INFODEMENS

GAFFA, 27. marts 2008

Af Peter Grønlund

Det er præcis 25 år siden Martin Hall debuterede som forfatter – jubilæet fejres i dag med udgivelsen af hans ottende bog, ’Infodemens’.

Multikunstneren med et af Danmarks mest omfangsrige bagkataloger, det intellektuelle dampbarn Martin Hall, nedkommer i dag med essay-, klumme- og notatbogen Infodemens. Bogen revser og spidder på en både humoristisk og dybsindig måde dansk middelmådighed, bøvethed, fordrukkenhed og den bredt anerkendte stræben efter plat folkelighed.

Selviscenesættende og på karakteristisk facon underbygger Martin Hall flittigt sine betragtninger med citater af lidelsesfæller og soulmates som for eksempel Nietzsche, Deleuze, Villy Sørensen og mange andre.

Bogen er bygget op af en række collager, der kredser om den menneskelige opløsning, døden og sex, og af 35 tekster – hvoraf nogle tidligere har været trykt i Dato, Jyllands Posten og GAFFA (i form af Klub GAFFA-tillægget “No future revisited” om Sex Pistols i oktober 2007), mens andre ikke tidligere har været offentliggjort.

GAFFA satte forfatteren stævne for at høre nærmere om den nye bog.

Du skriver i en af klummerne, at intellektuelle har en pligt til at blande sig i samfundsdebatten, er det derfor du udgiver din kulturkritik og dine notater som bog?

– Det er en af grundene. Det med, at de intellektuelle – eller rettere sagt: hvem som helst med noget på hjerte og evnen til at sige det – bør blande sig, hænger sammen med, at der i mange år har været en tendens til, at de mere ”intuitivt orienterede intelligenser”, altså typisk kunstnerne, har holdt sig noget på afstand af den offentlige debat. Nu er jeg ikke ligefrem selv skabt af det stof, der skal til for at overleve en dagligdag i Folketinget, men indenfor ethvert arbejdsområde er det vigtigt, at man kommer med det bidrag, man nu engang kan.

– Indlægget, som dit spørgsmål har sit udgangspunkt i, blev skrevet som en kommentar til en artikel, hvori en forsker forsvarer sin egen og sine kollegers manglende engagement med et ”jamen, vi vil jo gerne, men det kræver jo, at I andre kommer og spørger os”. Det fandt jeg lidt patetisk. Jeg mener, der er ikke mange revolutioner, der ville blive gennemført, hvis man sætter sig ned og venter på at blive spurgt.

Når du ganske lidet konfliktsky går i kødet på store arrangementer, og når du kritiserer navngivne kulturpersonligheder, har det så haft nogle konsekvenser for dig?

– Livet er fuld af konsekvenser, og der er da ganske givet arrangementer, jeg ikke bliver inviteret til, men eftersom jeg jo alligevel heller ikke er typen, der satser på at vinde en popularitetskonkurrence, så er det jo for så vidt også lige meget. Det er som sagt min overbevisning, at man bør forsøge at adressere, hvad man kan, så må eftertiden finde éns indsats nobel eller ej.

– Problemet med Danmark er, at landet er så lille, at det er umuligt at røre bare det mindste på sig uden at genere en eller anden, der sidder i samme sofa. Kulturelt og politisk ligger vi under for en klubmentalitet, der mest af alt minder om et lille fiskersamfund i 1800-tallet: Man skal passe på, hvad man siger, hvis man gerne selv vil til fadet. Vi er alle underkastet en såkaldt ”repressiv tolerance”, noget der på den ene side tillader alle at komme til orde, men reelt slår det ihjel via en masse høfligt uinteresseret fortielse.

– Man kan se, hvordan det påvirker den enkelte: Alle vil gerne være unikke, men helst på nøjagtig samme måde som alle de andre. Selv ”undergrunden” og det ”alternative” repræsenterer jo ikke længere nogen som helst modsætning til forbrugerkulturen, det er oftest bare en floskel, der bliver brugt for at give forbrugeren oplevelsen af sig selv som værende trendy og med på beatet. Jeg mener, hvor ”independent” er det f.eks. at stå i Forum sammen med 10.000 andre og lytte til The Cure anno 2008? Det mest ”grænseoverskridende” ved den oplevelse må da være udstillingen af det mobile installationskunstværk Robert Smith, en 50-årig mand der efterhånden vejer over 120 kilo, men stadig bruger læbestift, eyeliner og hårlak. Nice fellow, bad hairdo.

Du udgav et seks-dobbelt album sidste år, en bog i år, du er skribent og du medvirker som dekadent nazist i filmen ‘Flammen og Citronen’, er der flere timer i dit døgn end i alle andres?

– Faktisk er der færre timer i mit liv end de fleste andres, jeg lider en del af udmattelsestilstande, men jeg formår vel at prioritere min tid ret godt, få maksimalt ud af den. Jeg besluttede mig som helt ung for ikke at spilde tiden, ”carpe diem” og alt det dér, og det har så været min målsætning lige siden. Som den tysk-jødiske filosof Walter Benjamin siger: ”Man skal ikke lade tiden gå – man skal byde den indenfor”.

Hvordan holder du det kunstneriske fokus med så mange jern i ilden?

– Det er en organisk ting. I øjeblikket er jeg musikalsk fuldkommen svitset af oven på de sidste par års plader, Facsimile-pladen fra 2006 og det omtalte bokssæt, og lider under et nærmest sygelig et behov for skrivero, så tingene giver meget godt sig selv. Filmrollen er jo f.eks. en ganske lille ting, der ikke desto mindre genererer en del omtale, dels fordi det er min debut som filmskuespiller, dels fordi det er en bizar rolle.

Når man ser dig portrætteret i DR’s nye tv-serie ‘Album’, eller for den sags skyld hører noget af dit tidlige musik, så får man ikke ligefrem indtryk af at du er en munter fætter, men du bruger både ironi og humor i bogen, hvad er nu det for noget – er du på selvmordets rand eller springer du ud som stand-upper senere i 08?

– Nu har jeg desværre ikke set den omtalte tv-serie, men jeg er overbevist om, at jeg kommer til at stå fadder til en hel ny genre, ikke stand-up comedy’en, men derimod stand-up tragedy’en – du ved, manden med evnen til at bringe de frygteligste emner på bane, vel at mærke uden at gøre brug af de sædvanlige dræbende doser platdansk ironi, og så endda slippe af sted med det! Alvor udelukker jo ikke humor: ”A serious heart needs a light mind to survive”, som den unge skjald engang sang. Livets bizarre aspekter er jo på én og samme tid både underholdende, frastødende, groteske og vidunderlige … sådan lidt ligesom mig, ikke?

Som det sidste spørgsmål kan jeg ikke lade være med at spørge dig, hvorfor du skrev dine betragtninger om kultur, dannelse og æstetik lige præcis i gratisavisen Dato, den mest overfladiske, kedelige og anti-æstetiske avis der overhovedet var på markedet – et marked den jo heller ikke kunne klare sig på?

– Jeg kunne godt lide den orange farve, de brugte. Og så spurgte de pænt.