NYHEDER 2015

DRK DECEMBER 2015MARTIN HALL I NYT DRK-PROGRAM (29-11-2015)

I DRK’s nye serie om klassisk musik i Danmark gennem tiderne, Dansk musik i 500 år (en serie på i alt fire udsendelser, der indledes tirsdag den 1. december 2015) medvirker Martin Hall i det tredje afsnit, som sendes tirsdag den 8. december kl. 22.40. Andre medvirkende tæller bl.a. Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Bo Holten.
 

Programserien arbejder med fire overordnede emner inden for dansk klassisk musik, og hver udsendelse fungerer på denne måde som en slags nedslag i denne del af vores musikhistorie. Hall repræsenterer logisk nok et bud på en nyere komponist.

Det tredje program i serien bærer undertitlen Musik for de udvalgte og fokuserer på kulturel kapital – på spørgsmålet om hvordan musik der i sin natur henvender sig til ”de få”, alligevel kan have relevans i det større billede. Udsendelsen indeholder et nyt interview med Hall samt et udpluk af hans seneste værker.

Samme udsendelse præsenterer også seerne/lytterne for et par madrigaler af den danske komponist Mogens Pedersøn, der var aktiv i 1600-tallets begyndelse, og som af Christian den 4. blev sendt til Venedig for at studere musik.

”H” – NY VIDEO SAMT SIDSTE TRE UGER (09-11-2015)

En ny video, der dokumenterer Ingvar Cronhammar-udstillingen “H”, som Martin Hall har skrevet og indspillet musikken til, er nu tilgængelig på YouTube. Optagelserne til billedsiden benytter sig af et uddrag hentet fra den oprindelige komposition, der i sin helhed varer en time. På de udvalgte syv minutter medvirker bl.a. Hall, Daniel Ostersen og Lydenskab.

Den stedspecifikke udstilling blev ved åbningen mødt med sublime anmeldelser og er i løbet af 2015 blevet besøgt af mere end 90.000 gæster. Sidste chance for at se “H” i Cisternerne er søndag den 29. november 2015. Du kan læse meget mere om udstillingen her.

 

 

Politiken: “Overvældende … den perfekte kombination af noget industrielt og noget helligt.” (6 ud af 6 hjerter)
Berlingske: “Mageløs installation i Frederiksbergs underverden.” (6 ud af 6 stjerner).
Fyens Stiftstidende: ”Overjordisk magi.” (6 ud af 6 stjerner)
Information: ”En underjordisk katedral af lys og vand … særdeles vellykket.”
Kristeligt Dagblad: ”Underjordisk dåb til overjordiske toner … rygradsrislende sublim udstilling.” (5 ud af 6 stjerner)
Weekendavisen: ”Eminent.”

MARTIN HALL ÅBNER DEFINE KUNSTFESTIVAL (09-11-2015)

Fredag den 20. november åbner Martin Hall den elektroniske kunstfestival Define i Sønderborg. Ud over flere installationer og performances vil der også være live-optrædener med Liima, Darkness Falls, Rangleklods, The Smith Quartet og Tritonuskoret på festivalen. Du kan læse mere om arrangementet her.

MARTIN HALL PÅ BANDCAMP (10-08-2015)

Du kan nu streame og lytte gratis til samtlige numre fra en lang række Martin Hall-soloalbum og relaterede sideprojekter på Bandcamp. Her kan du også købe titlerne som både fysiske og digitale album. Erhverver du dig en cd- eller lp-udgave af en af de tilgængelige titler, får du automatisk pladen som download.

BandcampVigtigst af alt i Bandcamp-sammenhæng er det måske, at du også kan købe downloads i FLAC-format – lydfiler i langt højere kvalitet end mp3-standarden. Som sammenligning er dette ikke mulighed, når man køber downloads over tjenester som f.eks. iTunes.

BESØG DEN NYE MARTIN HALL BANDCAMP-SIDE HER

Du kan benytte Visa, Mastercard og flere andre kreditkort på siden, ligesom der selvfølgelig også er mulighed for at betale via PayPal.

Blandt de mange titler kan du bl.a. finde plader som Inskription, Apparently All the Same, Relief, Cutting Through, Presence, Random Hold, Metropolitan Suite, Camille, Das Mechanische Klavier, Facsimile, Catalyst, Hospital Cafeterias, If Power Asks Why og Phasewide, Exit Signs. Der er også SS-Say, Pesteg Dred og Before-materiale tilgængeligt.

“PROTOTYPE/PROTOKOL” PÅ ODENSE SPOKEN WORD FESTIVAL FREDAG DEN 21. AUGUST (05-08-2015)

Prototype CPH 21.11.14 5 (Staal Film) (Hall) WEBDen musikalsk iscenesatte performanceforestilling Prototype/Protokol, der er et samarbejde mellem Martin Hall, musikensemblet Lydenskab og Staal Film, genopføres i forbindelse med Odense Spoken Word-festival 2015 fredag den 21. august kl. 19.30 i Kulturmaskinen.

Forestillingen blev oprindeligt opført i både Danmark og Tyskland i løbet af november 2014. Du kan læse meget mere om stykket her.

Billetter kan købes via følgende links:

 

NY OVERGADEN-UDSTILLING: “VÅBENHVILE – 100 ÅRS FORESTILLINGER” (26-05-2015)

2015 er 100-året for danske kvinders stemmeret. I denne anledning kuraterer Tomas Lagermand Lundme en omfattende gruppeudstilling, Våbenhvile – 100 års forestillinger, der gør status over kønskampens udvikling, siden kvindernes officielle indtog på den demokratiske scene. Martin Hall skriver musikken.

2015-Vaabenhvile-1024x683Udstillingen finder sted på Overgaden, Institut for Samtidskunst, og er åben fra lørdag den 6. juni til søndag den 9. august 2015. Du kan læse mere om begivenheden her.

De deltagende kunstnere er blevet inviteret til at dykke ned i 100 års historie og bearbejde forskellige meninger, positioner og begivenheder, der har været særligt betydningsfulde. Som et skuespil med mange veje og vildveje er udstillingen udformet som en totalscenografi for en undersøgelse af denne mangeårige samfundsforestilling, der først og fremmest har mennesket i hovedrollen, mens markante mænd og kvinder indtager vigtige biroller. Udstillingen byder blandt andet på lyd, tekst, performance, arkivmateriale, en åben brevkasse samt en række sociale arrangementer med fokus på dialog og udveksling.

Deltagende kunstnere: Kristina Ask, Kristina Nya Glaffey, Martin Hall, Molly Haslund, Huskegruppen, Jomi Massage, Mathias Kryger, Maja Lee Langvad, Jonas Liveröd (SE), Stine Ljungdalh, Tomas Lagermand Lundme, Pulsk Ravn, Rumpistol, Julie Sass, Nina Strand (NO), Gritt Uldall-Jessen, You Little Teapot, Kristoffer Ørum m.fl.

DRONNING MARGRETHE BESØGER CISTERNERNE (23-05-2015)

Her Majesty Queen Margrethe II of Denmark at the exhibition “H” at The Cisterns with artists Ingvar Cronhammar and Martin Hall (Shoshan)Fredag den 22. maj besøgte Dronning Margrethe Cisternerne for at se udstillingen ”H” af Ingvar Cronhammar og Martin Hall. Du kan se TV2 Lorrys indslag om besøget via klikke dig videre på det efterfølgende billedlink.

”H”-udstillingen har i forbindelse med sin åbning modtaget en række sublime anmeldelser. I slutningen af 2014 anbefalede The New York Times Cisternerne som et ud af blot tolv steder, man skal se, hvis man besøger København.

Du kan læse meget mere om udstillingen her.
 

Politiken web 6.3.2015SUBLIME ANMELDELSER TIL “H”-UDSTILLINGEN (10-03-2015)

Ingvar Cronhammar-udstillingen “H”, som Martin Hall har skrevet og indspillet musikken til, har i forbindelse med sin åbning modtaget en række sublime anmeldelser. En enig presse har bl.a. skrevet følgende:

Politiken: “Overvældende … den perfekte kombination af noget industrielt og noget helligt.” (6 ud af 6 hjerter)
Berlingske: “Mageløs installation i Frederiksbergs underverden.” (6 ud af 6 stjerner).
Fyens Stiftstidende: ”Overjordisk magi.” (6 ud af 6 stjerner)
Information: ”En underjordisk katedral af lys og vand … særdeles vellykket.”
Kunsten.nu: ”Cronhammars nye værk genfortryller Cisternerne.”
Kristeligt Dagblad: ”Underjordisk dåb til overjordiske toner … rygradsrislende sublim udstilling.” (5 ud af 6 stjerner)
Weekendavisen: ”Eminent.”

Læs meget mere om udstillingen her.

The Lake 10.3.2015HALL I SØNDAGSKLASSIKEREN PÅ P2 OG THE LAKE (10-03-2015)

Ud over P1-indslaget om hans samarbejde med Ingvar Cronhammar den 3. marts medvirker Martin Hall også i Søndagsklassikeren på P2, hvor han søndag den 15. marts kl. 15.03 skal diskutere klassisk musik i selskab med violinist Maj Kullberg og sanger Jakob Zethner.

I den anden ende af skalaen har indie-radioen The Lake bedt Hall om at være ”kurator” på nogle af deres kommende udsendelser, hvor hans første bidrag blev addet tirsdag den 10. marts.

P1 Eftermiddag 3.3.2015P1-INDSLAG MED CRONHAMMAR OG HALL (03-03-2015)

Tirsdag den 3. marts 2015 var Martin Hall gæst i “P1 Eftermiddag”, der i anledning af åbningen af udstillingen “H” i Cisternerne havde afsat 35 minutter til at se nærmere på værket. Du kan høre interviewet med ham via følgende link, hvor der også er et separat interview med Ingvar Cronhammar.

Lyt her: P1 EFTERMIDDAG TIRSDAG DEN 3. MARTS 2015

Interviewet med Ingvar Cronhammar begynder ca. 27.15 inde i udsendelsen – indslaget med Martin Hall ca. 39.40.

”H” – NY STOR UDSTILLING AF INGVAR CRONHAMMAR MED MARTIN HALL I CISTERNERNE (06-02-2015)

H-plakat Cronhammar (2015)33 år efter at Cisternerne blev drænet, kommer vandet nu tilbage i det 4.320 kvadratmeter store vandreservoir under Søndermarken i København. I marts 2015 åbner udstillingen “H” af Ingvar Cronhammar, en ambitiøs og omfattende installation skabt ud fra den oprindelige arkitekturs særlige udfordringer og stedets klima. Musikken til projektet er lavet af Martin Hall.

Som besøgende vil man være omgivet af vand, bl.a. i form af et stort vandspejl, der dækker gulvet, men også af søjler af lysende, faldende vand samt vandstøv, der lægger sig som dis i rummene. Vandet vil spejle og reflektere såvel det visuelle som den musikalske del af projektet.

“H” åbner tirsdag den 3. marts og kan besøges til og med den 29. november. Du kan læse mere om udstillingen her.

I forbindelse med indspilningerne af den musikalske del af værket har Martin Hall bl.a. samarbejdet med Daniel Ostersen (den bærende drengestemme), det klassiske ensemble Lydenskab samt Maiken Kildegaard.

Martin Hall og Ingvar Cronhammar har tidligere samarbejdet ved flere lejligheder, først i forbindelse med Elia i 2001 og siden hen i forbindelse med Racing Cars på ARoS i 2006.

HALL OM KRAFTWERK (02-02-2015)

I februarnummeret af GAFFA kan du læse en Kraftwerk-artikel, hvor både OMD’s Andy McCluskey og Martin Hall fortæller om deres forhold til de tyske pionerer i forbindelse med gruppens kommende koncerter i DR’s Koncerthus.

Smagsdommerne 3.2.15HALL I SMAGSDOMMERNE TIRSDAG DEN 3. FEBRUAR (27-01-2015)

Martin Hall gæster endnu en gang DRK’s Smagsdommerne, når han tirsdag den 3. februar kl. 21.00 i selskab med manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig, teaterdirektør Kitte Wagner og vært Adrian Hughes skal forholde sig til bl.a. den nye Hans Henrik Lerfeldt-udstilling HEAVY på Gl. Holtegaard, filmen The Imitation Game og NOMA på Kunsthal Charlottenborg.

ANMELDELDERROS TIL NYT KATZ/HALL-ALBUM (19-01-2015)

Det nye album Efterladt med Janina Katz og Martin Hall har ved sin udgivelse modtaget en række fine anmeldelser. Pladen har bl.a. fået 5 ud af 6 stjerner/hjerter i hhv. Politiken, Gaffa, Fyens Stiftstidende, BT og Femina. Også Berlingske har rost albummet til skyerne og kaldt det et “mirakel”.

Du kan bestille cd-udgivelsen her: Target Groups webshop. Prisen er 120 kr. + forsendelse.

 

Politiken: ”Et smukt farvel og en bevægende introduktion til en betydningsfuld digter.” ( * * * * * )
Gaffa: ”Klinger næsten profetisk.” ( * * * * * )
Fyens Stiftstidende: “En lille perle af en cd.” ( * * * * * )
BT: ”Dunkel, men også med spor af humor undervejs.” ( * * * * * )
Femina: ”Fantastisk poesi … Det posthume samspil giver noget ekstra til både lyd og tekst.” ( * * * * * )
Berlingske: ”Et mirakel … Martin Hall rammer ikke én falsk tone i mødet med Katz’ poetiske væsen.”

På følgende videouddrag medvirker den græsk-engelske pianist Othon Mataragas. Sekvensen er filmet af Staalfilm.
 

NY JANINA KATZ/MARTIN HALL-VIDEO (08-01-2015)

Du kan se en ny video lavet i forbindelse med den kommende udgivelse af albummet Efterladt, hvor Janina Katz læser en af sine tekster op.

”Efterladt” er et posthumt udgivet spoken word-album med den polsk-danske forfatterinde Janina Katz’ sidste oplæsninger foretaget kort før hendes død. Albummet er produceret af Martin Hall og udgives i sin endelige form den 15. januar 2015. Du kan læse initiativtager Søren E. Jensens fine og meget personlige essay om Janina Katz her.

På videouddraget – “Efterladt VI” – medvirker den græsk-engelske pianist Othon Mataragas. Sekvensen er filmet af Staalfilm. Albummet er i øvrigt netop blevet anmeldt i det nye nummer af GAFFA, hvor det modtager 5 ud af 6 stjerner.
 

KØBENHAVNS HOVEDBIBLIOTEK TORSDAG 15. JANUAR (02-01-2015)

Janina Katz (Piotr Topperzer)I forbindelse med udgivelsen af det Martin Hall-producerede, posthumt udgivne spoken word-album Efterladt med den polsk-danske forfatterinde Janina Katz’ sidste oplæsninger afholder Københavns Hovedbibliotek torsdag 15. januar kl. 17.00 en særlig aften om Katz’ og Halls arbejde med pladen. Der er gratis entré.

Blandt de deltagende kan du – ud over Martin Hall selv – bl.a. møde initiativtager til projektet Søren E. Jensen, lektor Lilian Munk Rösing samt Janina Katz’ tidligere redaktør Jens Christiansen. Publikum vil ligeledes blive præsenteret for en ny kort video, der er lavet i forbindelse med udgivelsen af Efterladt.

Janina Katz-portrætfoto taget af Piotr Topperzer.

NYT MARTIN HALL/JANINA KATZ SPOKEN WORD-ALBUM 15. JANUAR (02-01-2015)

2015 EFTERLADT KATZ COVERTorsdag den 15. januar udsendes Efterladt, et posthumt udgivet spoken word-album med den polsk-danske forfatterinde Janina Katz’ sidste oplæsninger foretaget kort før hendes død i efteråret 2013. Allerede i den indledende fase af projektet var planen, at teksterne skulle sættes i musikalsk regi, og det er dette arbejde, der nu langt om længe ligger klar til udgivelse i sin endelige form. Pladen er produceret og musikalsk iscenesat af Martin Hall.

Efterladt-albummet medvirker flere af de musikere, som Hall arbejdede sammen med på seneste, meget roste soloalbum Phasewide, Exit Signs – bl.a. den græsk-engelske pianist Othon Mataragas og den unge danske musiker Linus Carlsen. Adskillige sekvenser på Efterladt er orkestreret for strygere, og i den sammenhæng er Hall blevet assisteret af sin mangeårige samarbejdspartner, billedkunstneren Christian Skeel.

Et begrænset antal signerede eksemplarer af pladen er tilgængelige, hvis titlen forudbestilles. Albummet vil indledningsvist ikke være tilgængeligt på Spotify eller andre streamning-tjenester.

Janina Katz er født af polsk-jødiske forældre i Krakow, Polen, i 1939. Som treårig blev hun smuglet ud af Plaszow koncentrationslejr, hvor hun på det tidspunkt havde mistet næsten hele sin familie. Hun forlod Polen i 1969 og kom efter et kort ophold i Tyskland til Danmark, hvor hun i en alder af 52 år debuterede som forfatter – 22 år efter sin ankomst til landet. Hun nåede at skabe et omfattende dansk forfatterskab, der især afspejler hendes polsk-jødiske oprindelse og oplevelser under 2. verdenskrig.

Janina Katz blev i 2002 tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Hun døde den 18. oktober 2013.