MARTIN HALL



Forfatter, komponist, sanger og multiinstrumentalist (født april 1963).

Optaget ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunst-skoler i 1983. Modtog som komponist Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 1995. Optaget i Kraks Blå Bog i 2003. Stiftede samme år sit nuværende pladeselskab Panoptikon. Pt. ophavsmand til omkring 100 pladeudgivelser samt medvirkende i omkring 30 bogudgivelser.

Litterær profil: Debuterede som forfatter i 1983 med tekstsamlingen Genopbyggelsen er større end selve skabelsen, en bog som Bo Green Jensen i sin anmeldelse i Weekendavisen kaldte ”det mest totale og ekstreme udtryk for uforsonlighed, som jeg nogensinde er stødt på” – en ganske fin opsummering af de ligeligt fordelte mængder af begejstring og furore, som værket vakte ved sin udgivelse. Udgav i 2005 tobindsromanen Den sidste romantiker, et monumentalt 700-siders værk om en ung mands dannelsesrejse fra 1980 til 2005, der ud over at modtage en storm af blændende anmeldelser også gav Hall sit store gennembrud som forfatter. Til efteråret udsender MH sin første roman siden denne titel, bogen Kinoplex der i sin produktionsfase bl.a. har modtaget støtte fra Kunstrådets Litteraturudvalg (den skønlitterære pulje). Hall har som forfatter modtaget adskillige arbejdslegater fra Statens Kunstfond og er ligeledes blevet oversat til flere europæiske sprog.

Litterære fikspunkter: Uden titel (1998), Kommunikaze (2001), Den sidste romantiker (2005) og Kinoplex (2010).

Musikalsk profil: Begyndte som 10-årig på Københavns Klaver- og Musikkonservatorium. Første pladeudgivelse som 17-årig med avantgarde-ensemblet Ballet Mécanique, hvis debutalbum The Icecold Waters of the Egocentric Calculation fra 1981 gang på gang fremhæves som et af nyere dansk musikhistories væsentligste værker (figurerer bl.a. på Politikens Rockleksikon liste over de 50 mest indflydelsesrige danske pladeudgivelser nogensinde). Efter at have etableret sig som ”80’er-generations mest egenrådige og talentfulde ener” (citat: Information) benyttede han tildelingen af Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 1995 til at bryde med sit daværende pladeselskab og selv stå for finansieringen og produktionen af Random Hold (1996), der generelt betragtes som hans væsentligste pladeudgivelse i 90'erne (ligeledes at finde på den føromtalte Politiken-liste). Havde fra 2003 til 2005 international publishing-kontrakt med EMI Music Germany, men fokuserede herefter udelukkende på samarbejder med nye danske navne som f.eks. Efterklang, Marybell Katastrophy, Bjørn Svin og Tone. Store dele af MH's pladeproduktion er blevet udgivet i Tyskland, Holland, Frankrig, England og Italien.

Musikalske fikspunkter: The Icecold Waters of the Egocentric Calculation (1981), Random Hold (1996), Camille (2002), Facsimile (2006) og Hospital Cafeterias (2009).

Diverse: Stod i begyndelsen af sin karriere ligeledes bag en række mindre magasiner som f.eks. Consumer's Guide To Welfare. Samarbejdede en tidlig alder med teaterensembler som Billedstofteateret og Nyt Dansk Danseteater, ligesom han op gennem 80’erne skrev og instruerede flere multimedie-opførelser med sit eget teaterensemble The Art Ensemble of Copenhagen. Arbejdede i 90'erne med videokunst, design og installationskunst og samarbejdede i begyndelsen af 00’erne med en række teatre som eksempelvis Operanord, Østre Gasværk og Gladsaxe Teater. Skrev også musikken til Ingvar Cronhammars store Elia-værk i Herning (2001) samt lydsporet til ARoS-udstillingen Racing Cars – The Art Dimension (2006), museets til dato mest besøgte. Debuterede i foråret 2008 som filmskuespiller i den danske storfilm Flammen & Citronen, den mest sete film herhjemme det år. Yderligere samarbejder med navne som Das Beckwerk, Else Marie Pade og Christian Skeel.

For yderligere detaljer, se venligst en mere komplet gennemgang af karrieren under sektionen 1979-2010.

 
Sagt om Martin Hall
Citater


Anmeldelser af bøger og plader
Uddrag


Dansk kunsts elegantier
Berlingske Tidende 2003


Fra wunderkind til unikum
Politiken 2002


Old News
Løbende opdateringer på hjemmesiden