekt som noget, hvor folk konstant smider benzin på bålet – noget der handler om at holde den olympiske flamme brændende.

 
Den Gode: À propos: vi skulle hilse fra vores redaktionsassistent, hun synes du er helt fantastisk. Hvad betyder sådan noget for dig?

Utroligt meget! Jeg ser Martin Hall-projektet som en katalysatorproces, som en måde at slå et brød op på, så der er nok for alle at spise. Det ville være et masturbatorisk projekt, hvis man bare pilede derudad uden nogen som helst omtanke for en social dimension i det.

 
Den Onde: Er det da ikke det?

Projektet er at bringe dannelsen tilbage på det danske verdenskort. Vi taler om at prøve at bruge et bredt medie til at få sagt nogle ting, der muligvis kan inspirere en enkelt person, som så går ud og gør noget fantastisk.

 
Den Onde: Her til sidst: har du er bud på, hvorfor mange mennesker tror, at du er homo?

Jeg har jo svaret gang på gang, at jeg betragter det som en stor kompliment, og at det må have at gøre med mit fantastiske udseende og min gode hygiejne. Det er som om i Danmark, at hver gang man ser mænd der går i andet tøj end baggy trousers, så er de enten homoseksuelle eller pædofile. Så det må ligge i stilen. Det romantiske ideal, det dandyistiske, den ikke længere bare metroseksuelle mand, men den überseksuelle … manden hvis ånd er sexy. C’est Moi!

 
Den Onde: Og så har du øjenmakeup på.

Jeg har altid lidt af hvert på. Bare vent til du ser mit undertøj.

Foto: Mika Kokkonen