Martin Hall i samtale med Martin Hall, Gaffa, marts 1999

 

Hvem andre end Martin Hall kan stille sig selv alle de spørgsmål, han ikke har lyst til at svare på? Niemand! Af samme grund lod GAFFA Martin Hall få æren af at interviewe sig selv. Hvilket han så gjorde. Mutters alene i et hvidt rum for at gøre rent bord inden udgivelsen af ‘Adapter’, hans første studiealbum i tre år. Læs selv hvad der skete.

Da en del mennesker stadig har den opfattelse, at Martin Hall er et både afsporet og yderst selvoptaget væsen, må tiden være kommet til en gang for alle at cementere eller afkræfte disse myter. Ja, det er sandt, at Martin Hall er misundt af mange, og ja, det er sandt, at der er mange, der har vænnet sig til at hade ham, fordi de engang havde en kæreste, der tilbad ham, men skal han for evigt lide under det faktum, at han tilfældigvis var teenager i firserne, eller at han engang var interesseret i Tarotkort? Skal han for evigt bebrejdes, at han hellere vil snakke om den europæiske kulturarv end om indiemiljøer og NME-forudsigelighed? Skal han for evigt høre på gamle myter og rygter om hans excentriske livsførelse, når der nu er så mange nye at ty til? Hvis svaret er ja, stop da øjeblikkelig læsningen og fortsæt indædt din hetz mod manden, der foretrækker at spise druer af sølvfade og bade i rosenvand frem for at mænge sig med andre musikere. Hvis svaret derimod er nej, gå da straks videre, selv om du muligvis snart vil fortryde.

 

ÅBENHJERTIGHED OG PARANOIA

Q. Hvad er MH’s største fejl gennem tiderne?
A. Sin åbenhjertighed. Ingen tvivl om det. Det er både sundhedsfarligt og idiotisk at være oprigtig.
Q. Hvordan det?
A. Det er ikke godt at give folk adgang til ens tanker og følelser. Bedre bare at indikere, hvad der foregår, så kan folk drage deres egne konklusioner.
Q. Hvordan ville du beskrive dig selv?
A. Det ville jeg ikke.
Q. Men hvis du skulle?
A. Det skal jeg ikke.
Q. Hvordan kan det være, at beskrivelserne af dig varierer så meget, som de gør, alt efter hvem man taler med?
A. Tilfældigheder. Hvornår de pågældende personer har mødt en. Nogle dage er jeg mere snakkesalig end andre. Det værste er den slags samtaler, hvor folk prøver at vise en, hvor intelligente de er. Jeg mister let interessen for en samtale, hvis den bliver for demonstrativ.
Q. Du taler ellers tit ganske meget.
A. Jeg bliver grebet.
Q. Hvad synes du om det?
A. Et interessant fænomen. ‘Your mouth so open, that your brain spills out’ etc. Dog blevet mere forsigtig på det sidste.
Q. A-ha. Hvordan det?
A. Hvem ved. Nogle ting sker helt af sig selv.
Q. Hvad med den meget omtalte ‘religiøsitet’?
A. Gider snart ikke høre mere om det. Historien kort fortalt; ung mand med tilpasningsvanskeligheder stiller spørgsmålstegn ved kvaliteten af sit liv, bruger et stykke tid på at interessere sig for lidt mere for det okkulte end for bajere og fodbold og straks tror alle, at han er blevet religiøs. Logik a la ‘en sten kan ikke flyve, morlille kan ikke flyve, ergo er morlille en sten’.
Q. Du gør det ikke ligefrem let for folk at kunne forstå dig, for slet ikke at sige at kunne lide dig. Hvad skyldes det?
A. Jeg synes, jeg er rimelig lige til. Jeg laver min musik, skriver mine bøger og holder mig i al almindelighed for mig selv. Jeg kan ikke se problemet.
Q. Tja. Din arrogance?
A. Det er ikke arrogance. Det er paranoia, og paranoia er sundt. Det holder en let på tå. Det gør, at man ikke tager noget for givet. Det gør, at man lever uden nogen fortid. Nu og her og uden for mange idéer om sig selv.
Q. Generelt virker det da lige modsat, som om du tager dig selv ekstremt højtideligt?
A. Måske. Sådan er der så meget. Hvis vi leder længe nok, kan vi sikkert også finde en enkelt anmelder eller afdanket alkokunstner, der boykotter den nye plade, fordi ‘jeg bare er for meget’. Selvhøjtidelighed har mange forskellige former. Jeg har hørt om flere hjem, hvor det er forbudt at spille Martin Hall-plader. Man bliver næsten helt stolt.
Q. Okay. Det må næsten lede til det sidste spørgsmål af den gimmickagtige slags: Hvad synes du om folk, der hader dig for det, du er?
A. De gør det så meget lettere for mig. Håndkys til dem alle.

 

DEN NYE PLADE

Q. Nu har du fået udgivet en masse plader og bøger. Hvilke titler ville i dine øjne udgøre det ideelle Hall-katalog?
A. ‘Random Hold’ og ‘Performance’ CD’erne fra henholdsvis 96 og 97 og bogen ‘Uden Titel’ fra 98.
Q. Ingen af de gamle ting?
A. Nej. De tre nævnte titler opsummerer alt det andet. Og så den nye plade (‘Adapter’). Den giver nok et meget godt billede af, hvem jeg er. På mange måder er det de samme elementer, der går igen i ens musik, selvfølgelig i nye sammenhænge og i andre former, men man sætter hele tiden de samme fingeraftryk. Hørte et Ballet Mécanique nummer fornylig i forbindelse med opdateringen af Martin Hall-hjemmesiden (www.martinhall.com), og det slog mig, hvor meget musik er en følelsesmæssig dagbog. De gamle ting hører til i den tid, de er lavet. ‘Adapter’ er nutid.
Q. Hvad kan du sige om den?
A. Ikke meget. Bedre at høre den end at høre om den.
Q. Ja, ja, ja, men du ved, et interview og læsere, der intet kender til den og så fremdeles.
A. Okay. Tidløs popmusik? Ti nye sange pakket ind i en behagelig syntese af længsel, weltschmerz og østeuropæisk lydtekstur. Vokalerne er blevet indspillet betydeligt mere spontant end sidst, hvilket forekommer mig at have tilført pladen mere nærvær, mere autenticitet. Det er svært at sætte ord på. Jeg er ikke den bedste til at beskrive min egen musik.
Q. Det går da ellers meget godt.
A. Jeg siger tak. Kan især godt lide de mange åndedræt på numrene. At tingene ikke er klippet sammen af tusind stumper og stykker, men at sammenhængen har fået lov til at overleve. Det vigtigste for mig ved en pladeindspilning er at finde nye måder at arbejde på, det at man ikke bare gentager en formel. Kunne godt tænke mig at involvere mig meget mindre som musiker på den næste plade, nærmest kun dukke op og synge nogle sange og så ellers lægge selve produktionen i andres hænder. Nu må vi se. Tingene giver som regel sig selv hen ad vejen.
Q. Er du blevet mindre perfektionistisk?
A. Jeg er ikke blevet det, men mine omgivelser er blevet bedre til at håndtere det. Klapsalver til Thomas Li (medproducer) for hans evne til at reagere, få ting videre, ikke blive for påvirket af mine humørsvingninger. For mig er det en lidelse at skulle lytte så meget til sin egen stemme, som man er tvunget til under en indspilning. Jeg hører kun alt det, der er falsk, alle de detaljer, der kunne være bedre, selvom meget af nerven netop ligger her, i alt det, der bevæger sig på kanten af det stuerene. Til sidst kan man bare ikke bedømme noget længere.
Q. Svinger dit humør meget under en indspilning?
A. Mit humør svinger meget hvor som helst, når som helst. Adskillige nervesammenbrud i timen. Blevet så god til at håndtere dem, at ingen efterhånden lægger mærke til noget længere. Jeg er Ben Hur, Spartacus og Odysseus i én og samme person. Charles Atlas anno 1999.
Q. Du kan godt lide gamle film?
A. Jeg kan gode lide mange ting.
Q. Som f. eks. hvad?
A. Som f. eks. at undgå mine egne forudsigelige spørgsmål.
Q. Men noget skal vi jo snakke om.
A. Du har ret.

 

MYTEN LÆNGE LEVE

Q. Hvordan synes du, det går?
A. Tjo, ikke værst. Ved ikke rigtig, om nogen får noget egentlig indblik i tingenes tilstand, men bedre end at sidde og blive udspurgt om min fortid.
Q. Hvorfor gider du ikke snakke om den længere?
A. Ingen grund til det. Folk vil altid høre om vold og blod og død og undergang. En anelse for morbidt til mig. Grundlæggende vil de fleste mennesker nok bare underholdes. Savler efter drama. Der var et københavnsk magasin, der kun ville lave en artikel om mig, hvis jeg ville svare på en masse spørgsmål om min fortid. Det forekom mig at være en usandsynlig stupid idé. Hvem skulle det dog interessere?
Q. Nye lyttere?
A. Næppe.
Q. Hvad er dit forhold til dit gamle publikum?
A. Dårligt spørgsmål. Enten følger folk med, eller også er der per definition ikke noget publikum.
Q. Hvilke forventninger har du til modtagelsen af den nye plade?
A. Ikke rigtig nogle. Ting sker, som de sker. Pladen er, hvad den er, hvordan den så end må blive modtaget. Der er nogle numre på ‘Adapter’, der betyder meget for mig, numre som ‘Images In Water’ og ‘Paper Days’. I den uge hvor ‘Burning Sugar’ var ugens uundgåelige på P3, var der forskellige mennesker, jeg aldrig havde mødt før, der uopfordret henvendte sig til mig og fortalte mig, hvor glade de var for nummeret. Jeg blev oprigtig rørt over deres åbenhjertighed, det at lade mig vide, at musikken betyder noget for dem. Det giver ens egen oplevelse af det, man laver, et helt andet perspektiv.
Q. Jeg troede, du var ligeglad med folks mening?
A. Stupid misforståelse. En del af myten; den usårlige hermit etc. Det, man må prøve at værne sig mod, er jalousien, misundelsen, folks perfiditeter, ikke den saglige kritik eller umiddelbare respons.
Q. Hvad sårer dig mest?
A. Afstumpethed. Ubetænksomhed. Der er mange ting. Det er tit små ting, der er de mest sårende. Hykleri i sine mange former. Jeg kan sagtens forstå, at en masse mennesker har problemer med at sluge nogle af de ting, jeg siger i interviews, men i det mindste er jeg ikke en kryster. At humoren, undertonen og glimtet i øjet så oftest går aldeles tabt i oversættelsen er en helt anden sag. Men igen, man kan ikke være venner med alle. Det værste, man i mine øjne kan være, er en kujon. I årenes løb har jeg måske sagt en del ting, jeg skulle have undladt, men sådan er det. Hellere det end det modsatte, det sædvanlige politisk korrekte ølmonster, der behager den danske middelmådighed med sine impotente holdninger. Det er mit liv, der har skabt min karriere. Ikke omvendt. En vigtig pointe.

 

MICHELANGELO, BLAKE OG JEANNE D’ARC

Q. Hvor ser du dig selv om hundrede år?
A. På en salgsudstilling med afdøde poeters hjerner. Den eneste besynderlige detalje er, at min kun koster halvdelen af de andres, hvilket undskyldes med, at den er brugt.
Q. Hvad kunne du godt tænke dig, at der stod på din gravsten?
A. Nej, nej, nej, nu gik det lige så godt.
Q. Mmm. Svært at være det hele på en gang. Hvad kunne du selv tænke dig at sige?
A. Det er problemet. Egentlig har jeg ikke så meget at sige, når det kommer til stykket. Jeg reagerer bare på, hvad jeg befinder mig i. Det er ikke sådan, at jeg sidder og er ved at brænde inde med en masse uforklarede følelser. Jeg er blevet mere vægtløs med årene. En meget behagelig følelse.
Q. Der var engang en journalist, der beskrev dig som på én og samme tid den mest nærværende og den mest fraværende person, han havde mødt. Hvordan vil du forklare det?
A. Jeg afskriver mig retten. Men hvis seancen absolut skal slutte på en selvsmagende note, så vil jeg hellere tale om tøjsmag eller yndlingsrestauranter.
Q. ‘Se dig selv i spejlet, slå dig selv i hovedet’ for nu lige at citere én af de store forsvundne. Lad mig høre nogle af dine yndlingspladetitler.
A. Alas. ‘Sold Our Souls For Rock’n’Roll’ eller hvordan de nu formulerede det. ‘Satan Takes A Holiday’. Og selvfølgelig klassikeren ‘We Are All Prostitutes’.
Q. Og har vi nogen at skulle håne her på falderebet?
A. Listen er uendelig, så jeg kaster håndklædet i ringen.
Q. Nogle famous last words?
A. Et uimodståeligt tilbud. Meget generøst. Vision eller Hall-ucination, det vil jeg lade publikummet afgøre. Jeg er Michelangelo’s håndsrækning, Blake’s finger, Jeanne d’Arc’s patos. Jeg har intet at sælge. Knips med fingrene og det hele er væk.
Q. Og med disse ord…?
A. Med disse ord ingenting. En tak til alle, der forsøgte, og en henvisning til musikken i sin egen ret. Hvad skal jeg sige? Jeg er ikke født til at spise mad af truge eller spilde min tid. Jeg har travlt. Jeg er i ro. Jeg er på vej. Jeg bør undskyldes. Jeg bør udstilles. Jeg bør værnes om. Mit hjerte ligger i det, jeg laver, ikke i at overbevise andre om noget. Kindkys og chin-chin. Hvad kan jeg sige? Tusindårskunstneren takker af.

 

MH/MH, februar 1999.