”PHASEWIDE, EXIT SIGNS” – SANG FOR SANG

I den følgende artikel skrevet til GAFFA gennemgår Martin Hall sin nye plade, Phasewide, Exit Signs, sang for sang. Albummet blev udgivet den 2. april 2013 og var på det tidspunkt hans første soloplade i syv år. Hall gav ingen danske interviews i den forbindelse.

MartinHall2013(BredoHjøllund300dpi1. Emblematic:

Jeg indspillede åbningsnummeret ”Emblematic” med pianisten Othon Mataragas, som jeg mødte i forbindelse med en Warehouse 9-optræden i 2010. Othon har tidligere indspillet med navne som Marc Almond, Current 93 og nu afdøde Peter Christopherson fra Coil og Throbbing Gristle, men er klassisk uddannet, så der er mange paralleller mellem hans virke og min egen tilgang til musik. Jeg synes, at nummeret slår den nye plades tone fint an.
 

2. Muted Cries:

Grundindspilningen er lavet i samarbejde med Linus Carlsen og foretaget i Montreal. Sangene på Phasewide, Exit Signs udgør samlet set en slags musikalsk logbog, idet de alle er skrevet og indspillet i forskellige sammenhænge rundt omkring i verden. ”Muted Cries” var et de første numre, der lå klar, og sangen indfanger fint den stemning af tilbagevendende rodløshed, der har præget mit liv de senere år. Jeg føler mig altid lettet, når jeg hører musik spillet så ubesværet, som tilfældet er her.
 

3. L:

Ofte er det sådan med et stykke musik, at oplevelsen af det bestemmes af den sammenhæng, det indgår i. ”L” er et slags intermezzo, en overgang, men ikke desto mindre en vigtig del af helheden. Ligesom på albummets andre numre arbejder pladens grundlyd hele tiden neden under de øvre lag.
 

4. Tin Music:

Vokalerne til dette nummer er indspillet på et hotelværelse i den polske by Białystok en sen nat, efter jeg havde optrådt på Podlasie Operaen i sommers. Jeg var fuldkommen udmattet, men havde en diktafon med, og stemningen omkring besøget og aftenen selv – byen, den gamle opera og publikums begejstrede tilbagemeldinger – blev ved at resonere i mig. Jeg havde ikke forventet, at jeg skulle bruge indspilningen til noget, men senere i processen, efter jeg var kommet tilbage til Danmark, var jeg overrasket over at høre, hvor ”besjælet” denne realoptagelse egentlig var.

Et af kendetegnene ved det nye album er, at det er præget af en stedvist nærmest skitseagtig produktion, hvor indspilningsmetoderne eksempelvis indebærer brugen af diktafon og gammeldags kassettebåndoptager. I sidste ende blev ”Tin Music” udbygget med et komplet strygerarrangement, men det er alt sammen baseret på denne meget skrøbelige grundindspilning fra hotelværelset.
 

5. Meth:

Noget så ligefremt som en kærlighedsdeklaration. I sin tematik kredser Phasewide-albummet hele tiden om emner som afmagt og svind, skønhed og fortabelse. Om aldring og slitage og om kvindekroppen og dens evigt skiftende kartografi. Albummet består af en række øjebliksbilleder, eksponeret over et kvart århundrede. Alderen kan for alvor ses og mærkes af min generation nu, og har man over mange år fulgt et andet menneske på klos hold, kan det være lige dele hjerteskærende og rørende at følge den stille forandring, der gradvist indtræffer, fysisk såvel som psykisk. Det gælder også for skikkelserne i periferien – ansigter som jeg kan huske fra min tidlige ungdom, og som jeg glimtvist ser i tilfældige sammenhænge. Mange har betalt en meget høj pris for deres grænsesøgende livsførelse. Jeg erindrer en pige, jeg engang kendte, et lige dele fattet og fuldkommen fortabt individ, der i perioder nærmest levede af kaffe og cigaretter og alt det løse. Senere tog hun sit eget liv. Jeg forestiller mig, hvordan det ville have været at sidde over for hende i levende live i dag.

Som det oftest er, handler en sang dog sjældent om ét billede. Det ansigt man beskriver, er tit sammensat af flere. På samme måde kredser ”Meth” om et flerstemmigt persongalleri. Det er et portræt, der befolkes af flere skæbner.
 

6. Retrograde:

Hall Studio 2013Der er sikkert mange, der tror, at man som sangskriver komponerer numre hele tiden, men sådan har jeg det ikke. Jeg skriver utrolig få sange og tekster til mig selv. En af erhvervsskaderne ved at arbejde med musik er, at det let kan begynde at føles temmelig patetisk konstant at sidde og udtrykke sig selv. Især tekstmæssigt er det blevet en udfordring for mig at skrive om mig selv. Af samme grund er det meget givende, hvis et nummer har sin egen overtalelseskraft – sin egen overbevisning og sin egen ”stemme” – hvilket ”Retrograde” havde fra første øjeblik.

Det er det andet nummer på pladen, hvor jeg arbejder sammen med Linus Carlsen, og allerede dagen efter jeg skrev melodilinjen til hans akkordudkast, blev vokaludgaven indspillet. Tekniker og medproducer Johnny Stage lyttede tavst til nummeret, hvorefter han pillede den rigtige mikrofon ned og satte en gammel clips mikrofon op i en vindueskarm i den anden ende af lokalet. Så indspillede vi sangen i første take.
 

7. Forgetting the Details:

Dette nummer er indspillet i samarbejde med Christian Skeel, som jeg har arbejdet med i flere omgange, bl.a. på vores fælles 2001-album Metropolitan Suite. ”Forgetting the Details” var det første nummer, jeg indspillede til Phasewide, men herefter lå projektet stille i lang tid. Imens udkom en helt anden udgave af nummeret i form af en single ved navn ”Mirrorball”.
 

8. Red Lips, Marble Eyes:

Jeg har altid haft lyst til at arbejde med et brassband. Ikke ud fra et ønske om at udforske jazzgenren som sådan, snarere ud fra en fascination af den begravelsesmusik man finder i Sydstaterne, især i New Orleans – dønningerne af kolonial tristesse og lyden af forvreden messing, de slidte jakkesæt og stivede skjorters stædige forsøg på at opretholde ritualet. Som lille dreng så jeg engang en film, hvor et begravelsesoptog langsomt bevæger sig forbi nogle tilfældige betragtere på et gadehjørne i byens franske kvarter. Optoget er fuld af sørgende, sortklædte mennesker og musikanter med tromboner og trompeter. Minuttet efter bliver en af tilskuerne slået ihjel, hvorefter begravelsesoptoget mekanisk samler mandens lig op i samme kiste, som den myrdede netop selv havde stået og betragtet.

Jeg ville gerne have ”Red Lips, Marble Eyes” til at bære præg af noget tilsvarende ceremonielt, men også af en vis forpint modvillighed – få det til at lyde som om nummeret var ved at falde sammen under sin egen vægt. Det kræver sit af musikerne at få tingene til at halte på den måde, men mine forventninger blev fuldt ud indfriet af ”Blackfoot” Frost og hans hold. De udførte idéen til UG med kryds og slange. Det er faktisk det eneste sted på hele pladen, hvor der er reel perkussion. Horn og slagtøj.
 

9. Site Specific:

”Incestuous needs, a tender display on your pillow”. Fra Salon Kitty til Reeperbahn. Stikord og indskydelser. Jeg tror ikke, man skal forsøge at forklare alt. Faktisk har det nok været min karrieres største fejl – at jeg alt for ofte har forsøgt at forklare mig selv. Det er bedst at nøjes med at fortælle.
 

10. Phasewide:

2013 PHASEWIDE COVERTitelnummeret og pladens sidste skæring er indspillet under improviserede forhold en sen nat/tidlig morgen. Jeg har altid holdt meget af indspilninger, der benytter sig af autentiske lydkilder, og på dette nummer fornemmer man tydeligt, hvordan rummet står og arbejder. Indspilningen fremstår som en slags sonisk biopsi. Ikke at det i sig selv nødvendigvis er godt, men hvis jeg som sanger – med al den selvkritik og allergi der gennem årene har hobet sig op i mit indre – er i stand til at tilsidesætte, at det er mig selv, der er solist, når jeg bagefter lytter til indspilningen, så taler det sin egen sag.

De, der har fulgt mit virke gennem årene, er givetvis klar over, at jeg aldrig har sat mine evner som sanger særlig højt. Omvendt er mange af de solister, jeg selv har lyttet til, jo heller ikke teknisk overlegne kunstnere. Man arbejder med det, man har, og udtrykker sig på de præmisser, der er mulige. Hvad man ikke har af teknisk overskud, kan man så måske kompensere for med nærvær. Forhåbentlig. Det er så i sidste ende op til andre at vurdere.
 

Martin Hall, skærtorsdag 2013 (28. marts 2013).