LOGBOG FRA HALL-TUR TIL PODLASIE OPERAEN

Logbog skrevet af guitarist Johnny Stage i forbindelse med Martin Halls tur og koncert på Podlasie Operaen i Białystok, Polen, juni 2012. Bragt i tre dele på gaffa.dk ugen efter koncerten (uge 24). Alle turfotos er taget af Johnny Stage. Billeder fra koncerten er fotograferet af Dominik Kukliński.

Ved denne lejlighed bestod medlemmerne af Halls ensemble af følgende musikere: Johnny Stage (guitar, mandolin og elektronik), Ida Bach Jensen (kontrabas og elektronik), Sara Indrio (perkussion) og Henriette Groth (flygel, keyboards, klarinet og bratsch).

DAGBOG OG LOG #1 V/ JOHNNY STAGE TIL GAFFA

Onsdag og torsdag den 6. og 7. juni (Amager)
 
Intro

Da en turné med Martin Hall sjældent består af mere end mellem et og tre gigs, vil denne dagbog også omhandle øvere og highlights fra hjemturen.

Der har aldrig været to éns koncerter gennem de efterhånden ti år, hvor jeg har været guitarist for Martin Hall, ej heller ved de lejlighedsvis sammenhængende koncerter vi af og til har kunnet kalde “en turné”. Hall ynder at kaste sig ud fra 10-meter vippen og spille få, men dedikerede koncerter og helst på unikke locations. Derved undgår man selvfølgelig den obligatoriske klubtur hvor man ellers ville slibe øksen helt skarp op til en stor koncert. Det giver i dette tilfælde en skærpet koncentration, hvilket også kan være fedt at spille på.
 
Øvelse på L-øen gør mester

Før vi rammer luftrummet og de bumlede polske landeveje skal vi prøve kræfter med en alenlang liste af numre fra Halls imponerende bagkatalog. Vi er måneder forinden blevet tildelt diverse noter og instrukser samt en 30-40 numre, som vi i sidste ende muger ud i under øverne. Der opstår i denne sammenhæng altid et helt særligt sæt numre, der spiller sig selv og derved overlever, og mange af de numre, man typisk tænker er nemme at spille, ender med at ryge ud. Meget tit er det Halls mest populære numre, der ryger ud, dem gider han ikke bruge særlig meget tid på at prøve.

Da vi aldrig har været et band med faste torsdagsøvere eller nødvendigvis fast besætning, har vi af naturlige årsager ikke noget øvelokale og må fra gang til gang indfinde os i diverse mystiske huler af øvelokaler. De fleste gange er vi dog ret heldige med standarden (nogle gange har vi øvet i pladestudier, men vi har også prøvet at øve i et soveværelse), og denne gang er det en kær og god musikalsk kollega, der har slået dørene op for os til denne lejlighed i sit øvelokale på Amager.
 
Jesus loves you – everyone else thinks you’re an asshole

Normalt kan de øvelokaler, man som musiker typisk har adgang til, godt være noget af en prøvelse for de sarte typer, vi med årene er gået hen og blevet. I de gode gamle 80’ere øvede man glædeligt mange timer i “Freddys fugtkælder” på Sortedam Dosseringen, der, før han købte det for en slik, havde fungeret som ostelager for Irma. Her var liv og leben, et sandt fugt og pismekka tilsat høj musik. Det var meget populært at benytte de til øveren medbragte obligatoriske øl som handy-toilet og bagefter stille dem i gangene rundt omkring, hvis man da ikke lige skulle bruge panten.

Der var også opstillet adskillige tvivlsomme hjemmelavede fugtopsamlere, dræn og diverse afløbsfunktioner overalt i øvelokalerne, som skulle modvirke at ens instrumenter og forstærkere ikke blev grønne og behårede af skimmelsvampen. I et lignende etablissement i tredje baggård på Vesterbrogade, havde en gut sågar brugt et endnu værre og endnu mere fugtigt øvelokale som midlertidig bolig, hvilket havde forårsaget hans hund havde mistet al pels på den ene side af kroppen som følge af at have ligget op ad den fugtige væg og på gulvet hen over vinteren.

Jeg behøver næppe at sige, at den slags ikke lige er Halls kop te. Det aktuelle øvelokale, vi har lånt, er dog i tip-top stand, men det Hall åbenlyst er mest tilfreds med ved det hele, er den plakat, der hænger i lokalet, hvor der med store bogstaver står ”Jesus loves you – everyone else thinks you’re an asshole.”
 
Tilbage til virkeligheden

Efter godt seks timers øvning første dag (onsdag) er vi alle godt mørbankede, men tilfredse med den forholdsvis underlige sammensætning af numre vi er nået frem til. Undervejs har Hall dog haft et par kriser, hvilket betyder, at alt, der kunne have en snert af omkvæd eller let fordøjelig tone er blevet skudt i sænk. Tilbage er et sæt, der udelukkende består af de mest obskure numre, Hall nogensinde har skrevet, men som til gengæld fungerer rigtig godt.

Ud over Hall og mig selv består bandet af Ida Bach Jensen på elektrisk kontrabas (og rigtig mange fodpedaler), Henriette Groth, der spiller alt lige fra klaver og orgel til klarinet og bratsch, og så Sara Indrio, som man næsten ikke kan se bag arsenalet af klokker, bækkener, perkussion og slagtøjsinstrumenter.

Om torsdagen, den sidste af de to øvere, løber vi hele sættet igennem og finpudser, dog uden at være for pedantiske. Der skal være plads til spænding og udfordringer undervejs. Vi er kort fortalt svært tilfredse med resultatet af forberedelserne og er klar til afrejse mod Białystok i Polen (tre timers kørsel fra Warszawa) små 36 timer senere, hvor vi skal spille i den gamle Podlasie Opera, byens fineste koncerthus og store stolthed.

DAGBOG OG LOG #2 V/ JOHNNY STAGE TIL GAFFA

Lørdag den 9. juni (København, Warszawa, Białystok)
 
Solskin og valium

Københavns Lufthavn, lørdag klokken tidligt nok. Strålende vejr. Holdet mødes i terminal 3 under det store skilt med departures og arrivals, helt lejrskole-agtigt. Det er lykkedes alle at holde instrumenter og udstyr nede på et absolut minimum, så vi ikke skal bøvle med for meget i lufthavnen og på operaen, hvor vi skal spille.

Efter en gnidningsfri tjek-in skal vi igennem security, hvilket får Hall op på mærkerne … han kan slet ikke have alt det med scanning og kropsvisitering. Pigerne går shopaholic amok, så snart vi er inde i transit-området; det må være den gamle toldfri-ting, der stadig sidder i folk. Vi deler os kortvarigt op, da vi skal have morgenkaffe. Jeg undgår notorisk Starbucks, fordi de engang udgav et album med Paul McCartney, og pga. deres rædselsfulde krus.

Hall hader at flyve og popper derfor to Valium, mens han drikker en lille flaske champagne til sin morgencroissant. Han har været oppe side kl. lidt over to i nat (det står mig ikke klart, hvornår han så er gået i seng). Da vi kommer op i flyvemaskinen, er hans eneste kommentar, at han synes, den er meget lille. Han er blevet endnu blegere at se på end normalt.
 
Białystok, here we come

En time senere lander vi i Chopin Lufthavnen i Warszawa, hvor vi bliver mødt af Rafal Tomaszczuk, sangeren fra det polske electro-goth band Agonised by Love. Han fungerer som en slags tour manager og guider os ud til bilen, hvor chaufføren Andruszc venter. Begge mænd er ekstremt venlige og meget hjælpsomme, og Rafal lader os straks vide, at han er DEN største Martin Hall-fan overhovedet.

Hall har besynderligt nok en ret stor “goth”-fanskare i både Polen og Tyskland, sortklædte horder der hylder mørkets fyrste og hans kumpaner. Det startede tilbage i 80’erne, men blev åbenbart endnu vildere med Random Hold-pladen, der udkom dernede i slut-90’erne. Vi er flere gange blevet tilbudt at spille ved store goth-festivaler og events i begge lande, men Hall er som bekendt ret forbeholden med sine koncerter – udendørsscener er absolut ”no go” for hans vedkommende.

Turen til Białystok skulle i følge en kombination af GPS og almindelige fartregler vare lidt over tre timer, men Andruszc har tydeligvis ikke tænkt sig at skuffe os, for hverken vejarbejde, omkørsler eller lange bilkøer kan få ham til at sætte farten ned. Manden foretager de vildeste overhalinger mellem gigantiske lastbiler og diverse modkørende tontunge køretøjer. Han kører fuldkommen frygtløst. Imens fortæller Rafal om, hvordan han for nyligt havde spillet Live at St. Paul’s-dvd’en (en Martin Hall live-dvd, red.) for sin familie, og hvordan de alle sammen – hele vejen rundt, mennesker fordelt over tre generationer – var endt med at sidde og græde over nummeret ”Images in Water”.

Langs vejene står der en masse små træhuse med blomster og kors for de trafikdræbte. Dem er der rigtig mange af. Der er også en del prostituerede, der står og danser og gør sig til på de lange strækninger, især i skovområderne. Flere steder har folk hængt skraldeposer op i træerne, hvilket Hall finder særligt barokt. I landområderne står køerne og græsser frit langs vejene, hvilket han undrer sig over, da de danske køer jo altid er indlemmet af hegn. ”We have intelligent cows,” forklarer Rafal.
 
Gud, ære og fædreland

Da vi kører ind i Białystok, er der katolske nonner og præster overalt i gaderne, parkanlæg og monumenter. Alle sidder og kigger ud på det hele med en vis ærefrygt, og Hall flipper helt ud over tre koloenorme søjler på en parkskråning, der bærer hvert sit ord: ”Gud”, ”Ære” og ”Fædreland”. Hotellet vi skal bo på hedder Hotel Cristal. Det ligger lige over for byens største katolske kirke og er fuld af lange, mørke gange. Efter vi har smidt bagagen på rummene, får Rafal os ud i bussen igen. Lydprøven i operaen venter.

Operahuset ligger selvfølgelig på sin egen plads. Det er en stor, prangende bygning, og koncertsalen er helt igennem imponerende, holdt i smuk mahognitræ. Lyden er sublim, og teknikken er i top. De polske lydmænd og scenearbejderne svarer stort set kun med ”yes” eller ”no”, når man spørger dem om noget, så da en enkelt fyr på et tidspunkt svinger sig op til et ”no problem”, så ved man bare, at tingene kører.

Sara har fået en kæmpestor gong stillet til rådighed, som hun ser ud til at være rigtig glad for. Vi pakker roligt vores gear ud og stiller op. Ida og Henriette tjekker akustikken, mens Hall vandrer hvileløst rundt. Jeg havde et kort øjeblik glemt, at denne situation lige netop er en af grundene til, at han ikke orker at spille så ofte live, og jeg ærgrer mig over, at vi ikke kunne have hans kiste med i flyet, så vi kunne bede ham om at tage en “morfar”, mens vi andre roder med ledninger og får hul igennem.

Lydprøven forløber fint – kort og aldeles smertefrit. ”De har sgu’ tjek på det,” kommer det på gebrokkent engelsk fra Rafal, der har holdt alle de teknisk ansatte i ultrakort snor undervejs. Cool fyr. Vi glæder os allerede til koncerten.

DAGBOG OG LOG #3 V/ JOHNNY STAGE TIL GAFFA

Lørdag den 9. juni (The Podlasie Opera, Białystok)
 
Good evening Białystok

Vi går på kl. 22.00. Vores bassist Ida Bach lægger ud med en fantastisk smuk intro. Det er utroligt, hvad det pigebarn kan frembringe med kombinationen kontrabas, elektronik og sær mimik. Vi har ingen dresscode som sådan, Hall har blot bedt os om at undgå gamle Roskilde Festival 1991 T-shirts og den slags. Standarden i bandet er dog ret høj ¬– f.eks. har en stakkels ung sorthåret pony måtte lade livet, for at jeg kan iføre mig mine nye spidse støvletter til lejligheden. Ida overrasker også altid, især med sine sko, Sara er vores stramme sorte madonna fra Italien og Henriette den ultra-rolige ”never turn your back on Mother Earth”-ambassadør.

Hall er atter fuldkommen nærværende og helt i sit es på scenen – står stille som en stenstøtte i eller svajer roligt i løbet af de første numre. Efter det tredje nummer, ”Poem”, introducerer han os med ordene: ”We come from a dark and slightly malicious country called Denmark, a place of great social security, but very little spirituality”. Så er toget ligesom sat på skinner.

Herfra og en time frem går alting ganske enkelt fantastisk. Det er en af den slags koncerter, hvor man som medspiller har en fornemmelse af, at alt går op i en højere enhed. Selvom vi aldrig har spillet sammen før i denne konstellation (andet end de to øvere i ugen inden), er samspillet i en klasse for sig selv, hvilket publikums respons er det bedste bevis for – man kan høre en knappenål falde under de stille numre, til gengæld er bifaldene bragende. Det hele ender med stående ovationer, hvilket der kvitteres for ved at spille det hypnotiske ”Synthesis” som ekstranummer.
 
Gråd, krammere og afterparty

Vi er knapt nok trådt af scenen og kommet tilbage i bandrummet, før vores promoter Rafal ankommer med tårerne trillende ned af kinderne. Grådkvalt fortæller han, hvordan han under det meste af koncerten havde siddet og grædt af lykke. Da han endelig var ved at få lidt styr på følelserne, dedikerede Hall sættets sidste nummer til ham, ”Images in Water”, Rafals yndlingsnummer, og så måtte han hulke videre: ”It was like a blow to the heart”.

I det hele taget er responsen fænomenal. En ældre kvindelig operaansat kommer hen og stikker Hall næven, mens hun fuldkommen uerotisk deklarerer: ”I love you.” En ung fyr der har været med til at arrangere koncerten, fortæller mig, at dette var ”the best ever in Białystok,” men den vildeste kommentar er den, Hall får fra en akademisk udseende fyr med lang, lyst hår og sygekassebriller (vi befinder os i et stærkt katolsk land): ”You’re like Jesus! You know, like Jesus provided new understandings for mankind and new times, you provided new music for Białystok!”

Efter koncerten har operaen arrangeret et afterparty på en lokal klub kaldet “Pub Fiction”. En hardcore-skare af Hall-fans var mødt op og tog vel imod os. Hall selv var dog taget hjem til hotellet for at crashe, han havde vist ikke sovet i et par døgn på det tidspunkt, men det afholdt ikke os andre fra at fyre den af. Efter vi har drukket al stedets tequila, begyndte vi at købe omgange til hinanden og nogle af dem fra operaen – en omgang til alle med øl og vodkaer kostede ca. 40 kr. Pigerne danser polka med franskmanden Sebastien Schullers band, der skal spille i byen dagen efter, men det bedste var den polterabend, der pludselig dukker op bestående af et hold fuldmodne kvinder i matrostøj og matroshuer, som i lårkorte nederdele og med barmen skubbet godt op over rælingen hurtigt overtager dansegulvet.
 
Bye bye Białystok

Vågner med gigantiske tømmermænd … den slags hvor man lover, at man aldrig gør det igen for så bare at gentage succesen, så snart det er muligt. Efter mindre end tre timers søvn og med en ånde så sprittet, at det vil være farligt at tænde en smøg inden for en radius af fem meter af mig, er det tid til at finde ud af, om det vil være muligt at indtage morgenmad uden at kaste op. Pigerne er i langt bedre form end mig, damn, der er noget, jeg må lære dér. Jeg har heldigvis for nylig købt et sæt ekstremt cool solbriller, der også gør sig godt indendørs.

Projektet lykkes, og efter en morgenmad, der består af pølser i uendelige variationer, æg, brød, kartofler, kartofler og så lidt flere kartofler, er der nogle timer, der skal slås ihjel, inden vi atter skal risikere livet i selskab med vores vilde polske chauffør under den lange køretur tilbage til Warszawas lufthavn. Solen banker løs over byen, hvilket er godt for dem af os, som har lovet evigt troskab mod det kræftfremkaldende lys, men skidt for Hall.

Da vi kommer ud pladsen med kirken, står der folk overalt, lange køer af mennesker i deres stiveste søndagspuds på vej til søndagsmesse. Man kan også høre lyden af korsang et sted, og Hall og Ida er helt oppe på lytte. I mellemtiden dukker Rafal atter op, så med ham som guide slentrer vi ned ad en boulevard, hvor Henriette prøver adskillige plastikvåben hos en lokal plastikvåbendealer (jeg vidste hun havde det i sig!). Vi ender i en enorm park fuld af skyggende træer og boder, der sælger balloner og ragelse, inden turen går tilbage til den ventende bus.
 
The Lot

På vej tilbage mod Warszawa kværner pigerne løs om mad og om alle de økologiske madvarer, man kan købe langs vejkanten. ”Sælger alle de piger virkelig kantareller?” spørger Hall på et tidspunkt, men nej, det gør de ikke.

Da vi har kørt i over tre timer, spørger Ida nervøst chauffør Andruszc, hvor langt fra lufthavnen vi er? Han hverken taler eller forstår andet end polsk, så hun prøver med alle mulige tegnsprog at gøre sig forståelig, men lige lidt hjælper det. Der er ikke så meget som et eneste skilt med en flyver på noget sted, og Hall begynder også at blive urolig på bagsædet. Pludselig triller vi på magisk vis ind foran Chopin Airport.

Vi er sent på den, så i lufthavnen skal vi selvfølgelig lige have en smagsprøve på det hårde polske bureaukrati. At tjekke ind med favnen fuld af obskur bagage bestående af strengeinstrumenter og slagtøj er ikke helt så let som i Kastrup. Oplevelsen ved LOT-skranken (Polish Airlines, red.) får Københavns Kommunes borgerservice til at ligne en gavebod. Vi bliver sendt fra den ene ende til den anden for at indregistrere tingene og betale overvægt, men til sidst lykkes alt, og vi tjekker ind.

Flyet er forsinket en times tid, så Hall trøster sig med en portion virkelig dårlig sushi og de sædvanlige farmaceutiske remedier, han gør brug af inden en flyvetur. Da vi nogle timer senere skilles i Kastrup, er det slet ikke til fatte, at der kun er gået halvandet døgn.