KOMMUNIKAZE

Udgivet: Marts 2001
Forlag: Lindhardt og Ringhof
ISBN-nummer: 87-595-1661-5
Design: Kenneth Schultz
Foto: Casper Sejersen

 

TRIVIA

Genre: Dagbog
Sideantal: 301 sider
Åbning: ”Besluttede mig i nat for at begynde at føre en slags protokol over dagene. Har aldrig ført dagbog før. Vil nok også foretrække at kalde det noget andet.”


ANMELDELSER

“Ved indgangen til 1998 besluttede musikeren og forfatteren Martin Hall sig for at føre dagbog over indre og ydre bevægelser i tilværelsen. Det er blevet til tre års hæsblæsende notater frit fra leveren, samlet i dagbogen Kommunikaze – 1000 dage i cockpittet … aftalerne ligger tæt i kalenderen, og arbejdstempoet er i perioder så højt, at man som læser flere gange får både åndenød og flimren for øjnene i bestræbelserne på at holde trit. Men vi kigger også Hall over skulderen, når roen og eftertænksomheden melder sig. Det er hér, hans dagbogsoptegnelser for alvor bliver spændende. Når Hall læser sig gennem skrivebordets stabler og skyder tankebaner gennem privatsfæren og nærmer sig de store, almen menneskelige temaer i tilværelsen – angst, krise, tomhed, glæde, kærlighed og succes – så glider man helt ud på kanten af stolen for at få det hele med.”
Kristeligt Dagblad – Leon Jaurnow (27. marts 2001)

“Således er det interessante ved denne dagbog ikke den formulerede selvudlevering (som vi dagbogssnagere jo ernæres ved), men snarere den indre konflikt, der rumsterer gennem siderne som en arrig vaklen. En utilpashed, der gør teksten noget inkonsekvent, men også rørende, fordi den er sprækken i Halls stenhårde egopleje og distance … Måske afbilder ordstrømmen den mentale ursuppe, der i koncentrat bliver til Halls kunstneriske geni.”
Information – Lotte Folke Kaarsholm (27. marts 2001)

“Martin Hall skriver godt. Og morsomt. Med en meget spids tunge i kinden … Aldrig før har man kunnet danne sig et så eksakt billede af den Hallske verden.”
Berlingske Tidende – Mai Misfeldt (27. marts 2001)

“Perler af forfriskende åndshovmod. Helt op at ringe kommer vi efter die Wende, hvor dagbogs-Hall stiger til vejrs med Nietzsches Zarahustra.”
Jyllands-Posten – Jon Helt Haarder (27. marts 2001)

“En effektiv cementering af myten om Martin Hall …”
Politiken – Thomas Michelsen (27. marts 2001)

“Ved indgangen til 1998 besluttede Martin Hall sig for at føre dagbog i tre år, og ud af det er kommet en både engageret og engagerende bog, der bringer læseren tæt på en velbegavet, intellektuelt orienteret dagbogsskriver … Det er en usandsynlig ærlig og internationalt orienteret bog, der åbent fortæller om mødet med forfattere, musikere og teatermennesker – og frem for alt med forfatteren selv. Den bog kan kun aftvinge den dybeste respekt.”
( * * * * * )
Nordjyske Stiftstidende – Jens Henneberg (27. marts 2001)

“Hudløst: Det er dristigt gjort at præsentere noget, der i den grad iscenesætter et individs idiosynkrasier og dets konstante søgen efter balance i tilværelsen. Ingen mindre end Søren Kirkegaard melder sig i kulissen som sammenligningsgrundlag … For læseren er det stimulerende, at Hall ikke taler på andres vegne, eller går andres ærinde. At han overhovedet taler så engagerende og uforbeholdent og dybt subjektivt – det er i enhver forstand æggende at være med.”
Fyens Stiftstidende – Peter Nielsen (27. marts 2001)

“En sand æstet … Glimrende.”
Aktuelt (27. marts 2001)

“En dandy kvikker bestandig: Martin Hall lægger ikke skjul på, at han først og fremmest interesserer sig for Martin Hall, men det gør han så til gengæld med finesse, han gør sig umage med sin narcissisme og forfængelig med sin forfængelighed. Jeg kan godt forstå, at han her og dér bliver irriteret over, at folk ikke fatter den raffinerede og så at sige oprigtige ironi i hans poseren, men det er vi altså nogle, der omsider gør, og det kan godt være, at vi stadig væk er lettere betuttede over, at det skulle komme så vidt, men værre og mærkeligere ting er trods alt sket. De allerbedste partier af bogen knytter direkte an til Halls lille litterære gennembrud, kortprosasamlingen Uden titel, 1998 (færdiggjort i begyndelsen af dagbogsintervallet), det er udsøgt spydige og aristokratiske og stilige proklamationer om alting og ingenting og især alle idioterne. Det er her, man finder de mest kvalificerede ekkoer af et af Halls store idoler, usalige Oscar Wilde. Men også de mere ligefremme rapporter om Halls karriere og dagligliv og personlige kvabbabelser underholder mærkeligt nok, sandsynligvis fordi han heller ikke dér bliver træt af ulasteligt at spidsformulere med den mindste gran (selv)ironiske salt, for pointen er, at både skrift og liv skal have stil, og når den virkelige verden hele tiden flosser op, må beskrivelsen jo med så megen større viljefasthed holde masken, lige netop lade den briste i et overlegent og overbærende smil … “Et vindende væsen, som man siger”. I lige måde, Martin, vil vi uden ironi sige til dagbogsskribenten. Denne firsernes Dorian Gray står stadig hypnotiseret og stirrer på sit eget portræt, men begge steder ældes han med ynde.”
Weekendavisen – Lars Bukdahl (30. marts 2001)

“En kunstners rejse gennem tilblivelsen af sine værker. Gudløshedens storhedsvanvid og anfægtelser, sammenbrud og livsbekræftelse. Et skarpt kritisk billede af musikbranchen midt i en personlig opbrudstid.”
Opasia – Kirsten Thorup (5. april 2001)

“Martin Hall er en ener … Masser af sproglig elegance.”
Herning Folkeblad (7. april 2001)

“Hall er helt sin egen: Som han skriver i forordet, har han valgt at prioritere det autentiske materiale frem for at om- og indskrive det i en senere mere glamourøs sammenhæng, “ligesom jeg har valgt at lade min til tider rabiate skrivestil overleve diverse forslag om en mere ‘stueren’ udgave”. Denne rabiate stil er netop det spændende ved bogen om årene fra 1998 til 2000. Det er den, der gør bogen læseværdig og udfordrende. Der er ingen smålig fedten med formuleringerne, ingen skræk for at virke opblæst. Det er meget u-dansk. Martin Hall er hinsides provokationen, den er for lille en målestok i hans projekt! … Jeg går ud fra som en selvfølge, at vi snupper tre år mere.”
Århus Stiftstidende – Peter Nørskov (14. april 2001)

“Hans dagbøger minder faktisk en smule om både H.C. Andersen og Andy Warhols dagbøger … Martin Hall, der på én gang fremstår både meget moderne og nærmest altmodisch, er og bliver fornøjeligt selskab.”
Euroman – Jesper Uhrup Jensen (juni 2001)

“Konst med pretentioner: Martin Hall er så prententiös, at man skulle kunne storkna. Nej, sluta inta at läsa! Observera orden “skulle kunna…” Vad Martin Hall gör, oavsett om han ägnar sig åt musik, litteratur, och/eller konst (ofta samtidigt), är at han ställer krav. Han har pretentioner: båda på oss, som tar del av hans konst, och på sig själv, som mångkulturskapara. Han har en brinnande uttrycksvilja og en lika brinnande tro på att det han har at uttrycka är viktigt. Det måsta ut! Han är en evig eld, som plötsligt och plötsligt och plötsligt flammar up … Jag läste dagboken rätt igenom.”
Kvällsposten – Bengt Eriksson (20. oktober 2001)

UDDRAG
Torsdag den 29. januar 1998, eftermiddag

Måske er det hykleri, det dobbeltliv, jeg fører. Kunstneren og mennesket. Navnet og essensen, “poeten” og “musikeren”. Føler mig ikke hjemme i musikmiljøet længere. Ved ikke om jeg nogensinde har gjort det. Ikke fordi jeg ville føle mig mere hjemme et andet sted: De årlige åbne huse på forlagene med pindemadder og rødvin forekommer mig heller ikke specielt attraktive: “Vil du ikke med ind og høre en digtoplæsning i lyrikteltet?” Den store forskel på forlagsbranchen og musikbranchen er dog, at checken oftere er med posten i førstnævnte kategori end i den anden, om end den andens noget sjældnere checks er betydelig større. Fører mig så alligevel en sjælden gang imellem frem til en reception eller to med smil på læben og champagneglas i hånden, på toppen af verden og med en sand verdensmands veltalenhed. Minder mig om Richard Burtons selvbiografi, hvor han konstant sviner de bedre cirkler til og alligevel valfarter til den ene cocktailfest efter den anden, omgivet af de selv samme individer, han så grueligt foragter. Elsker ham for hans evne til at forlade Hollywood selv i lyset af de mest svimlende summers lokken, udelukkende for at vende tilbage til London-teateret Old Vic og en løn på 27 pund om ugen for at spille Shakespeare-forestillinger igen (og i øvrigt recitere rollerne perfekt på trods af en daglig indtagelse af to flasker gin). A man’s gotta do what a man’s gotta do. Og så lige en gang imellem indspille en krigsfilm i Sahara for de lettjente penges skyld: “Don’t you just love a man in a uniform”? Det er stil! Men så står man altså der til receptionerne og morer sig over mediets selvforelskelse og incestuøse fordummelsesproces, fuld af overskud og improvisationsevne når det gælder substansløse meninger om dit og dat og ingenting: “Sov blot roligt, alle hader alle”. Størstedelen af klientellet virker sært alkoholiske, især herrerne, der med rustne stemmer konstant snakker om at realisere sig selv med en sjælevolumen nær nul. For nylig blev jeg introduceret til en af min tidlige ungdoms helte, Ian McCulloch fra Echo & The Bunnymen, der efter at have komplimenteret min jakke spurgte mig, om jeg havde noget coke. Det havde jeg ikke, men vandt efter sigende stor respekt hos ham ved min fraværende måde at besvare det efterfølgende spørgsmål om, hvad man lavede i København på en aften som denne med et “på en onsdag?” Det viste sig at være mandag, og manageren livede totalt op og gav promoteren, der havde introduceret mig til hans klient, ret i at, at jeg var virkelig underground.

Torsdag den 29. januar 1998, nat

Ville Jesus Kristus have været homoseksuel, hvis han dukkede op i dette århundrede? Ville ecstasy have erstattet papmedaljonerne i den katolske kirke, hvis han havde sat sine fodspor i halvfemsernes ungdomskultur? Har der været stakkevis af frelsere, der gik mere ubemærkede hen, pint til døde under kinesiske forhør, jagtet i Cambodias jungle eller sultet ihjel i Somalia? “Remain cheerful and die trying”, som de ville have udtrykt det østpå. Enhver sand helt bør huske brækspandene til sit publikum … overdrivelse fremmer forståelsen, som en temmelig militant kørelærer engang forsøgte at banke ind i mig, når jeg med mit geléagtige kropssprog gjorde gaderne en tand for abstrakte for hans smag. Nogle mennesker ville have trådt ud af bilen og fundet en anden, men jeg har altid opsøgt modsætningerne, sat pris på det overraskende, det anderledes, det, der bestemt ikke var som mig selv. Faktisk brugte jeg syv sammenhængende år af mit liv på at omgive mig med folk, jeg ikke nødvendigvis personligt brød mig om. Det var en befriende oplevelse: at træde ud af firsermiljøets selvfokuserede rammer og pludselig sidde og holde juleaften med sikherne på Nørrebro, iført turban og hvide gevandter og drikke yogi-thé og synge mantraer (de var nu i øvrigt en samling overordentlig rare mennesker). Absolut ingen vidste, hvem Martin Hall var. En vidunderlig følelse.

Fredag den 30. januar 1998, eftermiddag

Perfect paranoia is perfect awareness. Smerten er en del af perfektionen. C.S. Lewis sammenligner smerten med billedhuggerens arbejde med sin skulptur; hvert eneste stød i stenen er nødvendigt for at forme helheden, for at fuldende skønheden.

Lørdag den 31. januar 1998, formiddag

Ti tanker kommet og gået inden næste sætning er nedskrevet. Måske skulle jeg bare forsvinde, flytte til Israel eller Rusland. Tarkovskijs film fyldte mig altid med denne sære længsel efter bare at vandre rundt i nogle af hans gudsforladte landskaber (længe leve den romantiske forestilling om alt fjernt). Theo Angelopoulos’ film Odysseus’ Blik var faktisk den første film, jeg havde set i mange år, der formåede at indkredse samme slags længsel. Eleni Karaindrous musik til filmen er i øvrigt guddommelig! Jeg tror, at det er sjælestyrken i både lyd og billede, der rører mig så dybt. Følelsen af udholdenhed. Filmens handling om en græsk instruktør, der rejser gennem Balkan-landene for at finde tre ufremkaldte filmruller fra den første halvdel af århundredet, blænder konstant op for disse ukristeligt ensomme billeder af en alt for medtaget verdensdel. Talte for nyligt med en journalist, der under den værste del af borgerkrigen i eks-Jugoslavien havde besøgt Sarajevo med en fotograf, som på ingen måde havde indset faren ved projektet. Han var dukket op i lufthavnen iført vindjakke og uden nogen egentlig bagage; “den klarer jeg”, havde han med højt humør affejet kommentaren om, at det var vinter og krig, de skulle ned at dække, ikke en skønhedskonkurrence på Mallorca. I løbet af de første dage havde fotografen så brugt alle sine dollars på den i forvejen både dårlige og alt for dyre mad i det eneste bare nogenlunde normalt fungerende hotel i byen, da han var overbevist om, at hans plastikkort ville kunne dække resten af opholdet. Hvilket selvfølgelig ikke var tilfældet; en krigszone er ikke helt så servilt orienteret som Las Vegas. Historien ender så med, at manden på en reportage nede i en parkeringskælder, der blev brugt som bosted for i hundredvis af mennesker, frysende og grædende bryder sammen og må overlade al fotografering til journalisten selv. Det, jeg egentlig ville frem til, var eksemplet på det modsatte af filmens essens, den manglende sjælestyrke og virkelighedsans, der alt for ofte er konsekvensen af at bo i en beskyttet kultur som vores.

Torsdag den 1. juli 1999, eftermiddag

Genså Liliana Cavanis Natportieren i går for første gang siden 18–19 års alderen. En helt igennem bizar film. Erindrede mig Dirk Bogardes beskrivelser af perioden og indspilningerne fra en af hans (mange) selvbiografier, især detaljerne omkring filmens sidste scene, hvor han iført fuldt nazi-ornat eskorterer Charlotte Rampling ud fra deres skjulested – vel at mærke on location et eller andet sted i Sydtyskland med en voksende folkemængde omkring sig. Bogarde er efter eget udsagn overbevist om, at de vil lynche ham, men da parret langsomt kører væk i den ventende bil, opdager han til sin store forbløffelse, at adskillige af tilskuerne lige så stille begynder at heile. Så meget for den frygt! At tænke på at filmen er lavet i 1973 er ret utroligt.

Lørdag den 11. september 1999, morgen

Var til et oplæsningsarrangement i Den Anden Opera i går aftes i anledning af udgivelsen af Kortprosa 1999-bogen. Kom lidt for sent på trods af mit væsens punktlighed, men blev venligt modtaget af forlagsmanden Simon Pasternak, over hvem der hviler en umiskendelig karakter af en sand litterat. Efter en indledende Højholt-inspireret dronen omkring partering af kød ved Hans-Erik Larsen gik turen så videre til mere “professionelle” leverandører som Camilla Christensen og Pia Tafdrup, hvor især sidstnævnte kom til at lide under den ærværdige, men også voldberusede F.P. Jac, der fra bagerste række – hængende ind over Jan Sonnergaards skulder som en anden krigsveteran – blev ophavsmand til sporadiske udbrud som “er der ikke nogen, vi kan trække bukserne af?” og “vis os fjamsen, moster” (denne kommentar faldt, da den unge digterinde Ursula Andkjær Olsen gjorde sin entré på scenen iført en fiks lille nederdel). Hver eneste gang jeg har mødt ham – helt tilbage til 1983 – har han været lige så rallende beruset. Hvilket forekommer mig ganske utroligt, ja, nærmest beundringsværdigt. Manden må have en vikings konstitution! Aftenens højdepunkt var så helt klart, da han selv indledte anden halvdel af arrangementet med at falde ned fra scenen af druk efter at have fremført en temmelig ubehjælpsom udgave af en gammel Ray Davies-sang.

Lørdag den 1. januar 2000, eftermiddag

Meget opløftet. En tung byrde synes at være lettet fra mit hjerte, (the burden of perfection og alt det der). Mens verden slumrer i efterdønningerne af sit energispild, er tusindårsfesten først lige begyndt her. En hyldest til alt og alle, selv den moralske pluralisme. Er min generøsitet ved at løbe af med mig? En hyldest til “aktionister” som Otto Mühl, Gunter Brus, Rudolf Schwarzkogler og Herman Nitsch. “Vaguely conscious of that great suspense in which we live, we find our escape from its sterile, annihilating reality in many dreams, in religion, passion, art” (Arthur Symons 1899). En hyldest til Georg Trakl og Gottfried Benn, Chet Baker og Orson Welles, Anton LaVey og György Ligeti. Skylder uden tvivl mine fjender den største tak for mit livs opdrift og sjælehøjde, disse statister, der lærte mig at sætte hårdt mod hårdt.

Man siger, at ethvert atom i ens krop engang var en del af en stjerne. En smuk tanke. Jeg forbliver kropsliggørelsen af spørgsmålstegnet.

Mandag den 24. januar 2000, sen aften

Befinder mig i værelse 505 på Hotel Lydmar i Stockholm efter en lang dags rejse med tog grundet min sygelige flyskræk. Har ikke været i denne by siden Ballet Mécanique-dagene. Værelset er et jazz-værelse med fotoer af alskens legendariske solister. Boel er blevet indlogeret på 504, der er holdt i victoriansk blomsteridyl. Portieren hørte forkert, så mit rumkort blev skrevet ud til Martin Hell. Et kunstnernavn in mente? Ellers falder hotellet fint i smag; elevatoren udstyret med lysende grønne knapper, der styrer musikken: vælg acid jazz, soul, jungle, ambient, latin eller drum’n’bass. Dog ingen knap til at styre volumen, der forekommer mig alt for høj – demonstrativt hip. Gangene smagfuldt belyst og elegant dekoreret. Meget svensk. Ligesom receptionens fem ure med samme tid og navnet Stockholm under dem alle. Godt jeg har kufferten fuld af Prada-trøjer, Comme des Garcons skjorter og Helmut Lang-jakkesæt!

Føler mig altid skidt tilpas i nye byer den første dags tid. Har brug for tid til at falde ind, falde til ro. Stadig også temmelig bekymret over et pladeselskabsmøde i formiddags inden afrejsen, hvor der blev talt om ugelange presseture til Norge og Sverige ved pladens udgivelse. Har meget svært ved at overskue, hvad jeg har indledt mig på med denne plade. Kan ikke rigtig overskue pressefronten på dette område.

Torsdag den 27. januar 2000, sen aften

Læste i Dagens Nyheter, at Henrik Nordbrandt havde fået Nordisk Råds Litteraturpris. Jawohl. Et tillykke fra udenlandsdanskeren. Derefter i studiet. Nåede på Moderna Museet om eftermiddagen og blev mødt af Emese Benczürs The Changes Render Visible The Foundation-værk. Jamen altså! Næsten lige så godt som Nietzsches “bevidsthed er en overflade” udbrud i Ecce Homo. Senere så jeg et Rodtjenko-slips og oppustelige Edvard Munch-dukker af Skriget i deres – ellers glimrende – boghandel. Bagefter svenske EMI-folk i studiet, der kunne lide, hvad de hørte. Alle mænd er sultne!

Søndag den 30. januar 2000, aften

Hjemme igen efter at have deltaget i Copenhagen Session 1 med Malcolm McLaren på Plaza Hotel. En veloplagt formand for Kulturministeriets Udviklingsfond, Uffe Elbæk, bød velkommen, hvilket var en god begyndelse på et ellers farligt arrangement (en grum sætning i stil med “eliten i dansk kulturliv” sneg sig da vist også ind på et tidspunkt). Så tog Klaus Lynggaard over som vært, hvilket vel var et meget oplagt valg; jeg går ud fra, at man forestiller sig, at hans oftest lidt bralrende facon kan holde eventuelle tomrum for døren. McLaren selv startede med at beskrive sig selv som en “dysfunktionel figur”, en romantiker mere end noget andet. Han arbejdede med begreberne autenticitet og karaoke – sidstnævnte som en reference til den slags mennesker, der udelukkende imiterer andres udsagn og bedrifter: “Tony Blair is our first karaoke prime minister”, som det meget underholdende lød omkring dagens politiske situation. Forståeligt/forudsigeligt nok kom han også ind på nettets muligheder, men “anti-establishment via the Internet” er efterhånden et temmelig kedeligt tema. Eftermiddagens højdepunkt var utvivlsomt McLarens svar på spørgsmålet om, hvad han ville foretage sig i løbet af de næste 20 år: “Well, I’ll probably die”.

Helt personligt var dagens største tilfredsstillelse min egen entré i en fyldt sal ti sekunder inden, arrangementet begyndte (vidunderlig timing) samt evnen til at undgå et specielt ækelt bord med firserfossiler. Alt er et spørgsmål om koreografi! Lagde hårdt ud med kindkys, filmsmil og politisk velplacerede håndtryk. Undervejs i seancen var det selvfølgelig de diskussionslystne elementer, der prægede debatten, hovedsageligt uforløste reklamemænd og aktualitetsliderlige zeitgeist-typer, der aldrig formår at løsrive sig fra opinionens slaveri: De skal bare have en mening om alting. Hvad kan man sige? Nogle gange er det nok blot at dvæle ved tingenes tilstand. På den måde var en eftermiddag i selskab med mister Malcolm en fornøjelse; føltes nærmest som et kort ophold i et England, man ellers kun kender fra Upstairs/Downstairs. Min konklusion må dog lyde, at hvis det indbudte klientel vitterlig var eliten, ser det lidt mørkt ud for dansk kulturliv.

Lørdag den 8. april 2000, aften

Der er dem, der mener, at litteraturen er en for alvorlig sag til at lægge i hænderne på forfatterne selv. For disse mennesker er traditionen et sidste desperat kyskhedsbælte: Shakespeares innovation af det engelske sprog og Karen Blixens noget abstrakte kommasætning ville være utilladeligt i deres bakteriefrie lyrik. Man burde næsten udbede sig en urinprøve fra disse “hårdtslående realister”, hvis eneste mål tilsyneladende er at tilføre alt levende en formaliseret umenneskelighed (al menneskelighed er per definition dødelig og af samme grund uattraktiv). Alle deres krige ligger uden for dem selv, og alle deres sejre har brug for synlige ofre. Disse mennesker har ikke brug for nogen grund til at udøve deres monstrøse overbevisning; de har bare brug for en undskyldning.

Onsdag den 19. april 2000, nat

Fuldmåneklarhed. Byerne smuldrer i dette lys. Spiste på KGB sammen med brødrene M. Aperitiffen var en White Nights In St. Petersburg, og maden var som formodet meget russisk (masser af rodfrugter og kartoffelmos). Den største oplevelse ved besøget var afspilningen af et bånd fra en dansk/russisk sprogskole ude på toilettet; under det korte ophold nåede jeg bl.a. at lære at sige, “jeg vil gerne se en tenniskamp” på russisk. Bagefter gik vi på JazzHouse, da jeg tænkte, at vi var rimelig sikre på at være i fred i dér, men blev ikke desto mindre øjeblikkelig overfaldet af et hold af de uden tvivl mest tåbelige piger, jeg nogensinde har kommunikeret med. Deres anfører var iklædt en cowboyhat i leopardskind og dertilhørende trøje og bukser og bar sin mobiltelefon som den moderne kulturs seksløber; hver gang hun åbnede munden, nåede ordet “indholdsløshed” nye, truende højder … har vitterligt aldrig set eller hørt noget lignende på så nært hold. Når indskrænketheden er så udtalt, bliver dens talsmand – lige meget hvor prægtig eller velekviperet denne så end måtte være – ultimativt aseksuel. Til sidst blev vi så gudskelov reddet af et nyt kvindeligt regiment, der gjorde deres entré under bestillingen af den tredje flaske cava (bekendte af brødrene). På det tidspunkt var jeg træt, og aftenen havde allerede været en foreløbig triumf i overvindelsen af periodens uoplagthed, så jeg gik hjem og lod biologifilmene bag mig.

Onsdag den 3. maj 2000, formiddag

Dagens citat: “Døden afsoner man, mens man lever” (Giuseppe Ungaretti). Vågnede op med sætningen klingende i mit hovede på denne grålige forårs- eller sommerdag … kan ikke længere adskille årstiderne, inddelingerne, grænserne mellem kold og varm. Læste først hans Glæde ved Skibbrud her for nogle måneder siden, en bog, der ramte mig meget direkte (“sansningens forkontorer” havde ikke en chance for nu at citere den gode hr. Lyngsø). Elskede titeldigtets lethed i lyset af samlingens tyngde. Det korte af det lange forbliver som altid “memento en-to-tre” og fortsættelsen, der ikke følger. Hvoraf mange hæderkronede opråb. Slutteligt:

Har måttet opgive idéen om at opbygge mig en formue. Hvis dette bliver en prioritet, bliver jeg tilsvarende en slave, et blokeret udsyn, et ufrit forløb, en ligegyldighed. Jeg må satse. Intet andet at gøre med et væsen som mit. Skiftet, der er ved at ske, er tydeligt og genkendeligt nok til ikke at stille flere spørgsmål. Tiden er løbet tør for tomme spørgsmål og svar, og enhver af mine klager forbliver retoriske formaliteter. Jeg er en mand på en mission. Ved bare endnu ikke hvilken.

Lørdag den 20. maj 2000, eftermiddag

Dyret i mig lader til at være bragt til ro. I hvert fald et stykke tid. Det skal åbenbart stadig trues på livet for at give én ånderum. Bruger nætterne til at gå igennem detaljerne i mit liv, dagene til at dvæle ved kædens svage led. Jeg underkaster mig for mange unødvendige belastninger, påtager mig for meget skyld: Kan ikke længere ignorere omstændighederne, de påvirker mig alt for voldsomt, og udsvingene bliver som bekendt kun større og større, sværere og sværere at komme tilbage fra, hvad enten det drejer sig om industrien omkring mig eller mine personlige forhold. Jeg har været inde på det tidligere, hvordan den manglende evne til at kunne tilgive sig selv langsomt kan æde én op. Synes hverken jeg kan tilgive mig selv eller andre længere. Ens bevidsthed kan blive et lukket kredsløb, hvis tyranni over kroppen forvolder den ene lidelse efter den anden. Tilstanden, jeg selv befinder mig i i øjeblikket, skyldes i allerhøjeste grad dette, min hjernes urimelige krav til sine omstændigheder, til min krop og til min omverden. At eliminere de skadelige indflydelser er én ting, en anden er at omprogrammere sin egen væremåde, sin livsanskuelse, sit forhold til livet. “Det er kun en kliché, fordi alle ved, det er rigtigt”, som en eller anden sanger engang udtrykte det. Det synes så svært at behandle de væsentligste temaer i det skrevne ord; så bliver det for poetisk, så bliver det for selvfølgeligt, men endestation mord forbliver den moderne livsanskuelses rodløse bønnestage. Hvad hjælper det at kritisere noget, fordi det ikke matcher ens intellektuelle forfængelighed, når det er så fundamentalt indlysende, at ens retning i tilværelsen kun isolerer én mere og mere fra tingenes helhed?

I nat lå jeg så og lyttede til mit hjerte. Hvordan mine hjerteslags blide eksplosioner pumpede blodet rundt i min krop, hvordan højtrykket i min krop langsomt faldt til ro under nattens dække, til lyden af regnen, til billederne for mine øjne. Man er et skrøbeligt væsen. En uforklarlig blanding af brusk og energi. En gudsmaskine. Lå og tænkte på de mange tusind mennesker, der befandt sig i landet omkring mig, mennesker, der alle sammen lå og sov, hvis hjerter bankede, hvis lunger trak vejret for dem, hvis blod cirkulerede i deres systemer, alt sammen uden deres medvirken. Fik disse billeder af en gigantisk biocelle, et gigantisk væv, der lå og åndede og pulserede, spredt ud over umådelige arealer, jordens samlede overflade, styret af ukendte kræfter og lige så ukendte mål. Min forestilling om alting syntes endelig at begynde at vende tilbage til en mere fundamental værdsættelse af livet i sig selv – det var som om jeg endelig kunne begynde at slippe tvangsgrebet om min egen følelse af isolation, denne selvforstærkende paranoia og tvivl omkring alting. Jeg begyndte at glide ind i en tilstand af instinktiv logik og sammenhæng, der var meget overraskende for mig at opleve på dette tidspunkt. Jeg har kæmpet med idéen om Gud lige siden min tidligste ungdom, kæmpet med mit had til andre menneskers dogmatiske og følelseskolde fremstilling af en sådan autoritet, nægtet at anerkende anden overbevisning end den følelsesmæssigt håndgribelige, været splittet mellem længslen i min sjæl og mit sinds videnskabelige chauvinisme, og nu lå jeg pludselig dér, overgivet til nattens sære ro i en krop, der pligtskyldigt arbejdede for mig, en gudsmaskine, der havde eksisteret i tusinder af år, i et eksemplar, som i denne periode stod til min disposition, og som jeg i det sidste år havde skamredet i blind ambition. Jeg følte mig både skyldig og taknemmelig, nok mest taknemmelig, fordi jeg endelig var blevet tilladt at få hovedet op over den giftige tåge, som omstændighederne og mine egne processer havde genereret i så lang tid. Efter så mange anfald, udfald og tilbagefald, som jeg har været igennem det sidste stykke tid, følte jeg endelig en vis ro ved at være, den jeg var, i den tilstand, jeg var – det var som om, jeg endelig følte en vis tillid til livets kurs, at det var på tide at lade det styre tingenes gang snarere end at kaste mig ud i flere sindssyge diktater af tilværelsen. Skulle jeg være sovet ind der, alene i dette hvide rum denne nat, havde det været uden angst, uden behov for selskab, i en slags tavs tillid til tingenes orden, til min gudsmaskines formål, til altings uforståelighed. Jeg var alene, som så mange gange før, men ikke længere afhængig af nogen tilgivelse eller forståelse. Alting føltes – i sin egen besynderlige skrøbelighed – integreret.

Da jeg vågnede i morges, kunne jeg ikke rigtig orientere mig. Jeg var stadig lidt svimmel og nedskrev øjeblikkeligt et par ængstelige noter, men kom meget hurtigt tilbage til tilstanden af altings nattens tilstand. Sad og kiggede ud af vinduet herude på landet og betragtede skovbrynet, som lige så godt kunne ligge et sted i Montana eller Norditalien; jeg havde i hvert fald aldrig set det på den måde før. Hestene græssede, selv mens det pludselig væltede ned med hagl. De var ligeglade. Fuldstændig ligesom mig. Jeg tænkte på alle mulige store forfattere og kunstnere og ukendte bønder, der alle sammen havde betragtet tilsvarende skovbryn andre steder i verden, hvordan de havde levet og været forelskede og havde endt deres dage, og over at en stor del af dem sikkert havde været nogle værre svin over for både sig selv og deres omgivelser. Men mest af alt tænkte jeg på tidens gang, på mit eget liv og på de mennesker, der har været med til at farve det, gøre det til den grandiose oplevelse, det vitterligt er og har været, på godt og ondt. Counting my blessings som udtrykket lyder. Uden hverken melodramatiske undertoner eller opspilede øjne, mere i nøgtern værdsættelse af tåberne og elskerne, de betroede og de inficerede, af alle dem, der krydsede ens vej. Et øjebliks stilhed for de faldne og for de ukuelige, for de ødelagte og for de ophøjede, for ofrene og for de besatte. Om jeg så blev tildelt tusind år til, vil det være forkert at klage, hvis dette øjeblik var det sidste. Den unge sjæl i vanviddets teater, i sansernes vold, i det guddommeliges varetægt; inderst inde ved jeg godt, at jeg ikke nødvendigvis har brug for mere, men snarere for at bruge den akkumulerede sjæleenergi mere rigtigt. Jeg kan huske, da jeg var lille og regnede ud, at jeg ville være 37 år i år 2000, så ville jeg være en voksen mand, en gammel mand, en viis mand. I hvert fald en mand, der kunne stå til ansvar for sig selv og sine handlinger. Det er nok det sidste, jeg på nuværende tidspunkt skal fokusere mest på. At kunne stå til ansvar for brugen af sin gudsmaskine. At tvinge sig selv til at bruge sine mentale faciliteter i et mere overordnet skær. At overgå vanen, svagheden. At leve i lyset af det uforståelige, det uhåndgribelige, det uundgåelige. At blive en mand.

Lørdag den 27. maj 2000, eftermiddag

Har sovet i tolv timer og føler mig for første gang i lang tid veludhvilet! Dårligt vejr og masser af deprimerende kendsgerninger at forholde sig til, men mig går det ikke på. I hvert fald ikke i dag. Sjovt at holde disse journalers karakterbeskrivelse op imod mit ellers meget diplomatiske og (rimelig) velartikulerede væsen. Hvem er hvem og ingen svar på tiltale? Fortaleren for de tavse ofre, der ufrivilligt ofrede deres sensitivitet for en gold og steril intellektualisme? For allergikerne, der aldrig mere kan ånde den fælles luft, og for de ugudelige, der ved de aldrig nogensinde vil finde hjem? Et let trofæ at få ram på for udenadslærens marionetdukker: Jeg er en sumobryder i balletsko, en korsridder i trikot, et spejlbillede af alt det, den akademiske berøringsangst prøver at holde på afstand.

Hovedpointen i alle mine notater er at undgå det uorganisk indlærte, det sjælløse. Ismerne. Prioriterer væsen anytime, tilstedeværelse. En af heltene forbliver da så ganske vist Wittgenstein, der først fik skrevet Tractatus Logico-Philosophicus færdig, mens kuglerne fløj om ørerne på ham på den yderste flanke af fronten under 1. verdenskrig: han havde meldt sig som frivillig til udkigsposten “i håbet om at blive et bedre menneske”. Afskrev sig i øvrigt senere en millionarv for at blive skolelærer. Hail-hail. Dejligt at have et par heltebilleder i behold.

Fredag den 11. august 2000, morgen

Tidens mørke drukner mig ikke længere. Jeg krydser Atlanten som den første svømmer uden badedragt.

Tirsdag den 10. oktober 2000, formiddag

Til københavnsk premiere på Digter-filmen i går, i Den Sorte Diamants flotte, men noget sterile Dronningesal. En meget æstetisk film. På mine egne og de musikalske vegne ganske tilfreds med instruktørens valg af temaerne. Filmen indeholdt lidt flere postulater fra de medvirkendes side, end jeg huskede det, og det var måske lidt for let at genkende spørgsmålsrækken bag digternes udtalelser i den endelige klipning (alle svarede pligtskyldigt på stikord såsom rytmik, skønhed og religiøsitet), men filmens seriøsitet var uanfægtelig. En meget homogent produkt. Oplæsningerne havde det med at blive lidt kantede, men det forekommer mig nu desværre at være et generelt problem for mange lyrikere. Claus Bohm og Neil Ashley Conrad ville ifølge eget udsagn gerne strække sig “helt derop, hvor vi ikke kan nå”, hvilket jo altid er meget tiltalende, men til gengæld måtte de så i panelet bagefter understrege, “at det også havde været sjovt at lave filmen”, en udtalelse, der meget godt understregede en mulig kritik af filmen, nemlig dens lidt pastorale sendefrekvens. Men der var meget få udvandringer fra den i øvrigt propfyldte sal.

Paneldebatten led forudsigeligt nok under en vis stivhed, det at de indbudte gæster mere holdt små taler for hinanden og publikummet, end de egentlig talte sammen. Hvilket omvendt næsten var uundgåeligt: Hver deltager havde to minutter til at fremlægge deres kommentarer til diverse spørgsmål som “hvorfor skrives der digte?”. Bum. Time out. At det så også er et typisk kritikerproblem, at man altid skal finde en tendens i alting, forstærkede kun problematikken. Snakken gik om “pavarottiseringen” af digterkunsten, og om hvor vidt filmen var et gruppeportræt eller en generationsrapport, et tema, der kan blive ved med at overraske mig ved sin stædighed alene. Problemet med analysen af poesi er, at man alt for hurtigt overmættes af mening: At den stiller ens sult alt for tidligt. At den reducerer oplevelsen til et koncentrat. Man er efterladt med følelsen af at have slugt en bouillon-terning snarere end at have spist suppe. Jo større spørgsmål, desto lettere synes de at blive bevaret. Et digt burde – som Ingmar Lemhagen refererede det – hellere lyde: “Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare dette for dig”. Slut. Punktum. Værst var det, når nogle af paneldeltagerne bare begyndte at læse op af noget, de havde med hjemmefra.

Efter forevisningen blev vi så kørt ud til forlaget Spring, der står bag “bogen om filmen”, til noget mad og vin. Indsuget i en konvoj af taxaer endte jeg side om side med en af filmens kvindelige medvirkende, hvis affekterede sensitivitet nærmede sig det komiske. Får konceptet philosophy in the flesh nogle klokker til at ringe? Mindede mig om udsagnet “kvinden er lyrisk, manden er episk, og ægteskabet er dramatisk”. Hvor finder de den slags henne? Benyttede i stedet tiden til at samtale med Tomas Thøfner fra Øverste Kirurgiske, der var lettet over filmens manglende sekvenser med præster og billeder af hav m/ himmel og dertilhørende digtoplæsninger til traurig klassisk musik. I løbet af aftenen blev stemningen selvfølgelig mere og mere kåd, men jeg formåede at holde mig skjult et pænt stykke tid i et hjørne med Bjørn Bredal, der viste sig at have en skjult kærlighed til harmonikaspillets stolte tradition. Faldt senere i en længere snak med hr. Stochholm om både dogmer, Galway og spiritualitet, en samtale vi har ført over flere år med jævne mellemrum, inden han blev hi-jacket af arrangørerne til at læse et Tom Kristensen-digt op for resten af forsamlingen. På dette tidspunkt manglede der faktisk kun en akustisk guitar og en sombrero for at understrege festens højder. Benyttede det efterfølgende ånderum til ubemærket at forsvinde ud på de omgivende og for mig ukendte Hellerup-veje i silende regn, hvor jeg vandrede diverse højloftede rødvinstemaer af mig.

Søndag den 15. oktober 2000, eftermiddag

Genså Delacroix-udstillingen Maleriets Musik på Ordrupgaard i går, hvilket bragte mig i et umanerligt godt humør. Havde fået sat mig en anelse bedre ind i kunstnerens virke siden sidst og tillod mig denne gang en mere umiddelbar oplevelse af malerierne. Dvælede især ved En Frugtkurv i en Blomsterhave fra 1848, hvis frodighed aktiverede samtlige forhåndenværende sanser. Hans jagtscener er nok de umiddelbart mest inciterende billeder med deres skummende drama, men jeg fandt omvendt ny vej ind til hans senere periode denne gang, blomstermalerierne og havebillederne. Havde tænkt en del over hans egne kommentarer omkring “det at forveksle kolorering med farve” og begrebet “auditive reflekser”, hans sammenligning mellem maleriets farvetoner og musikkens lyde (hans venskab med Chopin har tydeligvis sat sine spor i hans musikforståelse). Når han talte om, at der ikke fandtes skygger i almindelig forstand – “der er kun reflekser” – er parallellen til musikkens verden logisk. Jeg begyndte straks at tænke på, hvordan man kunne overføre maleriets clairobscur begreb til en musikkomposition … ikke ved at “utydeliggøre” nogle passager, men ved helt konkret at “belyse” dem anderledes, opstille en helt anden definition på et musikalsk fokus.

Under mit første møde med Delacroix var jeg temmelig overrasket over hans Shakespeare-fascination, af hans skildringer af Hamlet og Horatio, Othello og Desdemona. Denne gang var jeg så efterladt med en forfærdelig appetit på at få lyttet noget mere til Rossini. Især i lyset af den tilstødende fløjs Hammershøi-billeder, der forekom mig noget forstemmende “på en dag som denne”: ved denne lejlighed måtte jeg afskrive mig min ellers uafrystelige forkærlighed for nordisk tungsind. Frugtfade og blomstrende haver vandt i dagens anledning over altings tyngde, og Ordrupgaards efterårsgyldne park overtog på fineste manér stemningen fra både Delacroixs maleri af George Sands magiske have samt hans billeder fra Marokko. Der manglede faktisk kun et par araberhingste. Hvem ved, hvad morgendagen bringer? Lord Byrons Sardanapal i Dante-båden?

Søndag den 3. december 2000, eftermiddag

Første skabte Gud rejsen. Så skabte “Han” tvivlen. Og til sidst hjemlængslen. Nu er vi så fanget et sted mellem alle punkterne – et sted, hvor jeg personligt ikke længere er i stand til at afgøre, om jeg er båret af en meget stærk, uoversat tro, eller bare af desperation.

Imens indhyller en tyk tåge den del af byen, jeg befinder mig i.

Tirsdag den 12. december 2000, aften

Praktiske gøremål fra morgen til aften. Startede dagen med at deltage i Zentropas net-tv, TVropa, der som en anden radiostation Mercur sender hver dag mellem 12.00 og 12.l5. Programmet blev kyndigt ledt af de to værter Charles M og Jim J, der maskeret med nisseskæg og briller agerede Walt Disney-terrorister i et fuldstændig bombet pakhuslokale. Mindede mere om et RAF-forhørslokale end om noget egentligt tv-studie (hvem husker ikke billederne af den forpinte Hanns-Martin Schleyer?). Og så hed programmet oven i købet “Nisseskæg og Blå Briller”.

Søndag den 31. december 2000, eftermiddag

I dag er det så sidste dag i notatserien, forsættet om at forevige tre års strabadser. En lidt sær følelse at se 36 måneder kulminere på denne side. Jeg vil (klogeligt?) afholde mig fra at konkludere for store ting, derimod blot gladeligt minde læseren om mit fænomenale velbefindende, om min sejr over både egen nærtagenhed og omstændighedernes tyranni, og om min genfundne og nu nærmest ukuelige tro på det bedste fremover. Efter en klassisk sæson i helvede stråler fremtiden mig i øjnene med større pragt end nogensinde. Som en anden Caravaggio har jeg boltret mig blandt prostituerede og tyveknægte, rejekællinger og kujoner, men må i modsætning til maleren konstatere, at såvel min psyke som min fysik ikke er egnet til denne form for omgang med livet. Jeg har savnet mit bjerg og mine idealer, savnet de tynde luftlag og de åbne vidders berusende perspektiver, og nu hiver mit bedre selv så endnu engang af sted med mig i en retning uden endestation, udelukkende draget af færten af bloddryppende eventyr og isnende alvor. Jeg er en nomade, en vandringsmand. En flygtig skygge mod en væg af lys.

“Hvad jeg skrev, det skrev jeg”, som Pilatus formulerede det, og ingen anden at bebrejde mine periodevise udsving end mig selv. Skønt mine skuffelser over både mennesker og tilstande nok aldrig har været større end her det sidste år, er jeg jo ikke blevet svækket, tværtimod … allergisk, ja, men på ingen måde begrænset (jeg vil snarere betragte denne erhvervsskade som en frihed end som en gene). Et dyr kan aldrig vende sig mod sin egen natur, og Deres udsendte kæmper kun (dum?)dristigt videre med både åben pande og ukontrollabelt instinkt. Jeg er en blomsterbuket af margueritter, sværdliljer, valmuer og roser, toreadoren og tyren i den støvede arena, den klassiske tragedie og den guddommelige komedie muteret til en fortælling uden ende. Født på en årsdag, der har lagt dato til Guernicas folkemord og Tjernobyls reaktorsammenbrud, til både Wittgensteins og Delacroixs fødsel, hvad andet er der at konkludere, end at skæbnen forbliver en skøge, et varsel, en forbrændingsproces? Jeg kaster håndklædet i ringen for denne gang, kysser både dommere og tilbedere farvel for nu, og vandrer hvileløst videre på min vej mod stormens midte. Glæder mig til at se, hvordan landskabet ser ud, når uvejret har lagt sig. Indtil da, au revoir og godspeed til alle rejsende.

BESTIL BOG

Order by e-mail Betal via bank eller PayPal – 99 DKR / 13,5 EUR + porto




Bogen Kommunikaze – der bærer undertitlen ”1000 dage i cockpittet” – er en treårig dagbog, som Martin Hall indledte den 1. januar 1998 og afsluttede den 31. december 2000. Gennem bogen følger man Hall under indspilningen af plader og under arbejdet med hans lyrik, man indvies i hans samarbejde med teaterinstruktører som Ole Bornedal og Flemming Enevold og er med, når han overrækkes sin første guldplade i forbindelse med Boel & Hall-udgivelsen i 2000.

Man følger ligeledes Martin Hall på rejser til Berlin, Stockholm og London, bliver vidne til både film- og videooptagelser, hører om hans bidrag til internationale udstillinger og om hans medvirken i diverse bizarre tv- og radioshows. Hans kritiske udfald mod den danske pladebranche og kulturelite er både barske og oplysende, men hvor skarpe disse end bliver i både tone og natur, sparer Hall heldigvis aldrig sig selv for samme hårde ransagelse.

Kommunikaze er kædet sammen af ét centralt tema, nemlig en konstant søgen efter balance i tilværelsen. Som læser deltager man på godt og ondt i de mange kaotiske oplevelser – man følger slagets gang fra sidelinjen, hvorfra det er både bizart, underholdende og dybt foruroligende at være tilskuer.

 

Skrevet om bogen:

“Den bog kan kun aftvinge den dybeste respekt.”
( * * * * * )
Nordjyske Stiftstidende (Jens Henneberg)

“Rørende fordi den er sprækken i Halls stenhårde egopleje og distance.”
Information (Lotte Folke Kaarsholm)

“Martin Hall skriver godt. Og morsomt. Med en meget spids tunge i kinden.”
Berlingske Tidende (Mai Misfeldt)

“Perler af forfriskende åndshovmod.”
Jyllands-Posten (Jon Helt Haarder)

”Udsøgt spydige og aristokratiske og stilige proklamationer om alting og ingenting.”
Weekendavisen (Lars Bukdahl)

“En effektiv cementering af myten om Martin Hall.”
Politiken (Thomas Michelsen)

”Man glider helt ud på kanten af stolen for at få det hele med.”
Kristeligt Dagblad (Leon Jaurnow)

“Det er i enhver forstand æggende at være med.”
Fyens Stiftstidende (Peter Nielsen)

“Martin Hall, der på én gang fremstår både meget moderne og nærmest altmodisch, er og bliver fornøjeligt selskab.”
Euroman (Jesper Uhrup Jensen)

“En kunstners rejse gennem tilblivelsen af sine værker.”
Opasia (Kirsten Thorup)