KONTINUUM

Udgivet: September 1989
Forlag: Borgens Forlag
ISBN-nummer: 87-418-5463-2
Design: Martin Hall

 

TRIVIA

Genre: Prosadigte
Sideantal: 38 sider
Åbning: ”Og de første ord faldt. Dette er lidt om meget. Fragmenter og panorama – 24 dages kontinuum i disse dages Europa.”


ANMELDELSER

“Moderne mikrotavler. Smukke og skræmmende digte fra Martin Hall … meget, meget autentisk: Man tror på, at han har været der, for han kan give oplevelsen videre.”
Politiken – Thomas Bredsdorff (29. september 1989)

“En nervespændt mosaik, der i lysende øjeblikke samler sig om det væsentlige kunstneriske forhold mellem sprog, verden og identitet … Martin Halls fint slyngede ordranker bliver ”som frostglød i vinternats krystal”. Svalt poetiske kræfter, hvormed han møder livet, og det der er større end ham selv. Hans billeddannende evne er original og sproget ”blødt som blod, der spredes i vand”, ja, så ejendommeligt nærværende kan han bruge det.”
Berlingske Tidende – Henrik Wivel (26. september 1989)

“Tiden går svanger med de digte, som Martin Hall nu præsenterer offentligheden for – eller rettere: med drømme og tendenser, som på mange måder kan have glæde af hans digtes spidsformuleringer. I de sidste årtier har det ikke været god tone at skrive filosofisk og med læresætninger, der kan streges under. Virkeligheden har været under lup, er blevet dissekeret og endevendt. Nu er den moden til en gensamling, men på bevægelsens præmisser, og det er, hvad Martin Hall kredser omkring.”
Fyens Stiftstidende – Jørgen Gleerup (oktober 1989)

UDDRAG
Triptykon

Bliver opmærksom på lyden af vandet, der falder mod håndvaskens marmorflader. Et hotelværelses spejl viser mig et ansigt. Senere vasker jeg hænder – betragter vandet løbe gennem mine fingre, som tiden gør det.
Jeg går tilbage, hvor jeg kom fra – ind i scenografien af stuen; en erindring allerede mens det opleves. I dette rum har alt engang været en forestilling, en tanke i en eller andens hoved – sengen, stolene, bordet, malerierne; alt sammen af en anden verden. Det gør mig til en del af en forestilling; et teater, hvor tid er arkitektur.

For enden af rummet er værelsets vinduer arrangeret som et triptykon, en levende gengivelse af den bevægende verden uden for. Indrammet ligger havet nederst, mørket øverst. Dybden af det kender ingen; det skjuler sig selv. Bølgerne rejser sig for dernæst at falde; alt der bevæges, forandres.

Senere den nat sover jeg en drømmeløs søvn.

Felt

Over havet, under himlen, i stilheden af menneskeløsheden. Havets stenagtige flader brydes igen og igen, som bristepunkt indefra, som bevægende tyngde udefra. I disse øjeblikke hersker ingen adskillelse mellem virkelighed og mulighed; dette er havet, ophavet, dybt som mørket, og stille som det ufødte.

Dette er blevet kaldt englenes land, og jeg befinder mig ved lands ende, på en platform af forstenet jord. Klipperne udgør grænselandskabet mellem vandet og luften, mod hvilket bølgernes fald lyder som pulsslaget af disse verdener; et requiem for alt der har været, en messe for alt der endnu må komme.

I silhouetter fremstår landskabets forladte miner som ufuldstændige katedraler, rejst af mennesker, men nægtet fuldendelse af jordens og havets kræfter. Morgenlyset fremkalder langsomt tætheden af billedet, og mens alt endnu ligger indhyllet i et skær af usket, skærer vinden gennem mig som en hvisken og et råb – et skrig endnu uforløst, inderst inde.

Tanker her, er ikke mere, ikke mindre, end ekkoer i tomrummet.

Frostglød

Denne rejse er alene. Disse dage er ét. Som det begyndes, må det ændre sig. Alt ændrer sig i rytmen af modstand, dør eller bliver stærkere.

Metal mod metal, ton mod ton, i en hast hvor kun det der ligger på afstand kan ses. Sol blænder, brænder frost hvidglødende, mens mure af lyd resonerer i mig. Øjne omkring mig stirrer dødt ud i togkupeen, i håbet om næring.

Bevæges ind i landet, mens landskaber efterlades som en skygge kastet. I flader af tid fornemmes jordens grænser, såvel som mine egne. Mørket sænker sig udenfor, stilheden indeni; skovene står som silhouetter mod eftergløden af dagens lys, mens billedet ændrer sig fra syn til en fornemmelse af dybde.

Fragmenter af tid og sted danner verdensbilleder uden sammenligning, en mosaik af nerve, hvor enhver fornemmelse bliver en prisme for alt uset. Som frostglød i vinternats krystal, overskrides punktet for tilbagevenden, i en ændring næsten for svag til at bemærke.

Mens mørket fortætter sig til nat, omskrives et tyngdepunkt. Af mørket formes modstanden, der ingen trussel kender, da den er skabt af intetheden selv.

Signal brænder stigma i sin transformation af spild.

Arena

I verdensarenaen er overlevelse den stærkestes privilegium. Men at forblive intakt, kræver mere end styrke.

Som styrke er det fastes kvalitet, er skønhed det bevægeliges – rummet, den overordnede tilladelse. I dette jorden, vandet og luften – og som flamme tærer stof, falder skygge anderledes.

Modermærket, men ukendt i oprindelse, det er silhouetten enhver skinner, i nat mod dag.

Kontinuum

Det siges, at det stille vand har den dybe grund. Hvor overfladen reflekterer, er dybden af en anden dimension.

Når vandet bevæges, og der opstår en bølge, taler vi om ”en bølge”. Men i sig selv findes den ikke. Der er ikke ”et stykke bølge” at gribe ud efter – der er en bevægelse i vandet, der forårsager dette fænomen, som for os præsenterer sig som ”en bølge”.

Hændelser opleves som genstande, og som stoffet hvoraf drømme skabes, bevæges vi i disse foranderligste verdener. Som et bevægende diagram udspiller verdensteatret sig i bølge på bølge – som en symfoni, hvori kaskader af forskellige toner, instrumenter, rytmer og intensiteter alle sammen forbindes af pulsslagets røde tråd, hvis farve er mange.

I netværket af i hinanden indgribende processer, er et menneske sin egen mediumistiske kontakt med alt, det må blive. Pulsslaget er som en rejse, retningsbestemt, men aldrig endeligt defineret, og at overgive sig til denne ”den største historie nogensinde fortalt”, er bevægende, i alle ordets betydninger – ikke længere at være, men at blive, og ikke længere at lede, men at blive ledt.

Alt forgår – mens øjeblikket forbliver – i dette ”virkelighedens kontinuum”.

Ligevægt

Universet er i ligevægt. Derfor kan enhver sætte sit over styr, ved at adskille sig fra det.

Europa

Fra guldskæret til metalstøvet. I rytmen af byernes timeløse døgn, hvileløshedens forbandelse; et ekko af Europa.

I dette skiftende lys af brændende horisonter, i disse syntetiske landskaber af det 20nde århundredes degeneration, ligger jorden gold og død under mine fødder. Jordens salt føles forgiftet i denne de levende dødes civilisation, den eneste afgrøde er en hede tæt som metal, og asken af sceneriet udgør en platform af livløshed, et alter af denne verdens støv.

I pulsslaget af dette panorama, er der en undertone, undergravende som det natteløse mørke, der forgifter både sjæl og krop i sin altætsende indadvendthed – koldt som bly, hedt som cancer; børnene af det sofistikerede mareridt balancerer mangel med den inderste vold.

En hvisken i vildnisset rejser i ekkoerne af natten, mens regnen falder som en hinde. Af mørket brydes lys, af stilheden lyd.

Efterskrift

Blødt som blod, der spredes i vand – en hvisken brydes i tusind stykker, regner gennem mig som en støv af ånd. Ethvert brudstykke af dig, indeholder alt af dig.

Skarp som knivens æg; slangens æg – en flygtning krydser sit spor. Urets visere bevæger sig i cirkler, til de samme punkter i forskellige døgn. Alt der bevæges, vender tilbage; fra l til O i en cirkel af alle tal.

I et rum mellem himmel og jord, under kuplen af det mørke lys; billedet stilnes, mens åndedrag finder rytmen af natten. Det eneste, der er vigtigt, du ved, er at jeg ikke ønsker at være noget andet sted.

BESTIL BOG

Order by e-mail Betal via bank eller PayPal – 99 DKR / 13,5 EUR + porto




Kontinuum er Martin Halls tredje bog, en tekstsamling der udkom fem år efter dens forgænger, Fremmedgørelsens identitet.

Udgivelsen består af en serie fortættede refleksioner, noter nedskrevet i et kontinuum på 24 dage – en rejse gennem “disse dages Europa”, som det formuleres i introduktionen. Bogen må dog ikke forveksles med en traditionel rejsebeskrivelse; den er snarere en poetisk undersøgelse af, hvad rejsen gør ved den rejsende, end en dekorativ beskrivelse af steder og seværdigheder.

Om end tonen i Kontinuum er betydelig mere afklaret end i Halls tidligere bogudgivelser, er værkets billedverden stadig meget skygget og dobbelttydig.