MEMOIRER

På en jernbaneskinne ligger en nøgen danserinde. Jeg folder forsigtigt min jakke sammen, placerer den på jorden ved mine fødder og lægger mig dernæst ned ved hendes side. Hun kan grine alt det, hun vil – nu er det min tur til at triumfere.

Et horribelt svineri. En seksuel vandalisme der som så megen anden menneskelig ødselhed tager sit udgangspunkt i en følelse af komplet utilstrækkelighed; håndfulde af kød overalt, brystvorter store som underkopper, en enorm kropsvolumen lige til at mase sig op i. Mere linear acceleration. En rasende kusks pisk. Videre, videre, videre, med alle følelser dræbt, alle instinkter velbevaret.

Jeg holder inde. Jeg standser op. Nok må være nok; man er vel en gentleman.

Lige lidt hjælper det. Jeg efterlades med følelsen af samme triste skæbne, det samme mørke eftermæle som altid – memoirer der begrænser sig til en række kvinder, der alle sammen endte med at hade mig, fordi jeg ikke elskede dem. Jeg sukker så tungt, at verden forsvinder i lyden.

Du godeste … toget! Famous last words? Alt der slap ud, var et ydmygende ”hov!”