HALL I MØLLEGADES BOGHANDEL TIRSDAG DEN 20. MAJ

  • I forbindelse med udgivelsen af den trykte udgave af bladet Geiger # 15 læser Martin Hall et par uddrag op af sin seneste essaysamling Infodemens til bladets reception tirsdag den 20. maj kl. 16.00-19.00. Hall forventes at gå på kl. 17.00. Inden da live-musik v/ Kloster kl. 16.30.

    Seancen foregår i Møllegades Boghandel, Møllegade 8 A på Nørrebro i København. kl. 16.30.


  • NY IRMA VICTORIA MY SPACE-PROFIL

  • Du kan nu finde en ny MySpace-profil på en af den danske musikhistories særeste forekomster, Irma Victoria, på Irma Victoria MySpace. Siden giver et hurtigt overblik over hendes liv og karriere og indeholder yderligere seks musikalske klip med hende.

    Du kan selvfølgelig også finde masser af læsestof på nærværende side. Bl.a. er der samlet en god del links til historien om hende under opsamlingsdobbelt-cd’en Memorial fra 2001.

    Til dem der muligvis aldrig har hørt om Irma Victoria før, kan det siges, at produceren Martin Hall spillede en ikke helt uvæsentlig rolle i hendes karriere, samt at hun hhv. overraskede/chokerede den danske pladebranche ved i 1991 at blive Grammy-nomineret i kategorien ”bedst danske sangerinde” (de to andre nominerede navne det år var Hanne Boel og Annisette). Irma Victoria døde den 10. november 2000.


  • OMTALER OG ANMELDELSER AF ’INFODEMENS’

  • Essaysamlingen Infodemens fik ud over en både tv- og radiomæssig meget bred dækning også en lang række anmeldelser smidt efter sig ved sin udgivelse.

    Bogen er bl.a. kommet med på listen over Euromans månedlige anbefalinger.

    Vi forsøger at holde styr på de diverse omtaler ved at bringe en række korte citater fra dem af dem, vi støder på. Foreløbig byder listen på følgende sekvenser:

    Information: ”Martin Hall skriver om, hvordan det er at være ikonet Martin Hall, og her er der grund til at synge 'halleluja', for det her med at skrive om sig selv inde- og udefra, det kan krukken bare.”
    Euroman: ”Det særegne danske kompleks – en blanding af mindreværd og storhedsvanvid – behandles på underholdende vis.”
    Gaffa: ”Bogen revser og spidder på en både humoristisk og dybsindig måde dansk middelmådighed, bøvethed, fordrukkenhed og den bredt anerkendte stræben efter plat folkelighed.”
    Jyllands-Posten: ”Martin Halls uforbeholdent prætentiøse selviscenesættelse som dekadent dandy fra et sted mellem cirka 1880 og 1930 er ret charmerende.”
    Berlingske Tidende: ”Der er noget beundringsværdigt ved kunstnere, som pendulerer ubesværet mellem avantgarde og mainstream."
    Politiken: ”Martin Hall viser sit komplet udanske mod.”
    Downtown: ”En fornøjelse af læse.”
    Geiger: ”Skarpe, sarkastiske hug.”

    Deadline DR2: ”Handler om evnen til konstant at forsøge at udvide grænserne for, hvad der kan lade sig gøre.”
    P2 Kulturnyt: ”En samling essays og bidske, direkte karakteristikker af danskere og deres måde at leve på.”
    P1 Morgen: ”Det danske folk kommer generelt under temmelig ublid behandling i forfatteren og musikeren Martin Halls nye essay-samling.
”
    Go’morgen Danmark TV2: ”Med blik for alting og en meget spids pen.”
    Brunch TV2-Lorry: ”Begavet, stilfuld, kritisk.”

    Læs i øvrigt også det nye Gaffa-interview med MH omkring bogen eller uddraget Rapport fra en filmoptagelse (det er at finde nederst på sideopslaget under sektionen "uddrag").


  • 'INFODEMENS' - NY BOG UDE DEN 27. MARTS

  • Torsdag den 27. marts udkommer Martin Halls nye bog Infodemens. Udgivelsen bærer undertitlen ”Essays og notater/En sæson” og indeholder 35 tekster samt 33 nye collager og tegninger lavet af MH selv fordelt over i alt 227 sider.

    Som titlen indikerer er Infodemens en samling tekster, essays, notater, klummer og reportager skrevet gennem 2007. Som fast kronikør og klummeskriver for hhv. Jyllands-Postens københavner-sektion og gratisavisen Dato kommenterede Hall f.eks. begivenheder som MTV Awards og den københavnske modeuge, ligesom han i samme periode skrev essays til Det Kongelige Teater og Gaffa.

    Bogen indeholder dog også masser af nyt og ikke før publiceret materiale. Som en kommentar til de samlede artikler har MH f.eks. valgt at flette en række dagbogsnotater samt journaler ind i sammenhængen, bl.a. to lange essays skrevet under hhv. en filmindspilning i Prag og et ophold i Buenos Aires. ”Rapport fra en filmoptagelse” skildrer Halls medvirken i den kommende danske storfilm Flammen & Citronen (se eventuelt opslaget om filmen på længere nede af siden), hvor essayet ”En europæer i Buenos Aires” udgør en 30-sider lang refleksion over byen, som han opholdt sig i det meste af december måned. Alt i alt består omkring halvdelen af bogen af nyskrevet materiale.

    Udgivelsen af Infodemens falder i øvrigt sammen med 25-året for Halls debut som forfatter, idet han i marts 1983 udsendte bogen Genopbyggelsen er større end selve skabelsen. Ligesom denne udgivelse indeholder også ’Infodemens’ som allerede nævnt en række af Halls grafiske illustrationer.

    Bogens udsalgspris er 299,- kr., og titlen udgives af Lindhardt og Ringhof/Egmont. Forsidebilledet er taget af Territorium.

    Du kan læse opsummeringer af bogens anmeldelser her.


  • 'FLAMMEN OG CITRONEN' - PREMIERE DEN 28. MARTS

  • Fredag den 28. marts er der premiere på den nye danske storfilm Flammen & Citronen, hvor Martin Hall som tidligere oplyst debuterer som filmskuespiller. Du kan allerede nu se traileren til filmen ved at klikke på titlen.

    'Flammen og Citronen' er instrueret af Ole Christian Madsen og er efter sigende den dyreste dansksprogede produktion nogensinde med et samlet budget på omkring 50 millioner. Eposet handler om modstandsbevægelsens kamp under besættelsen og fortæller den sande historie om de to modstandsfolk Flammen (Bent Faurschou Hviid) og Citronen (Jørgen Haagen Schmith), der i filmen spilles af hhv. Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen.

    Halls filmdebut er en kort, nærmest cameo-agtig gæsteoptræden, hvor han udfylder rollen som kaptajn-løjtnant Østergaard Petersen, en depraveret, nazi-venlig personage med en stærk hang til natlige udskejelser.

    Læs mere om Hall-sekvensen her: Hall skudt og slået ihjel ... på film.


  • 5-CD + DVD BOX: 'CATALOGUE (MARTIN HALL 1980-2007)'

  • Det retrospektive bokssæt Catalogue (Martin Hall 1980-2007) består af fem audio-cd’er og en dvd (alt i alt 81 musiknumre og 15 dvd-klip). Det udkom i november 2007 og indeholder ud over ellers uopdrivelige gamle numre også masser af nyt materiale.

    Boksens cd'er er tematisk inddelt med undertitlerne Airplay (radio-mindede numre), Hallmark (signaturnumre), Soundtracks (lydspor fra film mm.), Remakes (remixes eksekveret af navne som f.eks. Dub Tractor, Efterklang og Prinz Ezo a.k.a. Bjørn Svin) samt Encore (indspilninger med kammerensemble).

    Blandt gæsterne på boksen kan man ligeledes finde den danske pre-electronica legende Else Marie Pade samt den danske pianist Marquis Marcel de Sade.

    Bokssættets dvd indeholder ud over flere ellers sjældne videoer også klip fra Halls seks-stjernede Glyptotek-koncert i efteråret 2006. Udgivelsen distribueres af A:larm/MBO.

    Ved udgivelsen lød anmeldelserne bl.a. sådan her:

    Gaffa: ”Imponerende bokssæt fra 27 års produktivt og kompromis-løst virke ... et must for fans og stærkt anbefalelsesværdig for begyndere.” (5/6)
    Citadel: ”Den excentriske elegantier fra A-Z ... dansk musikhistorie ingen feinschmecker må snyde sig selv for. En sand øreåbner.” (4/6)
    MetroXPress: ”Et storladent bokssæt. Manden, der altid har skubbet fortiden fra sig for at kunne gribe fat i fremtiden, ser tilbage på karrieren.”
    Jyllands-Posten: ”En imponerende introduktion til en af landets vigtigste og mest produktive sangskrivere ... det er svært at pege på andre danske kolleger, der kan samle hele 81 numre uden at træde forkert en eneste gang.” (5/6)
    Geiger: ”Intet ville nogen sinde blive bedre! ... Hall er en af de få personer i dansk åndsliv, man af de helt rette grunde kan kalde en legende.”
    Where2Go: ”Få musikere har som Martin Hall formået at dække hele det musikalske spektrum fra radiohits til meget svært tilgængelige avantgarde-produktioner ... et rigtig godt indblik i den brillante multi-instrumentalists livsværk.”
    Weekendavisen: ”Et overvældende bokssæt: Få kan som Martin Hall højtideligholde et stykke musik ... et buespænd smukt og højt som en katedral.”
    Århus Stiftstidende: ”Imponerende, seksdobbelt bokssæt ... Højdepunktet er dog den nye cd indspillet med kammerensemble, hvor Hall virkelig træder i karakter som sanger.”
    Grenzwellen: ”Der Output dieses Mannes ist schier unermesslich ... Martin Halls Schaffen in fast all seinen Facetten abdeckt.”


  •