LANDETS MEST ELEGANTE ENFANT TERRIBLE

Politiken-omtale af Martin Hall i forbindelse med hans 50-årsfødselsag fredag den 26. april 2013. Skrevet af Dorte Hygum Sørensen.

SELFMADE: Martin Hall ligner absolut ikke nogen anden dansk kunstner. Han er gennem mange år forblevet helt sin egen.
 

Politiken2013Céline, Wittgenstein, Else Marie Pade, Throbbing Gristle og velsagtens tusind andre meget forskellige filosoffer og kunstnere kunne komponisten, musikeren og forfatteren Martin Hall formentlig citere, hvis man fik mulighed for brat at vække ham af dyb søvn. En stor og delvist selvlært viden er imidlertid blot en flig af multikunstneren og mennesket Martin Hall, der siden debuten med avantgardeensemblet Ballet Mécanique som 17-årig har været en af de mest produktive, ambitiøse og modige forfattere og musikere herhjemme.

En betydelig del af hans talrige litterære og musikalske værker er kun blevet undersøgt og nydt af ganske få, og folkelig er ikke det første ord, man kommer i tanke om, når man tænker på Hall. Med jævne mellemrum har han dog vakt bred genklang. Han gjorde det med stilren følsomhed på det popmusikalske hovedværk Random Hold i 1996, han har gjort det på sine bidrag til flere af Hanne Boels plader, han blev landskendt et øjeblik som dommer i Danmarks Radios show ’Talent’ i 2008, og han fik en bred læserskare med sit tobinds generations- og dannelses- værk, Den sidste romantiker i 2005. Senest har tv-seere kunnet opleve ham som ”dommer” i ’Smagsdommerne’ på DR 2.
 

Før og efter har man så yderligere kunnet møde kunstneren Martin Hall i imponerende mange andre sammenhænge, hvor dette vidunderbarn, der kun 10 år gammel begyndte på Københavns Klaver- og Musikkonservatorium, altid konsekvent har fremstået som landets mest elegante enfant terrible. Ud over debuten The Icecold Waters of the Egocentric Calculation med Ballet Mécanique og Random Hold betragter han selv Camille (2002), Das Mechanische Klavier (2004), Hospital Cafeterias (2009) og If Power Asks Why (2012) som musikalske højdepunkter.

Nogle af de litterære fikspunkter fra hans lange karriere er Uden titel (1998), Kommunikaze (2001), Kinoplex (2010) og artikelsamlingen Nostatic! (2012) foruden Den sidste romantiker. Dertil kan føjes adskillige bidrag til teater- og kunstscenen – herunder musik til indvielsen af Ingvar Cronhammers værk Elia i Herning i 2001 og lydsporet til udstilling Racing Cars på ARoS i 2006.
 

I år er Martin Hall foreløbig aktuel med albummet Phasewide, Exit Signs, der er indspillet i forskellige storbyer som en muligvis naturlig konsekvens af, at Martin Hall mere er en europæisk kunstner og tænker end en national figur.

I øvrigt hører det med til billedet af den offentlige Martin Hall, at godt nok ved han virkelig meget og tør bruge sin kunnen elitært. Men højrøvet er han altså ikke. For nu at sige det på dansk. Nej, det her æstetisk bevidste københavnermenneske med forbløffende få synlige alderstegn er virkelig høfligt, venligt og rart selskab. Med glimt i øjnene.